Start

Slut

Tyngdekraften. 

 

Isac Newtons Opdagelse, da han konstaterede, at der i Universet findes en hemmelighedsfuld Kraft, som virker mellem alle Materiens Småpartikler, uanset hvor fjernt de ligger, og hans Måling af denne Krafts Tiltrækning mellem de forskellige Legemer indbyrdes, var en Bedrift, 2om ingen bør forklejne. Hvad han udrettede, taler for sig selv ved de kæmpemæssige Resultater, som hans Opdagelse gav Stødet til.

Alligevel var dette kun en Udvikling af noget, som det forskende Menneskesind allerede havde opfattet. I Årevis havde man gjort Brug af Pumper; men hvis man havde fortalt dem, at Pumpens Mekanisme, fuldt forstået, ville forklare den Kraft, som er i Virksomhed derude imellem Himmellegemerne, så ville en sådan Oplysning være bleven anset for absolut utrolig. Alligevel var det Løsningen af Pumpens Problem, der førte til den Opdagelse, at Luften har V ægt, og ud fra dette kom Menneskene til den Slutning, at alting har Vægt. Men dette er ensbetydende med en allestedsnærværende Tyngdekraft, kun udtrykt med andre Ord.

"Pumpen gav Anledning til Drøftelsen af, hvorvidt Naturen skyr et Vakuum; og så opdagede man, at Naturen ikke skyr et Vakuum, men at Luften har Tyngde. Denne Opfattelse banede Vejen for den Lære, at al Materie har Tyngde, og at den Kraft, som frembringer Tyngden, er vidtomspændende som Universet - kort sagt, den gav Stødet til Teorien om en allestedsnærværende Tyngdekraft og ubegrænset Energi." - Thomas Huxley.

Som vi har set, oplyser den hellige Skrift, at Luften har Vægt. Eftersom denne Oplysning indbefatter Kundgørelsen af den Sandhed, at der forefindes en lige så vidtomspændende Kraft, så følger deraf, at Tyngdekraften er antydet i det mindste i samme Udstrækning. Men Skriften taler endnu tydeligere om Tyngdekraften, idet den gentagne Gange fremholder, at der findes en sådan Kraft.

Bibelen fremstiller et meget slående Billede for os. Når Apotekeren besørger en Recept eller blander en Mikstur, måler eller vejer han først de Stoffer, der skal bruges. Han ved da nøjagtigt, i hvilket Forhold de enkelte Bestanddele skal anvendes, og hvor meget det hele vil veje.

At et sådant Billede med Henblik på Skaberen skulle fremstilles for os i Guds Ord Årtusinder forud for Newtons såkaldte Opdagelse, er højst betegnende. Da Skaberen grundlagde Universet, fremstilles han som den, der vejede og målte alle de Bestanddele, som skulle indgå deri. Han fremstilles som den, der kender Vægten af alle de forskellige Dele af vor Jord, ligesom en Mand kender Vægten af de Pakker, han lægger på Vægtskålen.

"Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen." Når og i hvilken Hensigt gjorde Skaberen dette? Da "han gav Vinden sin Vægt, og bestemte Vandet dets Måb". Job 28,24-25. "Han satte en Lov for Regnen, og en Vej for Lynet, som går foran Torden." 26. Vers.

Og atter læser vi: "Hvo har målt Vandet med sin hule Hånd og afmålt Himmelen i Spalld? og samlet Jordens Støv i Tredingmål? Hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene på Vægtskåler?" Es. 40,12.

Dette er kun én Side af Tyngdekraftens store Lov. Videnskaben indser nu, at hvert eneste Atom i Universet har fået sig sin Plads anvist under Hensyntagen til, hvilken Virkning det vil have på ethvert andet Atom, og hvilken Virkning ethvert andet Atom vil have på det. Eftersom alle andre Dele af Universet er sådanne, som de er, og eftersom Jordens Bane har den Størrelse, som den har, og befinder sig i den relative Stilling, som den gør, så kunne Jordens Vægt ikke forøges eller formindskes, uden at det ville få de alvorligste Følger, ikke for Jorden alene, men for hele Universet.

Lad os et Øjeblik betragte denne Sag lidt nærmere. Lad os antage, at Jorden beholder sin nuværende Afstand fra Solen og sin nuværende Omløbshastighed.

Når et Legeme, der er i Bevægelse, overlades til sig selv, så vil det ifølge den første Lov om Bevægelse gå fremad i en ret Linie og med en jævn Hastighed.

Nu er Jorden sat i Bevægelse med en Hastighed af omtrent 1770 km i Minuttet. Men som allerede sagt: hvis Jorden blev overladt til sig selv, ville den bevæge sig fremad i lige Linie.  

Jorden bevæger sig imidlertid ikke i en lige Linie, men bevæger sig på en Bane, der noget nær har Form af en Cirkel. Solens Tiltrækning er den Kraft, der bringer Jorden til at bøje af fra den lige Linie og gør dens Løb kredsformet.

Men Solens Tiltrækning på Jorden bestemmes ikke alene af Solen selv, men tillige af den Mængde Materie, hvoraf Jorden består. Hvis Jordmaterien var noget mindre, end den er d. v. s. hvis Jorden vejede lidt mindre, end den nu gør og den gennemløb sin Bane med den samme Hastighed, så ville den Tiltrækning, som Solen Øver, blive mindre, og Jorden ville ikke bøje tilstrækkelig af i sit Løb til at bevæge sig i en lukket Cirkel omkring Solen. For hver Gang Jorden fuldendte sin Omløbsbane, ville den være længere fjernet fra Solen, indtil den til sidst løsrev sig fra Solens Påvirknig og tog sin egen Kurs ud igennem Verdensrummet.

Hvis Jorden derimod vejede en Ubetydelighed mere, end den nu gør, og dens Omløbshastighed forblev uforandret, ville Solens Tiltrækning på den blive større, end Tilfældet nu er, og Jorden ville bøje af indad fra sin nuværende Bane. For hvert fuldendt Omløb ville den komme Solen nærmere, indtil den en skønne Dag med rasende Fart styrtede ind i det store Lyscentrum.

Et hvilket som helst af disse Tilfælde kunne ikke andet end virke Ødelæggende på alle andre Dele i Solsystemet. Og hvad der møder Solsystemet, må før eller senere Øve sin Virkning til de yderste Grænser af det uendelige Universet.

Hvis ét Lem lider, så må alle andre Lemmer lide med.
Så stort og uendeligt som Universet er, er det alligevel en Enhed, et Hele. Og det, som gør det til en Enhed, er denne Kraft, som virker iblandt alle de Dele, hvoraf det består. Denne Kraft er, om man så må sige, Guds Hånd, der holder hver Del af det hele på dens bestemte Plads og leder dem alle på deres evige Baner.

Skriften erklærer, således som Menneskene nu også har opdaget, at Jorden hænger på intet. "Han udbreder Norden over det Øde, han hænger Jorden på intet." Job 26,7. Men den erklærer lige så tydeligt, at Jorden ikke desto mindre holdes oppe, og endvidere, at alle Ting således opholdes. Den påviser også, hvorledes Jorden og alle Ting opholdes. Videnskaben har Ret, når den tilskriver dette Forhold en Kraft. Bibelen fremstiller det på samme Måde; men den går et Skridt videre og påviser Årsagen til denne Kraft og også dens Ophav, nemlig den almægtige Guds Ord. Han "bærer alle Ting med sin Krafts Ord". Heb. 1,3.

Når vi læser det Sted hos Esaias, hvor Gud fremstilles som den, der måler Vandet, udmåler Himmelen, samler eller sammenfatter Jordens Støv og vejer Bjergene og Højene, og når vi videre læser om, at han ikke alene har målt disse, men bestemt deres specifikke Tyngde og deres samlede Vægt (Job 28,25; 38,4-7) - når vi betænker alt dette, føler vi os så slået af Skaberens Storhed, at alle andre Begreber i Skriften synes at blegne for vort Syn. Det forekommer os at være en så stor Åbenbaring af Gud, at vi standser ved denne Åbenbaring og ikke går videre. Men dette er ikke alt, hvad der er i denne Åbenbaring. Som vi allerede har set, indbefatter den større Åbenbarelse af Gud tillige den fundamentale Sandhed, at Tyngdekraften er allestedsnærværende, omfattende hele Universet.

Når vi på den anden Side betragter, hvad Videnskaben har udrettet, så ser vi kun den store Åbenbarelse af Tyngdekraften, og hvis vi ikke skuer længere ud, vil vi ikke kunne se en Åbenbarelse af Gud. Men det var ikke Meningen, at vi efter at have set Almagtens Virken skulle afbryde vore Undersøgelser, førend vi var nået frem til Kilden til denne ubegrænsede Magt.

Ved således at betragte Ordet har vi set Gud, som er Kraftens Ophav, men har forsømt at undersøge denne Krafts Virken; og idet vi har betragtet denne Krafts Virken, har vi ikke fået Øje på den Gud, hos hvem Kraften findes. Hvilken Fejltagelse er størst, er det overflødigt at drøfte. Gud ville ikke, at vi skulle gøre os skyldige i nogen af dem. En fri og fyldestgørende Kundskab om Gud må i Tidens Løb lede til Kundskab om hans Gerninger eller hans virken; og Uvidenhed om Gud, som vi finder den i den mørke Tidsalder, må føre til Uvidenhed om hans Gerninger - eller med andre Ord: føre til en Stilstand i Videnskab og i videnskabelig Forskning.

Men lad ingen tænke, at en Teori om Tyngdekraften kan være fuldstændig, såfremt den lader den store og oprindelige Årsag ude af Betragtning. At der i de Hypoteser, som Videnskaben har antaget vedrørende denne Kraft, findes Meningsløsheder og Urimeligheder såvel som mangt og meget, der ligger uden for Menneskets Fatteevne, er noget, som alle Videnskabsmænd ved.

Hvorledes enkelte af dem ser på disse Vanskeligheder, har fået et godt Udtryk i følgende Ord:
Vi må ikke lægge for stor Betydning i Ordet "tiltrække". Ordet udtrykker kun det Faktum, at de forskellige Genstande eller Legemer har en vis Tilbøjelighed til at nærme sig hverandre, uden at det indeholder eller antyder nogen Forklaring på dette Forhold. Endnu er der aldrig fremkommet en Forklaring, som er mindre vanskelig at forstå end selve Kendsgerningen.

Om Legemerne drages imod hinanden af en eller anden ydre Påvirkning, eller om de drives sammen, eller om de selv kan virke over Afstande i Rummet med en Slags matematisk Indsigt - i det hele taget hvorledes denne "Tiltrækning» fremkommer - er noget, man fremdeles ikke ved, tilsyneladende lige så uudgrundeligt som Materieatomets egen Bygning og Art; det foreligger kun som en fundamental Kendsgerning." - "General Astronomy", af Young.

Bibelen har bidraget sit til at oplyse os om Tyngdekraftens Tilstedeværelse. Den viser:
1) at der gives en sådan Kraft;
2) at den opholder alle Ting, og  
3) at den virkende Årsag er Guds Ord.

På disse tre Punkter står den hævet over al Videnskab og videnskabelig Forskning; og således må den ifølge selve Sagens Natur altid stå. Videnskaben røber kun sin store Svaghed og Dårskab, når den forsøger at trænge ind på disse Ordets Enemærker med andre Læresætninger eller filosofiske Anskuelser.

Men når det drejer sig om at foretage undersøgelser f.eks. angående Tyngdekraften, da har Videnskaben sin retmæssige og nyttige Plads. Der er enkelte Fakta indbefattet i de store Principper, som Skriften påviser. Granskningen af Skriften alene eller af Skriften overhovedet kan ikke skaffe os Oplysning om, netop hvad disse Fakta er, da de ikke er åbenbaret deri. Skriften åbenbarer kun Sandheden; selve Kendsgerningerne må man finde ved at udfor~ ske eller granske Gerningerne; dette er den eneste Måde, hvorpå de kan findes.

De Fakta, som Videnskaben kan opdage og kundgøre, og som den også har fundet og kundgjort, falder i to Dele, nemlig, at denne Tiltrækningskraft mellem Atomerne eller Partiklerne står 1) i direkte Forhold til Produktet af de tiltrækkende Partiklers Masse og 2) i omvendt Forhold til Kvadratet på Afstanden imellem dem.

Det første Faktum kan udtrykkes således: Den Kraft, som virker imellem to Legemer af " samme Masseindhold, forøges, når Antallet af Partikler forøges, og formindskes, når Partiklernes Antal formindskes. Med andre Ord: den Kraft, som virker, står altid i Forhold til Antallet eller Massen af de Partikler, som den påvirker.

Og med Hensyn til det andet Faktum: Hvis man forøger Afstanden imellem Partiklerne, formindsker man Styrken af den Kraft, som drager dem sammen; og hvis man formindsker Afstanden mellem Partiklerne. forøger man Tiltrækningen. Med andre Ord: Tiltrækningens Styrke står i omvendt Forhold til Kvadratet på Afstanden mellem de Legemer, som tiltrækkes.

Disse to Fakta, og hvad de betyder, er klart fremholdt af Dr. theol. Henry White Warren. Af Hensyn' til Sammenhængen foretager vi en ubetydelig Forandring af Ordlyden. Der er to Love som bestemmer denne Tiltrækning. Når disse Partikler er samlet, står Tiltrækningen i Forhold til Massen. En given Masse tiltrækker dobbelt så stærkt som en Masse af halv Størrelse, fordi der er dobbelt så meget, som trækker. Og en given Masse tiltrækkes dobbelt så stærkt som en, der er halvt så stor, fordi der er dobbelt så meget, som skal trækkes. En Mand, der vejer 75 kg her på Jorden, ville måske veje 1 1/2 Ton, hvis han befandt sig på et Legeme af samme Størrelse som Solen. Dette er den ene af Tiltrækningens Love. Den anden er, at Masserne tiltrækker hinanden med en Kraft, der står i omvendt Forhold til Kvadratet på deres indbyrdes Afstand. Adskillelse indvirker på Venskabet der, hvor dette kun har et materielt Grundlag. Hvis et Legeme som Jorden tiltrækker en Mand med en Kraft svarende til 75 kg ved Overfladen, eller ca. 6350 km fra Centrum så vil den på en dobbelt så stor Afstand tiltrække den samme Person med en Kraft, der er en Fjerdedel så stor. Med andre Ord: stående på en Fjedervægt vil han 12,700 km borte fra Jordens Centrum veje ca. 18 1/2 kg, 26,000 km borte fra Jordens Centrum omtrent 4 1/2 kg, og på samme Afstand fra Jorden, som Månen befinder sig, vil Jorden trække ham til sig med en Kraft svarende til ca. 20 gr. Men Månen ville være tilstrækkelig stor og tilstrækkelig nær til at tiltrække den samme Person med en Kraft svarende til 12 kg, således at Jorden ikke ville kunne trække ham til sig. Tiltrækningskraftens to Love bliver da: 1) Tiltrækningen er proportional med Materiens Masse; og 2) Tiltrækningens Styrke skifter i omvendt Forhold til Kvadratet på Afstanden fra det tiltrækkende Legemes Centrum.

Begge disse to Fakta hører ind under Videnskabens Domæne. Det står Menneskene aldeles frit at vide alt, hvad de kan opdage angående dem. Bibelen forholder sig fuldstændig tavs vedrørende dem begge.

Men hvad det angår de tre Punkter, som Åbenbaringen påviser, da står det Videnskaben frit for at tilføje alt, hvad den kan, når det gælder om at belyse dem. Menneskene indbydes til at give Guds Ord Ekko ved at arbejde. Bibelen siger, 1) at der er en allestedsnærværende Kraft, som virker i Universet; 2) at den opholder alle Ting, og 3) at Kraften i Guds Ord er dens Årsag. Videnskaben kan på en hvilken som helst Måde på ny stadfæste disse guddommelige Sandheder og derved så at sige kundgøre dem på ny. Men de to Fakta, som Videnskaben selv kunne opdage, gør Bibelen intet Forsøg på at påvise eller nævne. Med andre Ord:

Skriften indbyder Menneskene til at bekræfte dens Udtalelser, men den overlader det fuldstændigt til Videnskaben at foretage de Undersøgelser, som hører ind under dens eget specielle Gebet.

Der gives altså to Kundskabsfelter: ét for Åbenbaringen og ét for Videnskaben. Mellem disse bør der ingen Uoverensstemmelse være. Den ene kommer den anden til Hjælp; den ene kaster Lys over den anden.

Således forholder det sig også på alle andre Kundskabsfelter. Gud har udført sin Del, og han har udført den så godt, at intet Menneske med Rette kan fordømme eller forbedre den. Han giver også Menneskene en Del at udføre og et Kundskabsfelt at arbejde på, en Opgave, til hvis Løsning Skriften vil yde dem umådelig Hjælp, men hvori der tilstås dem al mulig Frihed. Og den, der således arbejder og udfører sin Del med Troskab og udfører den godt, vil engang måske få at se, at han også på denne Måde har været en Guds Medarbejder, og at der i denne mere vidtomfattende Kundskab ligger en højere Frihed.