Start

Slut

Guds Opholdssted - hvor findes det?

 

Astronomien har åbenbaret næsten ubegrænsede Dybder i Stjerneverdenen - Stjerner og Solsystemer overalt omkring i det uendelige Rum. Universets Omfang er uhyre stort. Dets Uendelighed genspejler noget af Uendeligheden hos ham, som har dannet det. Og Gud behersker Universet. Atter og atter har vi set Eksempler på hans Herredømmes Magt. Fra Højhedens Trone i Universets Midtpunkt udgår der usynlige Stråler af Indflydelse og Kraft, som til Fuldkommenhed regulerer og behersker alt.

Nogle synes at mene, at hvis man skulle betragte Gud som et personligt Væsen, der på et eller andet Sted sad på en Trone, så ville man ved således at tilskrive ham Personlighed og forestille sig, at han har et Opholdssted, berøve ham hans Almagt og Allestedsnærværelse. Men for en sådan Opfattelse foreligger der ingen Grund.  

Ej heller er det logisk og rimeligt at nære den panteistiske Forestilling, at Gud kan være allestedsnærværende alene under den Forudsætning, at han kun er en guddommelig Ånd eller en Slags "Essens", som gennemtrænger alt. En sådan Anskuelse vil, uanset hvad dens Forfægtere kan sige med Mund eller Pen, skjule eller neddykke Gud i hans eget Skaberværk. Den drukner ham så at sige i hans egne Gerninger.

Personlighed er den mægtigste Faktor i Verden. Men at hævde, således som visse moderne Religionsbekendere i Overensstemmelse med ældgamle panteistiske Læresætninger gør, at Gud ikke er en Person, er ensbetydende med at sige, at vi har noget, som er uendelig meget større, end hvad Gud har. Og Grunden til, at man indtager en sådan Stilling, er i Virkeligheden den, at det behager Menneskehjertet at tro, at der ikke gives en personlig Gud over for hvem det er ansvarligt. Ifølge sådannes Anskuelse er alle en Del af Gud; thi alt er Gud. Og hvor en sådan Synsmåde får frit Løb, fører den til den største moralske Fordærvelse og Råddenskab; thi (således kommer de til Slut til at se på Sagen) intet, som man gør, kan være uret, fordi alle er en Del af Gud.

Denne gyselige Lære er kun det logiske Resultat af Evolutionslæren, som nu hyldes snart sagt af Størstedelen af den såkaldte dannede Klasse. Ifølge denne Lære udvikles vi og nærmer os Fuldkommenheden. Fra uendelige Tider, påstås det, har Kosmos bevæget sig i den Retning, og ikke før om Årtusinder herefter vil det nå frem til de største Højder. Og idet vi således skrider fremad, udgør Synd, Forbrydelse, Sygdom og Død kun Dele af denne Kosmosproces, som vi ikke har ret megen Indflydelse over - således at enhver er "sig selv en Lov". Når det kommer til Stykket, er Synd slet ikke Synd, men udgør kun en Del af Skabelsesprocessen. Forbrydelse er i Virkeligheden ikke Forbrydelse, men kun en Levning af vor ufuldkomne Tilstand. Alt dette er jo rent og skært Hedenskab - i Princippet det samme, som Hedningerne har lært og troet, kun fremtrædende i en Form, som er afpasset efter Nutidens almindelige Udvikling. Og hvis Hensigten dermed bliver fuldt opnået, er Verden fortabt.

Det er sandt, at der kun findes én Kraft i Universet; men Bibelen lærer, at Gud har tilstået alle fuld Frihed. Vel er det så, at de i denne Henseende er dannet i Guds Billede; men nogle af Guds Skabninger har indtaget det ulogiske, ufornuftige og unaturlige Standpunkt at ville det, som er Gud imod, at gøre en egennyttig Brug af den Magt og Indflydelse, han har betroet dem. Med andre Ord: det Materiale, som de fik for deraf at oprette Paradiset, tager de og bygger deraf deres Sodoma og deres Babylon.

Hvor gådefuld Synden end kan synes at være, så vil det til sidst vise sig, at der er ingen Undskyldning for den. Gud gav ingen Anledning til Synden og er i ingen Henseende dens Ophav.

Undersøger vi Bibelens Lære, kommer vi uundgåelig til det Resultat, at Gud er et personligt Væsen. Vi vil finde, at han i ingen Henseende er afhængig af Skabningen. Følgende Citat er nok til at vise dette:

"Du Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerninger.

De skal forgå, men du bliver; og de skal til Hobe ældes som et Klædebon, ja, som et Klædebon skal du sammenrulle dem, og de skal omskiftes; men du er den samme, og dine År skal ikke få Ende." Hebr. 1,10-12. Dette ene Skriftsted erklærer tydeligt, at Gud er evig, at han står over Skabningen og er uafhængig af den. Det viser også, at det jordiske er forbigående og ubestandigt, men at dette ingen Indvirkning har på ham. Han fremstilles som den Evige, den Uforanderlige, den Almægtige.

Men ikke desto mindre er Gud en virkelig Person. Bibelen indeholder ingen Antydning om noget andet. Han sidder på Kraftens Trone. Sådan er den bibelske Fremstilling.

Nogle siger måske: "Dette begrænser jo Gud. Det indskrænker ham til et givet Område. Det stemmer ikke med Tanken om hans Almagt og Allestedsnærværelse."  

Men Bibelen lærer tydeligt, at Gud er til Stede overalt ved sin Ånd og ved sin Kraft. Således fremstiller David ham. (Sl. 139,116.) Og da Kristus lovede Disciplene sin Nærværelse, var det ved den Helligånd, han ville være hos dem. (Joh. 14,16-18.) Men skønt han således skulle være med dem indtil Verdens Ende (Matt. 28,20), skulle han alligevel sidde ved Guds højre Hånd på Universets Trone. (Hebr. 8,1; Apg. 7,56.)  

Eftersom Gud altså har en bestemt Bolig, selvom han' er allesteds nærværende ved sin Ånd og sin Kraft, så vil det Spørgsmål ret naturligt opstå: Hvor findes denne Bolig?  

Det vil være rimeligt at slutte, at Guds Bolig danner Universets Midtpunkt. Han har sit Sæde der, hvorfra al Kontrol udgår. Jorden og de andre Planeter i vort System bevæger sig omkring Solen; Solen er Midtpunktet, det regalerende Centrum. Månen drejer sig omkring Jorden; Jorden er således det Centrallegeme, omkring hvilket Månen bevæger sig, det Punkt, hvorfra Kraften og Kontrollen udgår. Solen har, som vi ved, en Bane gennem Himmelrummet, og man vil ganske naturligt slutte, at der på et eller andet Sted må være et Centrum, et kontrolerende Midtpunkt, hvorom den bevæger sig. Dette Centrum for vor Sol kan være en eller anden Kæmpesol, som den løber omkring på sin Bane. Men hvad enten vor Sol er den sidste i Rækken, eller der findes endnu en anden, så må enten vor Sol eller også hin anden Sol, der danner Midtpunktet for vort Solsystems Bane, bevæge sig omkring det store og endelige Midtpunkt, hvorfra Gud behersker alt.

Flere end én Astronom er kommet til den Slutning, at det uhyre Univers, som astronomiske Forskninger har åbenbaret, må have et Midtpunkt. Som Eksempel kan nævnes den dygtige og forsigtige Astronom Madler. Under sit Arbejde ved Observatoriet i Dorpat, Estland, i 1846, fremkom han med den Tanke, at der findes et Centralpunkt i Universet, omkring hvilket Solen og dens Følge af Planeter og Kometer bevæger sig i Løbet af Millioner af År. På Grundlag af sine Studier over dette Emne kom han til den Slutning, at dette Centrum for Universets Tyngdekraft, denne Centralsol for hele det store Kosmos, måtte være at søge på et eller andet Sted i Retning af Plejaderne; og han udpegede faktisk den i Plejaderne beliggende Stjerne Alkyone som den mulige Centralsol.

Astronomien er endnu i sin Vorden. For at kunne konstatere Rigtigheden eller Urigtigheden af en Antagelse som ovennævnte må man i Årevis iagttage Solens og enhver af stjernernes Bevægelser, indtil deres Omløbsbaner er blevet påvist. Først da vil det måske være muligt at finde Midtpunktet, det fælles Centrum, for alle deres Baner, hvis der gives et sådant. Astronomien er endnu ikke langt nok fremskredet til at kunne udføre en så gigantisk Bedrift. Løsningen af et sådant Problem vil måske kræve lange Tidsaldre.  

Men Astronomerne har påvist, at Stjernerne er i Bevægelse, og hvis tilstrækkelig Tid muligvis hele Æoner - blev stillet til deres Rådighed, så kunne de måske fastslå et tilstrækkeligt Antal Stjerners Baner til at kunne opdage det fælles Midtpunkt for dem alle. Dette kan vi imidlertid ikke vente i vor Tid. "Alt, hvad man nu kan sige, er, at Solsystemet bevæger sig hen imod et Punkt i Nærheden af den klare Stjerne Alfa i Lyren med en Hastighed af omkring 19 km i Sekundet. Der vil hengå nogle År, inden man kan fastslå bestemte Tal. Så vidt vi ved, foregår Solens Bevægelse ensartet og i lige Linie." - Holden's "Astronomy", Side 406.

Dens Løb synes at foregå i lige Linie, fordi dens Bane er så stor, og fordi det lille, vi kan iagttage i Løbet af en Del År, udgør en så ringe Del af det hele, at vi ikke kan opdage nogen Krumning i Retningen. Men alle de Himmellegemers Baner, som man hidtil har målt, leder os til den Antagelse, at alle Soles eller Stjerners Baner må være Cirkler, Ellipser eller en sluttet Bane af en anden Slags, og at der på et eller andet Sted må være et Hovedcentrum.

Analogislutninger synes at tyde på, at Altet må have et Centrum, og at tænke sig et andet Centrum end Skaberen selv ville være irrationelt. Han er den Centralkilde, hvorfra alt Liv, al Kraft og al Velsignelse udgår. Om ham har General Mitchel sagt: "På hans Bud iler enhver Planet, Måne og Komet, ja Solen selv fremad i sit bestemte Løb. Hans Ann alene leder Millioner af svingende Sole, og utalte Verdenssystemer kredser lig en eneste mægtig Konstellation omkring hans Trone."  

Hvorvidt vor Sol drejer sig omkring Universets store Centrum eller omkring én eller flere andre Stjerner, som så atter kredser omkring Uendelighedens store Midtpunkt, ved man ikke; men man kommer ikke uden om den Slutning, at Universet må have et sådant Centrum, og at Gud derfra leder og behersker alt.

Det er muligt, at dette ikke kan påvises nu; men i Tider, som kommer, vil der for de forløste åbne sig Kundskabsfelter og Muligheder, som vil opklare enhver Gåde. "Guds forløste vil få Adgang til at granske alle Universets Skatte. Uhindrede af Dødelighed vil de foretage deres utrættelige Flugt til fjerne Verdner - Verdner, som gennemtrængtes af Sorg ved Synet af menneskelig Nød og genlød af Glædessange ved Meddelelsen om, at en Sjæl var blevet genløst. Med usigelig Fryd vil J ordens Børn sætte sig ind i de Væsners Visdom og Glæde, som aldrig faldt i Synd. De bliver delagtige i de Kundskabens og Visdommens Skatte, som i lange Tidsaldres Forløb er bleven erhvervet ved Betragtningen af Guds Hænders Gerning. Med ufordunklet Syn beskuer de Skabningens Herlighed - Sole og Stjerner og Systemer, som alle i deres bestemte Orden kredser omkring Guddommens Trone." "Great Controversy", Side 677.

"Sole og Stjerner og Systemer, som alle i deres bestemte Orden kredser omkring Guddommens Trone." Dette er en vidunderlig Tanke! Det er den store og endelige Tanke i alle astronomiske Studier. Mere end én Astronom har følt en Tilskyndelse til således at sammenfatte alt under ét, og har vovet Tanken og ved astronomiske Observationer forsøgt at konstatere, hvad han troede var sandt.

Fra et så ophøjet Udsigtspunkt ville man kunne se Stjerner i Millionvis. "De er strøet ud gennem det endeløse Rum lig de blindende Snefnug i en Snestorm på Højfjeldet. De ligger tæt som Løvet i en jordisk Skov."  

Når vi lader Tanken dvæle ved dette, må vi sige:
Vi stiller nu det Spørgsmål: Har Astronomerne på nogen Del af Himmelhvælvingen fundet et Felt, som i nogen Henseende frembyder Ejendommeligheder, der kunne lede Tanken hen på Guddommens Bolig? Hertil må vi svare, at der findes ét Felt, men også kun et eneste, der i hvert Fald menneskelig set kunne siges at opfylde de Betingelser, man her ville stille, nemlig Stjernebilledet Orion.

Astronomen Garrett P. Serviss var en Aften sammen med en Ven i Færd med at betragte det uforlignelige Skue, som Orion frembyder, når den nærmer sig Meridianen. Pludselig vendte denne Ven sig til Astronomen og bemærkede:

"Ligger der ikke en eller anden dyb Hemmelighed skjult på denne Del af Himmelen? Sådan forekommer det i hvert Fald mig; thi jeg kan ikke frigøre mig for det Indtryk, at Skabermagten, som dannede Universet, Ødslede sine rigeste Gaver på Orion og dens Omgivelser."  

Og Servis forfægter en lignende Opfattelse. Vi citerer hans Ord:
Den samme Tanke er uden Tvivl kommet til Hundreder af andre, når de har beskuet denne stjernesmykkede Himmelegn. Himmelhvælvingen er lige så lidt som Jordens Overflade overalt ens. En af de største Fortryllelser for stjerneforskeren er den forbavsende Afveksling, som han finder i de forskellige Retninger.

Hernede på Jorden finder man ikke Diamanter og Rubiner i ethvert Land. Deres Forekomst indskrænker sig til visse Egne, som f.eks. Diamantfelterne i Sydafrika og Gruset i Birma. På lignende Måde er der visse Steder i Himmelrummet hvor ikke alene pragtfulde Stjerner er klynget sammen, men hvor disse Stjerner besidder specielle Ejendommeligheder, der stiller dem i en Klasse for sig selv.

Egnen omkring Orion er måske den vidunderligste af disse tilsyneladende begunstigede Felter. Spektroskopiske Analyser såvel som det almindelige Udseende af de klare Stjerner på den nævnte Del af Himmelen berettiger deres Klassificering under den særskilte Benævnelse "Orionstjernerne".

Denne stjernesmykkede Del af Rummet er, stort set, begrænset af syv eller otte af de prægtigste Stjerner på Himmelhvælvingen. De er alle af første Størrelse og afmærker Hjørnerne i et uhyre Heksagon [Sekskant], med Orion stående ikke langt fra dets Centrum.

Det er et Skue vel værd at betragte, og til hvis Beskuelse intet optisk Instrument kræves.

Det nordligste Punkt i det store Heksagon afmærkes af den smukke, mælkehvide Stjerne Kapella i Stjernebilledet Kusken. I det nordvestlige Hjørne skinner den rosenrøde Aldebaran i Hyaderne, i Tyrens Øje. Det sydvestlige Hjørne oplyses af den skinnende hvide Rigel ved Orions Fod. Mod Sydvest stråler og funkler den kongelige Sirius. Oven over Sirius har man den en Smule gullig-hvide Prokyon, og oven over denne står i det nordøstlige Hjørne Tvillingerne: Kastor og Polluks, som vel er de andre underlegne i Klarhed, men som styrker hinanden ved deres Naboskab. Ikke langt fra Sekskantens Midtpunkt lyser den orangefarvede Stjerne Betelgeuze i Orions Skuller, og neden under denne, i Retning mod Rigel, fremtræder i Rad de tre ensartede Stjerner i Orions Bælte, der tiltrækker Øjet som så mange skinnende Diamanter anbragte med regelmæssige Mellemrum på det gyldne Tværbånd i en Guldbroche.

Ad fotografisk Vej er det konstateret, at den midterste Del af denne Himmelregion, omfattende hele Konstellationen Orion, er gennemflettet med mystiske Slyngninger og Tresser dannede af Stjernetåger. Den, som ejer en Kikkert, vil her kunne finde tankevækkende Underholdning i mange Aftener, medens den, der betragter dette Himmelskue med det blotte Øje, vil finde Synet over al Beskrivelse herligt. Af de stjerner, vi netop har nævnt, er der ikke én, som ikke uden Sammenligning er større end vor Sol. Det virker belærende at betragte og i Tanken fordybe sig i dette Himmelrummets Golkonda."  

Det er ikke vanskeligt at finde Udtalelser fra Astronomer angående Orions førende Stilling som det største Skue på Himmelhvælvingen.

"Orionstjernernes Klarhed, det iøjnefaldende Bælte og de teleskopiske Objekter deri bidrager alle til at fremhæve denne Stjernegruppe og gør den måske til det ypperste af alle Stjernebilleder." "Vi har allerede nævnt, at den store Tåge i Stjernebilledet Orion udgør en af de mest interessante Fremtoninger på Himmelhvælvingen. Den er lige mærkelig, hvad enten man betragter dens Størrelse eller dens Klarhed, den Omhu, hvormed den er bleven undersøgt, eller den Måde, hvorpå det er lykkedes at tilvejebringe Oplysninger om dens Art. ... Der er skrevet hele Bøger, som udelukkende behandler dette Emne."  "Story af the Heavens", af Ball, Side 454.

Det bekendte engelske Leksikon "Encyclopædia Britannica" omtaler den som "en af de mærkeligste Stjernetåger". En. Forfatter skildrer den som "det ypperste på den funklende nordlige Himmelhvælving" og tilføjer: "På hele Himmelen åbenbarer Teleskopet ikke et mere vidunderligt Skue end den store Tåge lige under Orions Bælte." ("The Stars in Song and Legend", Afsnittet "Orion".) En anden siger, at den er «en af de mærkværdigste og mest pragtfulde Stjernetåger. ("The Beauty of the Heavens", Side 93.) Endnu en anden Forfatter erklærer: "Alle andre uregelmæssige Stjernetåger er intet at agte i Sammenligning med den, der i en Teaterkikkert fremtræder som en sølvhvid Plet omkring en af Stjernerne i Orions Sværd. Dette usædvanlige Objekt (M 42) har været under grundig Observation i halvtredie Århundrede og er i de sidste 80 År blevet beskrevet, kortlagt, målt, tegnet og fotograferet med en Flid, som dens Rang fortjener." ("The System of the Stars", Side 264.) "The New International Encyclopedia" siger, at Orion "er det mest pragtfulde af alle Stjernebilleder," og "The Encyclopædia Britannica" benævner Orion som "et at de mest fremtrædende Stjernebilleder," medens Ball siger, at "den særdeles pragtfulde Stjernetåge i Orion er noget af det herligste, man kan se i et Teleskop". "Den store Tåge i Orion er kendt som den herligste Fremtoning af sin Art på Himmelhvælvingen." "In the High Heavens", Side 214,236.

Flammarion siger: "Lad os hylde den pragtfulde Orion, det ypperste af alle Stjernebilleder. ... Den udgør uomtvisteligt det mest slående Skue på Himmelen og er, sammen med den store Bjørn, den ældste i Historien, det første, som man lagde Mærke til. De gamle kinesiske, kaldæiske og ægyptiske Skrifter omtaler dem begge. ... Som et af de mest pragtfulde stjernebilleder på hele Himmelhvælvingen er Orion ikke blot den mest imponerende Skikkelse på Himmelen, men der er også den rigeste med Hensyn til sideriske Vidundere."  

Overstående bør visselig være nok til at afgøre Orions Forrang, hvad Pragt og Tiltrækning angår. Der er imidlertid andre Mærkværdigheder at nævne, som vi vil betragte i næste Kapitel.