En snavset mund.


En Dag da jeg sad og hvilede mig på vor smukke Veranda og så ud over den store Salween Flod, kom en af mine Drenge løbende og sagde: Thara, Tin er nedenunder og han ønsker, at du skal komme ned og se til ham. Så snart jeg hørte Navnet, var jeg klar over, hvem det var. Tin var en af mine gamle Venner. I Årevis havde han på denne Årstid fået min Ordre på at reparere Tagene på vore Bambushuse. Så jeg sagde til Drengen: "Bed Tin om at komme herop, så vi kan sidde sammen på Verandaen her og se den smukke Flod bølge af Sted, medens vi taler om vore Forretninger". Fyren forsvandt, men et Minut efter var han igen tilbage og sagde: "Tin ønskede ikke at komme op. Han ønsker, at du skal komme ned": Jeg sagde: "Vits! Vats!" og gik hen til Toppen af Trappen. Der stod Tin ved Foden af Trapperne og ventede, så jeg råbte: "Kom bare op, Tin, min Ven! Kom nu! Det er vidunderligt køligt på Verandaen. Kom nu! Kom nu!"

Men Tin kom ikke. Han smilede, som om han ønskede at komme, men stod der og så sig omkring, og jo mere jeg kaldte på ham, jo mere så han sig omkring, indtil han til sidst gid over til en stor Busk. Så spyttede han betelnødden ud af Munden. Hans Mund var snavset. Det var derfor, han var bange for at komme op. Så skyllede han sin Mund med Vand og vaskede sine Hænder og Fødder.

Hans Hænder og hans Fødder var støvede og snavsede. Så børstede han sine Klæder af, og med ren Mund og rene Hænder og rene Fødder kom han op og satte sig hos mig på Verandaen, og vi havde en vidunderlig Samtale.

Men jeg har aldrig glemt Tin, og hvor tilbageholden han var, og det har forklaret en Mængde Ting for mig.

Jeg ved nu, hvorfor mange Mennesker ikke ønsker at tale om Gud.

Det er fordi deres Mund er snavset!

Og deres Øjne!
Og deres Hænder!

Og deres -fødder!

Jeg mener ikke den Slags Snavs, vi kan vaske af med Sæbe og Vand, men f.eks. med det vi undertiden putter i vor Mund og de forkerte Ord, der undertiden kommer ud af vor Mund.

Og undertiden lytter vore Ører til urene Ord og Historier, og vore Øjne ser på de forkerte Slags Billeder og læser de forkerte Bøger. Undertiden gør vore Hænder uvenlige, uærlige Ting. Undertiden fører vore Fødder os derhen, hvor Englene og Jesus aldrig vilde gå.

Lad os læse 1 Joh. 3, 1-3.

v1 Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. v2 Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. v3 Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

Åh, det er netop den Slags Ven, jeg ønsker at blive med Gud!

Jeg ønsker at glæde mig ved at tale med ham.

Jeg ønsker at se fremad til den Dag, da han kalder os sine Sønner og Døtre.