Start

Slut

Stjerner uden Tal.

 

For Årtusinder siden erklærede den hellige Skrift, at Himmelens Stjerner var utallige. Tider er kommet, og Tider er henrundet; Menneskenes Kendskab til Himmelrummet er blevet større; Forskninger har i Tidernes Løb føjet ny Forråd af Fakta til den astronomiske Videnskab. I vore Dage vil man sige, at Stjernerne er utallige.

På Abrahams Tid ligesom nu og til enhver anden Tid kunne Øjet tælle alle de Stjerner, som ses på Himmelen. Hvis det havde været en rent menneskelig Opgave, Gud stillede Abraham, så kunne han have udført den. Det ville ikke have været uoverkommeligt at tælle alle de Stjerner, som var synlige selv på hans Egn med dens fortrinlige klimatiske Forhold. Med lidt Færdighed og Ihærdighed ville han snart have kunnet opgive Antallet.

Men det var Universets Skaber, som tog Abraham med ud, og derfor så Patriarken ved Guds Bistand mere, end hvad noget Teleskop åbenbarer. Han kunne se dybere end nogen anden Stjernegransker på hin Tid. Han kunne gennemskue det Univers, som lå udbredt for hans Syn. Selv en falden Engel kunne vise Kristus Verdens Riger og deres Herlighed. Johannes kunne skue hinsides de jordiske Nationer og se ind i Guds Rige. Og Abraham så ind i Dybderne af det materielle Univers.

Det er derfor klart nok, at dersom Abraham kunne have talt alle de Stjerner, som Gud gjorde ham opmærksom på, og de kun udgjorde, hvad man under almindelige Forhold kan se, lad os sige omkring femten Hundrede, så er hele denne Beretning i første Mosebog om Abraham kun Snak og meningsløs Skæmt. Gud taler, som om Opgaven var umulig: «Tæl Stjernerne, om du kan tælle dem.» Dersom Abraham havde set sig i Stand til at tælle dem, så ville han ganske sikkert have efterkommet Anmodningen og op. givet Stjernernes Antal. Men Abraham tav, overvældet af Synet. Opgaven var ham for svær.

Den moderne Skeptiker, som kun ser Sagen fra et rent menneskeligt Standpunkt, ville sige, at det var en let Opgave  "der var jo kun femten Hundrede"! At tænke sig Universets alvise Skaber kalde Abraham ud for at se femten Hundrede Stjerner og så sige til ham: "Tæl stjernerne om du kan tælle dem"!

Men medens Abraham betragtede de utallige skinnende Himmellegemer, der først nu viste sig for ham, som de ses fra Skaberens Synspunkt, afbrød Gud den højtidelige Stilhed ved at åbenbare et andet stort Faktum: "Så skal din Afkom vorde." Hvis Abraham så Stjernerne, så mange som de virkelig var, hvor overvældende måtte da ikke Ordene lyde: "Så skal din Afkom vorde"! Dette måtte visselig trække Veksler selv på en Abrahams Tro; og dog læser vi, at Abraham "troede på Herren, og han [Gud] Tegnede ham det til Retfærdighed". Men ifølge den moderne Kritikers Anskuelse skete alt dette for at åbenbare for Abraham, at han skulle få femten Hundrede Efterkommere! På hin Tid fandtes der omvandrende Nomadeslægter, hvis Antal udgjorde mere end femten Hundrede. Således kan den, der er bleven for klog, beskylde Gud og hans Ord for Tåbelighed. Her er et Tilfælde, hvor vi med god Grund kan sige: "Gud må være sanddru, om end hvert Menneske [som siger ham imod] er en Løgner."  

Gud sagde ikke, at der ikke er Tal på Stjernerne, men henviser til, at et Menneske ikke kan tælle dem. Gud "sætter Tal på Stjernerne"; ja han "kalder dem alle ved Navn". Sl. 147,4; Es. 40,26. Gud sagde heller ikke, at Israelitternes Antal skulle blive nøjagtig det samme som Stjernernes eller som Antallet af Støvgran på Jorden. Vel sagde han: "Jeg vil gøre din Afkom som Støv på Jorden"; men i hvilken Henseende skulle de blive som Støvet? "Dersom nogen kan tælle Støvet på Jorden, da skal også din Afkom tælles." Abrahams Sæd skulle ikke blive nøjagtigt som Jordens Støv, hvad Antal angår, men "som Støv på lorden" og "som Sand, der er ved Havets Bred", i den Forstand, at Mennesker ikke ville kunne tælle dem. Derfor sagde Gud om Stjernerne: "Se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; ... så [uden for, hvad Mennesker kunne tælle] skal dit Afkom vorde." Gud mente, hvad han sagde, og Abraham gjorde vel i at tro; thi Johannes fik se et Glimt af den samme Skare "en stor Skare, som ingen kunne tælle". Åb. 7,9.

Tager man dette Skriftsted i første Mosebog, nøjagtig som det lyder, uden nogen Forandring i dets Indhold, så finder man deri åbenbaret en astronomisk Kendsgerning, som ligger langt uden for alle menneskelige Begreber eller Forestillinger, og som selv Nutidens Astronomi kun lige er begyndt at vurdere. Gud har rimeligvis fremholdt denne Sandhed for Menneskene helt fra Begyndelsen af, og for næsten fire Tusinde År siden meddelte han den til Abraham og hans Efterkommere og knyttede dertil den nævnte Sandhed vedrørende Antallet af dem, som skulle opnå Frelse.

"Vort virkelige Kendskab til denne stjernegruppes [Mælkevejens] Talrighed og Indretning er kun meget ringe. Herseheloplyser" at gennem sine bedste Linser kunne han se og tælle 588 Stjerner på en eneste Plet uden at bevæge sit Teleskop; og efter som Jordens gradvise Bevægelse førte disse ud af Syne og efterhånden stillede andre i deres Sted, medens han stadig holdt sit Teleskop rettet mod et bestemt Punkt, passerede der 116,000 Stjerner hen over hans Synsfelt. Ved en anden Lejlighed så han i Løbet af 41 Minutter ikke mindre end 258,000. Da han under andre Observationer iagttog en Strækning af Mælkevejen på tilsyneladende ikke over 1 m Bredde og 6 m i Længde, opdagede han 50,000 Stjerner, som var store nok til tydeligt at kunne tælles; og han havde en Anelse om Tilstedeværelsen af endnu dobbelt så mange flere, som han af Mangel på tilstrækkeligt Lys i sit Teleskop kun nu og da kunne skimte." "Geography ol the Heavens", Side 142.

Lad os i Tanken besøge et stort Observatorium.
Vi træder ind i Bygningen med en Lygte i Hånden, og idet vi åbner et stort Afsnit af Kuppelen, står vi ved Siden af Teleskopet under en stjernebedækkede Himmel. Vi betragter Midnatshimmelens pragtfulde Skue, erindrende, at på den nordlige Halvkugle er mellem 2000 og 500 Stjerner synlige for det blotte Øje. ...

Men de Stjerner, man således kan se, udgør kun en ringe Del af det Antal, som vi ved fines. På Bordet ligger en Marinekikkert. Tag en og betragt en hvilken som helst Del af Himmelhvælvingen og se, hvilken Mængde for det blotte Øje aldeles usynlige Stjerner den åbenbarer! Marinekikkerten udgør et fortrinligt og billigt Instrument til Brug ved elementære astronomiske Undersøgelser, især når den benyttes sammen med et Stjernekort. Et af de bedste og enkleste til dette Formål er Proctors Stjerneatlas, der ikke alt for sammentrængt viser alle Stjernerne i Britisk Association's Katalog ned til sjette Størrelse.

Idet vi blader igennem de tolv Kort i dette Atlas mærker vi os, at de fremviser 2487 og 3466 Stjerner henholdsvis på den nordlige og den sydlige Halvkugle, eller i alt 5953, og at ovennævnte Katalog, hvorfra de er hentet, påstås at indbefatte alle de Stjerner, som kan ses med det blotte Øje.

Men idet vi nu vil undersøge en mere omfattende Katalog, tager vi et Bind på 1200 Sider - Lalandes Stjernekatalog--som opgiver 47,390 Stjerners Rektascension og Polhøjde. Eftersom Astronomerne inddeler Himmelhvælvingen i 24 Dele svarende til Døgnets 24 Timer, vil hver af disse Dele indeholde gennemsnitlig ca. 2000 Stjerner, eller omtrent så mange, som man i Almindelighed ser på hele Halvkuglen med det blotte Øje. Men hvad er selv henved 48,000 Stjerner sammenlignet med det Antal, som man kan se med et lille Teleskop på ca. 8 cm? Betragt Stjernerne på dette Kort over den nordlige Halvkugle, som de blev set af Argelander og hans Assistenter under deres ihærdige Undersøgelser af den nordlige Himmelhvælving med et 70 cm Teleskop. Ikke mindre end 324,198 Stjerner er afmærket på dette Kort! De ligger næsten lige så tæt sammenklyngede som Sand på Strandbredden.; og på sine Steder, navnlig langs Mælkevejen, er deres Tæthed ofte så stor, at det er umuligt at skelne mellem de enkelte Stjerner! Kortet er et Fotografi, som Proctor har taget efter Argelanders Stjernekort. Lader vi Lygtens Lys falde på det, lægger vi Mærke til, at nogen med Blæk og Pen forneden på dette vidunderlige Billede af det stjernebesåede Himmelstrøg har skrevet disse Jesu ophøjede og dog så enkle og rørende ord: «I min Faders Hus er der mange Boliger.»  

Men lad os nu tage det store Instrument og se på nogle af Himmelhvælvingens Vidundere. Lad os først rette det mod Stjernebilledet Perseus, og eftersom vi må opsøge et eller andet bestemt Punkt i Stjernebilledet, stiller vi Ækvatorial-Teleskopet ved Hjælp af Timecirklen til 2 T. 11 Min. Rektaseension og hæver det til 56° 38' nordlig Deklination, og efter at have drejet det, indtil Timetallet på Meridianen svarer til det, som det sideriske Ur viser i det samme Øjeblik, stiger vi op ad Trinene og ser igennem et Instrument. En pragtfuld Stjernehob, tilsyneladende utallig, fylder nu Synsfeltet. Det er den vidunderlige Stjerneklynge i Perseus's Sværdfæste. Efter i nogen Tid at have betragtet dette ophøjede himmelske Skue drejer vi Instrumentet ganske lidt til en Side, og en ny, herlig Klynge af Stjerner, ligeledes af syvende til femtende Størrelse, kommer til Syne; og alle disse stjerner er enkeltst1:taende Punkter, usynlige for det blotte Øje.

Vi kunne tilbringe hele Natten med således at undersøge Stjerneklynger og endda kun være lige begyndt. Men lad os et Øjeblik betragte én af de mange Klynger, som udmærker sig ved deres Tæthed og sfæriske Form. Idet vi stiller Teleskop et til 16. T. 37 M. Rektascension og 36° 39' nordlig Deklination, fremtræder der en vidunderlig Klynge af Stjerner i Synsfeltets Centrum.

Dette mægtige System kendes af Astronomerne ved det beskedne Navn 13 M. Hereulis, hvilket betegner, at det er det trettende i Messiers Katalog over Stjernetåger, og at det er beliggende i Konstellationen Herkules. Det blev opdaget af Halley i 1714, og 50 År senere undersøgt af Messier med. et fire Fods Newton-Instrument, ved hvis Hjælp det kunne opløses i enkelte Stjerner. Med dette store Ækvatorial-Teleskop kan det opløses til Fuldkommenhed selv med en mindre stærk Forstørrelse, medens det med en kraftigere Forstørrelse synes at bryde ud i Flammer og skille sig i enkelte Stjerner og Stjernegrene, der udstrømmer fra en tæt Kærne af tindrende Lyspunkter. Ord formår aldeles ikke at give en passende Beskrivelse af et sådant Skue. Det er med Rette blevet sagt, at ingen kunne se det for første' Gang uden at udbryde i et «Råb af Forundring». Og dog er nævnte Verdenssystem kun ét iblandt Tusinder af andre og har ikke engang fået sig et Navn tildelt, men kendes af Astronomerne kun ved sit Nummer: 13 M. Herculis!

Idet vi nu atter forandrer Teleskopets Retning, vender vi det mod Mælkevejen, denne matte, hemmelighedsfulde Lysflod, som gennemstrømmer hele Nathimmelen. Idet vi retter Teleskopet mod Mælkevejens Udkant og langsomt bevæger det tværs over denne og derpå i dens Længderetning, ser vi, at den faktisk består af Millioner af meget små, tætsiddende Stjerner, isprængt med større Stjerner og stjernegrupper. Og Mælkevejen, der således gennemløber Himmelhvælvingen, går hele Verden rundt, idet den krydser den sydlige Halvkugle og kommer tilbage igen til den nordlige lig en uhyre Girkel, bestående i hele sit Forløb af tæt sammensluttede Stjerner og Stjerneklynger.

Vi har talt om Stjernekataloger og stjernekort fremstillende Tusinder af Stjerner; men her findes de i Millionvis! Man har beregnet, at de kraftigste Teleskoper bringer ikke mindre end 50 eller 60 Millioner Stjerner inden for Synsvidde, og i den senere Tid har Fotografien i uhyre Grad forøget Antallet ved at åbenbare Hærskarer af Stjerner, hvis Skin er for svagt til at kunne opdages selv med det kraftigste Teleskop. "-.Creation Centred in Christ", af Guinness, Side 409-412.

"Større og større Felter åbner sig for det menneskelige Blik. Man trænger stadig dybere og dybere ind i Rummet. Men ubegrænsede Felter bagved og ufattelige Dybder nedenunder kommer fremdeles til Syne som en Frugt af de yderste Anstrengelser, Mennesket kan præstere. Der er fra Tid til anden foretaget mange Beregninger angående det sandsynlige Antal Stjerner, både klare og dunkle, som måtte ligge inden for Rækkevidden af de kraftigste Teleskoper, man endnu har fremstillet. For nærværende synes et Antal på omkring 60 eller 70 Mill. at kunne anses for en moderat Beregning."  

"Der er Stjerner, som ligger så fjernt, at selv de største Instrumenter, der endnu er fremstillet, ikke kan opfange tilstrækkeligt af deres matte Stråler til at fremkalde Billedet af dem i det menneskelige Øje. Intet Menneske har nogen Sinde set disse Stjerner her fra Jorden, og måske vil aldrig nogen få ret mange af dem at se herfra. Og dog kender Astronomerne disse Stjerner, og mange af dem er afmærket på Stjernekortet. Man behøver ikke at spørge, hvorledes dette kan ske. Enhver er allerede vidende om, at det svage Skin, som ikke kan gøre noget Indtryk på Menneskeøjets Nethinde, langsomt kan fæste sit Billede på Fotografipladen. Hundreder og Tusinder af Stjerner, som er aldeles usynlige., for os Mennesker, er blevet fotograferet, lige så vist som vi er blevet fotograferet, kun at det har taget længere Tid."  

"Hvis man til det Antal Himmellegemer, som man kender gennem Teleskopet, føjer dem, som kendes eller kan kendes alene ved Fotografiens Hjælp, så stiger Stjernernes Antal atter hurtigt. Ifølge én Antagelse kan man med god Grund opgive et Antal på 100 Mill., medens en anden anser 200 Mill. for at være et meget rimeligt Antal. Og selv denne uhyre Mængde kan, for alt hvad vi ved, godt være blot som et lille Hjørne i Universet."  "Radiant Suns".

Mægtige Forstørrelsesglas gennemforsker nu Himmelhvælvingen. Nat efter Nat vendes Fotografipladen ud mod Rummet for at modtage dets tavse Budskab. Men efter som den ene Nat afløser den anden, og Budskabet bliver mere fuldstændigt, bliver Vidnesbyrdet også mere eftertrykkeligt, og den overraskede Menneskefantasi af tvinges den Erklæring: Himmelens Stjerner er utallige!

Selv med de mest kæmpemæssige Teleskoper kan Menneskene ikke tælle Stjernerne. Ikke engang med de mest Ømfindtlige Fotografiplader kan de få et Billede af alle de Kloder, som Stjerneverdenen rummer. For os er Stjernerne utallige.  

Gud dannede Himmelhvælvingen. Han smykkede Verdensrummet med utalte Sole, som er de ledsagende Planeters og Måners Beundring. De er alle et Udtryk for hans Uendelighed. Himmelens Stjerner ligger uden for al menneskelig Beregning; Guds Stjerner er for os utallige.

Dette ny Syn på Uendeligheden af lysende Kloder i Guds Universet bibringer os en ny Forståelse af den Sandhed, som erklærer, at der vil blive et uhyre stort Antal Mennesker, der vil tvætte deres Kjortler og gøre dem hvide - en stor Skare, som ingen kan tælle. For at skabe utallige Sole behøvede Gud blot at udtale Ordet. Hele deres Hær adlød «hans Munds Ånde». Men i den Hensigt at frembringe de frelstes Skare forlod Guds Søn Herligheden, for at han kunne lede Menneskene fra Synd til Guds Retfærdighed og Renhed. Og vi kan være hans Medarbejdere i dette Værk nu ved Tidens Afslutning.

Gud give, at vi måtte komme med i den utallige Skare, og at vi måtte kunne bringe i det mindste én anden med os til at forøge dens Antal! Og Gud give, at vi måtte få ham at se, hvis Blod renser os og gør os hvide, og at vi med udødelige Tunger kunne være med til at prise både ham og den store, kærlighedsfulde Fader i det herlige Land hinsides Stjernerne!