Naturkatastrofen på St. Helens V

Nordvestområdet var længe om at komme sig efter dets ildbjergs pludselige udbrud. Men der synes at have været en gradvis accept af den kendsgerning, at det var en ren naturens handling, den natur, der, som Aristoteles hævdede for over 2300 år siden, ikke foretager sig noget nytteløst. Mount St. Helens var ikke kun et eksempel på en vulkans destruktive kraft, men også den måde, hvorpå naturen reagerer på den.

Inden 10 dage efter den frygtelige ødelæggelse af David Johnstons lejr Coldwater 11, så nogle fra hans gruppe de første tegn på tilbagevenden: friske hjortespor i asken fra dyr, der havde overlevet på sydsiden af bjerget. Knap en måned efter opdagede man ukrudtsplanten gederams i blomst på en højderyg bag Spiritsøen. Her og der begyndte de overlevende rødder fra disse planter, hvis top var blevet klippet af ved udbruddet, at finde fugtighed og sende skud op i søgen efter dagslys. Deres endelige bryden igennem den cementagtige askeskorpe var en naturens triumf: Ved siden af hvert planteskud lå der en prop, et låg af sammenpresset aske på størrelse med en mønt, som var blevet trykket lige op og vendt om, som et kloaklåg.

»Gederams er faktisk sagen lige nu, masser af dem,« bemærkede en dyrebiolog hos Gifford Pinchot National Forest, Bill Ruediger. »I de næste fem til ti år kan man forvente at se hele bjerglandskabet næsten som et hav af disse planter.«

Efterhånden som planten spredtes, rykkede dyr ind i området for at græsse på det, og derved forstyrrede de askeskorpen og lavede et venligere såbed. Nedbrydende plantedele og dyreekskrementer tilførte asken meget tiltrængt organisk materiale. Udviklingen tilbage var undervejs.

Til alles forbavselse overlevede nogle få små dyr i det hærgede område. Amfibiske dyr, hovedsagelig frøer og salamandre, var enten i mudderet eller under vandet, da eksplosionen nåede dem, og man observerede, at de bevægede sig omkring meget kort efter, at udbruddet stilnede af. Man så også nogle få krebs. Der var umiskendelige dyrespor og spor af fødeindtagelse i to områder, hvor man vidste, at bævere levede før eksplosionen. De kunne takke deres overlevelse for deres vane med at grave sig 10 meter ind i floders bredder, sædvanligvis under vandlinien.

»Jeg tror, at folk må sætte al denne ødelæggelse i perspektiv,« sagde Ruediger. »Skønt den er helt enestående i vores levetid, så er naturen sådan: Hvert andet artusinde vasker naturen tavlen ren igen. Det, vi har her, er næsten en skabelsessituation,«

Ruedigers lærde ærefrygt blev gentaget af de geologer og geofysikere, der bevægede sig gennem St. Helenskraterets ætsende dampe, opstemte over at være til stede ved et af naturens største dramaer. »Det tog nogen tid at vænne sig til al den ødelæggelse,« bemærkede Donald Swanson, »men jeg er virkelig kommet til at værdsætte sceneriet. Det er vanskeligt at få kontakt med folk, men jeg er nu i stand til at se en masse skønhed, en slags ørkenskønhed. Fra et videnskabeligt synspunkt er det naturligvis en fantastisk chance. Det er et klassisk eksempel på, hvordan jorden genopbygger sig selv, om hvordan livet vender tilbage. Det er sket før, og det vil ske igen; men trods alt, kommer ikke mange til at se, når det sker.« I september, fire måneder efter udbruddet, havde det geologiske institut etableret et permanent kontor i Vancouver og var begyndt at arbejde på et overvågningsnetværk, der ikke alene dækkede St. Helens og dets naboer, men hele rækken af Cascadetoppe fra Canada til Californien,

Men at lære af St. Helens var stadig det primære mål, og hver eneste dag med acceptabel sigtbarhed strømmede en flyvende gruppe unge videnskabsmænd til bjerget. På kraterets stejle indersider havde udbruddet afsløret en fascinerende geologisk optegnelse af vulkanens historie. De var imidlertid betænkelige ved en lavakuppel på højde med en 40etagers bygning, der sydede og dampede på kraterbunden. Videnskabsmændene, der bar gasmasker og beskyttelsesdragter, hoppede ud af helikopterne og ilede letfodet over krateret mod kuplen, hvor anselige sprækker  stressrevner forårsaget af det fortsatte opadrettede tryk af lava fra magmakammeret inde i bjerget  strålede ud over kraterbunden. Sprækkerne var op til en meter brede, og deres vægge var gloende varme kun en halv meter nede, »Disse sprækker er hovedproblemet ved at arbejde deroppe,« bemærkede William Melson. »Det er virkelig varmt at gå rundt omkring dem og somme tider at måtte hoppe over dem. De afgiver en gasart, der kan få tøjet til at rådne og spolere vores udstyr; hvis vi ikke havde gasmasker på, ville de skade vore lunger alvorligt.«

Daglige fremskridtsrapporter om sprækkernes tilstand stod højt på videnskabsmændene huskelister. Der blev taget målinger til udvalgte punkter for at se, om der havde været nogen ændringer i revnernes bredde; om der havde været spring  opad eller nedadgående bevægelser på den ene side af en sprække  eller om nogle af revnerne havde strakt sig længere ud fra kuplen. Enhver acceleration i revnernes vækst eller retning blev betragtet som et muligt varsel om et udbrud. Videnskabsmændene studerede også en kam af vulkansk aske, som kaldtes fæstningsvolden, der befandt sig lige bag ved nordsiden af kuplen; de forestillede sig, at enhver bevægelse i kammen var forbundet med underjqrdisk magmaforøgelse, og at den således var et andet muligt varsel om et forestående udbrud.

Måltavler blev anbragt til laserafstandsmålinger, der blev taget fra stationer uden for bjerget. Men ingen camperede længere ved disse stationer; de blev betjent ved hjælp af helikoptere.

Andre laseraflæsninger blev taget af instrumenter inde i krateret for at bestemme, om kuplen var vokset, og i så tilfælde hvor meget, samt for at kontrollere enhver udbulning eller sænkning af selve kraterbunden, og endelig for at måle enhver konturændring af kratervæggene. Udbredelsen af fluorbrinte ætsede prismereflektorerne så meget, at mandskabet for længe siden havde opgivet enhver idé om permanent at opsætte reflektorstationer inde i krateret. En bragte en måltavle til en given station og holdt den, hver gang en måling blev taget. Svovl, salt og flussyre åd også lakken af de radioer, der holdt mandskabsholdene i forbindelse med hinanden og med Vancouver; syredampene sved i øjnene og gjorde brillernes stålstel grønne.

Al instrumentkontrol og indsamling af prøver inde i bjerget blev udført i hurtig gang eller luntetrav. Helikoptermotorerne kørte altid i tomgang, klar til hurtigt at lette ved en radioordre fra Vancouver, hvor en ændring i det seismiske mønster eller måske blot en melding om, at et uvejr nærmede sig, kunne resultere i den fyndige ordre: »Se så at komme væk derfra!«

Den 18. maj 1981, den første årsdag for det store udbrud, målte kraterkuplen ca. 105 m i højden og ca. 600 m i nordsyd retningen. Det var den tredie kuppel  de andre var sprængt under små udbrud i juli og oktober. Den var meget større og så mere stabil ud end de øvrige, og hvis den forblev fast, var forventningerne blandt en del af geologerne, at fra mellem et halvt og to år ville St. Helens gå ind i en ny fase i den eruptive cyklus og udgyde en lavastrøm.

Ifølge denne teori, med kuplen fast på plads, ville en andesitlava (mest feldspatholdig), der er meget tyndere end det stive, dejagtige magma, der nu trænger ud, begynde at sive ud af krateret. Det vil sandsynligvis komme fra nogle steder ved foden af kuplen, og til sidst løbe ud af krateret gennem hakket i nordsiden og ned ad bjergsiden, måske så langt som til Spirit Lake, »Og så sker det måske alligevel ikke igen,« sagde en af geologerne.

»Forudsigelse er stadig væk på et meget primitivt stade,« sagde Donald Peterson. Mens seriøse vulkanologiske undersøgelser foregik i Italien, Indonesien, Japan og andre steder, nåede man det mest avancerede stade på Hawaii'. Dog var vulkanologernes erfaring på Hawaii naturligvis af begrænset værdi, De hawaiianske vulkaner, der forsynede instituttets monitorer med det meste af den erfaringsmæssige og historiske baggrund, på hvilken St. Helensstudierne hvilede, var »meget forskellige i deres grad af eksplosivitet,« påpegede Peterson, »så vi må være forsigtige med enhver antagelse, vi gør i St. Helensforskningerne.«

Med hensyn til beviser, var man kommet tættere på løsninger ved St. Helens. Den 30. marts 1981 havde instituttet udsendt en pressemeddelelse, der forudsagde, at der ville komme endnu et mindre udbrud inden for to uger. Den 10. april, il dage senere, indtraf udbruddet.

Omkring 25 mand fra det geologiske instituts stab opslog deres hovedkvarter i Vancouver efter 1980-udbruddet. Så snart St. Helens havde stabiliseret sig, skulle intense studier begynde ved Hood, Rainier, Baker, Three Sisters og et antal andre Cascadevulkaner. Bag forskernes traditionelle ro  de er vant til det geologiske, dvs. det lange, lange overblik, var der en vis iver ved den måde, de greb deres arbejde an på.

St. Helensepisoden stimulerede i betydelig grad spekulationen blandt verdens videnskabsmænd med hensyn til, hvilken af Cascadevulkanerne, der ville komme i udbrud næste gang. Der fandtes i virkeligheden en uformel »prioriteringsliste«, på hvilken Cascadevulkanerne blev vurderet alfabetisk efter deres formodede sandsynlighed for at komme i udbrud inden for en forholdsvis nær fremtid, og forsynet med romertal i forhold til den fare, som hver enkelt frembyder for befolkning og materielle værdier.

Et AI vil f.eks. være et bjerg, der betragtes som ét med den største sandsynlighed for udbrud og med en beliggenhed, hvor der kunne ske omfattende skade. Til denne kategori hører Mount Baker, hvor gasagtige udladninger og indre varme forblev på et højt niveau efter en forskrækkelse i 1975, og Mount Shasta, på grund af dets udbrudshistorie og tilstedeværelsen af furnaroler. De resterende A1 vulkaner, ikke anført i nogen speciel rækkefølge, var Mount Rainier, Mount Hood og Three Sisters,

Lassen Peak var en A11  der sandsynligvis ville komme i udbrud, men mindre truende for mennesker og ejendom. Under A11 var også Mount Mazama  Crater Lake  som mange geologer længe havde følt sig sikre på igen ville komme i udbrud engang i fremtiden. En anden dygtigt camoufleret vulkan, Newberry Crater, var en AIIIfarlig, men langt nok ude i den højtliggende centrale Oregonørken til kun at bringe få mennesker og ringe jordegods i fare.

Mount Adams var på en Bliste  geologisk mindre farlig, men betragtet med forsigtighed, fordi man kendte så lidt til den  og på denne liste var også Glacier Park, Mount Jefferson og Mount McLouglin.

Listen var kun opstillet af det geologiske institut til planlægningsformål, og den repræsenterede højst et kvalificeret gæt, indtil instituttets videnskabsmænd havde mange flere detaljerede informationer om Cascadebjergene. »Det er en forvirrende tanke,« sagde Donald Peterson, »men der kan sagtens være en vulkan klassificeret som CIII på listen, der kan blive den næste, der kommer i udbrud. Arenal burde have lært os det.«

»Den sørgelige sandhed,« tilføjede han, »er, at vi ved meget lidt om nogle af disse Cascadebjergetoppe og ikke nær nok om nogen af dem. Vi ser kun en del af ét vulkansk system her  vi prøver at finde ud af, hvad der foregår under bjerget ved at iagttage, hvad der sker på overfladen. Men hvis vi er dygtige nok, kan vi lære en hel del,«