Plankeværket.

Josef Hansen var en af byens yngre håndværksmestre. Han havde netop fået overdraget et stykke kontraktmæssigt tømrerarbejde, der gik ud på opsættelsen af et 150 meter langt, tætsluttende plankeværk ved tekstilfabrikkens nordlige fløj. Han havde to mænd til at hjælpe sig, Harry og Samuel. Hansen havde netop begyndt sin egen forretning, og plankeværket var derfor et af hans første arbejder som mester. Det var det første, han havde udført for tekstilfabrikken, og han var fast besluttet på, at arbejdet skulle gøres så godt, at man ville sende Bud efter ham igen. Hansen var kun 24 år gammel, men en mand med ganske bestemte overbevisninger om, hvorledes arbejdet burde udføres, og han havde bestemt sig til lige fra sin første Indtræden i Forretningslivet at gøre navnet Hansen og begrebet første klasses arbejde ensbetydende.

Han havde derfor valgt plankerne og brædderne til plankeværket med den største omhu og holdt skarpt øje med Harry og Samuel for at være sikker på, at de udførte deres Del af Arbejdet lige så samvittighedsfuldt, som han udførte sin.

Sav den ende lige af, Harry! Lad der ikke blive nogen vinkel på nogen af brædderne! Jeg ønsker, at dette plankeværkeværk skal stå så lige, at en snor, som blev trukket fra den ene ende til den anden, ville berøre hvert eneste bræt. Gør jer også flid for at slå sømmene dybt nok i, lad ikke søm hovederne sidde så langt ude, Samuel! Således lød Mesterens Tilskyndelse.

mændene var så optaget af deres arbejde, at de ikke hørte trinnene af en, som nærmede sig.

Hvordan går det? Lød en stemme. Hansen så op. Det var Frans Dahl, en ældre håndværksmester, som havde fået overdraget at sætte et lignende plankeværk op på den anden Side af fabrikken. Han havde forladt sin arbejdsplads et øjeblik for at se, hvorledes det gik med hans yngre kollega.

Hansen tog et søm op af Lommen og satte det i stilling til et velrettet Hammerslag. Han havde kendt Dahl i flere år. Skønt han ingen Grund havde til ikke at synes om Dahl, så havde han dog aldrig følt sig tiltrukket af ham. Men det var jo ingen undskyldning for, at han ikke skulle være høflig overfor den anden.

Jo Tak, det går rigtig godt! Svarede han. Hvorledes går det på den anden side? Vi har ikke grund til at klage, svarede Dahl, medens han med sine skarpe, mørke, kritiske øjne betragtede sin rivals arbejde.

Det er et rigtig godt plankeværk, du sætter op, Hansen, sagde han.

Hansen slog netop med tre, fire velrettede Slag et søm dybt i.

Ja, jeg forsøger at gøre mit bedste,» svarede han, idet han stak hånden i lommen efter et søm til.

Dahl tav og betragtede ham en Tid. Han lagde godt mærke til det gode tømmer, som blev brugt, og ligeledes til det omhyggelige og samvittighedsfulde arbejde, som blev udført. Da Hansen igen så op, lagde han mærke til et skummelt udtryk i den andens Ansigt.

Hvad er der i Vejen? Spurgte han. Er der noget forkert ved den måde, hvorpå vi sætter plankeværket op?

Ja, det er der! Der er slet ikke så lidt i vejen!

Hansen slog et søm til i. Skønt han var rolig, begyndte vreden dog at blusse op i ham. Hvad ret havde den anden til at komme over og kritisere hans arbejde? Hvorfor blev han ikke derovre og bestilte noget?

Nå, er der det! sagde Hansen endelig. Hans stemme skælvede lidt, idet han talte. Dahl lagde med en vis tilfredsstillelse mærke hertil. Det var tegn på, at hans Pil havde ramt.

Du er villig til at tage imod et godt råd, ikke sandt?» spurgte Dahl.

Naturligvis er jeg det! svarede Hansen.

Følg så med over på den anden Side af fabrikken, så skal jeg lære dig, hvordan man udfører Arbejde efter en kontrakt.

Hansen forstod ikke denne Venlighed, som hans kollega pludselig lagde for dagen. Dahl nød nemlig det tvivlsomme omdømme, at han var ubehagelig og langt fra hjælpsom; mange anså ham endogså for ligefrem simpel og uforskammet. Hvad mon der gik af ham, at han sådan uden videre var villig til at indvie en medbejler i forretningshemmeligheder. Hansen gav sine svende pålæg om at sørge for, at alt blev gjort på bedste måde, og fulgte med Dahl øver til dennes arbejdsplads.

Det varede ikke længe, før de stod ved det plankeværk, som Dahl havde fået kontrakt på at opføre. Der var kun en mand i beskæftigelse, en hurtig, men unøjagtig arbejder. Et flygtigt Blik omkring på arbejdspladsen var nok til at fastslå, at brædderne var af dårligere kvalitet end dem, Hansen brugte. De blev ganske vist savet og fastsømmet hurtigere end ovre hos Hansen, men savningen var ujævn og skæv, og Sømmene blev mindre omhyggeligt slået i. Og dog - den Del af plankeværket, som var færdig, lignede påfaldende det Stykke, Hansen med sine to mænd havde sat op.

Nuvel, sagde Dahl. Lad mig fortælle dig lidt om, hvorledes du hurtigst og lettest får tegnebogen fyldt. Du er ny som håndværksmester, medens jeg har været ved faget i over tyve år. Tag nu disse to plankeværker som et eksempel. Vore specifikationer er ganske enslydende; jeg vil tjene en ganske net Sum på mit arbejde, men hvis jeg forstår mig på sagen, så kommer du til at sætte penge til på din kontrakt, dersom du fortsætter med at arbejde, som du har begyndt.

Her standsede han og så skarpt på Hansen. Denne måtte indrømme, at Dahls påstand sandsynligvis ville slå til. Dersom han tjente noget på det, ville det i hvert fald blive meget lidt.

Dahl fortsatte: Dine omkostninger vil blive næsten dobbelt så store som mine. Jeg beskæftiger kun en Svend, medens du har to i arbejde. Det skal indrømmes, at de hver for sig kan udføre et bedre Stykke Arbejde end min Svend, men når det kommer an på at få arbejdet gjort i en fart, er der ingen, der kan hamle op med ham. Så er der tømmeret! Det, jeg bruger, er anden klasses materiale. Sandt nok, at man kan se Knaster, revner og en del bark her og der. Men jeg har bet Edvard om at vende brædderne sådan, at den pæneste Side vender udad mod Vejen. Dit plankeværk ser ganske vist i øjeblikket lidt bedre ud end mit, men når maleren først får smurt sin røde maling på, vil plankeværkerne se ganske ens ud. Er det ikke indlysende?

Hansen svarede ikke. Den ældre entreprenørs bemærkninger havde vakt hans Eftertanke. Dahl gik videre med sine kollegiale Råd:

Du forundrer dig måske over, at jeg har henledt din opmærksomhed på disse ting. Du og jeg er konkurrenter, og de fleste kunde måske ræsonnere som så, at det ville være til min Fordel, om du fik Lov til at arbejde videre, som du har begyndt, til du gik Fallit; det er netop det, du rask styrer hen imod. Men jeg ønsker ikke, at nogen skal ruinere sig selv. Lev og lad andre leve, er mit Valgsprog.

Hansen tog nu atter til orde.

Jeg vidste ikke, at du havde så stor Omsorg for mig og mit Vel, sagde han.

En svag Rødme gled hen over Dahls ansigt.

Å, jeg er ikke just Filantrop! Svarede han. Der er dog endnu en Grund, hvorfor du ikke burde fortsætte, Som du har begyndt. Det er ikke sundt for håndværkerstanden her i Byen. Dersom Folk fik den uheldige vane at forvente, at vi skal gøre Arbejdet Så godt, som du er i Færd med derovre på den anden Side af Fabrikken, blev der ikke megen Fortjeneste for os. Vi skal jo alle leve! Husk på, at jo længere Tid man anvender til et stykke arbejde, des mindre tjener man på det. Jeg mener naturligvis, man skal være rimelig; men jeg tror ikke på, at vi skal udføre alt for godt og solidt arbejde.

Ja, men hvad så med plankeværkerne? spurgte Hansen. På min kontrakt står udtrykkelig anført, at såvel arbejdet som materialerne skal være første klasses. Ja, ja, svarede Dahl lidt utålmodig, det forstår jeg alt sammen, men det er ikke nødvendigt at man holder sig så strengt til kontrakten; man må da bruge sin forstand og søge at gøre fortjenesten så stor som muligt; det er jo da den, man lever af. - Jeg håber for øvrigt, du vil drage lærdom af det, jeg har sagt. Det er ikke enhver, som ville tage tid til eller ulejlige sig med at sætte en konkurrent ind i fagets kneb.

Hansens bestemte udtryk blev hårdt, idet han sagde: Jeg er meget taknemlig for rådet, Hr. Dahl; men jeg er utilbøjelig til at bringe det i anvendelse. Jeg går ikke uden om min kontrakt, selvom jeg ikke tjener en rød øre på dette stykke arbejde. Når jeg skriver under på en kontrakt, må arbejdet komme i første række, og dersom jeg ikke kan følge den grundsætning og samtidig tjene til mit eget og min families underhold, så slutter jeg som håndværksmester.

Dahls Ansigt blev ildrødt.

Ja, så vil du også snart komme til at lukke forretningen, svarede han vredt. Tro mig, sådanne gyldne regler passer ikke mere i forretningslivet. Det var i grunden dumt af mig at tænke på, at jeg kunde hjælpe dig, og du begår en endnu større dumhed ved at lade hånt om et råd, der er grundet på mere end tyve års erfaring. Det er egentlig også meget bedre for mig; thi inden et år er omme, har vi en konkurrent mindre i bygningsarbejdet.

Tak sagde Hansen, idet han gik tilbage til sit arbejde.

Harry og Samuel havde allerede fuldendt de første 15 meter af plankeværket, og idet Hansen så, hvor omhyggeligt arbejdet var gjort, tænkte han på konkurrentens Svend, der hamrede løs, som gjaldt det om at få plankeværket rejst inden aften.

Hæng bare i, kammerater jeg ønsker, at dette skal være det bedste plankeværk, som endnu er sat op her i Byen.

Han greb atter hammeren, og til en munter fløjtemelodi gik arbejdet støt fremad. Han kunde dog ikke glemme, hvad Dahl havde sagt. Med hensyn til fortjenesten havde denne jo ret. Han kunne let regne ud, at han ikke ville tjene meget på sin kontrakt - ja, det var endogså muligt, at han ville sætte penge til, således som Dahl havde spået.

Jeg vil dog ikke slå et eneste søm for lidt i eller sjuske med til retningen, besluttede han ved sig selv. Lige meget, hvad dette stykke arbejde kommer til at koste mig; det skal og må udføres, ganske som kontrakten kræver.

Arbejdet blev derfor gjort nøjagtigt og samvittighedsfuldt, men da plankeværket stod færdigt, regnede Hansen ud. at han i alt havde tabt 100 Kr. på arbejdet.

Hr. Drewsen var på kontoret, da Hansen kom ind for at få sine penge udbetalt.

Det er et pænt og godt plankeværk, De har sat op for os, Hr. Hansen,» sagde Fabriks ejeren. Vi skal ikke glemme at henvende os til Dem en anden gang, når vi skal have udført et stykke arbejde.

Tak skal De have, sagde Hansen.

Han var i grunden ikke særlig tilfreds, da han stak pengene i lommen og gik ud af kontoret. Dersom han fik flere lignende kontraktarbejder, som gav den slags «fortjenester, så ville hans kapital ikke vare året ud, og Dahls påstand om hans beståen som håndværksmester ville gå i opfyldelse. Og dog, han var ikke ked af, at han havde gjort sit arbejde godt.

Da han kom udenfor, mødte han Dahl, som netop kom for at få sin betaling. De to havde ikke talt sammen siden hin formiddag nede ved plankeværket.

Goddag, Hansen! Grinede den ældre håndværksmester. Har du været inde at hæve dine penge? Jeg ville ønske, jeg havde tjent lige så meget på mit arbejde, som du har tabt på dit, tilføjede han ironisk.

Hansen kunne ikke finde ord til svar. Han gik dog hjem med den indre forvisning, at han havde opført et langt bedre plankeværk end Dahl. På vejen ind mod byen måtte han atter hen til fabrikkens nordlige fløj for endnu en gang at tage det fuldendte plankeværk i øjesyn. Derefter gik han over og så på det, konkurrenten havde opført. En maler var netop i Færd med at stryge den første maling på. Han så nok, at plankeværkerne om et par dage ville se ganske ens ud, men der var dog for 200 Kr. mindre materiale og arbejdskraft i det ene end i det andet. En ikke kyndig kunde vanskeligt se forskellen, men Hansen kunne. Han så godt de mindre velhøvlede brædder og ujævnhederne, han så alle knasterne og revnerne selv på den side, som vendte ud mod vejen.

Vent blot et årstid! så skal det nok ses, om ikke hans anden klasses materiale alligevel begynder at se mindre godt ud, og lad bare regn og sol få lov til skiftevis at væde og tørre brædderne, og jeg tror, at selv den, som ikke har forstand på hverken materialer eller et godt stykke arbejde, vil kunne se forskellen. Men så kom han atter i tanker om, at dersom Dahls forudsigelse gik i opfyldelse, ville han jo ikke være håndværksmester om et år.

Månederne gik, og Hansen begyndte for alvor at frygte, at Dahl vistnok alligevel skulle få ret. Det var dårlige tider for håndværksmestrene. Hansen havde kun haft ganske små kontrakter i den sidste tid, og på dem havde han tjent alt for lidt. Hans forretningsprincip: Første klasses arbejde og gode materialer skar hele tiden hans fortjeneste ned til et så ringe beløb, at det måtte ende, som Dahl havde forudsagt. Og dog forekom det ham, at han efterhånden vandt fodfæste.

Dersom jeg blot kan holde ud længe nok, tænkte han, «så skal jeg alligevel gå af med sejren.

Hver gang, han mødte Dahl på gaden, lagde han mærke til et spotsk udtryk i dennes ansigt, og da de en dag traf hinanden i en af byens forretninger, var Dahl der straks med en spydig bemærkning.

Hvordan går det med fortjenesten? Spurgte han.

Å, den lader vente på sig, svarede Hansen, idet han søgte at skjule en følelse, som ellers let kunne have affødt et andet svar.

Nu vel! fortsatte Dahl; skulle du bestemme dig til at høre op med forretningen, så kan du henvende dig til mig, jeg skal da se, om jeg kan skaffe dig arbejde som svend.

Tak for tilbudet, Dahl! men jeg håber, at det kommer til at gå med det, som det gik med dit gode råd, da vi byggede plankeværket ovre ved tekstilfabrikken, sagde Hansen, idet han så bestemt på Dahl.

De to skiltes.

Da foråret kom, blev der udbudt et stort stykke arbejde i byen. Tekstilfabrikken skulle blandt andet opføre en ny lagerbygning af træ, og der skulle desuden foretages visse indgribende forandringer inde i de forskellige bygninger.

Arbejdet ville løbe op i mange tusinde kroner. De fleste af håndværksmestrene på pladsen gjorde udregninger og indsendte tilbud.

Hansen havde også hentet en afskrift af planerne og specifikationerne. Men da han havde gennemgået dem, så det ganske håbløst ud for ham at påtage sig så stor en opgave.

Det nytter ikke, jeg forsøger, sagde han en aften til hustruen. «Det er et større stykke arbejde, end jeg kan magte. Jeg kunne for øvrigt heller ikke give et tilbud, der ville ligge i nærheden af Dahls eller de andre mestres.

Jeg vil derfor slet ikke tænke på at konkurrere med dem.

Men medens han sad og talte, ringede telefonen. Det var fabriks ejer Drewsen, der ønskede at tale med bygmester Hansen.

De indsender vel tilbud på vor ny lagerbygning og forandringerne i vore lokaler, Hansen? Spurgte stemmen.

Hansen blev meget overrasket; han havde ikke set eller talt med Hr. Drewsen siden opførelsen af plankeværket.

Nej, det tror jeg ikke, svarede han.

Hvorfor ikke? De satte sådan et udmærket plankeværk op for os sidste efterår.

Jeg har ikke haft erfaring nok til at give mig i kast med så stort et arbejde. Desuden er jeg ikke i stand til at give tilbud, der ligger tilnærmelsesvis i nærheden af de andre tilbud, De vil modtage.

Bryd Dem ikke om det, Hansen. Jeg ville alligevel sætte pris på, at De sender os et tilbud på hele arbejdet.

Efter Hr. Drewsens opfordring benyttede Hansen aftenerne ofte til hen imod midnat i hele to uger til at udregne, hvor meget arbejdet på tekstilfabrikken kunne udføres for. Da han endelig fik totalsummen udregnet, måtte han le højt; thi beløbet var så stort, at det forekom ham ganske meningsløst at konkurrere med byens ældre, erfarne mestre. Og havde det ikke været, fordi Hr. Drewsen udtrykkeligt havde bet ham om at indsende tilbud, ville han have ladet alle udregningerne gå i papirkurven.

Han forseglede imidlertid tilbudet og overleverede det personligt dagen efter og forsøgte for øvrigt at glemme sagen.

Den 15. maj skulle tilbudene åbnes, og kontrakten afsluttes. Han gik derfor hen på fabrikskontoret. De øvrige håndværksmestre havde allerede indfundet sig og sad i ivrig diskussion om arbejdet.

Efter en stunds forløb kom Hr. Drewsen med tilbudene i hånden. Idet han kaldte bygmestrene ind på sit private kontor, begyndte han, da alle havde taget Sæde:

Jeg har bestemt mig til at gøre noget ganske usædvanligt med hensyn til opførelsen af vor lagerbygning og forandringerne her ved fabrikken. Der er indkommet fem tilbud; de fire ligger nær hverandre; men det femte, er 100,000 Kr. højere end de andre.

Jeg er selv godt kendt med byggeriet, og jeg har i løbet af de sidste måneder observeret, at materialer og arbejdsløn er steget ret betydeligt. De fire tilbud er sikkert for lave. Det er kun rimeligt, at en håndværksmester tjener på sit arbejde; og det tror jeg, de herrer er enige med mig i. Men når han i sin ivrighed for at sikre sig en kontrakt indsender et for lavt tilbud, må en af parterne lide under det.

Han standsede et øjeblik. Hansen lagde mærke til, at Dahls ansigt begyndte at tabe sit sædvanlige tillidsfulde udtryk. Hans tilbud havde været det laveste; det lå ca. 120,000 Kr. under Hansens, og han havde derfor grund til at vente at få arbejdet overdraget.

Som jeg sagde før, fortsatte fabriks ejeren, jeg vil gøre noget, som vi ikke har gjort, så længe fabrikken har eksisteret; jeg vil se bort fra de fire tilbud og overdrage hele arbejdet på Basis af, hvad det virkelig vil koste, plus en rimelig avance, til Hr. tømrermester Josef Hansen.

Bygmestrene forlod kontoret uden at veksle mange ord. Dahl var den mest skuffede af dem alle. Til sidst var Hansen alene tilbage med Hr. Drewsen; hans Held havde næsten gjort ham fortumlet.

Hansen, sagde Hr. Drewsen, da de fire bygmestre havde forladt kontoret, «det var et ypperligt plankeværk, de opførte for os sidste efterår, et plankeværk, som har betalt sig for begge parter.