Start

Slut

Stjernernes forskellige Glans!

 

"Engang troede man, at alle Stjernerne lignede hverandre meget med Hensyn til Størrelse og Beskaffenhed; ikke at der ikke var betydelig Forskel, men at de lignede hverandre omtrent på samme Måde, som de enkelte Individer i samme Race kan ligne hverandre."  "Astronomy", af Young.

At den ene Stjerne lyser klarere end den anden, har man altid kunnet se; men man mente, at den ene Stjerne var klarere end den anden, blot fordi den var os nærmere. Man troede ikke, at denne Forskel på Stjernernes Glans skyldtes en virkelig Forskel hos selve Stjernerne.

Men der kom en Tid, da man indså, at denne Forklaring ikke var fyldestgørende. Vel kunne der være Tilfælde, hvor den ene Stjerne var klarere end den anden, blot fordi den var nærmere; men efterhånden som man begyndte at måle Afstanden til Stjernerne, fandt man, at en meget klar Stjerne undertiden faktisk er mange Gange længere borte fra os end en anden Stjerne med langt mindre Glans.

Alfa Centauri befinder sig omtrent 230,000 Gange så langt borte fra os som Solen. Denne Stjerne har en Ledsager, hvis Lysglans kun er omtrent en Sjettedel så stor. Ifølge de nøjagtigste Beregninger af Alfa Centauris Lysstyrke udgør det Lys, som vi får fra den, omkring 1/1695ooooooo af det, som vi modtager fra Solen.

Men hvis Solen lå i samme Afstand fra os som Alfa Centauri, så ville den kun lyse med 1/529oooooooo af sin nuværende Glans. Deraf følger, at nævnte Stjerne udsender omtrent tre Gange så meget Lys som Solen. Set fra Alfa Centauri, ville vor Sol skinne med en Tredjedel af den Styrke, som Alfa Centauri har, set fra Jorden.

Her står man over for en Forskel, som ikke kan forklares ved, at Afstanden er forskellig Lad os tage et andet Eksempel, nemlig Stjernen Sirius. Fordi vor Sol er meget nærmere end Sirius, lyser den meget stærkere. Man antager, at Sirius er en halv Million Gange så langt borte fra os som Solen. Hvis Jorden befandt sig midt imellem disse to Himmellegemer, så ville Solen kun give 1/12 af det Lys, som Sirius nu giver, medens Sirius ville skinne fire Gange så klart. Sirius skinner altså med et Lys, der er 48 Gange så stærkt som Solens.

På Grundlag af samme Slutning mener man, at dersom Alfa Centauri blev hensat til den samme Afstand fra os som Nr. 61 i Svanen, og dens Lys derved blev formindsket til 1/9 af sin nuværende Styrke, så ville den alligevel overstråle hver enkelt af de to Stjerner, som udgør 61 i Svanen, over elleve Gange.

I disse Tilfælde ville Afstanden ikke kunne forklare Forskellen i Lysstyrke. Tænker man sig Stjernerne anbragt i samme Afstand fra os, så synes der at foreligge en virkelig Forskel i de enkelte Stjerners Glans. For dette Forhold havde man en Forklaring på rede Hånd, idet man sagde, at man i dette havde et Bevis for, at Stjernerne ikke havde samme Størrelse. Hertil er at sige, at Sirius har en Diameter, som må antages at overgå Solens Diameter omtrent i Forholdet 14 til 1, eller at have en Diameter af omkring 19 1/4 Mill. Kilometer og et Rumindhold ca. 2688 Gange så stort som Solens.

Men kan denne anden Forklaring sammen med den første forklare Stjernernes forskellige Glans? Nej, der foreligger endnu en anden Faktor. Astronomerne har fundet, at der er et andet Forhold at tage med i Betragtning, hvis man vil være i Overensstemmelse med Kendsgerningerne.

«Forskellen i Glans skyldes for det første Afstandsforskellen, for det andet Størrelsesforskel, eller Forskel på Udstrækningen af den lysende Flade; for det tredje Forskellen i Lysoverfladens Klarhed, som betinges af Forskel i Temperatur og Beskaffenhed. ...  

Der er, som Bessel udtrykker det, ingen Grund, hvorfor der ikke kan være "lige så mange mørke Stjerner som klare". ... Sirius's Ledsager, som kun afgiver omtrent 1112ooo så meget Lys som Sirius selv, vejer i det mindste 1110 så meget, således at den, når de to Stjerners Masseindhold tages i Betragtning, ikke kan være en Tusindedel så lysstærk.  

Sirius og dens Ledsager udgør to Stjerner, der ligger lige langt eller omtrent lige langt borte fra os. Men ved Undersøgelser vedrørende Afvigelser (Perturbationer) i deres Baner på Grund af deres indbyrdes Tiltrækning, der står i nøjagtigt Forhold til deres Masse, har man konstateret, at Sirius er omtrent ti Gange så tung som den anden, og omhyggelige Målinger af det Lys, vi modtager fra hver af de to Himmellegemer, viser, at Sirius udsender tolv Tusinde Gange så meget Lys som dens Ledsager. Det kan således med Lethed fastslås, at i Forhold til sin Masse er den ledsagende Stjerne ikke en Tusindedel så lysstærk som Sirius.

Dette er, hvad Nutidens Astronomi har opdaget. Stjerneforskere har endelig fundet den store Sandhed, at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans" eller Klarhed. Det kostede megen tålmodig, omhyggelig og nøjagtig Undersøgelse og tog også lang Tid at indsamle tilstrækkelige Fakta til endelig at kunne konstatere denne store Sandhed. Men Bibelgranskeren fik vide for næsten to Tusinde År siden, at den ene Stjerne overgår den anden i Glans. Skriften åbenbarede denne store Sandhed, meddelt af den Gud, som dannede Stjernerne. Her var en Sandhed, som indbefattede de faktiske Forhold. Men Menneskene ville ikke godkende Sandheden, førend de fandt den i de foreliggende Fakta.

Havde de troet på Bibelen og foretaget deres Undersøgelser i dens Lys, så ville det utvivlsomt have været dem en uvurderlig Hjælp. Hvis en sådan Tro havde været til Stede, så ville Kundskaben om Sandheden være kommet med denne Tro. Det eneste, som der da ville have været tilbage at gøre, havde været at finde Kendsgerningerne. Men Gud vidste, at det ville hengå lange Tider, før Kendsgerningerne lidt efter lidt kunne indsamles. Af Hensyn til vort eget Bedste overlod han det til os at opsøge dem; men for at vi i Mellemtiden ikke skulle være i Uvidenhed, gav han os den evige Sandhed. Og denne enkle og ligefremme Oplysning fra Gud ville Astronomerne aldrig kunne revidere eller forbedre, selvom de levede i al Evighed.

Den ene Stjerne overgår den anden i sin Glans. En Mængde samlede Fakta og meget omhyggelige Slutninger ud fra disse Fakta har stillet os Ansigt til Ansigt Ii1ed det Forhold, at den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Lysstyrke. Således må det også være, ikke fordi Menneskers ufuldkomne Forstand siger det, men fordi Guds Ord, som står over Menneskets Forstand, og som er hævet over al menneskelig Videnskab og stedse og altid repræsenterer sand Videnskab, erklærer, at det forholder sig så.

Ordet siger, at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans". Der er ikke to Stjerner, som ligner hinanden, og Skriften erklærer, at den store Forskel hos Stjernerne ligger i deres forskellige Glans. Den siger til os: Ønsker I at kende Forskellen mellem den ene Stjerne og den anden, så undersøg deres Glans eller Herlighed; thi deri ligger Forskellen.  

Ordet "Glans" er her oversat fra et græsk Ord, som betyder "Herlighed" og også er således oversat (f.eks. Matt. 25,31 o. a. Steder). [1 Kor. 45,41 lyder i den engelske Bibel: "Thi en Stjerne er forskellig fra en anden Stjerne i Herlighed."] Ordet "Herlighed" betegner i Bibelen hovedsagelig Karakter og Stråleglans. Jeg vil ikke her forsøge at påvise dette, men en omhyggelig Undersøgelse af Udtrykket vil åbenbare Forholdet. Herlighed betyder Karakter; men den indbefatter altid Begrebet Glans, Klarhed, Lys. Forholdet mellem Karakter og Klarhed, som det indbefattes i Ordet "Herlighed", synes at være som Forholdet mellem Årsag og virkning: Klarhed er en Udstråling eller Åbenbarelse af Karakteren. Den er Karakterens synlige Udtryk.

Og derfor siger Skriftstedet: Den ene Stjerne er forskellig fra den anden Stjerne i Karakter og Glans. Undersøg denne Klarhed og dette Lys, dersom du Ønsker at vide Stjernernes forskellige Karakter. Den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Klarhed, og dette betyder for os, at der er Forskel på deres Lys. Undersøger vi dette Lys, så vil vi kende deres Forskel.

Hvis vi undersøger Forskellen mellem visse kunstige Lys, så er der én Forskel, der frem for alle andre vækker vor Opmærksomhed. Dersom et Stearinlys, en Lampe, et elektrisk Lys og et Acetylenlys stilles i samme Afstand fra Øjet, og Lyset i hvert Tilfælde har samme Størrelse, så vil den skinnende Flade i hvert Tilfælde være lige stor. Men Glansen er ikke den samme. Stearinlyset er ret dunkelt, Lampen skinner lidt klarere, medens Acetylenlyset og det elektriske Lys, som i Størrelse kan være mindre end de to andre, langt overgår dem i Klarhed. Det ene Lys er forskelligt fra det andet i Glans.

Overfører vi vore Undersøgelser til Himmelhvælvingen for at finde Forskellen mellem stjernerne ved Hjælp af deres forskellige Lys eller Glans, så spørger vi: Er den ene Stjerne klarere end den anden? Og efter omhyggelig Granskning og megen Tænkning svarer Astronomien, at nogle Stjerner er meget klarere end andre, netop ligesom det elektriske Lys overstråler Stearinlyset. Den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Klarhed eller Glans.

Lad os gå tilbage til de kunstige Lys og begynde en ny Undersøgelse. Brænder vi Salt i et hvidt Lys, så forvandles Lyset fra hvidt til gult. Vi blander Alkohol og Borsyre og tænder Ild på; Resultatet bliver en smuk grøn Farve. På samme Måde vil Alkohol og Strontiumnitrat give en rød Flamme. I disse Eksperimenter vil den forskellige Beskaffenhed i de Ting, som brændes, medføre en Forskel i det Lys, som udgår.

Idet vi atter vender os til Stjernerne, undres vi, om et lignende Forhold vil være at finde i det Lys, som udgår fra dem. Vi lægger Mærke til, at Aldebaran og Betelgeuze skinner med et klart rødt Lys; Sirius, Regulus, Vega og Spika er hvide; Prokyon, Kapella og Polarstjernen er gule. Ligesom Forskelligartetheden hos de kunstige Lys medfører Forskel i Lysets Farve, således mener også Astronomerne, at en Forskel i Stjernernes Beskaffenhed medfører en Forskel i deres Lys. Man har også fundet, at Damp påvirker Farven i det Lys, som går igennem den. Hvis man opheder et Jern, lægger man Mærke til, at det til at begynde med bliver svagt rødt, men når det bliver stærkere ophedet, udsender det et hvidt Lys. På lignende Måde kan man slutte, at det, som fremkalder den forskellige Farve i Himmellegemernes Lys, enten kan være Stjernernes egen Beskaffenhed, eller det kan skyldes Dampe, som omgiver dem.

Hvad er en sådan Granskning andet end en omhyggelig Undersøgelse, som blev påbegyndt og anvist ved Bibelens Udtalelse om, at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans"? Undersøgelsen af denne Glans eller Herlighed har måske bibragt os en eller anden Forestilling om en Forskel hos Stjernerne selv. "Vi fryder os over de forskellige Blomster i vor Have her på Jorden; men han, som bringer Marken til at fyldes med Blomster under Solstrålernes varme Kys, har beplantet sin større Have ude i Rummet med farvede Stjerner. "Regnbuens Blomst ved hans Fodskammel og Stjernernes Blomster ved Tronen" forkynder, at et og samme guddommelige Væsen har skabt dem alle. - H. W. Warren.

Men der er andre Forskelligheder ved Lyset, og denne Forskel fortæller os om ny Variationer i Himmellegemerne. Det Skriftsted, som vi betragter, siger, at "én er Solens Glans og en anden Månens Glans". Derpå angives Årsagen: "Thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans" eller Herlighed.

Her står, at én er Månens Glans, og at Solens Glans er en anden Glans. For at konstatere dette samler vi Lyset fra dem begge for at finde Forskellen; thi Solen er forskellig fra Månen i sit Lys.

"Dersom de direkte Solstråler falder på en poleret Plade af sort Glas, så kan de tilbagekastes i en hvilken som helst Retning på Væggene i et Værelse. Arten af det således tilbagekastede Lys undergår en fuldstændig Forvandling. Egenskaberne hos det tilbagekastede Lys er ikke nu symmetriske omkring Strålen. Der er visse Retninger, hvori det ikke atter kan tilbagekastes"  

Lys fra Solen kan tilbagekastes i enhver Retning ved Hjælp af et Spejl eller en sort, poleret Glasplade. Det er en Væsenegenskab ved Lyset fra Solen - eller for den Sags Skyld fra et hvilket som helst selvlysende Legeme - at det kan tilbagekastes i en hvilken som helst Retning.

Men det Lys, som engang er blevet tilbagekastet, kan ikke atter tilbagekastes i enhver Retning. Der er én Retning, hvori det ikke vil lade sig tilbagekaste på ny. Man siger da, at det er polariseret. Anbringer man to Spejle således, at Lyset fra hvert har en Indfaldsvinkel på 54° 35', vil intet Lys tilbagekastes fra det andet Spejl; en sort Plet vil fremtræde i Synsfeltet. Hvis Spejlene holdes i denne Vinkel, og det Øverste drejes om en vertikal Akse, vil Lyset tiltage i Klarhed, indtil Spejlet er blevet drejet 90°; det vil da stadig aftage, indtil Spejlet er drejet endnu 90°, da det atter fuldstændig forsvinder.

For at opdage, om Lys er tilbagekastet, benytter man et såkaldt Polariskop eller Polarisationsapparat. Ved Hjælp af dette kan man undersøge en bestemt Lysstråle og bestemt afgøre, om den kommer direkte fra et selvlysende Legeme, eller om den er tilbagekastet. En sådan Undersøgelse konstaterer, at Månen skinner med tilbagekastet eller lånt Lys; og ved det samme Middel kan vi altid afgøre, hvorvidt Lyset fra Himmellegemerne kommer fra Planeter og Måner, eller om det er udgået fra en Sol.

Ved at give Lyset denne Beskaffenhed bestemte Skaberen,. at de Legemer, som tilbagekaster Lys, ikke skulle forveksles med selvlysende Legemer. Månens Lys er væsensforskelligt fra Solens. Om ikke så var, ville vi sikkert have taget fejl af disse to Himmellegemers Art. Men Gud vil ikke vildlede; han vil ikke engang tillade, at der skulle være noget vildledende i hans Hænders Gerninger.

Men han, som skabte Lyset og gav det alle dets Egenskaber, vidste netop, hvilke disse Egenskaber er. Han vidste, at Solens Glans eller Herlighed ikke var Månens Glans, og han meddelte os, at "én er Solens Glans og en anden Månens Glans", idet den ene skiller sig fra den anden i Glans. Vi burde jo have troet på hans Ord. Han dannede Lyset på en sådan Måde, at det ville bringe os Budskab om denne Forskel på Solen og Månen, og dernæst sendte han os det samme Budskab i sit Ord. Havde vi ikke holdt så fast ved vore egne Meninger, så ville vi have modtaget dette Budskab for længe siden, hvilket ville have været til Gavn for videnskaben, og Astronomien ville således have været langt mere fremskredet, end den nu er. Gud Ønsker ikke, at vi skal være i Uvidenhed. På alle Hold giver han os Opmuntringer og Tilskyndelser. Han har givet os den alvorlige Indbydelse: "Dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham." Jak. 1,5.

Men Lyset åbenbarer på en endnu mere vidunderlig Måde den ene Stjernes Forskel fra den anden; og husk på, at denne Forskel mellem Stjernerne åbenbares ved det Lys, som de udsender. Lyset antages at være Svingninger i Æteren. Disse Svingninger er meget små og af en forbavsende Hastighed. Lad en Lysstråle, der trænger ind i et mørkt Rum, passere gennem et Prisme. "Den bringes Øjeblikkelig ud af sin Retning, enkelte Dele mere og andre mindre, efter Svingningernes Antal, og fremtræder som syv Farver på forskellige Dele af Skærmen."  

"Ingen af disse er i nogen Henseende Farver, men påvirker Øjet forskelligt, og disse forskellige Påvirkninger kalder vi Farve. De er simpelthen Vibrationer af forskellig Hastighed. En Genstand lig en vis Del af vort Flag, der optager alle Vibrationer undtagen dem, der ligger imellem 396 og 470 Billioner, og tilbagekaster dem, forekommer os at være rød. Det blå Felt optager og ophæver alle de Vibrationer, som udgør omkring 653 Billioner i Sekundet. En Farve er en vedblivende Skabelse. Lyset giver hvert Øjeblik Flaget Farve." - H. W. Warren.

Men lad os undersøge dette forskelligfarvede Spektrum i Stedet for at undersøge den Teori, man har opstillet for at forklare det. Undersøger vi dette Lysbånd, som danner sig af den hvide Solstråle, så finder vi ikke, at hver Farve kun har én Sammensætning. Rødt er ikke bare rødt, ej heller er gult bare gult osv., men der findes hele Spektret igennem et uhyre Antal af fine mikroskopiske Linier af forskellig Længde. De er parallelle, på sine Steder stående tæt sammen, på andre Steder meget spredte, men har altid det samme Antal og den samme indbyrdes Afstand, når man benytter samme Lys og samme Prisme.

"Et tålmodigt Studium af disse Substans Tegn bringer større Resultater end Studiet af Kileskriften på de assyriske Stene; thi den ene er Menneskers Håndskrift, medens den anden er Guds Håndskrift."  

Disse Linier er, som Warren siger, Alfabeterne til nye Kundskabsområder. De frembringes af de særskilte Stoffer i Solen. Hvert Stof har sin egen specielle Linie eller Linier. Natrium har altid to Linier på et vist Sted i det gule. Når Lyset passerer gennem en Natriumsdamp, bliver disse to smalle Linier i det gule fuldstændig tilintetgjort og efterlader to sorte Felter. Når Lys går gennem Dampen af brændende Jern, opsluges der Hundreder af Vibrationer, efterladende i deres Sted et lignende Antal sorte Linier; men hvis Saltet eller Jernet er i glødende Gastilstand hos selve Lyskilden, bliver de samme Linier lysende i Stedet for sorte.

Ved at benytte os af disse Prineipper kan vi opdage et stort Antal velkendte jordiske Stoffer i Solen. Solspektret gennemkrydses af mørke Linier, hvis Antal i et Instrument med stor Spredningsevne andrager flere Tusinde; og ved et rigtigt Arrangement er det muligt iblandt disse Linier at påvise mange, som skyldes Tilstedeværelsen i Solens lavere Atmosfære af kendte jordiske Stoffer i Dampform.

"Således får vi bragt hen til vor Dør en læselig Beretning om netop de Stoffer, som udgør hver eneste Klode, der er hed nok til at kunne skinne ved sit eget Lys. I vor Sol finder vi mange Stoffer, som vi ved eksisterer på Jorden, og også nogle, som vi ikke havde opdaget, da Solen skrev deres Navne, eller rettere, satte deres Mærker på Spektret." - H. W. Warren.

Læseren vil nu forstå, at når Lyset fra et Himmellegeme analyseres i et Prisme, og de enkelte Farver spredes hver for sig som på et Papirark, så er de mørke og de lyse Linier, vi ser, at ligne ved Bogstaver i den åbne Bog, som vi skal læse for at lære, hvad de fortæller os om det Legeme, Lyset kom fra, eller om de Dampe, som det passerede igennem. N år vi ser en Linie eller et Antal Linier, som vi erkender som dem, der frembringes af et bekendt Stof, så slutter vi, at dette Stof må være til Stede. Spørgsmålet kunne nu stilles: Hvoraf ved vi, om ikke de Linier, som vi ser, kan være frembragt af andre Stoffer end dem, som vi i vore Laboratorier finder kan fremkalde disse Stoffer? Kan ikke forskellige Stoffer frembringe de samme Linier?

Som Svar på dette Spørgsmål har man kun Sandsynligheder at holde sig til. Bevisgyldigheden er i mange Henseender omtrent den samme, som når vi betragter en Vens Billede og slutter, at det ikke er Billedet af en anden. For alt, hvad vi ved eller kan bevise, kunne det jo være et andet Menneske, som havde nøjagtig de samme Træk og derfor ville fremkalde det samme Billede; men vi ved, det er en Kendsgerning, at neppe to Mennesker af dem, vi har set, ligner hinanden nøjagtigt, og det er yderst usandsynligt, at to Personer nogen Sinde vil ligne hinanden i den Grad. Det samme er Tilfældet med Hensyn til Spektralanalyser. Iblandt det store Antal Stoffer, som man har undersøgt med Spektroskopet, gives der ikke to, som fremkalder de samme Linier. Det er derfor yderst usandsynligt, at en bestemt Sammensætning af lyse Linier kunne fremkaldes af mere end ét Stof. "Astronomy", af Newcomb.

Indtil Året 1891 havde Videnskaben ved Hjælp af Spektroskopet konstateret Tilstedeværelsen af 36 Stoffer i Solatmosfæren. Blandt disse er følgende vel bekendte Stoffer: Kalcium, Jern, Brint, Natrium, Nikkel, Magnesium, Kobolt, Silicium, Aluminium, Mangan, Kulstof, Kobber, Zink, Kadmium, Sølv, Tin, Bly og Kalium.

Astronomerne venter i Tidens Løb i Solen at finde alle de Stoffer, som er til Stede på Jorden. De har fundet enkelte Stoffer, som var ukendte, indtil man opdagede dem i Solen. Således kunne man i Solen finde Helium, Coronium og Argon, men man vidste ikke, om disse forekom på Jorden. Der blev Øjeblikkelig foretaget Undersøgelser, og både Argon og Helium er siden fundet. I 1895 blev Helium endelig opdaget af Ramsay i Forbindelse med hans Undersøgelser angående Argon. Han fandt Heliumlinier i den Gas, som udgår fra Uraninit og andre Mineraler, hvor det forekommer i sjældne Jordarter. Argon er påvist i vor egen Atmosfære.

Men trods de omhyggeligste Undersøgelser af Sollyset er det endnu ikke lykkedes at finde det ringeste Spor af Brom, Klor, Jod, Kvælstof, Arsenik, Bor eller Fosfor. Der er tvivlsomme Antydninger til Svovl, og med Hensyn til Ilt, "da går Beviserne i det hele taget imod dets Tilstedeværelse, skønt Forholdet er ejendommeligt".

Hvilket vidunderligt Budskab Lyset bringer os ved Spektralanalyse! Lyset fra glødende Stoffer er aldrig ensartet i to Tilfælde. Brændende Jern giver Hundreder af Bånd i Spektret, Natrium to og andre Stoffer kun ét. Man venter lige så lidt, at Spektret i to Stoffer skulle være ensartet, som man ville vente, at to forskellige Personers Fotografier skulle være nøjagtig ens.

Skaberen gav Lyset dette vidunderlige Budskab at bringe. Han udstyrede det med Evnen til således absolut at åbenbare Beskaffenheden af det Legeme, hvorfra Lyset udgår. Og Lyset blev åbenbart således udstyret netop for at kunne bringe os Meddelelse om visse Forhold på fjerne Kloder. Og eftersom ikke to Stoffer udsender det samme Slags Lys, og eftersom sandsynligvis ikke to Stjerner indeholder de samme Stoffer i det samme Forhold, så kan Lyset aldrig blive nøjagtig ens i to Tilfælde. Stjernerne er forskellige i deres Sammensætning. Enhver Lysstråle, de udsender, rummer i selve sit Væsen eller sin Art Tegnene på, hvad de er. "Således vil den Alvidendes Øje, når det ser en Lysstråle på et hvilket som helst Sted i Universet, selvom den har vandret tusinde År bort fra sin Kilde, kunne sige, fra hvilken Klode den oprindelig udgik."  

Ligesom vi kendes på vore Gerninger, således kendes Stjernerne på deres Lys. Den Alvises Øje ser en Lysstråle og ved, hvilket vidunderligt Budskab den indeholder, ligesom Læseren kender Indholdet i denne Bog. "Den ene Stjerne er forskellig fra den anden." Han, som skabte dem, ser deres Budskab i det Lys, de udsender. Og han byder os se det, som kan ses, nemlig at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans".