Kæmper og græshopper!

Hvad er der i vejen? spurgte Fru Hansen. Hvad er det, som hindrer arbejdet?

Hr. Hansen så op fra avisen. Hindrer arbejdet? Sagde han. Å, det er den gamle historie - der er Kæmper i Landet, og bestyrelsen føler sig som græshopper!

Nu var det Erlings Tur at se op. Han sad og læste, men hørte i Almindelighed efter med det ene øre, når noget blev sagt. Hans øjne vendte sig atter til Bogen, men han blev alligevel ved at spekulere på, hvad Faderen vel kunne mene. Der var naturligvis ingen kæmper i vore Dage! Han ventede, til Faderen bladede om til næste Side i Avisen, og stillede så straks sit spørgsmål:

Hvad mener du med kæmper og græshopper?

Hr. Hansen lo. Nå, du har nok ørene med dig, kan jeg forstå. Jo, jeg sigtede til, hvad de ti Spejdere gjorde, da de klynkede over kæmperne og kaldte sig selv græshopper i stedet for at tage fat og bestille noget, således som de andre to ønskede. Husker du ikke beretningen? Jeg er bange for, at du ikke er så godt inde i det gamle Testamentes historie som i dine andre skolebøger. Beretningen om spejderne er meget interessant, og du må hellere se lidt på den.

Jo, jeg husker den, sagde Erling, og jeg kan næsten gætte mig til, hvad du mener. Der er vist en hel Del kæmper nu om Stunder, tror du ikke?

Jo, der er nok af dem, sagde Faderen, og pas nu på, at ingen af dem skræmmer dig bort fra en god anledning.

Erling lo og tog atter fat på sin Bog. Han vidste, at de andre Drenge sagde om ham, at han ikke kunne skræmme for to øre. Næste Dag omtrent ved samme Tid opholdt han sig i Spisestuen, beskæftiget med sine Lektier. Han sad bøjet over sin Tavle, og Griffelen arbejdede hurtigt. Hans Ven Og klassekammerat Harald sad på Kanten af en Gyngestol og ventede på Erling.

Er du ikke snart færdig så du kan komme med, spurgte han. Drengene kommer jo til at vente på os. Jeg sagde til dem, at vi straks skulle være der, og nu vil hele Morskaben være forbi, inden vi kommer. –

Å Sludder! sagde Erling, idet han rådførte sig med sin Bog. Det er jo helt forkert!

Selvfølgelig er det forkert. Jeg vidste jo, at det ikke kunne være rigtigt. Der er ikke en eneste Dreng i Klassen, og heller ikke en Pige for den Sags Skyld, som kan regne en sådan Opgave. Det ved jeg fordi jeg netop hørte dem tale om det Stykke. Og har jeg ikke selv forsøgt det 75 Gange? Min Broder David prøvede at regne det for mig, men heller ikke han kunne; han sagde, at der var en eller anden Fælde i det Stykke.

Den Fælde kunne jeg nok have Lyst til at finde, sagde Erling tankefuldt.

Det kan du ikke, Erling. Der er ingen, som kan, og du må ikke tro, at du er så meget klogere end alle vi andre. Vi opnår ingenting ved det Stykke, og man venter det heller ikke af os. Jeg hørte Overlærer Balle sige til Frøken Andersen, at ikke en eneste Elev i Klassen ville kunne klare det.

Virkelig? sagde Erling, idet han strøg Fingrene gennem sit Hår og så på de lange Talrækker på sin Tavle. Jeg er i det mindste klar over, at jeg ikke har fundet den rigtige Løsning endnu, og jeg har dog forsøgt på alle mulige Måder. Jeg ved ikke, om det kan nytte noget at forsøge det igen.

Selvfølgelig ikke! Det er jo bare et af disse væmmelige Stykker, som ingen venter, at nogen skal kunne regne. Læg det nu ganske rolig til Side og kom med! Jeg ved, at Drengene allerede er utålmodige, fordi vi kommer så sent.

Tilfældet ville, at Erlings Kusine Caroline netop opholdt sig i Værelset ved Siden af. Caroline var sytten År gammel, og hendes trettenårige Fætter beundrede hende i allerhøjeste Grad. Han havde kun kendt hende i tre Uger, og de var allerede fine Venner. Han satte hendes Meninger højere end alle andres. Netop i dette øjeblik kom hendes Ansigt til Syne i Døren, idet hun sagde:

Se, der var jo kæmperne! Og så hørte de hende åbne entredøren og gå ud. Erlings ansigt var imidlertid blevet rødt lige op til Håret.

Hvad var det, hun sagde? spurgte Harald med øjnene vidt åbne af forundring.

Å, bryd dig ikke om, hvad hun sagde! Hun talte bare til mig. Men hør nu Harald, du kan lige så godt løbe ned og sige til Drengene, at jeg ikke kommer, og at de ikke skal vente på mig. Jeg vil løse det Regnestykke, om jeg så skal sidde oppe hele Natten. Jeg er ingen Græshoppe, og nu skal Stykket regnes!

Det var da ærgerligt! gryntede Harald. Der bliver jo slet ingen Fornøjelse ved det, når du ikke er med, og desuden - du var jo lige ved at komme med og begyndte at lægge dine Bøger til Side!

Ja, det ved jeg, men gå nu. Her er en Kæmpe, som i Form af et Regnestykke søger at besejre mig, men det skal ikke lykkes! Jeg føler mig aldeles ikke til Mode som en Græshoppe.

Men Erling, hvad har Kæmper med Regnestykker at gøre? Hun nævnte jo noget om dem.

De har aldeles intet med det at gøre, sagde Erling energisk, og jeg vil bevise, at de ikke har. Se nu at komme af Sted, og lad mig være i Fred! Jeg skal slå et Slag!

Harald stønnede og mukkede, og kom af Sted.

Næste Formiddag, netop da Undervisningen skulle begynde og Regneklassen samledes, blev det meddelt, at der kom besøgende.

Hvilket Held! mumlede Harald. En hvilken som helst anden Formiddag i dette Semester ville jeg have været forberedt på Besøg. Vidste du, at de skulle komme, Erling?

Nej, det vidste Erling ikke. Han så forbavset op. Der var jo ikke blot hans Fader og Kusine Caroline, men også en fremmed, en Herre med et meget dannet udseende, som, efter hvad det snart rygtedes igennem hele klassen, var dommer og som selv havde gået i denne skole, da han var Dreng. Og tænk der kom jo også selve Overlæreren, som et øjeblik stod og talte med de besøgende, hvorefter de alle satte sig ned og blev, til Regnetimen var forbi. Arbejdet gik godt, indtil man kom til det skæbnesvangre Stykke Nr. 39, og Harald blev anmodet om at gå op til den sorte Tavle for at regne det.

Jeg kan ikke, Frøken, sagde han; jeg har forsøgt det, vistnok halvtredsindstyve Gange og på halvtredsindstyve forskellige Måder, men kunne ikke få det rigtige Svar.

Det var jo meget kedeligt! sagde Lærerinden, idet hun forsøgte at afholde sig fra at le. Dersom du ikke havde forsøgt det på så mange Måder, men arbejdet ihærdigt med den ene, så var det måske gået bedre.

Hun kaldte så på hans Sidekammerat, men med samme Resultat. Der blev efterhånden en lang Række af nedad vendte Blikke og røde Ansigter. Nogle af Eleverne indrømmede, at de ikke engang havde forsøgt at regne Stykket, men var blevet forskrækkede ved at høre andre tale om det.

Er der ingen, som vil gå op til Tavlen, sagde Frøkenen, og forsøge at løse Opgaven, så langt han kan?

I dette øjeblik fik hun øje på Erling og henvendte sig til ham.

Vil du gøre et forsøg, Erling?

Det blev stille i Klasseværelset. Alles øjne var vendt mod den sorte tavle og fulgte de rappe fingre, der holdt Kridtet. Hvor han dog regnede hurtigt! Havde han nu ganget rigtigt? Nej. Jo, det var alligevel rigtigt! Men se, der begik han jo en Bommert da han skulle trække fra! Nej, han gjorde ikke - hvert eneste tal var rigtigt. Men nu! - nu var han kommen til det Sted, hvor ingen af dem vidste, hvad man dernæst skulle gøre. Men han vidste det! Uden tøven eller vaklen fortsatte han lige til det allersidste tal, som han afsluttede med en flot cirkel. Og så kunne han endda forklare stykket og vise, både hvad han gjorde, og hvorfor han gjorde det. Da han vendte sig om for at gå til sin Plads, brød hele klassen, hvis ære han havde reddet, ud i en bifalds som den smilende Lærerinde ikke forsøgte at hindre.

Jeg synes, vi skylder Erling en tilkendegivelse af erkendtlighed, sagde hun. Jeg indrømmer gerne min Overraskelse såvel som min glæde over hans arbejde; thi jeg troede ikke, at nogen af eder ville kunne løse opgaven. Sagen er, at jeg gav eder opgaven mere som en tålmodighedsprøve end med Tanke på, at I skulle kunne klare den. Imidlertid husker I nok, at jeg gav eder Lov til at søge Hjælp hos andre, hvis I slet ikke kunne regne den. Sig os engang, Erling, var der nogen, som hjalp dig?

Ja, Frøken, svarede Erling; min kusine hjalp mig.

Og nu fandt Kusine Carolines forbavselse sin udløsning i en frisk Latter.

Jeg har ikke Spor af Anelse om, hvad han mener, sagde hun med sin rene, klare Stemme. Så langt fra at hjælpe ham forsøgte jeg selv at løse opgaven, men kunne ikke.

Klassen begyndte atter at klappe i hænderne, men standsede pludselig for at høre, hvad Erling sagde.

Men hun hjalp mig nu alligevel, sagde han påståelig. Og idet han indså, at der nok måtte en Forklaring til, tilføjede han hurtigt: Du ved, at vi Aftenen i Forvejen havde talt om kæmperne, og jeg tænkte dengang, at jeg i hvert Fald ikke var en græshoppe. Men det faldt mig ikke ind, at opgaven skulle være en kæmpe, og jeg stod netop i Begreb med at give tabt, da kusine Caroline kom til Døren og talte om kæmperne, og så tog jeg fat på den igen.

En Del af Eleverne så ud, som om de sad over for er stor Gåde. Hr. Hansens Ansigt var et eneste stort Smil. De, der kender det gamle Testamentes Historie, synes at have fortrinet her i Dag, forekommer det mig, sagde han.

Erling, sagde Frøken Andersen, har du noget imod at fortælle os, hvor længe du arbejdede med den Opgave?

Jeg begyndte Kl. seks, svarede Erling, og fik den færdig, netop da Klokken slog elleve.

Da Klassen var gået, stod Hr. Hansen og Dommeren og talte sammen.

Det bedste af det hele var, hvad han sagde om, at hans Kusine havde hjulpet ham, sagde Dommeren. Det var tappert gjort af Drengen at vedblive med Arbejdet, og der skulle ikke så lidt til at løse den Opgave; men det, som særlig greb mig, var, at han ikke ville modtage ufortjent Ære. De har Grund til at være stolt af Deres Søn, Hr. Hansen.