Start

Slut

Universets Midtpunkt.

 

Vildfarelse og Sandhed vedrørende et vist Emne kan ikke samtidigt bo til Huse hos det samme Menneske. Sandhed og Vildfarelse er Modsætninger; den ene er fuldstændig i Strid med den anden. Hos den, som hylder en bestemt Vildfarelse, vil den Sandhed, som er dens Modsætning, ikke kunne få Rum.

I lange Tider var der i Astronomien én Grundsandhed, som ikke var almindelig forstået, den nemlig, at Jorden ikke er Universets Midtpunkt. Den Forestilling, at Jorden var Midtpunktet, var en væsentlig Hindring for videre Fremskridt i den Videnskab, som kaldes Astronomi. Alle deres Undersøgelser var påvirket af den, og prøvet på Grundlag af denne Forestilling viste hele det synlige Univers sig at være i sørgelig Grad ude af Lave. Hele Oldtidens astronomiske System var bygget på en kolossal Fejltagelse.

Som et absolut sikkert og ubestrideligt Faktum holdt man fast ved, at vor Jord  denne lille rullende Klode, mindre end 13,000 km i Gennemsnit - var en uhyre, umådelig Flade, der strakte sig ud over måske endeløse Afstande og var fast anbragt på ubevægelige Grundvolde. Man hævdede, at omkring dette store, stillestående Centrum bevægede de andre Himmellegemer sig - en lille Sol, en lille Måne og nogle få Tusinde bitte små Stjerner, alle sammen anbragt i Nærheden ene og alene i den Hensigt at oplyse og opvarme vor vældige Jord!

Når det nu engang var en fuldt ud antaget Mening, at vor Jord var Altets faststående Midtpunkt, så måtte alle andre Forhold passe ind i denne Teori, som de bedst kunne. Studiet af Himmelhvælvingen blev længe i håbløs Grad hindret ved denne ene store Vildfarelse. Det er ejendommeligt at gennemgå de tidligste astronomiske Beretninger og se, hvilke forskelligartede Teorier der opkom, den ene efter den anden, alle beregnet på at skulle forklare de Foreteelser, som man så, men alle sammen hjælpeløst umulige på Grund af denne ene fundamentale Fejltagelse.

De gamle Grækere hævdede en Tid hårdnakket, at Solen var en Fakkel og Stjernerne Lys, som skiftevis blev tændt og slukket. En af deres Filosoffer "forbedrede" senere hen Teorien ved at hævde, at Stjernerne var en Art Meteorer udgået fra Jorden - en Slags "terrestriske Effluvia".

En anden Forklaring, som var gængs iblandt dem, var, at vor Jord flød på et grænseløst Ocean, og at når Solen gik ned om Aftenen, roede Vulkan den omkring Nordpolen, bag nogle høje Bjerge, der tjente til at skjule dens Glans, og så nåede den omkring til den anden Side i rette Tid til at komme frem igen næste Morgen.

Efterhånden gik det dog op for dem, at denne Forklaring neppe holdt Stik. De antog så den Formodning, at Jorden i Stedet for at flyde på et Ocean var bygget på kolossale Søjler, og at Solen om Natten virkelig gik ned under Jorden, hvor den fandt sin Vej mellem Søjlerne og kom op igen på den anden Side. - "Radiant Suns", Side 15,16.

Således klyngede man sig til den Forestilling, at Jorden var Altets Midtpunkt, og på dette Grundlag søgte de at forklare ethvert Fænomen. Men fordi de fastholdt en Vildfarelse som selve Grundlaget, gik det sørgeligt langsomt fremad mod Sandheden.

Vor Jord er ikke Universets Midtpunkt. En sådan Grundsandhed troede jeg længe måtte findes i Skriften, men kunne ikke opdage den. Skriften er en fuldkommen Vejleder til alle Tider og under alle Forhold, og derfor måtte denne Sandhed jo findes der. Til sidst fandt jeg den åbenbaret på flere Steder. Det Sted, som forekommer mig at være det mest betydningsfulde, er Job 26,14. Den Ordlyd, som denne Tekst har fået i de almindelige Bibeloversættelser, bibringer os aldeles ikke den egentlige Mening. Dette er der imidlertid ingen særlig Grund til at undres over. Gud lod denne Sandhed komme til Orde i det hebraiske Sprog, og der var den påpeget tydeligt nok; men da Bibeloversætterne søgte at gengive den samme Sandhed i vort Sprog, var de enten ude af Stand til eller også bange for at gengive den bogstaveligt. Det kunne ikke betyde, netop hvad der stod udtrykt, mente man; men Sandheden lå hele Tiden udtrykt i dette Skriftsted og ventede på nogen, som kunne tro den. Kundskaben er vokset, og nu indser man, at denne Fremstilling i den hellige Skrift kan være en bogstavelig Sandhed.

Jeg sigter her særlig til den første Del af Verset. Det lyder således: "Se, disse er de yderste Grænser af hans Veje" (eller efter den engelske Bibeloversættelse: "Se, disse er Dele af hans Veje."). En anden Oversættelse med en Bemærkning dertil lyder således: "Se, disse er Dele af hans Veje; og hvilken Hvisken der høres om ham!» Det Ord, som er oversat "Dele", betegner "Liniernes Ydergrænser", blot og bart Punkter; men jeg kender intet godt [engelsk] Ord, som jeg kunne sætte i Stedet for. Udtrykket "Hvisken" (eller "hviskende Ord") er den allerbogstaveligste Gengivelse og er alt for smukt til at give Slip på, således som man har gjort i vor autoriserede [engelske] Oversættelse." - Dr. Pye Smith.

Ordet "Dele" betyder ifølge ovenfor citerede Autoritet "Liniernes ydergrænser", d. v. s. "Linieender" eller "ydre Punkter". "Se, disse er de ydre Punkter af hans Gerninger." Og i overensstemmelse med denne Tanke lyder andre vel ansete Oversættelser:

"Se, disse er kun Grænserne af hans Gerninger; hvilken svag Hvisken vi har hørt om ham!" - Noyes's Overs.

"Se! disse er kun de ydre Grænser af hans Gerninger. Hvilket hviskende Ord vi har hørt om ham!" - Citeret af Dr. theol. Henry White Warren.

"Se, disse er kun Udkanterne af hans Veje; og hvor liden en Hvisken vi hører om ham!" Revideret eng. Overs.

Alle disse Oversættelser hjælper os til i nogen Grad at fatte det Væld af Betydning, som Grundteksten rummer. Deres forenede Vidnesbyrd viser, at dette Vers står på Højde med al den Kundskab om Astronomi, som Nutiden ejer, ja endog er uendelig langt foran, idet det vover at fremholde som Vished det, der af Astronomerne kun betragtes som sandsynligt.

Og når Menneskene så har op fanget nogle Glimt af disse ophøjede Sandheder og har søgt at give deres opvågnede Forestillinger Udtryk i Ord, så sker det mærkelige, at den hellige Skrift alene giver dem Ord, som svarer til deres Tanker. Guds Almagt alene har kunnet frembringe menneskelige Ord med tilstrækkeligt Indhold til at udtrykke hans altomfattende Sandheder. En ikke ukendt Astronom siger: "Hvor uhyre stort Universet nu end viser sig at være, og hvor talrige de Verdner end er, som måske findes inden for dets grænseløse Område, så er Skriften og Skriftens Ord alene tilstrækkelig omfattende og ophøjede til at udtrykke alle de Følelser, som ganske. naturligt opstår hos en, når man betragter dets Bygning. Dette viser ikke alene den Overensstemmelse, der er mellem Videnskabens forskellige Opdagelser, men udgør også i og for sig et stærkt Bevis for den Antagelse, at Bibelens Beretninger er tilforladelige og guddommelige." - Elijah H. Burritt.

"Se, disse er kun Udkanterne af hans Veje." Ordet "disse" sigter ikke til Jorden alene, men også til den pragtfulde Himmel, som omtales i de foregående Vers. Selvom vi studerer den udstrakte Himmelhvælving så meget, vi kan, samler så mange Fakta, som vi formår, og danner os så ophøjede Begreber om Rummet som muligt, så vil vi dog selv med al den Granskning og al den Møje, vi kan præstere, aldrig nå ud over dette Vers. Det vil aldrig blive gammelt.

Menneskeånden vil aldrig finde bedre Ord til Udtryk for den Sandhed, som det rummer. Menneskeånden vil aldrig hverken her eller hisset opdage hele Dybden i dets Betydning. Det udtrykker en altomfattende Sandhed.

Vel er det sandt, at Verset ikke siger, at Jorden ikke befinder sig i Universets Midtpunkt.  

Universets Tale !
Men det siger langt mere; thi selvom det ikke omtaler, hvor Jorden ikke er, så oplyser det nøjagtigt, hvor den er, nemlig i Udkanterne.

Hvis Jorden befinder sig i Udkanterne, så kan den i al Fald ikke være i Midten. Og eftersom de strålende Himle, som vi ser, også kun er "Udkanterne" af Guds Gerninger, og eftersom disse kun er en "svag Hvisken" af det Ord, som talte, så at de blev til (Sl. 33,6 og 9), så må Afstanden til dette Midtpunkt være mådelig stor, hvor det så end er.

Men hvorfor troede Menneskene, at Jorden var Universets Midtpunkt? Hvad bragte dem til den Slutning? En vigtig Grund var rimeligvis Himmellegemernes tilsyneladende Bevægelser. Men der er i en vis Forstand noget betegnende ved dette, at det selviske Menneske skulle tro på Jorden som Universets Midtpunkt. Det er jo den hedenske Gengivelse af Ordene: "Alle Ting er eders."  

Men den, som har beskedne Tanker om sig selv, ser alt dette i et ganske andet Lys. For ham synes det ganske passende, at denne Jord kun skulle være som et Punkt, yderpunktet af en Linie i Uendeligheden, og at den ikke har nær så stor Betydning i Universets store Maskineri, som den uøvede Forstand kunne formode.

Disse to Synsmåder viser, at det materielle må ses gennem det åndelige, fordi det forstås åndeligt. Vi ser også, at den ikke-troende arbejder under uhyre Vanskeligheder i sine Forsøg på at forstå Guds Gerninger. Dette gør det muligt for os at fatte noget af den store Betydning af, hvad man kan kalde en "kristelig Uddannelse". Og endelig bliver vi mere og mere stadfæstede i vor Tro på, at Skriften i alle Henseender er Menneskets fuldkomne Rettesnor, og endvidere, at Guds Ord og Guds Gerninger er uadskilleligt forenede. Gerningerne vidner om Ordet, fordi de er Åbenbarelser af Ordet, og ordet vidner om Gerningerne, fordi disse blev til ved Ordet.