Start

Slut

Hans ufejlbare Forudvidenhed!

 

Fremtiden - hvilken Gåde for Menneskene!
Hvilke Byrder, som til sidst kan knuse os, bærer den i sit Skød? I hvilken Udstrækning vil den virkeliggøre vore Forhåbninger? Hvad bringer den med i sit uudgrundelige Dyb? Hvad vil vi vinde eller tabe?

Det var dette brændende Ønske om at trænge ind i Fremtiden, der bragte den gudsforladte Saul til at søge hen til Dødningemanersken i Endor. Han nærede Frygt og bange Anelser i Anledning af det forestående Slag og var fast bestemt på, at han om muligt ville skaffe sig Oplysning om de forestående Begivenheder, selv om han skulle hente den hos en, som var et satans Redskab. Men den Onde har selv intet Kendskab til Fremtiden. Muligvis kender han noget til Profetierne og kan deraf slutte sig til visse Begivenheder, eller måske han med stor Skarpsindighed kan slutte fra Årsag til Virkning. Men selv her kommer han ofte til kort, fordi Gud i sidste Øjeblik kan iværksætte Indflydelser, som direkte forandrer Begivenhedernes Gang.

I hint vidunderlige Kapitel i Apokalypsen, hvor Fremtiden fremstilles som en forseglet Bog, står der, at ingen kunne åbne den uden Løven af Juda Stamme, det Guds Lam. Som Menneskeslægtens Repræsentant er Kristus den eneste, hvem det af Gud er givet at kundgøre Verdenshistorien på Forhånd.

Men der er dem, som benægter, at selv Gud kan læse Fremtiden. Den Omstændighed, at Fremtiden er en Gåde for Menneskene, berettiger os ikke til at sige, at Gud ikke er forudvidende. Hvis Gud ikke vidste alt, hvad der kommer, så ville han ikke kunne love sine Skabninger noget; men fordi han forudser alting, kan han meddele os, hvad han kan gøre og vil gøre.

Enhver, som har lidt Kendskab til Bibelen, ved, at Gud både læser og kundgør tilkommende ' Begivenheder. Da Nebukadnezar tænkte på de Dage, som skulle komme, åbenbarede Gud for ham i en Drøm hele Fremtidens Historie i sammentrængt Form. Med seks dristige Strøg af Mesterens Pensel blev hele Omridset af Verdenshistorien tegnet, kortfattet og malende: først Babylon, derpå Medo-Persien, dernæst Grækenland, så Rom og efter Rom det delte Rige og endelig den store Sten, som tilintetgjorde Billedet og blev til et stort Bjerg, der fyldte hele Jorden - denne sidste fremstillende det evige Rige, som Gud til sidst viloprette som Kronen og Afslutningen på denne Verdens Historie.

Alle de store Profetier i Bibelen - hele Åbenbaringens Bog. f.eks. - skildrer Fremtiden. Efterdi så mange af disse Profetier allerede er gået i Opfyldelse, er det for sent nu for nogen at påstå, at Gud ikke kender Fremtiden. Han har forudsagt Begivenhed efter Begivenhed, og det således forudsagte er på den bestemte Tid blevet opfyldt til Punkt og Prikke.

Når Statsbanerne udsender en Køreplan, så er denne et skrevet Løfte om, at et bestemt Tog vil ankomme til den og den Station til den fastsatte Tid. Den er et Løfte for Fremtiden. I al Almindelighed bliver disse Løfter opfyldt; men fordi Fremtidens Begivenheder ikke kendes, sker det undertiden, at Køreplanen svigter. Togene udebliver, eller de kommer for sent. Således er det ikke med Guds Løfter. Da han meddelte Abraham, at hans Efterkommere skulle drage ned til Ægypten og opholde sig der en bestemt Tid, kendte han Fremtiden og åbenbarede den for Abraham. "Det skete, der 430 År var til Ende, ja det skete lige på den samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægyptens Land." 2 Mos. 12,41.

Men nu angående Stjernernes Vidnesbyrd om Guds Forudvidenhed. En Astronom har sagt:
"Hvis jeg blev spurgt, hvad der er det største Faktum, som Menneskeånden har bragt for Dagen, så vil jeg sige, at det er dette:

Fra Tidernes Morgen har vort Solsystem Solen, Planeterne og Månen - vandret gennem Rummet hen imod Stjernebilledet Lyren med en Hastighed, som vi ikke har noget Sidestykke til her på Jorden. For at danne sig et Begreb om dette Forhold behøver Læseren kun at betragte det smukke Stjernebillede og betænke, at for hvert Sekund Uret viser, er vi det 16 km nærmere. Hver Dag, som går, kommer vi det næsten eller måske godt og vel halvanden Million Kilometer nærmere.

For hver Sætning vi udtaler, for hvert Skridt vi går på Vejen, kommer vi Lyren flere Kilometer nærmere. Vi har nærmet os den mangfoldige Tusinde Kilometer, medens Forfatteren har nedskrevet disse Linier, og Læseren er kommen den halvandet Tusinde Kilometer nærmere under Gennemlæsningen deraf.

Intet kan give os en bedre Forestilling om Stjernernes enorme Afstande end den Tanke, at trods den hurtige Bevægelse, som ustandselig foregår, ... ville en almindelig Iagttagelse ikke kunne påvise nogen synlig Forandring i Udseendet af det Stjernebillede, som synes at være Målet for vor Vandring. Efter hvad vi ved om Afstanden til Vega, har vi Grund til at tro, at vort Solsystem ikke vil kunne nå frem til det Himmelstrøg, hvor nævnte Stjerne nu befinder sig, før efter et Tidsrum af mellem en halv og en hel Million År fra nu."  "Astronomy tor Everybody", af Newcomb, Side 325, 326.  

Men Jorden vil aldrig træffe sammen med Vega; thi også Vega bevæger sig på sin egen Bane og vandrer bort fra sit nuværende Sted med næsten samme Hastighed som den, hvormed vi nærme! os nævnte Stjerne.

Hvad der således gælder vor egen Sol såvel som Vega, gælder, så vidt vi ved, enhver Stjerne på Himmelen. De befinder sig alle i hastig Flugt lig ilende Kanonkugler. I Virkeligheden er det en langsom Stjerne, hvis Hastighed ikke overgår Kanonkuglens. Den mest almindelige Hastighed varierer mellem 8 og 56 km pr. Minut. Ja der gives endog to Stjerner, hvoraf Arkturus er den ene, hvis Hastighed udgør 300 cm. eller mere i Sekundet.

Men Afstandene omkring disse Stjerner er så store, at de trods den enorme Hastighed kun synes at bevæge sig meget langsomt. Hvis vi kunne vedblive at iagttage Himmelen i tusinde År, ville vi ikke kunne mærke nogen påviselig Forandring i Stjernernes Stilling. De ville synes at stå nøjagtig på samme Sted, som da vi begyndte vor Iagttagelse. For overhovedet at kunne se nogen Forandring måtte vi vælge den hurtigløbende Arkturus og observere den i fire Tusinde År. Efter en så lang Tids Forløb ville den for vort Blik kun have bevæget sig omtrent Halvdelen af Afstanden mellem 1 og 2, som vist i Billedet på Side 172.

Man kan undersøge Himmelhvælvingen den første Aften efter en Persons Fødsel og atter den første Aften efter hans Død uden at opdage nogen Forskel på Stjernernes indbyrdes Stilling. Men gennem hele denne Persons Levetid har enhver af disse tilsyneladende stillestående Kloder bevæget sig med en Hastighed så stor at Hurtigtogets Fart, Fuglens Flugt eller Geværkuglens Skyndsomhed bliver at betragte som fuldstændig Hvile i Sammenligning dermed. Århundrede efter Århundrede farer de fremad gennem den Afgrund, som vi kalder Himmelrummet; men når en hvidhåret Olding betragter en af dem, så fremtræder den for ham nøjagtig som den gjorde, da han var en lille Dreng.

Lad os søge at forestille os det vidunderlige Skue af et Univers i rastløs Bevægelse: Stjerner uden Tal, Millioner og atter Millioner af skinnende Sole ledsagede af Planeter, hvis tilbagekastede Lys gør dem for dunkle til at kunne ses i Teleskopet eller fremtræde på Fotografipladen. Skønt deres Tal løber så højt op på Uendelighedens Skala, at vi gerne vil kalde den utallige, så har dog hver af dem sin anviste Bane i Rummet, fastsat og bestemt for evige Tider. Deres Baner er lige så bestemte som det Banelegeme, Jernbanetoget løber på. Men der er en stor Forskel på Toget og Stjernerne. Toget kan undertiden løbe af Sporet og smadres. Ikke så med Stjernerne. En Stjerne løber aldrig af sit Spor, og en Stjernes Spor slår aldrig Klik. På Grund af Skaberens store Kraft kan ingen af dem nogen sinde svigte.

Men der er en anden Ting, vi må føje til Billedet. Stjernernes Baner løber ikke parallelt. Disse Kloder bevæger sig i mange forskellige Retninger, indtil de, hvis vi kunne betragte dem i Årtusinder, synes at sværme frem og tilbage lig Bier omkring en Bikube. Asteroiderne eller Små planeterne mellem Mars og Jupiter er så tætte og deres Baner så indflettede i hverandre, at hvis disse Baner bestod af Ståltråd, ville ingen kunne udrede dem. Men Astronomen ser at disse Asteroider, hvert eneste Fnug Stjernestøv (thi stort mere er de ikke), holder deres Pladser på deres bestemte Baner uden nogen Sinde at afvige fra dem, støde sammen eller hindre hinanden - en Anskuelsesundervisning i vor umiddelbare Nærhed om, hvad der efter en langt større Målestok foregår ude i Stjerneverdenen.

Alt dette ville simpelthen være en Umulighed, hvis ikke Gud kendte Fremtiden og kunne se og bestemme, hvor hvert Himmellegeme på ethvert Tidspunkt skal befinde sig gennem alle kommende Tider, og således vide, at de aldrig kan støde sammen, træde hindrende i Vejen for hinanden eller løbe således over til den ene Side af Universet, at det fik Overbalance eller begyndte at vakle. Ved at sammenfatte den højeste Viden, som man har kunnet indsamle i flere Århundreder, har Astronomerne tilnærmelsesvis kunnet beregne Planeternes Perturbation og omtrent forudsige Tiden for en halv Snes Kometers Tilbagekomst; men Gud har nøjagtig beregnet samtlige Perturbationer hos Millioner af Sole, Planeter, Kometer og Verdner uden Tal, ikke alene for den henrundne Tid, men for alle Tider.

Hele Universet er i rastløs Bevægelse - Solsystem efter Solsystem, Stjerneklynge hinsides Stjerneklynge, Stjerner og Stjernetåger, Verdner og Kometer, alle sammen svingende sig på mægtige Baner, nogle i en Retning, andre i en modsat, med de mest indviklede Bevægelser og den mest forbavsende Hastighed - det hele er som Hjul inden i Hjul. Gud alene kender både Meningen og Hensigten med det alt sammen, og det helt fra første Begyndelse af. Alt er nøjagtig afpasset både med Henblik på Tid og Sted, således at hele det store materielle Univers kan vedligeholde fuldkommen Balance for Tid og Evighed. Hver Klode er bleven vejet og anbragt i Rummet, hver Bane er bleven målt og har fået sin smukke Kurve. Gud har tilladt en vis Elasticitet i den indbyrdes Stilling, en Slags Gyngen frem og tilbage; men den afstedkommer aldrig Uorden og leder aldrig til Ødelæggelse. Denne Svingning gør netop Banerne så meget mere indviklede, så meget vanskeligere for os at konstatere, skønt de ikke volder ham noget Besvær, som er stor i Visdom og mægtig i Kraft.

I denne Forestilling bør vi imidlertid ikke indflette nogen Tanke om en personlig Skæbne. Ihvorvel Himmellegemerne adlyder hans Vilje, virkende som et overmåde fint Maskineri, så er Mennesket stillet under andre Forhold. Det er et frit og selvstændigt Væsen. Det skal bestemme sin egen Skæbne. Men Guds Forsyn har sørget lige så fuldt for Mennesket som for Stjernerne. Som den hellige Digter skriver: "Dine Øjne så mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting var alle sammen skrevet i din Bog; Dagene var bestemte, før en eneste af dem var kommen." Sl. 139,16.

Når vi betragter al denne Åbenbarelse af Visdom og Kraft, finder vi, at den anvendes til ædle og gavnlige Formål. Gud er god, og hans Miskund ses over alle hans Gerninger.

O ubetydelige Sjæl midt i den uhyre Uendelighed, tab ikke Modet! Hvis al denne Storhed trykker dig med Tanken om din Lidenhed, så vend dig bort fra Rummets mægtige Svælg og lad din bævende Tro omfatte Golgathas Kors. Der ser du det Offer, som Guds Søn bragte, og dette Offer er Pantet på hans Kærlighed og Omhu, som endog lægger Mærke til Spurven, der falder.

Stjernerne åbenbarer Guds store Magt og uendelige Visdom; men Korset, hvor Kristus døde, åbenbarer Guds Kærlighed, den store Kærlighed, som betalte, hvad Menneskets Genløsning kostede. Det viser os Menneskesjælens Værdi. Vi kan således sige med Digteren: