Start

Slut

Perseus og Kusken er i foregående afsnit omtalt blandt vinterens stjernebilleder. I virkeligheden er de synlige hele året, de er cirkumpolare, hvilket betyder, at de står himlens nordlige pol så nær, at de hos os aldrig går ned under horisonten. Af andre cirkumpolare stjernebilleder skal vi her omtale Store Bjørn, Lille Bjørn, Dragen, Cepheus og Cassiopeia.

Vædderen, Tyren, Tvillinger små, en Krebs, en Løve, en Jomfru, Vægten, Skorpionen, Skytten grå,

Stenbukken, Vandmanden og Fiske.

Svanen.

Allerede den græske digter og videnskabsmand Eratosthenes (omkr. 275 f. Kr. omkr. 195 f. Kr.) omtaler dette stjernebillede som Svanen. Andre grækere på hans tid vedblev imidlertid med at kalde det Hønen. Araberne kaldte det undertiden for Den flyvende Ørn, men foretrak dog almindeligvis betegnelsen Hønen. Deneb, der den dag i dag bruges som navn på den stjerne, der angiver Svanens hale, er således sproligt afledt af arabisk Al Dhanab al Dajajah, der betyder Høriens hale. Romerne kaldte stjernebilledet for Cygnus (Svanen, af graesk kåknos), hvorimod man flere gange i ældre tid i Danmark kan møde betegnelsen Aftenhønen. Peder Syv skriver f. eks. i Nogle betenkninger over det Cimbriske Sprog, Kbh. 1663, i en opdigtet samtale mellem 2 hyrder: »Nu stod han ude på den toft / beså det hvalte himmelloft, / hver stjern' udi sin fulde gang, / dog var den nat ham aldrig lang. / Han viste mig, jeg husker det: / Karlsvognen og Mælkevejen med / den Aftenhøne, Marirok (dvs. Orlon) / samt Lire (dvs. Lyren), Kron' (dvs. Kronen) og flere i flok.«

Sommerens stjerner

Sommernattens klareste stjerne er Vega, som blandt stjerner synlige på vore breddegrader kun står tilbage for Sirius i lysstyrke. Tilmed står Vega højt på himlen, nær zenit, hvor den dominerer stjernebilledet Lyren, som den tilhører. Stjernen er således et godt holdepunkt på sommerens nathimmel. I Lyren finder vi den kendte ringtåge, som dog ikke kan observeres med blotte øje. Den er en af de såkaldte planetariske tåger.