Deres æresord.

Direktøren i et stort Jernbaneselskab lagde brevet til side efter at have læst det tre gange igennem og vendte sig om i sin stol med et udtryk af stor forlegenhed.

Jeg ville ønske, det var muligt, sagde han langsomt, iblandt et tusinde drenge eller unge mænd at finde en eneste, som kunne modtage instrukser og fuldføre dem til mindste bogstav uden på noget punkt at afvige fra den anviste Vej. Han så skarpt på sin søn, der sad ved et skrivebord i nærheden - jeg håber, du gennemfører mine anskuelser med hensyn til dine sønner. Jeg har ikke set meget til dem i den senere tid. Kaj giver indtryk af at være en lovende ung mand, men jeg er ikke så aldeles sikker på Harry. Han lader til at være i færd med at danne sig en mening om sin egen betydning som Harry den Tredje, hvad der ikke er så heldigt, min søn, har du endnu anmodet Ezekias om at prøve dine drenge?

Sørensen jun. så smilende op fra sit arbejde. Nej, jeg har ikke, fader, svarede han.

Det er jo en tradition i vor familie; og hvis man har passet tilbørlig på, at drengene ikke skulle få noget at vide derom, så vil det blive lige så meget en prøve for dem, som det var for dig og mig og for min fader. Du har ikke glemt den dag, da jeg satte dig på prøve, har du vel.

Det ville være en umulighed, svarede sønnen, fremdeles smilende.

Den ældre Herres noget strenge træk mildnedes, og han satte sig tilbage i sin stol med en lille hjertelig latter. Gør det så straks, befalede han, og gør det grundigt. Du kender deres ejendommeligheder; giv dem en streng omgang. Jeg føler mig temmelig sikker, hvad Kaj angår, men Harry - - Han rystede tvivlende på hovedet og tog atter fat på sit brev. Pludselig drejede han atter sin stol omkring.

Gør det på torsdag, sagde han på sin bestemte måde, og den, der består prøven, skal følge med på vor inspektionsrejse. Jeg formoder, det vil være belønning nok.

Godt, Fader, svarede sønnen, og de to mænd fortsatte deres arbejde uden at tale mere om sagen. De havde for sædvane at ekspedere vigtige forretninger med det mindst mulige spild af ord.

Umiddelbart efter frokosten torsdag morgen blev Kaj anmodet om at møde på faderens kontor. Han indfandt sig øjeblikkelig - en femtenårs dreng, rødmosset, klarøjet og med et udtryk af vågenhed og opvakthed i hele sit Væsen.

Kaj, sagde hans fader, jeg har en opgave, som du må tage dig af, men den er af en sådan Art, at jeg ikke kan forklare dig den netop nu. Vil du tage denne konvolut han viste ham en stor, tyk pakke - og uden at sige et ord til nogen følge dens anvisninger til punkt og prikke. Jeg forlanger dit æresord på, at du vil gøre dette.

To par øjne så et øjeblik på hinanden, mærkværdig ens i et vist bestemt udtryk, som hos den ældre var udviklet til stor skarphed, men som hos drengen endnu kun viste en overordentlig vågenhed. Kaj havde truffet aftale med en ung ven om en sammenkomst en halv time senere, men han svarede fast og bestemt:

Det vil jeg, Fader.

På dit æresord?

Ja, fader.

Det var alt, hvad jeg ville. Gå nu hen til dit værelse og læs dine instrukser. Og tag så fat med det samme.

Hr. Sørensen vendte sig atter til sit skrivebord med det smil og det nik til farvel, som Kaj var vant til. Den unge mand gik til sit værelse og åbnede konvolutten, så snart han havde lukket døren. Den var fyldt med mindre konvolutter, nummererede i bestemt rækkefølge. Omkring dem var svøbt et maskinskrevet papir, hvorpå der stod:

Tag ud til læsesalen i Westchester Bibliotek. Der åbner du konvolut Nr. l. husk at holde alle instrukser hemmelige.

C. W., jun.

Kaj fløjtede. Det var rigtignok morsomt! Det gør det af med min sammenkomst med Harald. Godt, lad gå!

På vejen ud standsede han for at telefonere til sin ven, at han var bleven forhindret, tog en Westchester Avenue sporvogn ved nærmeste stoppested, og tyve minutter senere var han i Biblioteket. Her opsøgte han et ensomt Hjørne og Åbnede Konvolut Nr. l. Der stød:

Rejs ud til W. K. Newtons Kontor, Værelse Nr. 703, tiende Etage i Norfolk bygningen, X-gade, således at du er der Kl. 9.30 Formiddag. Bed om et Brevadresseret til Harry Sørensen jun. På Vejen ned med Elevatoren åbner du Konvolut Nr.2.

Kaj begyndte at le. Alligevel var han en Smule irriteret. Hvad er det dog, Fader vil? Tænkte han forlegen. Her er jeg langt oppe i byen, og så beordrer han mig tilbage til Norfolk bygningen. Den kørte jeg jo forbi på vejen herop. Han må have taget fejl. Men han bad mig jo følge Instrukserne. Far plejer i almindelighed at vide, hvad han gør.

I mellemtiden havde Hr. Sørensen sendt bud efter sin ældste søn, Harry. En høj, syttenårig ung mand med udprægede familietræk, der dog skilte sig en smule fra det sædvanlige ved en vis slaphed over øjnene og en lidt slæbende stemme, kom slentrende frem til kontor døren. Før han gik ind, rettede han sine skuldre; men han forandrede imidlertid ikke sine langsomme bevægelser.

Harry, sagde hans fader hurtigt, jeg ønsker at sende dig ud i et ærinde, som er ret vigtigt, men som muligvis vil volde dig nogen ulejlighed. Jeg har ikke Tid til at give nærmere oplysninger, men du vil finde dem i denne konvolut. Jeg vil gerne bede dig holde både selve sagen og dine egne bevægelser strengt for dig selv. Vil du give mig dit æresord på, at du vil følge de givne ordrer til mindste enkelthed?

Harry satte et par lorgnetter på og rakte hånden ud efter konvolutten. Hans optræden vidnede nærmest om ligegyldighed. Hr. Woodbrigde trak konvolutten tilbage og sagde bestemt: Jeg kan ikke tillade dig at se på instrukserne før jeg har dit æresord på, at du vil følge dem.

Er det ikke vel meget forlangt, fader?

Måske, sagde Hr. Sørensen, men dog ikke mere, end hvad der forlanges af betroede bude hver eneste dag. Jeg forsikrer dig, at instrukserne kun er mine egne og er et udtryk for mine ønsker.

Hvor lang tid vil det tage? spurgte Harry idet han bøjede sig ned for at fjerne en næsten usynlig støvplet på sine benklæder.

Det mener jeg ikke er nødvendigt at fortælle dig.

Der var noget i faderens stemme, der bragte Harry til at stramme sig op og tale lidt hurtigere.

Selvfølgelig vil jeg gå, sagde han; men han talte uden begejstring.

Og - dit Æresord?

Selvfølgelig, fader. Hans tøven, før han gav løftet, var kun forbigående.

Godt! Jeg stoler på dig. Gå så hen til dit værelse, før du ser på dine instrukser.

Dermed forlod denne anden og noget forbløffede søn kontoret hin mindeværdige torsdag morgen og fandt, at den første ordre sendte ham til en af byens fjerne dele, hvor han skulle være inden tre kvarter.

På en anden elektrisk sporvogn sad Kaj og var allerede på vej ud til en anden forstad. Efter at have fået brevet deroppe på tiende etage i Norfolk bygningen havde han læst følgende meddelelse:

Tag sporvogn med tværlinjen ved L-gade, omstigning til Louisville Avenue, og rejs ud til Kingston Heights. Opsøg hjørnet af West og Dwight gade, hvor du åbner konvolut Nr. 3.

Kaj blev mere og mere forundret, men begyndte også at blive interesseret. På det anviste hjørne rev han skyndsomt Nr. 3 op, men fandt til sin forbavselse kun denne mærkelige anvisning:

Tag den underjordiske bane til Duane gade station. Gå derfra hen til Sentinels kontor og køb et eksemplar af bladets tredje udgave for i går. åbn konvolut Nr. 4.

Nu har jeg aldrig -! Hvorfor i al verden sendte han mig ud til Kingston Heights! udbrød Kaj højt. Han rejste med næste Tog, idet han med kærlige Tanker dvælede ved den forspildte anledning til at være sammen med Harald og ved visse planer for eftermiddagen, som han begyndte at frygte for skulle gå i vasken, i fald denne tilsyneladende endeløse og formålsløse omflakken skulle vedblive. Han betragtede pakken med de uåbnede konvolutter.

Det ville jo være en let sag at åbne hele historien og se, hvad legen går ud på, tænkte han. Jeg har aldrig set fader gøre noget lignende før. Hvis det er en spøg - hans fingre havde fat i seglet på konvolut Nr. 4 - så kunne jeg jo lige så godt få det at vide straks. Men alligevel - fader ville aldrig drive spøg med nogens løfte, efter den måde hvorpå han talte til mig. Mit æresord - det siger ikke så lidt. Selvfølgelig vil jeg holde mit Ord. Men - ih hvor jeg er sulten! Det må snart være Spisetid.

Det var det imidlertid ikke; men efter at Kaj to gange var bleven sendt gennem hele Byen og én gang ind i en seksten etages bygning, hvor elevatoren var gået i stå, var det over middag, og han befandt sig i en situation, der gjorde ham særdeles vel tilfreds med indholdet i konvolut Nr. 7:

Gå til Cafe Reynaud på Westchestertorvet. Tag plads ved bordet i det venstre hjørne af salen. Bed opvarteren om et kort til Harry og åben Nr. 8, før du bestiller din Lunch.

Uden tøven efterkom den unge mand dette påbud og satte sig med et lettelsens suk på sin stol i det anviste Hjørne. Han tørrede sin pande og drak et Glas isvand i én slurk. Det var en varm oktoberdag, og de seksten trapper havde taget en del på Kræfterne. Han bad om sin Faders Kort og gav sig til at studere den tiltrækkende Spiseseddel.

Jeg tror, jeg skal have - - Han tænkte sig lidt om og sagde derpå leende: Nå, jeg er for Resten sulten nok til at spise det hele. Skaf mig –

Så huskede han, standsede og trak modstræbende konvolut Nr. 8 ud og åbnede den. Lige et øjeblik, mumlede han til opvarteren. Hans ansigt blev blussende rødt og han fremstammede: Men - men - det kan da ikke være meningen -

Konvolut Nr. 8 burde vistnok have været forsynet med sørgerand, hvis man skulle dømme efter det indtryk, det gjorde på den unge mand, da han læste en ordre om at begive sig hen til et foredragslokale for at høre en Tale af en berømt elektriker. Men nu var temperament vågnet, og da Kaj spadserede ud fra dette henrivende dejlige sted før i ægte Galgenhumør at begive sig hen til foredraget, var det med et udtryk, der mindede meget om hans Bedstefader Harry, når han var i stærk harme.

Hvem gider vel høre foredrag med en tom mave, stønnede han. Formodentlig får jeg alligevel ordre til at forlade salen, i det øjeblik jeg har sat mig ned og får strakt mine Ben. Jeg undres, om fader har det rigtig godt. Han tror ikke på, at man skal spilde sin tid, men i dag spilder jeg den i spandevis. Antagelig har han i Sinde at prøve mig; han skal nu ikke løbe mig træt så hurtigt, som han tror. Jeg fortsætter til jeg styrter om.

Men da han, netop som han begyndte at blive interesseret, fik ordre til at begive sig hen til en fodboldplads en halv mil derfra, og da han dernæst, uden at have fået mindste anledning til at se fodboldspillet, som han en hel uge havde ønsket at se, måtte fortsætte til et andet sted, var han i yderst slet humør.

Hele den lange, varme eftermiddag for han rundt omkring i Byen og forstæderne og blev stadig mere træt og udaset.

Værst var det, at instrukserne nu begyndte at antage formen af en timeplan, der pålagde ham at være på et sted Kl. 3,15, på et andet Kl. 4,05 osv., hvad der umuliggjorde driveri, selv om han havde været oplagt dertil. Og i alt dette kunne han ikke se spor af mening, medmindre man måske ønskede at prøve hans fysiske udholdenhed. Han var en kraftig ung mand, ellers ville han have været ganske af kørt, længe før han nåede konvolut Nr. 17, som var den fjerde sidste i rækken. Den indeholdt følgende:

Kom hjem Kl. 6.20 Eftermiddag. Læs Nr. 18, før du træder ind i huset.

Lænende sig op ad en af de store, hvide stensøjler ved indgangen til sit hjem rev Kaj træt konvolut Nr. 18 op, og det var, som om ordene ligefrem svømmede for hans blik. Han måtte gnide øjnene kraftigt for at forvisse sig om, at han ikke læste fejl:

Rejs atter ud til Kingston Heights, hjørnet af West og Dwight gade, med ankomst dertil Kl. 6.50. Læs Nr. 19. Han kiggede op til vinuerne, desperat forbitret. Hvis ikke hans stolthed og hans opfattelse af betydningen af udtrykket mit æresord, således som mændene i familien Sørensen havde for sædvane at indprente deres sønner den, havde været af den mest ægte slags, så ville han nu have sat sig imod og trodsigt stormet ind i huset. Men som forholdet var, blev han stående godt og vel et minut med knyttede næver og sammenbidte tænder, hvorpå han vendte sig om, gik ned ad trappen, væk fra den længselsfuldt ventede middag og hen imod L-gade og sporvognen til Kingston Heights.

Skjult bag gardinerne, hvorfra han spændt havde lagt mærke til den unge mand, stod Sørensen sen., som nu vendte sig om, slog Hænderne sammen og gned dem på en Måde, som vidnede om Tilfredshed med Drengens mandige Optræden.

Han er kommet - og gået igen, udbrød han sagte; og han var her lige på Minuttet!

Det var, som om Sporvognen sneglede sig ud ad Kingston Heights til. Da den endelig nærmede sig det sidste Stoppested, grebes Kaj af en stærk Fristelse. Han havde allerede tidligere på Dagen aflagt et formålsløst Besøg på dette Sted. Hjørnet af West og Dwight gade lå omtrent en kilometer fra sporvejsliniens endepunkt og i et næsten ubeboet kvarter.

Hans ben var meget trætte, og maven skreg af lutter tomhed.

Hvorfor ikke hellere vente her så lang tid som det ville tage at gå til det omtalte hjørne og tilbage igen, læse konvolut Nr. 19 og spare på kræfterne? Han havde visselig aflagt tilstrækkelige beviser for, at han var et pålideligt Bud.

Havde han? Visse gamle og ofte benyttede ord randt ham i sinde; de havde stået i hans skrive bog, i den første tid han gik i skole: En kæde er aldrig stærkere end dens svageste led. Kaj sprang af vognen, næsten før den endnu var standset, og begav sig i rask tempo på vejen til hjørnet af West og Dwight gade. Der måtte ingen svage Steder være i hans æresord.

Hastigt gik han ud til det fjerneste punkt på den anviste rute og gik endog den længste vej omkring. Han begyndte netop at gå tilbage, da der ved lygtepælen på hjørnet pludselig dukkede en bydreng op. Han nærmede sig Kaj med et grin og rakte en konvolut frem, idet han sagde:

Fik besked om at overbringe dem denne, i fald de var her i rette tid. Hvis de var kommen senere end fem minutter over syv, så skulle jeg have holdt mig skjult. De har 7 minut til rådighed. En mærkelig ordre er det, men selve Direktøren, Sørensen, gav mig den.

Kaj gik tilbage til sporvognen med en vis følelse af tilfredshed, som bidrog en hel del til at styrke musklerne i hans trætte ben. Denne sidste tildragelse viste ham tydeligt, at hans fader var i færd med at underkaste ham en alvorlig prøve af en eller anden art, og han nærede ingen tvivl om, at der nok lå en hensigt bagved. Hans fader var af den slags mænd, som har en meget bestemt hensigt med, hvad de gør. I tanken gennemgik han omhyggeligt dagens hele forløb for at forvisse sig om, at intet i den ejendommelige opgave, han havde haft for, var blevet forsømt.

Idet han atter gik op ad trapperne i sit hjem, var han så overbevist om, at han nu havde tilendebragt sit hverv, at han næsten glemte konvolut Nr. 20, som han havde fået ordre til at læse i forstuen, inden han gik ind. Han havde allerede tommelfingeren på knappen og skulle ringe på dørklokken, da han standsede og med et suk åbnede den sidste konvolut:

Vend om og gå til Lenox gade Jernbanestation, så du er der Kl. 8.05. Vent på et Bud ved Stationens vestlige ende, ved telegrafkontoret.

Vel var dette en skuffelse; men Kaj var nu kommen ovenpå. Han følte sig ligesom en maskine - hul indvendig - der kunne vedblive at gå i det uendelige.

Det var en let sag at nå frem til Lenox gade station til det fastsatte Klokkeslæt. Viseren på det store ur viste kun et Minut over otte, da Kaj ankom. På det anviste Sted traf han Budet. Kaj genkendte ham som Portør i et af togene på den jernbane, hvor hans bedstefader og fader var ansatte. Det var jo virkelig Portøren på Sørensens egen private Jernbanevogn! Han overbragte den unge mand et kort, hvorpå der stod: Giv Portøren brevet fra Norfolk bygningen, Kortet, som du fik på Cafeen, adgangsbilletten til Foredraget, Sentinels aftenudgave for i går samt konvolutten, du fik ved Kingston Heights.

Kaj afleverede i tavshed det forlangte med en følelse af glæde over, at intet manglede. Portøren tog dem og gik bort, men kom tilbage efter tre minutters forløb.

Vær's god at følge med mig, Hr. Kaj fulgte med bankende hjerte. Nede på sporet lagde han mærke til Direktør Sørensens private Jernbanevogn. Og han vidste, at bedstefader Harry netop skulle ud på en rejse på sin egen og andre jernbaner, hvad der bl. a. indbefattede en sviptur til Meksiko. Kunne det være muligt - -?

Inde i Vognen rejste hans fader og bedstefader sig op for at møde ham. Sørensen sen. rakte Hånden ud.

Kaj, min unge mand, sagde han med et stort, tilfreds smil, du har bestået prøven – Sørensen prøven, og det kan du være stolt af. Dit æresord kan man stole på. Du skal følge os på en rejse gennem nitten Stater foruden Meksiko. Er det tilstrækkelig Belønning for en dags strabadser?

Ja, det mener jeg, det er, bedstefader, svarede Kaj, hvis runde ansigt genspejlede den gamles smil i forstærket grad.

Var det en hård tørn, Kaj? spurgte Sørensen den ældre interesseret.

Er du sulten?

Å ja, en lille smule, bedstefader.

Middagen vil blive serveret, så snart vi kører. Vi har kun seks minutter at vente. Den gamle Herre vendte sig om og så forskende ud gennem Vinduet - at den andens æresord ikke - -

Han stod med uret i hånden. Togføreren kom ind og blev stående for at afvendte nærmere ordre. To minutter til, Hr. Jefferson, sagde han. Halvandet - ét - et halvt Minut. Han talte strengt: Sæt toget i gang 8,14 på sekundet!

Ah - -

Portøren kom skyndsomt ind og overrakte bedstefader Harry en Bunke konvolutter. Den gamle Herre betragtede dem flygtigt.

Ja, ja - godt! råbte han med de tydeligste beviser på spænding, Kaj nogen sinde havde set hos den i almindelighed så rolige og fattede gamle mand. Lige idet toget begyndte sin første, langsomme bevægelse, kom der en skikkelse til syne i døren. Roligt og aldeles ikke forpustet trådte Harry Sørensen den tredje ind i Vognen.

Nu blev bedstefader Sørensen alvorlig stemt. Han trådte frem og trykkede sin sønnesøns hånd, som om han hilste på et fremragende medlem i Direktionen. Derpå vendte han sig til sin søn og trykkede også hans hånd meget højtideligt. Hans øjne strålede bag de guldindfattede briller, men hans stemme vidnede om dybe, alvorlige følelser.

Jeg lykønsker dig, med de to sønner, hvis æresord er hævet over al tvivl, sagde han. Den mindste afvigelse fra den fastsatte plan ville have haft skæbnesvangre følger. Ti minutters forsinkelse på de forskellige steder ville have umuliggjort Fremskaffelsen af de nødvendige dokumenter. Dine sønner svigtede ikke. De er pålidelige. Verden søger efter mænd af den slags. Jeg lykønsker dig, min søn!

Kaj var glad ved straks at kunne gå ind i sin kupe sammen med Harry. Sig mig engang, hvad fik du at bestille? Spurgte han ivrigt. Måtte du løbe benene af dig hele byen rundt?

Nej så sandt måtte jeg ej! svarede Harry barsk fra Dybet af et stort håndklæde. Jeg har tilbragt hele Dagen i et lille Hul af et værelse øverst oppe i en tom Bygning og har kun ti Gange til bestemte klokkeslæt måttet løbe ned ad Trapperne til første Etage for at hente nogle konvolutter. Jeg fik ikke en krumme at spise og havde ikke en døjt at bestille og kunne ikke engang lukke øjnene til en blund af frygt for, at jeg skulle for sove mig og ikke kunne være dernede på første etage til de bestemte tider.

Jeg tror, din opgave var sværere end min, bemærkede Kaj eftertænksomt.

Ja, det skal være vist! Og dersom du ikke tror det, så prøv engang.

Nu er det middag, drenge, sagde faderen uden for døren. Og de lod sig det ikke sige to gange.