Start

Slut

Andromeda var en meget smuk prinsesse, datter af den ætiopiske kong Cefeus, der var gift med Cassiopeia. Hun var så smuk, at hendes moder pralede med, at hendes skønhed endog langt overgik Nereidernes. Til straf for moderens overmod lænkede disse havgudinder derpå Andromeda til en klippe ved strandbredden, for at hun skulle blive fortæret af det frygtelige havuhyre Ketos (Hvalfiskeri). Men da kom helten Perseus fra Argos netop flyvende forbi, og han besejrede uhyret ved straks at forvandle det til en sten ved hjælp af Medusahovedet, det frygtindgydende hoved, som han tidligere havde hugget af Medusa, og som han i øvrigt senere skænkede til Athene, der satte det i sit brystskjold.

Efterårets stjerner

Det bedste holdepunkt på efterårets sydlige aftenhimmel er kvadratet i Pegasus, fire næsten lige klare stjerner som danner et kvadrat. En af stjernerne tilhører Andromeda, mens de tre ligger i Pegasus. Unger Pegasus finder vi dyrekredsbillederne Stenbukken, Vandmanden og Fiskene og længere mod øst Vædderen. Ingen af disse er særligt fremtrædende, og i det hele taget er denne del af himlen fattig på klare stjerner. I Fiskene ligger forårspunktet, det skæringspunkt mellem ækvator og ekliptika, hvorfra man for angivelse af stjernernes positioner måler buer på ækvator. Højere på himlen står Andromeda, som let genkendes på den svagt buede række af klare stjerner fra det ene hjørne af kvadratet i Pegasus hen imod Perseus. I zenit finder vi på denne årstid Cassiopeia.

Stjernetro Og stjernesagn

Astrologerne, stjernetyderne, byggede deres videnskab op omkring den almindelig udbredte tro, at menneskene og deres nærmeste omverden var direkte afhængige af stjernerne. Alt, hvad der rørte sig i stjerneverdenen, afspejlede sig i den menneskelige verden. Når man derfor nøje iagttog stjernernes stilling, så kunne man deraf udlæse ikke blot fremtidige begivenheder, men også menneskenes skæbner.