Start

Slut

Orions Bånd. 

 

"Kan du knytte Syvstjernens Bånd, eller løse Orions Reb?" Job 38,31. Enkelte har forsøgt at forklare dette Skriftens Udtryk ved at henvise til den Omstændighed, at Plejaderne (Syvstjernen) om Foråret ses om Aftenen, og at dette skulle have nogen Forbindelse med den gamle Forestilling, at Plejaderne hidførte Forårets liflige Indvirkning. (Den engelske Bibel siger: "Kan du binde Plejadernes liflige Indflydelser?") For Bibelgranskeren, der ved, hvor fri Bibelen er for alle sådanne Slutninger, vil denne Forklaring være langt fra tilfredsstillende. Netop dette, at Bibelen er så blottet for alle barnagtige, hedenske Forestillinger, er det bedste Bevis på, at den repræsenterer en Kundskab, som var forud for den Tid, da den blev til.

Vanskelighederne i dette Skriftsted samler sig om et eneste Punkt: Dersom vi finder den rigtige Betydning af det Ord i Grundteksten, hvorfra Udtrykket "Syvstjernens Bånd" er oversat, så bliver det muligt for os at få en tydelig Forståelse af hele Verset. En omhyggelig Undersøgelse at det hebraiske Ord mådannoth, som her er anvendt, viser, at det betyder "et Bånd; d. e. en Gruppe".

Den reviderede amerikanske Bibeloversættelse udtrykker det meget klart som følger: "Kan du binde Plejadernes Klynge, eller løse Orions Bånd?"  

Som det heraf vil fremgå, forudsætter dette Skriftsted Kendskab til det Forhold, at Plejaderne og Orion hver for sig er en Gruppe, en Stjernefamilie, som er bundet sammen. Plejaderne er en Stjerneklynge, der er sammenbundet som med et usynligt Bånd. På samme Måde benævnes den Kraft, der holder det store Stjernebillede Orion sammen i en stor Familie af forenede Stjerner, som dens "Reb" eller "Bånd".

Den troende Bibelgransker føler sig øjeblikkelig overbevist om, at Videnskaben her vil kunne påvise noget, som stadfæster dette Skriftsted. Han er så overbevist om Skriftens Ufejlbarhed, at han ikke et Øjeblik betvivler Rigtigheden af dette Bibelvers, men tillidsfuldt henvender sig til Videnskaben for at få det bekræftet. Dersom Videnskaben ikke er tilstrækkelig langt fremskredet til at kunne komme med denne Bekræftelse, så afventer han det Tidspunkt, da de Fakta foreligger, som vil belyse og stadfæste Ordet, selvom det måske ikke sker i hans Tid.

Næppe et Slægtled er hengået, siden man opdagede, at Plejaderne og Orion hver for sig er en Stjernegruppe, der gennemfarer det dybe Himmelrum, ligesom fastholdt af en mægtig Lænke. Vi vil citere nogle Udtalelser af fremragende Astronomer til Bekræftelse af dette Sted i Guds Ord. Vi citerer først et Udtog fra "Other Worlds than Ours", udgivet af Richard A. Proctor, Astronom og Forfatter, allerede i 1870. Han siger:

"Blandt andre Eksempler kan nævnes Stjernetågen omkring el og e2 i Orion. På dette Sted omgiver to mærkværdige Tågepletter centralt to Dobbeltstjerner. Under Forudsætning af, at Sammenstillingen her er virkelig (og nogen anden Forklaring kan ikke med rimelig Grund godkendes), ledes man til interessante Slutninger angående hele den vidunderlige Nebularregion, som omgiver Orions Sværd. Vi bliver overbeviste om, at de andre Stjernetåger på det nævnte Felt virkelig er sammenstillet med de derværende Fiksstjerner, og at det ikke skyldes blot et rent Sammentræf, at f.eks. den mellemste stjerne i Orions Bælte er indhyllet i en Stjernetåge, eller at den nederste Stjerne ved Sværdet befinder sig i lignende Omgivelser. På Grundlag af de foreliggende Forhold er der fuld Grund til at slutte, at alle Stjernetåger i denne Region hører med til én stor fælles Nebulargruppe, som udstrækker sine Grene til disse Stjerner. Lig et mægtigt Bånd synes denne Nebularregion at samle Stjernerne her i en inderlig Forening, visende os på en Måde, som ikke kan mistydes, at disse Stjerner og Stjernetåger udgør ét System."  

Astronomen, som kun gik ud fra det tilsyneladende, sluttede, at disse Stjerner udgjorde ligesom et Nabolag; men siden den Gang har man kunnet foretage langt mere nøjagtige Observationer. Ved Spektroskopets Hjælp kan man afgøre, netop hvilken Materie Stjernerne består af; og her vil vi citere, hvad en Astronom i den senere Tid har at sige om Spektroskopets Åben" barelser med Hensyn til Orion:

"Stjernerne i Orion (med den bemærkelsesværdige Undtagelse af Betelgeuze) frembyder i spektral Henseende en særskilt Art, som næppe findes uden for nævnte Stjernebillede. Dette tyder på, at disse Stjerner har en ensartet Sammensætning; sandsynligvis er de "Spåner af samme Blok"." - Howe's "Descriptive Astronomy", Side 237.

Som man Øjeblikkelig lægger Mærke til er denne Videnskabsmands Udtalelser mere bestemte og mere overbevisende end den andens og viser, at efterhånden som Videnskaben er skredet fremad, har Astronomien med stedse større Klarhed kunnet bekræfte et Faktum, som blev åbenbaret i Bibelen for over tre Tusinde År siden. Dette var jo en lang Tid at skulle vente på en Bekræftelse; men Forholdet udgør et af de stærkest mulige Beviser på Guds Ords Troværdighed Mange Steder i Bibelen blev skrevet for at blive forstået ved Tidens Afslutning - de blev skrevet til Formaning «for os, til hvem Tidernes Ende er kommet. 1 Kor. 10,11.

En anden Forfatter fremholder endnu klarere og mere bestemt denne vidunderlige Sandhed vedrørende det Samhørighedsbånd, som er til Stede imellem Stjernerne i Orion:

"Den Tanke trænger sig undertiden ind på os, at hine Stjernegrupper, som man fra de ældste Tider har betegnet ved visse Navne, er sammenknyttet med Affinitetens Bånd, og at deres indbyrdes Nærhed i Himmelrummet ikke udelukkende kan tilskrives en tilfældig Ordning, men må opfattes som tydende på et Fællesskab i deres Oprindelse. I nogle Tilfælde kan der ikke være Tvivl om, at det forholder sig således. Eksempelvis kan nævnes, at nyere Undersøgelser godtgør, at flere Stjerner i det pragtfulde stjernebillede i Orion, som jeg allerede har hentydet til, har en Sammensætning, der må skildres som ejendommelig for disse Stjerner, eftersom noget lignende kun er fundet hos en eneste Stjerne uden for Orion. I dette Tilfælde har vi ikke alene et Eksempel på en ordnet Sammenstilling i Himmelrummet, men også på en Beslægtethed i Materie. Under disse Forhold synes det næsten umuligt at kunne være i Tvivl. om, at den prægtige Samling af Himmellegemer, som danner Stjernebilledet Orion, virkelig udgør Dele af et mægtigt Stjernesystem. Skulle yderligere Bekræftelse af denne Anskuelse være påkrævet, så vil den kunne fås I de seneste Opdagelser vedrørende den uforlignelige Stjernetåge, som gør Orion så bekendt iblandt Astronomerne. De smukke Fotografier, som er bleven fremstillet af Hr. Robert og Hr. Common, har bidraget til at afsløre stadig videre Grænser for den store Stjernetåge, når Eksponeringen varede tilstrækkelig længe. Vi ser således, at den glødende Gas strækker sig meget længere ud i det omliggende Rum, end en Iagttagelse med Øjet alene kunne synes at tyde på. Flere af de klare Stjerner ses allerede at være udstyret med al den Pragt, som deres Beliggenhed inde i en glødende Stjernetåge kan meddele dem. H vis man til denne Omstændighed føjer, hvad vi allerede har nævnt om Sammenstilling og om materiel Ensartethed, synes det umuligt at betvivle, at Orion, det smukkeste Stjernebillede på Himmelhvælvingen, ikke udgør en rent tilfældig Samling af Stjerner, men består af et Verdenssystem, som rummer Antydninger om en. fælles Oprindelse." "In Starry Realms", al Sir Robert S. Ball, Dr. scient. etc., Side 265, 266.

Dette fremstiller klart alt, hvad vi behøver for at forstå Udtrykket "Orions Reb" (Bånd). En fuld Kommentar til Skriftstedet vil blive givet ved Slutningen af nærværende Afhandling.

Nu kun nogle få Ord angående den Stjernegruppe, som man kalder Plejaderne. Er også Plejadernes Stjerner Medlemmer af én Familie? For over to Hundrede År siden forfægtede en Iagttager, at de tilhørte ét Samfund, og mere nøjagtige videnskabelige Undersøgelser siden den Gang har bekræftet dette Faktum.

"Allerede en Sammenstilling af seks for det blotte Øje synlige Stjerner på et så lille Område er meget mærkværdig. Angående Antallet af synlige Stjerner på hele Himmelhvælvingen uden Hjælp af optiske Instrumenter anslog Mitchell i 1867 på Grundlag af den matematiske Sandsynlighedsteori, at næsten alting taler imod, at de seks Stjerner i Plejaderne kun skulle være Resultatet af en Tilfældighed. Han sluttede derfor, at "denne Sammenstilling skyldtes en Plan, eller at der foreligger en Grund eller Årsag til en sådan Samling" af Stjerner. Moderne Iagttagelser viser, at hans Slutning var rigtig. Den fælles "Egenbevægelse" hos en stor Del af de Stjerner, der udgør Plejaderne, viser, at de på en eller anden Måde er fysisk forenede." - "Studies in Astronomy", af J. Ellard Gore, Side 69, 70.

"De fleste af de klareste Stjerner i Plejaderne bevæger sig også i én og samme Retning, og dette Fællesskab i Egenbevægelse har fået Navnet "star drift" ["Stjernedrift"]." "A New Astronomy", al David Todd, Side 430.

Hvor klart denne Udtalelse end fremstiller Forholdet, er følgende Citat måske endnu mere overbevisende:

"På lignende Måde er vi berettiget til at slutte, at mange andre mærkelige stjernegrupper afgiver Vidnesbyrd om en vis fysisk Forbindelse, der støtter den Antagelse, som det Faktum, at Stjernerne træffer til at stå nær sammen, leder til. Jeg antager, at ingen nogen Sinde kan have været i Tvivl om, at en så ejendommelig Gruppe som Plejaderne har en eller anden naturlig indbyrdes Forbindelse. Men selv om sådanne Tvivl forelå, så må de forsvinde ved Betragtningen af D'hrr. Henrys og Hr. Roberts Fotografier, der viser, at Plejadernes syv Stjerner er neddykket i en eneste Stjernetåge, som er usynlig for Øjet og kun kan opdages på den fintfølende Fotografiplade. De Fællesbevægelser, som man finder hos andre bekendte Stjernegrupper, tyder også på Tilstedeværelsen af et indbyrdes Slægtskab. Hvis man så syv Fisk sammen i Søen, ville man være temmelig sikker på, at de udgjorde en beslægtet Gruppe, og denne Formodning ville i høj Grad bestyrkes, dersom det viste sig, at de alle svømmede i samme Retning. Man kan undertiden anlægge en lignende Betragtningsmåde under Studiet af et Stjernebillede. Dersom syv klare Stjerner står forholdsvis nær sammen på Himmelen, og man tillige finder, at de alle deltager i en fælles Bevægelse, hvad Retning angår, så er det ikke unaturligt at slutte, at disse Stjerner tilhører et organiseret System, og at de ikke blot udgør så mange adskilte Legemer, spredte planløst omkring på Himmelen."  "In Starry Realms", al Sir Robert S. Ball, Side 266.

Angående denne Fællesbevægelse læser vi i Youngs "Astronomy", Side 459: På lignende Måde finder man, at de klareste Stjerner i Plejaderne har en fælles Bevægelse. Det synes i Virkeligheden snarere at være en Regel end en Undtagelse, at Stjerner, der tilsyneladende står nær sammen, faktisk er forenede som Fæller, der vandrer sammen i Grupper på to eller tre eller Snese eller Hundreder i hver Gruppe. De åbenbarer, som Miss Clerke betegnende udtrykker det, en udpræget "selskabelig Tendens".

Fra samme Bog, Side 501, citerer vi følgende:
"Den for det blotte Øje synlige Gruppe Plejaderne er overmåde interessant og vigtig. En Person med almindelig Synsevne kan med Lethed se seks Stjerner. Et lidt skarpere Blik vil uden Vanskelighed kunne se fem til. Et meget lille Teleskop (en almindelig Teaterkikkert) forøger Antallet til næsten et Hundrede, og store Instrumenter åbenbarer over fire Hundrede i denne Gruppe. Nogle få af de Stjerner, som her fremtræder, befinder sig i Virkeligheden kun tilfældigvis i samme Synsretning og adskiller sig ved deres Egenbevægelser fra de Øvrige i Gruppen; men det store Flertal af disse stjerner bevæger sig næsten med ensartet Hastighed og i samme Retning; deres Spektra er også identiske, hvorfor de utvivlsomt udgør ét Stjernesystem."

Når vi nu har set, hvor vidunderlig nøjagtigt de i den senere Tid konstaterede Fakta stemmer med dette årtusindgamle Skriftsted, så har vi heri et stærkt Bevis for, at Bibelen faktisk åbenbarer en større Kundskab og Viden end den, Menneskene i Almindelighed besad på den Tid, da den blev skrevet.

Dette Skriftsted rummer en Udfordring til Mennesketanken. Det henleder Opmærksomheden på to store Stjernefamilier, der majestætisk bevæger sig fremad gennem Himmelrummet. Det nævner Stjernebilledet Plejaderne og påviser den vidunderlige Omstændighed, at de Stjerner, som udgør dette Stjernebillede, og hvoraf hver enkelt er en strålende Sol af uhyre Størrelse, holdes sammen ved det mægtige Bånd, som Skaberen har knyttet om dem. Vi står her Øjeblikkelig over for en Virksomhed af den mest usædvanlige Art. Alle disse Sole, hvoraf nogle er større end vor egen, er bleven stillet under en Kraft - en liflig Indflydelse, om man vil som går fra den ene til den anden og danner et Bånd imellem dem. Medens de gennemfarer Rummet med en større Hastighed end den hurtigste Kanonkugle, kan enhver af dem dog mærke Tilstedeværelsen af sine Fæller; de følger og adlyder denne Drift til at holde sammen.

Betragt dernæst den enorme. Virksomhed, som frembragte dette Under - den konstante Kraft, som altid påvirker disse Stjerner, således at de ikke kan andet end adlyde. Når vi dvæler ved dette underfulde Skue, spørger Gud os: Kunne du udrette noget sådant? Kan du ved en liflig Indflydelse, en Lænke, binde Plejaderne sammen til en Klynge? Vi vil alle hver for sig indrømme, at vi er absolut ude af Stand til at udføre et så gigantisk Hverv. Gud alene kunne udføre det - Gud alene har udført det. Og han, som således opholder denne Klynge af Stjerner, denne uhyre Del af Universet, vil gøre lige så meget for den store Familie af menneskelige Væsener, som også er i Bevægelse bevægende sig fremad på Tidens Strøm- og som også kunne være sammenknyttet med et lifligt Bånd, der ville gøre dem nyttige for hverandre. I Kristi Menighed på Jorden finder vi en lige så stor eller endnu større Sammenslutning, hvor det indbyrdes Bånd er så inderligt, at dersom ét Lem lider, så lider også, alle de andre med. Den Gud, som dannede stjernerne og Orion, sørger også for os.

"Kan du ... løse Orions Reb" - disse mægtige Stjerner, som bevæger sig gennem Rummet? Afstanden imellem dem er så stor, at Tanken svimler; men over denne store Afstand strækker der sig et stort Bånd af Guds egen Tilvirkning, usynligt, men uløseligt. Kan du løse det? Kan du bryde den Kraft, som holder disse uhyre Sole sammen? Kan du sprede disse Stjerner, som uden at trættes går deres Gang Tidsalder efter Tidsalder, holdt sammen af ét fælles, uforklarligt Slægtskabsbånd?

Nej, aldrig kunne noget Menneske sammenstille et sådant Nabolag af Stjerner som Plejaderne, ej heller kunne nogen sønderrive en Klynge som Orion. Menneskets afmægtige Arm kunne intet formå mod en eneste af disse rullende Sole. Selvom al den Styrke, som fandtes hos hvert eneste Menneske, der har levet på Jorden, blev samlet i én stor og mægtig Arm, så ville den ikke engang kunne få sat vor lille Jord i Gang på dens Bane. Endnu langt mindre kunne den formå noget over for Solen, som kunne opsluge Tusinder af Kloder lig den, som er vor Bolig.

Vi sætter vor Lid til ham, hvis Gerninger er så underfulde, vidende, at intet er umuligt for ham.