Start

Slut

Andromeda var en meget smuk prinsesse, datter af den ætiopiske kong Cefeus, der var gift med Cassiopeia. Hun var så smuk, at hendes moder pralede med, at hendes skønhed endog langt overgik Nereidernes. Til straf for moderens overmod lænkede disse havgudinder derpå Andromeda til en klippe ved strandbredden, for at hun skulle blive fortæret af det frygtelige havuhyre Ketos (Hvalfiskeri). Men da kom helten Perseus fra Argos netop flyvende forbi, og han besejrede uhyret ved straks at forvandle det til en sten ved hjælp af Medusahovedet, det frygtindgydende hoved, som han tidligere havde hugget af Medusa, og som han i øvrigt senere skænkede til Athene, der satte det i sit brystskjold.

Perseus giftede sig med Andromeda, og de to og hendes fader og moder blev siden til stjernebilleder: for Andromedas fødder lagde man Hvalfiskeri, og Perseus lod man bære Medusahovedet i sin venstre hånd.

I digtet Andromeda udbryder den engelske digter Kingsley begejstret: »Jeg sætter dig op på himlen som en stjerne, et tegn og et håb for Søfolk, dine lange hvide arme spreder du ud hele natten i de æteriske højder, tæt ved din fader og helten, din husbond, og nær dig sidder din moder i sin elfenbensstol og fletter ambrosiske lokker. Hele natten lang vil du skinne!«

Sagnet om Perseus og Andromeda rækker i øvrigt langt bagom den klassiske tid. Det genfindes således ca. 2000 år før vor tidsregning i det støre babyloniske skabelsesepos, hvor helten hedder Bel Marduk, og det uhyre, han skal kæmpe imod, er dragen Tiamat. Og motivet møder man i folkeeventyr over hele verden.

Efterårets stjerner

Det bedste holdepunkt på efterårets sydlige aftenhimmel er kvadratet i Pegasus, fire næsten lige klare stjerner som danner et kvadrat. En af stjernerne tilhører Andromeda, mens de tre ligger i Pegasus. Unger Pegasus finder vi dyrekredsbillederne Stenbukken, Vandmanden og Fiskene og længere mod øst Vædderen. Ingen af disse er særligt fremtrædende, og i det hele taget er denne del af himlen fattig på klare stjerner. I Fiskene ligger forårspunktet, det skæringspunkt mellem ækvator og ekliptika, hvorfra man for angivelse af stjernernes positioner måler buer på ækvator. Højere på himlen står Andromeda, som let genkendes på den svagt buede række af klare stjerner fra det ene hjørne af kvadratet i Pegasus hen imod Perseus. I zenit finder vi på denne årstid Cassiopeia.

Vor eneste mulighed for herfra med blotte øjne at se et objekt udenfor vor egen galakse finder vi i Andromeda. Andromedatågen fremtræder som en svagt lysende tågeplet. Med en mindre kikkert ses den tydeligere, men mød ikke med forventninger om at se en fin galakse med spiralarme, den fremtræder stadig blot som en tågeklat af en noget langstrakt form. Men fotografier afslører med stor tydelighed tågen som en spiralgalakse.

Fra sydlige breddegrader ser man med blotte øjne yderligere to galakser udenfor vor egen, det er den Store og den Lille Magellanske Sky, som er mælkevejsystemets allernærmeste naboer i universet. De er langt mindre end mælkevejsystemet og betragtes som et par drabanter til dette. Andromedatågen er betydeligt længere borte. Selvom det sidste tiårs debat om universets afstande stadig ikke er afsluttet, kan vi med rimelig sikkerhed regne med en afstand på 2,2 millioner lysår. Afstanden er altså angivet derved, at lyset, som rejser med en hastighed på 300 000 km pr. sekund, er 2,2 millioner år om at tilbagelægge vejen fra galaksen til Jorden.

Andromedatågen er noget større end mælkevejsystemet, som i øvrigt selv er blandt de største galakser, og den må derfor regnes for noget af en kæmpe blandt galakser. Den er da også den største, med mælkevejsystemet på andenpladsen, mellem dens medborgere i det »lille« samfund på omkring tyve galakser, som står samlet i en klynge kaldet den lokale gruppe. Ligesom mælkevejsystemet har Andromedatågen knyttet et par af gruppens mindre galakser til sig som drabanter, men mens de Magellanske Skyer er af en meget uregelmæssig type, ser vi Andromedatågens drabanter som ganske regelmæssige elliptiske galakser. Galakserne har dette træk fælles med stjernerne, at de hyppigt optræder i dobbelte eller flerdobbelte systemer og samler sig i hobe.

Andromedatågen ligner i de fleste henseender vort eget stjernesystem, og dette i forbindelse med dens relative nærhed har været af betydning for udforskningen af begge galakserne, idet erfaringer fra den ene ofte har været vejledende for studiet af den anden. Dens hovedplan danner en vinkel på ca. 150 med sigtelinien herfra, tilstrækkeligt til at spiralarmene kan følges, selvom det naturligvis er sværere end f. eks. i den store spiraltåge i Jagthundene, hvor vinklen er omtrent 90'. Men til gengæld har Andromedatågens skrå stilling andre væsentlige fordele. Det har således været muligt at undersøge dens rotationsbevægelse ved måling af de hastigheder, hvormed dens ene side nærmer sig og dens anden side fjerner sig fra os.

At der her virkelig er tale om en galakse og ikke blot om en tåge, som navnet misvisende antyder, blev tydeligt demonstreret, da det lykkedes at opløse den i stjerner. Ved en passende eksponeringstid trådte billederne af de enkelte stjerner frem på pladen, først af de blå superkæmper i spiralarmene. Disse stjerner er for det første enormt lysstærke, og for det andet var deres blå farve et fortrin ved anvendelsen af sædvanlige blåfølsomme fotografiske plader. For knap tyve år siden kom man imidlertid endnu et skridt videre i galaksestudiet. Under de bedste atmosfæriske betingelser på Mount Wilson observatoriet i Californien lykkedes det med særligt rødfølsomme plader at registrere enkeltstjerner helt ind til den centrale kerne i Andomedatågen. Det var de røde kæmper, og det var hermed understreget, at der er forskel på sammensætningen af stjerner i galaksens forskellige dele. Disse resultater blev frugtbare for den videre galakseforskning og førte til detaillerede undersøgelser af opbygningen af mælkevejsystemet såvel som andre galakser. Strukturen af galakserne har vi således nu et ret godt kendskab til, som det også blev omtalt under beskrivelsen af mælkevejsystemet, Men hermed er vi ført på nærmere hold af andre problemer, på hvilke vi i øjeblikket langtfra har nogen løsning i sigte. Hvorledes udvikler galakserne sig, og hvordan bliver de i det hele taget dannet? Er måske de forskelligartede former, hvori de optræder, udtryk for deres forskellige udviklingstrin? Skal vi betragte galakserne som øer i et ellers næsten tomt univers, eller måske som fortætninger i en udbredt fordeling af stof?

At søge disse store spørgsmål belyst, vil nok føre for vidt. I stedet vil vi foretage videre rejser ud i universet og standse op ved nogle af de spændende ting, der findes dér. Det vil være nyttigt at gøre sig helt klart, med hvilke midler vi kan studere universet. Astronomerne er henvist til at observere og ikke, som det ofte er muligt i andre grene af naturvidenskaben, at eksperimentere. Universets indhold giver sig til kende for os ved dets udstråling af elektromagnetiske bølger, som spænder over et meget stort område i bølgelængde. Det optiske område, der også omfatter det synlige lys, spiller den største rolle for os i det daglige liv. Men også astronomerne udfører hovedparten af deres undersøgelser i dette område ved hjælp af de forskellige observationsmetoder, hvoraf kan nævnes den visuelle og den fotografiske. Indtil for 30 år siden havde man overhovedet kun kendskab til strålingen i det optiske område, men i 1931 påviste amerikaneren Jansky en radiostråling fra mælkevejen. Radioastronomiens fremskridt var i de første 20 år beskedne, men nu har vi oplevet 10 år med en enorm udvikling, og denne nye gren af astronomien har især for studiet af det store univers vist sig særdeles effektiv.

Radiostråling udsendes kun i ringe grad af stjerner. Vor nærmeste stjerne Solen er en radiokilde, men i betragtning af dens nærhed er strålingens styrke ret ringe. Det har imidlertid vist sig, at den gas, der findes mellem stjernerne, udsender betydelige mængder af radiostråling. Programmerne fra radiosenderne er ikke umiddelbart opbyggelige, det allermeste er støj, der findes kun en eneste »tone«. Men også støj kan analyseres, den kan filtreres ud i sine bestanddele, signaler i de forskellige bølgelængder. Med de store radioteleskoper kan vi i disse forskellige bølgelængder danne os billeder af universet, radioastronomisk set. Der findes kilder med stor udbredelse på himlen, især i mælkevejsystemet, men desuden er der en mængde kilder, som er adskilte fra hinanden, og hvis vinkeludstrækning på himlen i mange tilfælde er ganske små. Mest interessante er de kilder, for hvilke det er lykkedes at gennemføre en identifikation med optisk observerbare objekter. Et eksempel herpå er den tidligere omtalte Krabbetåge, som hører til mælkevejsystemet. Men hovedparten af kilderne ligger langt borte fra mælkevejsystemet, og for en del af disse er det også lykkedes at gennemføre en identifikation.

Figur 14 gengiver et objekt, der optræder som kraftig kilde for radiostråling, og det bekræfter den regel, at kraftig radiostråling har tilknytning til de dramatiske begivenheder i universet. Den bedst udviklede teori antager, at der her er tale om et sammenstød mellem to galakser. Vi ser den ene, en stor elliptisk galakse, blive gennemboret af en spiralgalakse, hvis støvskyer danner det brede mørke bånd. Et sådant sammenstød vil være ret smertefrit for stjernerne, som med deres støre afstande uhindret vil passere forbi hinanden. Men for gassen og støvet vil sammenstødet resultere i hvirvelstorme af helt enorme dimensioner og styrke, og en kraftig radiostråling som resultat er netop hvad teorien vil indebære. Hermed er den sag imidlertid ikke ganske afgjort, en anset russisk astronom, Ambartsumian, forfægter en teori om den stik modsatte udvikling for dette objekt som for flere af lignende type. Ambartsumian hæfter sig ved den kendsgerning, at radiogalakserne fortrinsvis findes blandt de allerstørste galakser, og mener at disse kæmpegalakser er i færd med at dele sig i to. Det kan ikke oplyses hvilken mekanisme, der skulle bevirke en sådan deling, men hvis der findes en mekanisme, må den være enorm voldsom, og en kraftig radiostråling vil derfor netop kunne forventes.

Fra en galaksehob i jomfruen modtager vi kraftig radiostråling. Nøjere undersøgelser har dog vist, at strålingen ikke kommer fra hoben som helhed, men fortrinsvis fra en af dens største galakser. I almindelig fotografi ser galaksen ud som så mange andre, men med korte eksponeringer i det ultraviolette lys får vi et billede frem som vist i figur 15. Her ser vi kun dens centrale kerne samt det usædvanlige, en jet bestående af flere adskilte dele ud fra kernen. Lyset fra kernen viser, at den på ganske normal vis er sammensat af stjerner, men det samme er ikke tilfældet for jetten, dens lys er af en ganske særlig beskaffenhed, som viser, at både lyset og radiostrålingen skyldes, at enormt hurtige elektroner bevæger sig gennem galaksens magnetiske felter. Det er den samme strålingsmekanisme, som kendes fra galaksesammenstød, eller delinger, og fra rester af supernovaer. Hvilken begivenhed, der her er årsag til elektronernes hurtige bevægelser og dermed til lys og radiostrålingen, vides ikke, men det antages, at der er sket en eksplosion i kernen. Denne eksplosion har muligvis været 10 millioner gange kraftigere end et supernovaudbrud, og den har slynget stofmængder bort fra kernen med hastigheder på nogle hundrede km pr. sekund. Teorien er endnu dårligt underbygget, den forklarer således ikke, hvorfor vi netop observerer en jet i det optiske område, mens kilden for radiostråling er af langt større udstrækning. Men der er grund til at tro, at vi her er ved noget centralt i galaksernes udvikling, måske er det, vi her ser, begyndelsen til spiralarme, som ikke findes i forvejen i den pågældende galakse. Måske er det indledningen til en deling af galaksen i to, en deling som muligvis også kan resultere i, at de to nydannede galakser udvikler spiralarme. Spørgsmålene kan ikke besvares i dag. Forekomsten af lignende jets er ringe, der kendes kun tre. Men denne ringe talmæssige forekomst kan skyldes, at jetstadiet er kortvarigt, vi vil da til enhver tid kun se et ringe antal galakser i dette stadium. Kun fremtiden kan vise, om jetgalakserne får den ventede betydning, eller om de havner på en hylde med kuriositeter.

Det blev nævnt, at der findes en eneste »tone« i den kosmiske radiostråling. Tonen er dog alt for høj til at kunne opfanges af noget øre, selvom en højttaler blev koblet til. Strålingen, der altså udsendes med en ganske bestemt bølgelængde, hidrører fra brint, som er det hyppigst forekommende grundstof i universet. Men ikke alt brint udsender denne stråling, det sker kun, hvor de enkelte brintatomer kan opholde sig under rolige, uforstyrrede forhold. Luftarten må være stærkt fortyndet og ligge langt fra de varme stjerner, hvis stråling ellers vil bringe forstyrrelse. Under disse forhold udsender brint radiosignaler med bølgelængden 21,11 cm. I mælkevejsystemet findes der en mængde brint under disse rolige forhold fordelt ud i systemets hovedplan, og målinger af strålingen har givet mulighed for nøjere at kortlægge fordelingen af brinten i planet. Herved træder systemets spiralstruktur frem med stor tydelighed, således som det tidligere er blevet omtalt.

Det er ikke nogen tilfældighed, at astronomien i dag beskæftiger sig med netop to bølgelængdeområder, det optiske område og radiobølgerne. Dette er en følge af, at vi skal foretage vore observationer fra bunden af lufthavet omkring jorden. Atmosfæren tillader kun stråling i disse to områder at passere, al anden stråling absorberes eller tilbagekastes af atmosfærens forskellige lag. Men her kommer rumforskningen til hjælp, det er nu muligt at lade raketter løfte det astronomiske apparatur op over atmosfæren, hvor hele det elektromagnetiske spektrum står til vor rådighed. Det første man ønsker, er at udstrække det optiske område et godt stykke ud i det fjerne ultraviolette. Et instrument kaldet Celescope er under bygning på et amerikansk observatorium, og det ventes opsendt allerede i 1962. Det skal indeholde fire fjernsynskameraer, som skal udføre en fuldstændig gennemfotografering af himlen i det ultraviolette. Man venter sig mange vigtige resultater af denne nye teknik, og der arbejdes verden over med mange forskelligartede projekter for astronomiske observatorier i kredsløb om jorden.

Med hele denne tekniske udvikling må vi vente rige resultater af kommende års observationsarbejde. Astronomien fremhæves ofte som vor ældste videnskab, og årtusinders forskning har givet menneskeheden megen viden om universet. Findes der nu overhovedet nogen grænse for, hvor langt vi i vor søgen kan trænge ud i universet og ind i dets gåder?

Radioteleskoperne er de instrumenter, der når længst ud. En kollision af to galakser i Svanen er en af de kraftigste radiokilder, der kendes. Galakserne har kunnet fotograferes med de største kikkerter, og man har fundet, at de trods den kraftige radiostråling står i den enorme afstand af omtrent en milliard lysår. Man formår imidlertid at registrere radiokilder, der er tusinde gange svagere, og det ville svare til et objekt af samme art som den i Svanen, men tredive gange længere borte, hvor vi for længst er gået ud over de optiske instrumenters ydeevne. Men også radioastronomen må vente at komme til kort her, hans søgen efter det fjerne objekt vil nok blive et forgæves forsøg på at overskride en grænse, sat af universet selv. Det er en grænse i tid snarere end i rum. Lyset fra det tænkte objekt måtte have været 30 milliarder ar undervejs, før det nåede os; men 30 milliarder år er mere, end vi kan overskue. Mange ting peger på, at universet omkring os højst kan være 510 milliarder år gammelt. Alligevel er det naturligvis interessant at prøve at nå til grænsen, det er vor bedste og sikkert vor eneste mulighed for at få en anelse om, hvad der har været forud for dette univers.

Imidlertid eksisterer den omtalte grænse slet ikke, hvis vi med englænderen Hoyle og andre forudsætter, at universet er statisk, det vil sige i det væsentlige uforanderlig i tidens løb. Lad dette illustrere spørgsmålets anden del, om hvor langt vi kan nå ind i universets gåder. At tro sig i stand til at afsløre alle universets gåder er lige så godt, som at ville tømme havet ved at drikke dets vand. Hvad ved vi om blot så nære ting som mælkevejsystemet eller om solsystemet. Planeternes bevægelser kan vi forklare under antagelse af tyngdeloven, hvis årsag vi i øvrigt ikke kender. Men vi ved end ikke, om Mars er bevokset.

Vor ringe viden og umuligheden af at tømme universet for gåder bør anspore os til flid i vort studium. Et studium, hvis resultater aldrig kan anvendes imod menneskeheden, men som foruden dets materielle nytte er et led i vor kultur, en erindring om, at bestemmelsen med mennesket er mere end den at skaffe dagligt brød.

Stjernetro Og stjernesagn

Astrologerne, stjernetyderne, byggede deres videnskab op omkring den almindelig udbredte tro, at menneskene og deres nærmeste omverden var direkte afhængige af stjernerne. Alt, hvad der rørte sig i stjerneverdenen, afspejlede sig i den menneskelige verden. Når man derfor nøje iagttog stjernernes stilling, så kunne man deraf udlæse ikke blot fremtidige begivenheder, men også menneskenes skæbner.

De første astrologer, man kender, var sumerierne i Mesopotamien, men først i middelalderen udvikledes en helt systematisk udtænkt stjernelære. Da begyndte man at skelne mellem den »naturlige« astrologi og den »judiciariske«. Den første beskæftiger sig med stjernernes indflydelse på vejrliget. Den anden kan vi stadig stifte bekendtskab med i dag og ugebladspressen under overskrifter som »Deres stjerne«, »Ugens horoskop« o. lign.

Hele den folkelige og lærde fantasi har gennem tiderne fået rig lejlighed til at udfolde sig, når det gjaldt stjernebillederne. Med dem som udgangspunkt skabte hvert folkeslag enten nye myter og sagn, eller de ændrede de allerede eksisterende, så de passede til de situationer, som ikke mindst guder og helte blev tænkt ind i på firmamentet.

Man troede på stjernerne og på deres magt over menneskelivet, men allerede tidligt lærte man dem også at kende som nyttige vejledere, og stjernerne fik bl.a. stor betydning for de første kalendere.

I forrige århundrede, da ure var sjældne på landet, var man fortrolig med stjernerne. Når den første stjerne viste sig på aftenhinden, var det fyraften. Så skulle man ind og have sin grød. Derfor talte man om Grødstjernen. Og den daglige fortrolighed ses også af de sagn, man knyttede til stjernebillederne, uafhængigt af den klassiske mytologi. Om Syvstjernen (Plejaderne) fortaltes det således i Jylland, at det var en kone med seks børn, der var løbet fra sin mand. Moderen er den største stjerne, de små er børnene.

1 1798 udgav en af oplysningstidens mange rettænkende mænd, sandflugtskommissær A. F. Just i Viborg Den nyeste Bondepraktika til Nytte for Landmænd og Agerdyrkere, og heri henvender han sig direkte til den danske bonde: »For det første vil jeg gøre dig regnskab for, hvoraf det kommer sig, at du ej finder sådanne spådomme i denne Praktika, som der stod i den gamle: det er, fordi jeg ikke vil lyve for dig, og ikke fortælle dig om stjerner og planeters indflydelse på dine børns lykke eller ulykke, fordi ingen nu omstunder, der kender noget til sol, måne, og planeter og stjerner tror disse spådomme. De stjerner, der lyse for os i de klare nætter, ved man nu er hver for sig rimeligvis en beboet verden, der have langt anden bestemmelse af Gud, end at gøre menneskenes børn ulykkelige eller love dem lykke, fordi de fødes under et eller andet himmeltegn. På hele jorden lever omtrent 1.000 millioner mennesker, og man kan regne, at der hver dag hele verden over fødes hen ved 3.000 børn i hver time på dagen. Dersom nu alle de børn, som fødtes på én time af dagen og følgelig under et og samme himmeltegn, skulle have ens skæbne, så have vi der 3.000 mennesker, som enten skulle blive rige mænd, konger, generaler, købmænd, præster osv. Så skulle f.eks. alle de 3.000, der blev fødte i time med Tordenskjold være blevne store admiraler og endelig stukket ihjel, som han, i en tvekamp. Men når ser man det?«

Selvom det er rigtigt, at man aldrig ser det, så er tilliden til, hvad der »står skrevet i stjernerne«, dog stadig en levende realitet i 1962.