FINDES DER EN »MINUT -RELIGION?«
Supermarkedernes hylder bugner med varer, som kan tilberedes
på et øjeblik minut-mælk, minut-chokolade, minut-kaffe,
minut-kartofler, minut-vafler, minut-budding og minut-brød. Vi lever
i en tid, som er præget af en vanvittig travlhed. Vi farer af sted.
Vi løber hid og did. Vi bruger hornet, når trafiklyset skifter
til gult, for at ikke bilisten foran skal sinke os et sekund. Det hænder
tit, at vi blot kommer til at vente, når vi har skyndt os allermest.
Vi er ofte utålmodige efter at nå målet, og når
vi har nået bestemmelsesstedet, skal vi måske blot deltage
i et eller andet, som ikke betyder så forfærdelig meget.
Menneskene rejser meget i vore dage. De rejser Europa
igennem på kryds og tværs, lægger beslag på hotelværelserne
og fylder strandbredderne ved Middelhavet. De stirrer som fortryllede på
antikviteterne i Det mellemste Østen og oversvømmer de eksotiske
lande i orienten. Bagefter rejser nogle af dem hjem og skriver bøger
og artikler eller holder foredrag for at give deres visdom videre til andre.
De opfører sig, som om de var »eksperter« i forholdene
i de lande, som de har besøgt. Men der er alt for mange af os, der
er turister i stedet for eksperter, når det gælder de ting,
som virkelig betyder noget.
Der findes også mennesker, som forlanger, at deres
religion skal være klar på et øjeblik. Men det kan godt
være, at Gud burde få os til at sætte farten lidt ned
og lade os sidde med en bibel i hånden lidt længere end nogle
flygtige øjeblikke.
Der findes en vældig kraft i disse ord fra Bibelen:
»Hold inde og kend, at jeg er Gud.« Gud forsøger at
få os til at sætte tempoet ned, for at vi kan lære ham
og os selv bedre at kende.
Vi trænger ikke så meget til en minut-religion
som til en konstant religion.
Vi trænger heller ikke blot til at sidde med Bibelen
i hånden - vi har brug for den i vort hjerte og vort liv. Men dette
bliver først en velsignet realitet, når du og jeg retter os
efter Paulus' opfordring:
»Stræb efter at kunne træde frem for
Gud som en mand, der kan stå prøve.« 2 Tim. 2,15.
|