Herren har skabt solen, månen og stjernerne, han har også skabt denne jord med planter, dyr og mennesket! Du har måske hørt om manden, der travede hen ad New Yorks gader og hele tiden knipsede med fingrene. En eller anden spurgte ham, hvorfor han gjorde sådan, og han svarede: »For at holde løverne væk.« På oplysningen om, at der ikke havde været løver på New Yorks gader i lang tid, svarede han triumferende: »Der kan du se, det virker!« Vidste du, at »Jorden er flad« - foreningen har hundrede medlemmer? Hundrede mennesker, som efter sigende virkelig tror, at Jorden er flad! Og vidste du, at beboerne i en lille tyrkisk landsby stadig affyrer en række skud op mod solen, når der er solformørkelse? Ifølge traditionen prøver en drage nemlig at stjæle solen, og man formoder, at skuddene vil skræmme uhyret fra dets forehavende. En af landsbyboerne forklarer: »Vi tror ikke rigtig på det længere, men det er sådan en hyggelig tradition.« Drager er svære at aflive! Men nu kommer den mest interessante drage, jeg
nogen sinde
er stødt på. Nu skal du høre. Vidste du, at de
gamle
inka-indianere hvert år ved solhverv opførte en ceremoni,
hvor de tøjrede solen? Er det muligt, at nogle af os holder fast ved
teorier,
der ikke er så solidt funderede, som vi kunne ønske os?
Vi kan ikke holde op med at ville vide besked!
Eller havde vor rejse på denne klode en strålende begyndelse den dag, Gud personligt stod på vor lillejord og sagde: »Lad os gøre mennesker i vort billede«? Har vor fortid været afbrudt af en verdensomspændende vandflodskatastrofe, og er vor historie blevet delt i to dele af det under, der skete i Betlehem? Vil afslutningen på denne klodes urolige flugt blive lige så strålende som dens begyndelse? Om blot Gud ville træde frem på en
tordensky
og tænde lyset i vore øjne og overbevise os! Denne oprørske klode ville gerne glemme
sin Gud.
Den benægter hans eksistens og betvivler hans handlemåde og
kniber uden om hans ord. Den begraver og genoprejser ham skiftevis.
Disse tvivlende sind har det ligesom den russiske pige, der var opdraget som ateist. Hun havde netop besvaret en eksamensopgave og var ligesom alle elever bekymret for, om besvarelserne var korrekte. Det spørgsmål, der havde bekymret hende mest, lød: »Hvordan lyder indskriften på Den sarmiske Mur?« Hun havde skrevet: »Religion er opium for folket.« Men hun var ikke sikker. Derfor gik hun på sine ben de ti kilometer ud til Den sarmiske Mur og så efter. Der stod det ganske rigtigt: »Religion er opium for folket.« I lettelsen glemte pigen sin ateisme og udbrød: »Gud ske lov! Jeg havde det rigtigt!« Tvivlerne har det ligesom pigen, der siger om sin ven: »Åh, vi snakker ikke sammen mere. Jeg bryder mig overhovedet ikke om ham. Vi har ikke talt sammen i tre dage, seks timer og treogtyve minutter.« Ikke tale sammen mere. Men prøv blot at
få
hende mere end ti skridt fra telefonen! Ingen kan stå ved randen af Grand Canyon
uden at
undres over, hvordan dette vilde, ubeskrivelige landskab er blevet til.
Og der er High Sierra bjergene - i min egen hjemstat Californien. Det
er
umuligt at besøge dem uden lige fra allerførste gang at
fyldes
af en stærk, dyb følelse af, at her er sket et eller and
et. For ikke så længe siden
trådte en guide
i Sequoia National Park hen foran en gruppe på omtrent tre
hundrede
besøgende, som havde taget klatreturen fra Owens Valley til
Mount
Whitneys granittop. En af vandrerne, der simpelt hen var grebet af
ærefrygt
ved synet af den tre og en halv kilometer dybe dal, spurgte guiden,
hvordan
Sierra-bjergene var blevet formet. Guiden gjorde en pause for at give al denne
information
tid til at trænge ind, da en af de besøgende tog ordet og
sagde: »Jeg tror ikke på noget af det, du fortæller.
Bibelen siger, at Herren skabte verden på seks dage, derfor kan
dine
forklaringer overhovedet ikke passe.« Det havde nok været
mere
logisk, hvis den åbenhjertige besøgende havde antydet, at
jordens krampetrækninger på syndflodens tid kunne
være
en bedre forklaring. For spørgsmålet, der blev diskuteret,
var ikke hvordan Sierra-bjergene blev skabt, men hvordan de fik deres
nuværende
form. Og Ezra Bowen, som fortæller beretningen
i sin bog
»The High Sierra«, har denne kommentar: »Det havde
han
måske.« Han siger, at »i dag famler de højst
uddannede
geologer, for ikke at nævne fundamentalisterne, sig stadig frem,
når det gælder enkelthederne ved Sierras tilblivelse.«
Hvor er Bibelens beretning dog enkel: Her har vi det. Vor fortid klart og tydeligt skitseret. Med ord, som et barn kan forstå. Vor Gud skabte denne jord på seks dage. Det var såre godt. Men fordi menneskene var blevet så fordærvede, fandt Gud det femten hundrede år senere nødvendigt at tilintetgøre alle på nær otte personer. Og det gjorde han ved hjælp af, en verdensomspændende vandflod. Sig mig: Må vi nødvendigvis studere månens overflade, må vi nødvendigvis forske langt ud i det ydre rum for at opdage, hvordan vor klode er blevet til- og hvorfor den har fået sit nuværende udseende? Behøver vi nødvendigvis bruge millioner af dollars for at finde svarene? Hvorfor har vi ikke lyttet til den ene bog, der gør fordring på at være Skaberens egne ord? Hvorfor har vi ikke tænkt over det en ekstra gang? Hvorfor har vi ikke undersøgt det? Hvorfor har vi afskrevet det som myte og legende? Er den forklaring for enkel for vore sofistikerede sind? »I begyndelsen skabte Gud himmelen og
jorden.« Det er altså alt eller intet. Hvis vi forkaster Første Mosebog, forkaster vi også vort håb. Men hvem ønsker at bortkaste sit håb og sin fremtid i en tid som denne? Vi læser: »Og Gud sagde: 'Der
blive lys!'
Og der blev lys.« 1 Mos. 1,3. Og så stiller jeg et nyt
spørgsmål.
Hvis Gud virkelig skabte denne verden, som han selv hævder,
gjorde
han da et godt stykke arbejde? Eller sjuskede han med det? Jordskælvet i Owens Valley i 1872 var et
af historiens
største. Men det forårsagede kun ganske små
forandringer
i Sierras overflade. Bortset fra de klippeskred, der er mest synlige
spor
i hele området, er dette vældige jordskælv, som en
har
udtrykt det, at sammenligne med »en lille tankefuld
vejrtrækning
hen over tre og en halv kilometer af dalbunden, der hævede sig
højst
syv meter.« Der må være nogle bedre svar end dem, geologerne har gentaget om og om igen - dvs. mange af geologerne. Ezra Bowen siger: »Californiens geologer er for nylig begyndt at tvivle på, om der i det hele taget har været en Sierra-bue, med kilesten, der brød sammen for at danne den østlige dal, eller hvorvidt hele bjergkæden måske er blevet opbygget af en eller anden for os endnu ubegribelig kraft.« Hvad mener du om det? »En eller anden for os endnu ubegribelig kraft. « Men Gud fortæller os, hvad det var for en kraft. Første Mosebog siger: »Og vandet steg og steg over jorden, så de højeste bjerge under himmelen stod under vand; femten alen stod vandet over dem.« l Mos. 7,19-20. Vand nok til at dække alle de
højeste bjerge.
Der skal en masse vand til? Og nogle af os ved af erfaring, at vand kan
være meget, meget voldsomt! Gud siger, at denne klode har gennemgået
en global
katastrofe, fordi den gjorde oprør mod sin Gud. Har den det?
Eller
har den ikke? Kan vi tro Gud? Eller kan vi ikke? Der er nogle, som gerne ville have det på begge måder. De vil gerne tro på Gud - og samtidig tro på udvikling. De ville gerne tro, at denne klode er fremkommet gennem lange, træge udviklingsprocesser gennem millioner eller milliarder af år, inden Gud personlig kom til og det skete, som beskrevet i Første Mosebog. Men har vi virkelig gennemtænkt, hvad et sådant kompromis ville indebære? Hvis levende skabninger var døde, og fossiler var blevet nedlagt i jordlagene længe før Adam og Evas tid, da ville døden have været der før synden. I så fald har Gud fordrejet kendsgerningerne ved at fortælle os, at døden er et resultat af synden. I så fald har mennesket overhovedet ikke brug for en Frelser, og Kristi evangelium er meningsløst. Vil vi virkelig gå så langt? Eller er det muligt på en gang at holde på to teorier for vor begyndelse, to teorier, som er hinandens diametrale modsætninger? Eller må vi træffe et valg? Hvordan kan det være, at nogle af os er så villige til at tro, at mennesket nedstammer fra laverestående væsener i en fjern fortid, når der kun kan føres svage og højst tvivlsomme beviser for denne påstand? Alligevel er der en udbredt ulyst til at tro beretningen om en global katastrofe på Noas tid, selvom vi læser den i en guddommeligt inspireret bog - og selvom dens spor uudsletteligt er indskrevet på vor klodes overflade! Jeg siger, det gør en forskel, hvad vi tror om fortiden. For hvis katastrofe og hjertesorg og lidelse og død var her før synden, da kan disse begreber næppe skyldes synden - og Gud har vildført os. Det gør en forskel, hvad vi tror. For hvis vi tror, at vi er resultatet af en tilfældighed, ikke andet end højtstående dyr, da er moralsk degeneration uundgåelig. Kan dyr, uanset hvor højtstående, forventes at leve op til en hvilken som helst moralkodeks? Det gør en forskel, hvad vi tror. For det, vi tror om skabelsen, er afgørende for, hvad vi tror om Guds karakter. Tænker vi på Gud som en lunefuld og upersonlig magt, som skabte en verden og satte den i gang for derpå at træde tilbage og overlade den til sin skæbne, uden at bryde sig om sine skabninger? Eller ser vi i Første Mosebog en kærlig Skaber, der, så snart mennesket havde syndet, lovede det en Frelser? Det gør en forskel! »Thi i seks dage gjorde Herren himmelen,
jorden
og havet.« Gjorde han? «Se, det var såre godt.«
Var det? Der fortælles om en fritænker, som ville prale lidt. Han sagde til en kristen: » Vi vil ødelægge alle jeres kirker og brænde alle jeres bibler. Vi vil ikke efterlade noget som helst, der minder jer om jeres Gud.« Den kristne sagde ingenting. Han så op
mod himlen
og smilte. Fritænkeren blev irriteret. »Hvorfor smiler
du?« Ja, hvordan kan du få stjernerne ned?
Eller fjerne
indskriften i klipperne og jordlagene? Eller standse honningbiens dans?
Eller forklare fuglenes konstruktion? Når man bygger et jagerfly, må man gå frem med en fantastisk nøjagtighed. Vingernes form og konstruktion. Halens udformning. Motorens placering. Og, naturligvis, vægten. Alt må afpasses I det rigtige forhold - hvis maskinen skal kunne flyve. Men vidste du, at den lille spurv i din baghave er konstrueret med endnu større nøjagtighed - til at flyve? En spurv er ikke ret meget værd, vil de fleste sige. På Kristi tid kunne man købe to af dem for en skilling. Alligevel sagde Jesus, at Ikke en af dem falder til jorden, uden at Gud er med i det. Og vi siger: »Det er kærlighed.
Det er omsorg.
At en kærlig Gud endog bryder sig om en ubetydelig spurv.«
Det var nemlig slet ikke meningen, at spurven skulle falde til jorden. Den blev skabt til at flyve! Og det var næsten alle fugle. (En bemærkelsesværdig undtagelse er pingvinen, der til gengæld er mesterligt indrettet til at »flyve« i vand). Et gammelt græsk sagn fortæller,
at athenieseren
Daidalos og hans søn Ikaros faldt i unåde hos kongen af
Kreta.
De blev forvist til en lille ø i Det ægæiske Hav, og
naturligvis spekulerede de på hvordan de kunne flygte. Først tre tusind år senere lærte mennesket at flyve. Men ikke ved at klæbe fuglefjer på ryggen. Mennesket er simpelt hen ikke indrettet til at flyve, og der behøves mere end vinger til at ændre på den situation. For det første udgør
brystmusklerne, som
bevæger skuldre og arme, hos mennesket mindre end en procent af
legemsvægten,
men hos nogle fugle udgør de tilsvarende muskler op til 30
procent
af legemsvægten. Men selvom knoglerne er lette, er de
usædvanlig
elastiske og stærke. De skal jo kunne holde til den belastning,
de
udsættes for under flyvningen. Det er bevist, at hjejlen trækker tusinder af kilometer over havet fra Labrador til det indre af Sydamerika uden at tabe sig mere end små 60 gram under hele turen. Hvis en lille flyvemaskine var lige så effektiv som hjejlen, kunne den flyve 250 km på 4,5 liter benzin. Brystmusklerne kræver naturligvis en
hurtig energitilførsel.
Men det ser ud til, at intet er glemt. Fugle haret højere
blodtryk
end mennesker, og blodsukkerkoncentrationen er dobbelt så
høj
som hos pattedyr. Fugle, der er dårlige flyvere, f.eks. tamme
høns,
har ikke så stor blodtilførsel til brystmusklerne, hvilket
man kan se af kødets lyse farve. De gode flyvere har bedre
blodomløb
i disse muskler, og kødet har en mørkerød farve.
Fuglenes fjerdragt er konstrueret
således, at den
yder beskyttelse mod varme og kulde, giver luftventilation og bidrager
til kroppens strømlinede form. Den mindste forandring af en
fjers
stilling under flugten er beregnet på at udnytte
luftstrømme
på den mest effektive måde. I forhold til vægten er
fjer
stærkere end ethvert menneskefabrikeret erstatningsprodukt.
Men dette er ikke det hele. Når fuglen
flyver, ændrer
fjerene automatisk form for at imødegå skiftende lufttryk.
Ligesom propellen på en flyvemaskine er svingfjerene
bevægelige
og kan ændre stilling, så de kan udnytte varierende
luftpåvirkninger.
Vingefladen fungerer som en flyvemaskines vinger, medens de
sekundære
og tertiære fjer fungerer som balanceklapper og bremseklapper.
Men vent! Dette er stadig ikke det hele. Fuglens nøjagtige kropsstilling registreres af halvrunde gange i det indre øre, som rapporterer de skiftende positioner til lillehjernen. Hvad mener du om dette? Når man ser en fugl flyve, er det vanskeligt at sige, hvad der egentlig foregår. Vingernes form ændres hele tiden. Og naturligvis kan vi ikke se de indre muskelbevægelser. Generelt kan vi sige, at jo større fuglen er, des langsommere er dens vingeslag. En kolibri bevæger vingerne omkring 50 gange i sekundet, en fiskehejre kun to gange. Opstigning og landing kræver naturligvis den største energimængde og koordinering. Glideflugt er noget i retning af en
kælketur ned
ad bakke med undtagelse af at fuglen glider på luften i stedet
for
på sne. En fugl glider f.eks. ned ad en luftskrænt og taber
højde med tre meter i sekundet, men en opadgående
luftstrøm
får fuglen til at svæve i samme højde. Hvis luften
stiger
hurtigere op fra vandoverfladen end fuglen taber højde under
glideflugten,
vil den stige højere op uden nogen som helst anstrengelse.
Måske har du set fugle, der svæver med vingespidserne udbredt ligesom fingrene på en hånd. »Slotting« kaldes det, og det skal forhindre dannelse af lufthvirvler bag vingerne, når de er drejet med bagkanten nedad. Det er nødvendigt, når fuglen flyver langsommere, eller skal til at lande. Nogle fugle har en flugt, der nærmest kan kaldes helikopteragtig - lodret, baglæns og svævende. Vi har endnu ikke klarlagt det yderst komplicerede bevægelsesmønster hos disse fugle. Men vi ved, at disse luftens akrobater ikke alene bruger nedadgående fremdrivningsvingeslag, men også opadgående. Ja, jeg ved ikke, hvordan du har et! Men jeg
er i hvert
fald fuldstændig forbløffet. Fugle - enten de er spurve
eller
kolibrier, falke eller ørne - er født til at flyve. De er
fantastisk udstyret til at flyve. De er simpelt hen skabt til at flyve!
Det er intet under, at Gud engang stillede en mand ved navn Job dette udfordrende spørgsmål: »Skyldes det indsigt hos dig, at falken svinger sig op og breder sin vinge mod sønden? Skyldes det bud fra dig, at ørn flyver højt og bygger sin højtsatte rede? Den bygger og bor på klipper, på
klippens
tinde og borg; den spejder efter æde, viden om skuer dens
øjne.
... Hvor valen findes, der er den!« Job 39,30-33. Ja, spørg fuglene. Læg mærke til deres flugt. Studer, hvordan de er skabt. De fortæller dig, at der er en Skaber. Der er mening med livet. Fuglene er ikke bare kommet ved en tilfældighed. De er ikke produktet af blind, sjælløs, meningsløs, vilkårlig tilfældighed. Og det er vi heller ikke! Men først vil vi se på, hvad honningbien fortæller! Computere og raketter og leksika og flyvemaskiner er produkter af højt specialiseret og intenst arbejde. Men de mennesker, som designer dem, er produktet af tilfældigheder og chancer. Får vi at vide. Men vidste du, at den almindelige honningbi
kan drive
de klogeste hoveder til fortvivlelse, selvom den ikke engang
prøver
på det? Følg da med mig, og lad os sammen iagttage den almindelige honningbis fascinerende aktiviteter. Jeg lover, at der vil komme nogle overraskelser - og et ganske formidabelt dilemma for dem, der tilskriver al skabelse den tidsaldrenes mystiske kraft, som vi ikke ser noget til nu! Har du nogen sinde bemærket, at bierne
er utrolige
arkitekter? Vokskagen er et mesterstykke af ingeniørkunst, med
den
ene række små sekskantede rum med vægge af voks efter
den anden. Hvordan kan disse unge bier vide, at sekskanten har den mindste omkreds og derfor kræver den mindste mængde byggemateriale? Hvordan kan de vide, at sekskantede celler udgør den bedste og mest økonomiske udnyttelse af en flade? Hvem fortalte dem det? Alligevel gør de det hele uden fortryk
eller tegneborde
eller vinkelmålere. Og hver eneste celle er fuldkommen - netop
den
størrelse, der passer til en bi! Bierne udfører deres opgaver i
fuldkomment samarbejde,
som om hver enkelts opgave var sat op på en opslagstavle! Det er sandt, at ingen honningbi lever for sig
selv. De
lever alle sammen for familien, for samfundet. Der kan være fra
fyrre
til femoghalvfjerds tusinde eller flere bier i et stade, og alle
arbejder
i fuldkommen harmoni, som en enhed. Og dronerne er heller ikke ledere. Disse hanbier er fuldstændig ugidelige. De tilbringer hele deres liv med at vente - blot vente på en chance for at befrugte en dronning på hendes parringsflugt. Arbejderbierne er uden tvivl de virkelige
vidundere i
et bistade. De har ingen leder. Men af en eller anden grund får
de
alligevel det hele gjort på den helt rigtige måde! Begge findes i blomster. Og når bierne flyver ud til blomstermarkerne, er de fantastisk fint udstyret. For det første er en honningbi en
fantastisk konstrueret
flyvemaskine. Menneske fabrikerede transportfly kan medføre en
nyttelast
på omkring 25 procent af deres vægt. Men bier kan
medføre
næsten 100 procent af deres egen vægt. Bien har tre steder at opbevare lasten. Det
ene er en
indvendig beholder, hvori den opbevarer nektar. Dernæst har den
på
sine bagben to opbevaringskurve til at transportere pollen i. Forestil
dig et transportfly med lasten hængende underneden! En bi kan suge en ladning nektar op på
et minut.
Det tager den tre minutter at opsamle to bugnende ladninger
blomsterstøv
i kurvene på dens bagben. Det lyder måske ret enkelt. Men alligevel! Hvordan undgår bien, at støvet blæser væk under flugten? Støvet må fugtes, presses sammen, og bien må sørge for, at der er lige meget til hvert, ben. Men, tro det eller ej - bien gør det - alt imedens den svæver frit i luften eller hænger fast ved en enkelt gribekrog! Og nu har den lille honningbi været ude som spejder, den har fundet en blomstermark og er klar til at flyve hjem med en prøve af markens nektar og blomsterstøv. Hvordan finder den hjem igen? Vi skallige huske, at bien kan være adskillige kilometer hjemmefra, og at dens søgen kan have ført den i flere forskellige retninger, inden den gjorde sit fund. Alligevel flyver bien den lige vej hjem til stadet! Hvem fortalte bien, hvordan den skulle gøre det? Hvilken slags navigationsudstyr har den mon til rådighed? Og når den er kommet hjem til stadet, hvordan vil den så gøre de tusinder af andre bier begribeligt, i hvilken retning skatten findes? Det er sandt, at bier er i stand til at skelne
dufte med
stor nøjagtighed. Hvis en bi vender hjem til stadet med nektar
fra
blomster i nærheden, vil de andre bier straks forlade stadet og
flyve
direkte hen til de pågældende blomster. Og bierne fungerer
også, som om de har et indbygget ur. Hvis de opdager, at
føden
kun er tilgængelig på et bestemt tidspunkt af dagen, vender
de tilbage efter mere på samme klokkeslæt næste dag.
Og nu kommer der noget, som du ikke har hørt om før. Lad mig fortælle dig om »vrikkedansen«. Det sker undertiden, når en bi vender hjem med nektar eller pollen, at den opfører en ejendommelig forestilling, som menes at være dens måde at forklare, hvor nektaren er hentet. Den uddeler først små smagsprøver af nektaren til de andre bier og gør dem derved meget interesseret. Dernæst opfører den en fantasifuld dans foran dem - den såkaldte vrikkedans på grund af dens karakteristiske vrikninger med bagkroppen. Den beskriver et ottetal hen over vokstavlen. Og det forbløffende er, at ottetallets vinkel på tavlen angiver den retning i forhold til solen, hvor den eftertragtede føde befinder sig ude på feltet. Og ikke nok med det. Antallet af danse pr. minut angiver, hvor langt der er ud til det pågældende sted. Men, overraskende nok, antallet af danse er omvendt proportionalt til afstanden. Det vil sige, at jo længere borte feltet ligger, des færre danse. Med andre ord, hvis bien f.eks. gennemfører ti omgange på femten sekunder, er blomsterne hundrede meter borte fra stadet. Men hvis bien bevæger sig langsomt, f.eks. to omgange på femten sekunder, er blomsterne næsten seks kilometer fra stadet. En smule beregning vil vise, at dette forhold til afstande ikke bare går på simpel aritmetik, men det er logaritmisk regning! Hvad mener du om det? Hvad slags hjerne har den lille honningbi? Hvem lærte den alt dette? Hvordan lærte denne lille bitte skabning at bringe solens vinkelog afstande i relation til bestemte måder at udføre dansen på? Og hvis bien skulle være kommet på en sådan genial fremgangsmåde helt af sig selv, hvordan bar den sig så ad med at lære de andre bier denne rutine? Og hvordan kan det være, at millioner af bier forstår dette sprog? Nu ved jeg godt, at visse videnskabsmænd ikke er overbevist om, at bierne virkelig forstår sproget. De er ikke overbevist om, at denne ejendommelige dans virkelig fortæller de andre bier, hvor langt borte blomstermarken ligger. Jeg ved, der er delte meninger om dette emne. Men hvis du i mindste måde er tilbøjelig til at tvivle, så tænk over dette. En bi kan ved hjælp af denne dans også fortælle mennesker, i hvilken retning der er pollen og nektar at hente. Mennesker kan forstå det. Mennesker kan iagttage dansen og ud fra denne finde blomstermarken. Er det mindre slående? Er det et mindre mirakel at viderebringe denne information til mennesker i form af logaritmer, end at meddele det til andre bier? Jeg tror det ikke. Jeg siger igen: Hvad slags hjerne har dog den lille honningbi? Er den en tilfældighed? En forfatter har sagt det på denne måde, at hvis man ønsker at fremstille en genpart af honningbiens »indre retningsviser«, hvis man ønskede at måle dens navigations- og styringssystem, ville man til at begynde med få brug for: Et indre ur. Evne til at se i mørke. Computer til beregning af solens vinkel. Instrument til udmåling af lodlinje. Udstyr til bestikberegning. Måler af vindens hastighed og retning. Trigonometrisk regnemaskine og -tabel. Fartmåler. Og jeg gad vidst, om du er klar over, hvor nødvendig honningbien er - for selve livets beståen. Bier kunne naturligvis ikke eksistere uden planter og blomster, med deres pollen og nektar. Men det virker til begge sider. Mange planter og blomster kunne ikke eksistere uden bier til at bestøve dem. Mange af de smukkeste og mest frugtbare planter ville forsvinde. Og hvilket tab ville det ikke blive! Lad os tænke det igennem en gang til! Blev honningbien med hele dens fantastiske udrustning bare til af sig selv? Gennem lange tidsaldre? Lidt efter lidt? Hvad om bien til at begynde med ikke havde haft kurve til blomsterstøv på sine bageste ben? Hvad om den nok havde haft kurve, men ingen bevægelige mellemste ben til at pakke blomsterstøvet i kurvene, eller ikke havde vidst, hvordan den skulle gøre det? Hvad om den ikke havde haft hår på kroppen til at samle pollen med eller den havde haft hår, men ikke havde kunnet børste støvet af sig igen? Hvad om den ikke havde udviklet en beholder til nektar - endnu? Hvad om den ikke havde været i stand til at svede voks - eller den ikke vidste, hvordan den skulle hænge sig op i en kæde i fireogtyve timer, for at vokset kunne komme frem? Hvad om vokset ikke kunne modstå den høje temperatur inde i stadet, hvad ikke alt voks kan? Hvad om bierne ikke havde vidst, hvordan de skulle tilberede dronningefoder til dronningen - og dronningen døde? Hvad om en bi ikke kunne finde tilbage til stadet - eller tilbage til en blomstermark? Spørgsmålene melder sig bare, det ene efter det andet. De er uendelige. Jeg tror, du kan se, at hver eneste del af biens udstyr ville være komplet ubrugeligt, uden at den også havde alle de øvrige dele. Uanset hvad den enkelte del skal bruges til, må hver enkelt del nødvendigvis være udviklet på samme tid - det hele på en gang - øjeblikkeligt. Eller - hvis der virkelig skulle være foregået en udvikling - så tænk over dette. Forestil dig, at den allerførste bi, dengang i begyndelsen, sad på en gren. Hvad slags bi var det? Var det en dronning? Men en dronning kan ikke overleve uden at have en hel bifamilie til at skaffe sig føde, og en drone at parre sig med. Var den første bi en drone? Droner kan ikke forplante sig uden en dronning. En arbejdsbi da? Næppe. For arbejdsbier er kønsløse hunner, som ikke kan forplante sig. Det er vanskeligt at komme bort fra den konklusion, at hele bifamilien må være blevet til på en gang, på et øjeblik, og at hver eneste bis udstyr og knowhow var fuldt udviklet fra begyndelsen, klar til brug. Og naturligvis er det med honningbien som med fuglene, de er slet ikke blevet til gennem lang udvikling. De er blevet til ved en skaberakt. Er det ikke lettere at tro den enkle, ukomplicerede, ligefremme udtalelse, du finder på Bibelens første blad? »I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.« Den 24. december 1968 var en mindeværdig juleaften. For første gang i historien kredsede mennesker omkring Månen. Er det ikke betegnende, at Frank Borman, James Lovell og William Anders på denne historiske aften, da de befandt sig længere ude i rummet end mennesker nogen sinde tidligere havde været, og Jorden for dem så ud som en halvmåne, hængende i en grænseløs nat - er det ikke betegnende, at det budskab, de følte var mest passende at læse for os, var det første kapitel i Første Mosebog? Og New York Times medgav senere, at intet valg af tekst kunne være mere rigtigt, mere passende. Nogle månder senere hørte jeg om
noget andet
usædvanligt, der skete samme nat. Der var naturligvis ganske
mange
af pressens repræsentanter til stede på rumcentret i
Houston,
nogle af dem fra fremmede lande. Blandt dem var journalister fra et
land,
hvis navn jeg ikke skal nævne - et land uden kristen baggrund.
De ventede på vagtskifte. Og så,
idet en NASA
officer trådte ind, gik de hen til ham og spurgte høfligt,
om det ville være muligt at få en udskrift af det,
astronauterne
havde læst. De svarede: »Rigtig mange tak! Det var meget betænksomt af NASA at sørge for en udskrift til os på hotelværelset.« Vi smiler. Men hør nu. I begyndelsen - helt tilbage - skete der noget. Der foregik noget. Noget betydningsfuldt. En klode var ved at blive formet. Mennesket stod frem på skuepladsen. For millioner af mennesker har den dag altid været et mysterium. Men det behøver den ikke at være. Gud har betænksomt sørget for en udskrift af det, der skete. Og udskriften siger: »1 begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.« Ja, hvad kunne have været mere rigtigt, mere passende, mere velanbragt hin mindeværdige juleaften, og på en dag som denne, end at erkende, at denne skønne blånende klode, som vi befinder os på, sikkert, under dens fart gennem rummet, ikke er blevet til ved en tilfældighed, men fordi Gud anbragte den der? Gud anbragte den der, fordi han har en plan
med den -
og for hvert eneste menneske på den. For dig og for mig. Kunne
nogen
nyhed være bedre? For ikke så længe siden bleven gruppe studenterledere fra hele Amerika kaldt til Det hvide Hus. En talsmand for regeringen formanede dem i en omhyggeligt forberedt tale til at være gode unge mennesker - ikke sprænge bygninger i luften, ikke rejse til Marokko, ikke opgive Amerika. Da han var færdig, rejste en studerende fra Harvard sig og spurgte høfligt: »Kunne De sige os, hvad disse moralbegreber, De har omtalt, i grunden bygger på?« Embedsmanden stod et øjeblik
rødmende og
forlegen. Så svarede han undskyldende: »Jeg beklager. Jeg
ved
det ikke.« Men kan det ikke få dig til at undres over, hvor mange af vore forestillinger i dag, der ikke har noget fast grundlag? Kunne det tænkes, at mange opfattelser, som de fleste mennesker i dag tager for givet, ikke er andet end spekulation? En bog, som alle har hørt om, er Charles Darwins Arternes oprindelse. Det er en bog, som engang blev kaldt evolutionisternes bibel. Den er grundlaget for meget af det, der undervises om i vore skoler i dag. For nylig bemærkede en eller anden, at Darwins bog er fuld af ord, der tyder på vag usikkerhed vedrørende de synspunkter, den fremstiller. Vi er naturligvis allerede klar over dette. Men jeg syntes alligevel, det kunne være interessant at følge denne påstand op, hvorfor jeg bad en af mine bekendte om at udarbejde en slags uofficiel systematisk registrering. Denne registrering er ikke hundrede procent nøjagtig, man fodrede ikke en computer med den, så derfor mangler der utvivlsomt nogle ord og udtryk. Men hvor disse ord mangler, er de kommet den tiltalte til gode. Jeg tror, du vil være interesseret i, hvad der fremgik af denne registrering. Forfatteren siger f.eks. 36 gange: »Jeg forestiller mig« eller »vi kunne forestille os«. Og 39 gange siger han: »Jeg tror.« Her følger lidt af resultatet: 36 jeg forestiller mig vi kunne forestille os
Det er også interessant, at Darwin i stedet for at bruge et enkelt ord, ofte gav udtryk for sin usikkerhed i lange, stående udtryksformer som f.eks. : Så vidt som vor uvidenhed tillader os at
skønne Det er mindst otte hundrede af disse udtryk for usikkerhed gennem hele bogen - ofte en halv snes på et enkelt opslag! Oprigtig talt! Hvor længe ville du blive ved at være kunde hos et forsikringsselskab, der formulerede sine retningslinjer på denne måde? Ville du skrive under på en kontrakt, der var formuleret på denne måde? Har du virkelig læst Darwins bog? Muligvis ikke. Men du er sikkert klar over, at den gennem mere end hundrede år er blevet accepteret af millioner som indeholdende den klassiske forklaring på vor oprindelse. Og alligevel siger forfatteren otte hundrede gange: »Jeg ved ikke« - eller noget tilsvarende! Ryster det dig ikke en lille smule at opdage, at en bog, der er accepteret i så vide kredse, skulle være så fyldt med usikkerhed? Skræmmer det dig ikke en lille smule at tænke på hvor skrøbeligt et grundlag denne bog er - at bygge sin tro på? Får det dig ikke til at længes efter noget mere solidt, mere sikkert, mere pålideligt? Sådan skulle det gerne være! Det er nemlig så let for os at sætte videnskaben op på en piedestal og glemme, at der er nogle ting, som videnskaben ikke formår. Vi glemmer, at videnskaben har meget få kendsgerninger at arbejde med, særlig når det gælder den fjerne fortid. Videnskabsmænd gør deres bedste med de kendsgerninger, de har. Men det er let at glemme, at en stor del af det, videnskabsmændene fortæller os, slet ikke er kendsgerninger. Det er deres fortolkning af kendsgerningerne. Det er derfor, så mange mennesker har
fået
indtryk af, at der består en konflikt mellem videnskab og
religion.
Der er i virkeligheden slet ingen konflikt, når det gælder
de eksisterende kendsgerninger. Konflikten drejer sig alene om
fortolkningen
af kendsgerninger. Og problemet er, at fortolkningen kan være
bygget
fuldstændig på ikke beviste antagelser. Og lad os dernæst sige, at man prøver at udfylde dette skelet, at komme kød på knoglerne. Er du klar over, at to forskellige videnskabsmænd kan fremkomme med vidt forskellige resultater. Resultatet kan næppe kaldes videnskab. Det har været alt for afhængigt af videnskabsmandens forudfattede meninger. De samme knogler kunne være sat sammen, udfyldt efter den pågældende forskers fantasi, og være præpareret til at se ud til at være meget, meget gammelt - eller meget moderne. Kan du se, hvor jeg vil hen? Min ven, er du træt af rastløsheden, træt af usikkerheden, træt af ikke at vide noget med bestemthed? Jeg forestiller mig, at hvis nogen med Darwins
indstilling
havde skrevet Første Mosebog, kunne den have begyndt omtrent som
følgende: Nogle har gættet på, at Guds Ånd godt kan have svævet over vandene. Og en eller anden må givetvis have sagt: 'Der blive lys.' Eller også må der have foregået en eller anden kemisk reaktion, , som vi ikke forstår. Lyset må åbenbart være kommet et eller andet sted fra.« Lad det være nok! To afsnit må
være
tilstrækkeligt! Er du ikke glad for, at det ikke var Charles
Darwin,
der skrev Første Mosebog? Og Gud sagde: 'Der blive lys!' Og der blev
lys. Og Gud
så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og
mørket,
og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev
aften,
og det blev morgen, første dag. Og Gud kaldte det faste landjord. ...
Derpå sagde
Gud: 'Jorden lade fremspire grønne urter, der bærer
frø,
og frugttræer, der bærer frugt med kerne, påjorden!'
Og således skete det. ... Og det blev aften, og det blev morgen,
tredje dag. Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel
af levende
væsener. ... Og Gud så, at det var godt. ... Og det blev
aften,
og det blev morgen, femte dag. ... Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført.« Synes du ikke, det lyder tiltalende? Kan du ikke fornemme ægtheden i det, visheden, den sikre følelse, det giver dig? Lyt min ven! Det eneste usikre i Bibelen er det, der gælder menneskes beslutninger. Gud skabte mennesket med evnen til at vælge. Og han vil aldrig krænke denne frihed. Han vil aldrig trænge ind på de hellige enemærker i sjælen, hvor mennesket har afgørelsen. Du vil finde ordet »hvis« mange gange i Bibelen Men dette »hvis« har noget at gøre med mennesker, ikke med Gud. Disse hvis'er gælder menneskets beslutninger. Dine og mine beslutninger. Mænd og kvinder, du og jeg - vi er det eneste usikre i Guds bog! Ville du ikke gerne fjerne dette usikre
omkring din personlige
beslutning, netop nu? Hvad ved Jesus om hvile - og havde han brug for den? Mere end du tror! Jesus var træt efter en lang dag med at undervise og helbrede. Han var træt efter at have vandretop ad bjergskråninger. Han var træt efter at have givet sig selv, dag ud og dag ind, uden hvile. Han vidste, hvad det var at være træt - dødtræt! Derfor sagde han en gang: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. « Matt. 11, 28. Jesus kendte til hvile - en anden slags hvile - tusinder af år før han udtalte denne mindeværdige indbydelse. For det var Jesus, der skabte vor verden - og som hvilede, da hans gerning var fuldendt. Vi læser: »Således fuldendtes himmelen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført, og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført.« l Mos. 2, 1-3. Hvilede? Var han træt? Anna rejste sig fra sin stol og gik hen og satte sig på Fynns knæ. Fynn var ikke i tvivl om hvad der forventedes af ham. Lyt til samtalen, som den er gengivet i Fynns dejlige bog Hr. Gud! Dette er Anna: »'Hvorfor hvilede hr. Gud på den
syvende dag?'
begyndte hun. Nå ja, hvis Gud skabte denne verden ud af intet, hvis han simpelt hen talte, og denne klode blev til derved, som David siger, så ved jeg ikke om noget roderi, ikke engang da han begyndte. Og der var afgjort ikke noget roderi, da han havde fuldendt sit værk. Bibelen siger: »Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.« 1 Mos. 1,31. Godt. Såre godt. Så godt, at ikke engang Gud kunne finde noget galt ved det! Men Anna havde nok ret i noget - hvile er det største mirakel. Har du tænkt over, hvilket mirakel det
var, at Gud
kunne hvile på den første hviledag? Alt, hvad Gud havde skabt, var nemlig godt, såre godt. Så godt, at det ikke kunne blive bedre. Men alt var ikke godt i universet. Der var sket noget i Himmelen. Ludfer, som var den øverste leder for Himmelens engle, havde rejst tvivl om Guds autoritet. Og freden og lykken på denne klode var truet, allerede fra den blev skabt! Men Gud og hans Søn var alligevel gået i gang med deres plan om at skabe denne jord og skabe mennesket i deres eget billede. De var gået i gang, selvom der huserede en oprører i universet. De havde skabt Adam og Eva med evnen til at vælge - selvom det indebar muligheden for, at de kunne vælge forkert. De havde nægtet at skabe mennesket som en robot, ret og slet en maskine programmeret til at tilbede sin Skaber. I stedet løb de den forfærdelige risiko at skabe mennesket med en fri vilje. Og de kendte den frygtelige mulighed, der lå forude! Hvordan kunne Gud hvile i denne situation? Hvordan kunne han hvile, når han vidste, at mennesket kunne gøre oprør? Hvordan kunne han hvile, når han vidste, at synden kunne skæmme og ødelægge den smukke verden, han netop havde skabt? Og han gjorde det alligevel. Det er det, der er miraklet. Han hvilede, fordi Golgata allerede lå skjult i Guds hjerte. Faderen og Sønnen var enige om, at hvis mennesket skulle komme til at synde og derved afsige dødsdommen over sig selv, ville Sønnen selv komme og dø i menneskets sted. Derfor kunne Gud hvile - selv, om hele universet, og navnlig denne klode, var truet! Kan vi opleve denne hvile? Også vi kan hvile på trods af omstændighederne. Vi kan hvile i fuldkommen tillid til, at Gud vil tage sig af ethvert problem, enhver katastrofesituation, forudset og uforudset. Begynder du nu at indse, hvad den sidste dag i skabelsesugen virkelig indebar? Hvorfor standsede Gud op for at hvile? Han var ikke træt. Hvorfor trykkede han ikke på kontrolurets knap klokken seks fredag aften og drog tilbage til Himmelen for at holde weekend eller til en eller anden galakse for at gå i gang med et nyt projekt? Hvorfor sagde han ikke bare: »Det var det!« - for derpå at afskrive os som et stykke arbejde, der var udført, et job, man roligt kunne glemme? Hvorfor overlod han ikke Adam og Eva til at spekulere over, hvor de var, og hvordan de var kommet der? I stedet valgte han at være sammen med dem gennem fireogtyve dejlige timer, hvor han fortalte dem, hvordan han havde skabt dem, forklarede, hvordan han havde skabt verden og solen og månen - stjernerne tillige. Han fortalte dem, at han havde skabt træerne og frugten og blomsterne, for at de skulle glæde sig over dem, og han forsikrede, at sådan skulle de være sammen uge efter uge, så længe de levede! Hvorfor gav Gud Adam og Eva al denne skønhed med træer og blomster og fugle - og dejlige frugter at spise? Kunne de ikke have været tilfredse med mere jævn føde og ydmyge omgivelser? Var det ikke tilstrækkeligt bare at sørge for deres elementære fornødenheder? Hvorfor byggede han ikke bare et simpelt træskur, de kunne bo i - og lod dem kigge gennem interimistiske vinduer ud på store, tomme og øde flader? Hvorfor begynde han ikke med at give dem hundrede sække hvede? Eller hvorfor begyndte han ikke med at sørge for deres fornødenheder, ved at give hver af dem en stor æske med koncentreret mad i pilleform - fem hundrede til Adam, fem hundrede til Eva, med besked om at de ville få påfyldning efter behov? Hvorfor tilvejebragte Gud et miljø, der både var smukt og praktisk? Hvorfor sørgede han for, at vi kunne være lykkelige og ikke kun for vore fysiske behov? Fordi Gud er, som han er! Man kan ikke nyde den sarte skønhed ved en rose uden at vide, at Gud elsker og har omsorg for sine skabninger. Man kan ikke se ud over en dyb, blå sø, hvis vand genspejler bjergene og skyerne, uden at vide, at Gud elsker det skønne. Man kan ikke betragte en solnedgang uden at vide, at han har gjort sit yderste for at vi kunne være lykkelige! Således skænkede Gud os al denne skønhed i løbet af seks dage. Og derefter, som kronen på det hele, gav han os en særlig dag beregnet på samvær med vor Skaber. Gav han os simpelt hen en hviledag, fordi han vidste, at vi ville være trætte efter seks dages arbejde? Nej. Hviledagen indebærer langt mere end det. Hviledagen er en dag for trætte legemer. Men den er også for trætte sind, ænstelige og besværede sind, spørgende sind. Det er en dag, hvor vi kan lade tankerne gå op til stjernerne og sige: »Gud skabte dem. Jesus skabte dem. Det er ham, der styrer det hele. Jeg har intet at frygte. Hvis han kan anbringe de mange sole i deres baner og holde dem der, er jeg sikker i hans hænder.« Det er en dag, hvor man kan iagttage et mægtigt vandfald og tænke på al den kraft, det indeholder. Tænke på al den kraft, vor Frelser udfoldede, da han skabte alle vandfaldene, alle bjergene, alle verdenerne og alle solene - og vide, at al denne kraft er tilgængelig for os i vor kamp mod synden! Det er en dag, hvor man kan sidde på en træstamme og iagttage dyrene i naturen og indfange al skønheden på sindets filmstrimmel og huske, hvad der skabte det hele, og hvem der skabte en selv. Huske, at du og jeg ikke er et resultat af tilfældighedernes spil, men børn af vor himmelske Fader. Det er en dag, hvor vi kan rette vort blik mod det mest fuldkomne, man kan finde - søens dybblå farve, den sneklædte tinde. Vidende, at sådan var det Guds hensigt, at verden skulle være - og at verden en dag atter vil blive fuldkommen, nyskabt ved hans skaberkraft! Det er en dag at mindes. »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! . . . Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet. . . og på den syvende dag hvilede han.« 2 Mos. 20,811. Helligede den. Hvad vil det sige? Det vil sige at han gjorde den hellig. Han gjorde den fuldkommen, skøn, fejlfri. Og hvordan gjorde han det? Han gjorde det ved selv at være til stede. Men hør nu. Gud siger gennem profeten Ezekiel: »Mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.« Ez. 20,12. Sabbaten er altså et tegn, et pant på, at ligesom Gud gjorde hviledagen hellig, sådan vil han også skabe sig et helligt folk, gøre os hellige. Men det er en stor opgave. Kan han gøre
det? Kan
Gud give os en karakter så skøn som en solnedgang,
så
pletfri som søens blanke overflade, så forfriskende for
andre
som en bjergbæk eller et vandfald? Ja, han kan. Gud kan skabe karakterer så skønne som noget, vi kan se i naturen. Og han standser ikke med at gøre dem funktionelle og strengt nyttebetonede. Han gør ikke mennesker fromme, men vanskelige at leve sammen med, ubehagelige at være i nærheden af. Han vasker dem ikke, for derpå at undlade at stryge dem. Han er ikke tilfreds med at skabe mennesker med karakterer så retlinede som det høje fyrretræ, eller stærke som en eg. Han gør dem skønne som en bjergstrøm, fornøjelige som et egern i skoven. Kan han gøre det? Han gør det hele tiden. Apostlen Paulus siger: »Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.« 2 Kor. 5, 17. En ny skabning. Men husk dette. En ny skabning forudsætter en Skabers gerning. Det er ikke noget, vi kan udrette af os selv. Det er ikke noget, vi kan arbejde på, indtil vi omsider får det til at gå i orden. Jesus sagde: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Joh. 15,5. Gud har aldrig bedt os om at helliggøre os selv, at gøre os selv hellige, skønt millioner har slidt sig op i forgæves forsøg på netop dette. Hviledagen ved ugens slutning er derimod en stadig påmindelse for os om, at det er ham, der må helliggøre os. Det husker du nok? »Min sabbater gav jeg dem ... at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem.« Ez. 20,12. Tænk på, hvordan Adams karakter må have været, før han syndede, inden skyldfølelsen skæmmede hans ansigtsudtryk, inden han begyndte at dø celle for celle. Adam - skabt i Guds billede! Tænk på rosens ufattelige skønhed. Men rosen blev ikke skabt i Guds billede. Tænk på de forrevne bjergtinders majestætiske skønhed. Men de blev ikke skabt i Guds billede. Tænk på den fascinerende skønhed ved en flod, der styrter ud over en klippe. Men floden blev ikke skabt i Guds billede. Adam blev skabt i Guds billede. Tænk på, hvordan hans karakter må have været. Tænk på, hvordan din karakter kunne have været, og stadig kan blive - på grund af Guds skaberkraft! Det er nogle af de ting, vi kan tænke over, idet vi sidder på en mosgroet træstamme ved ugens slutning og filosoferer over det, vi hører og ser i naturen. Når vi husker, hvem der skabte alt dette. Og hvem der skabte os. Men nu vil en eller anden måske sige: »Vent. Alt dette lyder meget godt. Men jeg har aldrig set denne skønhed, du taler om. Min verden består af støjende kontorer og overfyldte motorveje. Og jeg kommer hjem til en lejlighed, der er for lille til familien - alt for træt til at komme nogen steder hen, selvom jeg havde haft mulighed for det.« Ja, for millioner af mennesker i dag er livet afgjort ikke, hvad Gud havde tænkt, det skulle være. Hans planer er blevet skubbet til side, og hans skaberværk er skæmmet af vore ufølsomme hænder. Verden i dag - med dens bevogtede fængsler, dens betonveje, dens slumkvarterer og lossepladser og forurenede luft, dens brande og dens flodbølger og dens sandstorme - er ingen Edens have. Og menneskenes karakter er også blevet skæmmet. Der er lidet tilbage af Guds billede! Men Gud kan genoprette skønheden på denne klode. Og det vil han gøre. Apostlen Johannes siger: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet. ... Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet. Og han, som sad på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt.'« Åb. 21,1-5. Alting nyt. Selv menneskene? Ja, selv menneskene. For problemet er netop menneskene. Det er menneskene, der ødelægger træerne og den øvrige natur. Det er menneskene, der forurener luften og havet. Det er menneskene, der lidt efter lidt indkapsler kloden i asfalt og cement. Det er menneskene, der bekriger hinanden og dræber hinanden. Det ville ikke gavne meget, hvis Gud bragte kloden i orden, uden samtidig at forandre menneskene. Og nu skal du høre. Han vil ikke forandre menneskenes karakter ved et mirakel, når han viser sig i skyen. Enhver karakter, som ikke er forvandlet, inden Herren Jesus kommer igen, vil aldrig blive forvandlet! Gud kan tilgive os og rense os i Jesu blod. Dette er af den allerstørste betydning. Han kan lære os at hade synden. Dette er også af største betydning. Men han er ikke tilfreds med blot at have rene mennesker i forurenede omgivelser. Herren Jesus havde aldrig til hensigt at betale den ufattelig høje pris, han betalte - for derpå at efterlade os for evigt i vore fangevogteres hænder! Det er ikke nok at være fri, at vore lænker bliver løst i kraft af Kristi blod - hvis vi stadig skulle være slaver af ulykkelige omstændigheder, som vi ikke har herredømme over. Gud ønsker ikke et rent, fornyet miljø med mennesker, som ikke er rene og fornyede. Det er heller ikke hans hensigt til sidst at stå med nye mennesker i gamle, forurenede omgivelser. Begge dele må fornyes. Og, Gud ske tak, han vil gøre begge dele! Jeg spørger igen: Begynder du nu at forstå, hvad denne særlige dag ved ugens slutning virkelig drejer sig om ? Den er en glædelig påmindelse om, at vi ikke er børn af tilfældighedernes lunefulde spil, men børn af den himmelske Konge! Den minder os om, hvad vi har mistet - og hvad der igen kan blive vort. Den minder os om en karakter, vi har mistet - og som igen kan blive vor. Den minder os om den dag, hvor vi aldrig mere vil komme på afveje, aldrig mere synde, aldrig mere græde. Hvor torne og ukrudt og giftigt affald vil være borte. Hvor harmoni og glæde som et pulsslag vil gå gennem hele Guds skaberværk! Ja, denne særlige dag, hver eneste gang den holder sit indtog, er en genlyd af vor Skabers indbydelse: »Kom til mig, og jeg vil give dig hvile. Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Vil du ikke nok komme tilbage!« Og hvem kan modstå en sådan indbydelse? Darwins dilemma Udviklingslæren er på afgørende punkter bygget på formodninger og antagelser. Og disse formodninger og antagelser er aldrig blevet bevist. Udviklingslæren forudsætter (l) at naturen altid har opført sig, som den gør nu, og (2) at naturens ensartethed aldrig er blevet afbrudt af en katastrofe. Udviklingslæren har med andre ord det svar, den synes om, og prøver dernæst at få spørgsmålene og kendsgerningerne til at passe til svaret! Ville det ikke være bedre - og også lettere - at godtage den klare, enkle, jævne, forståelige udtalelse fra Første Mosebog om, at »i begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden«? l Mos. 1,1. Atter og atter i Den hellige Skrift giver Gud sig til kende som den, der skabte alle ting, skabte himmelen o gjorden. Som modsætning hertil taler han om »guder, der ikke har skabt himmel og jord«. Jer. 10,11. Han spørger: »Er der Gud uden mig, er der vel anden klippe? Jeg ved ikke nogen.« Es. 44,8. Han udfordrer alle falske guder: »Fremlæg eders sag, siger Herren, kom med bevis! siger Jakobs konge.« Es. 41,21. Tilfældighedernes og chancernes guder, tillige med guderne af træ og sten, har her en stående invitation til at demonstrere deres skaberkraft. De siges at have udført vældige kunststykker, vidundere af udvikling, i en fjern fortid. Meningen kan få dem til at gøre det samme nu. End ikke i de mørkeste nætter, end ikke i den mest afsidesliggende ørken, i tropisk varme eller arktisk kulde, hverken hvor det er vådt eller hvor det er tørt, i luften eller under havet - er katte nogen sinde blevet til hunde, eller rødkælke til havmåger! Sandheden er, at darwinismen allerede har været i vanskeligheder gennem længere tid. Dens fortalere har slet ikke haft heldet med sig. I en artikel i Harper's magazine siger Tom Bethell: »Jeg anser Darwin for at være i en proces, hvor han er ved at blive forkastet, men måske i ærbødighed over for den ærværdige gamle herre, der hviler komfortabelt i Westminster Abbey ved siden af Sir Isaac Newton, bliver det gjort så diskret og nænsomt som muligt, med et minimum af publicity.« En Harvard-uddannet advokat har skrevet en bog med titlen Darwin Retried (Darwin til fornyet behandling). Skabelsestilhængere insisterer på, at udviklingslæren bør fremstilles i skolerne som en teori i stedet for som en kendsgerning, og at skabelsesberetningen præsenteres sideløbende hermed, så eleverne ved, at de har et valg. Ja, Darwin er i vanskeligheder. Flere og flere videnskabsmænd erkender, at udviklingslærens præmisser simpelt hen er for urimelige. De erkender, at det simpelt hen er umuligt, at intelligent liv, eller liv i det hele taget, skulle have udviklet sig af intet. I sin oprindelige form har darwinismen faktisk været død længe. Vi ved nu, at den variation, vi ser i arterne, er skarpt afgrænset af hver enkelt gruppes biologiske anlæg. Disse variationer har aldrig været et middel til at frembringe nye arter. De seneste opdagelser inden for arvelighedsforskningen er, langt fra at underbygge teorien om udvikling af nye arter, det hidtil stærkeste bevis imod hele denne teori. Der er liden trøst for evolutionisterne i studiet af DNA-molekylet. Sandheden er, at den nyere biologi har rejst flere spørgsmål, end den har besvaret. Videnskabsmænd er forvirrede og rådvilde, når de skal forklare, hvordan de enkleste organiske molekyler først blev til. Og endnu mere forvirrende er det, hvordan proteiner og gener forenede sig i de første celler. Chancerne for, at de ikke skulle forenes, er enorme. Arvelighedslæren viser nemlig, hvordan der kan indtræde forandringer ved udvælgelse og ændrede kombinationer af gener; men disse forandringer gælder kun mindre væsentlige træk, såsom farve, form og størrelse. De mere væsentlige træk, der adskiller den ene art fra den anden, som en kat fra en hund, eller en lilje fra en rose, vides aldrig ændret. De er faste og uforanderlige. Og her viljeg gerne sige følgende: Darwin havde ikke uret i alt hvad han lærte. Visse sider af hans påstande var korrekte. Han viste, at variation virkelig finder sted i alle organismer, og at disse variationer er grundlaget for den skabningens mangfoldighed, vi nu kender. I dag er antallet af katalogiserede dyrearter oppe på omkring halvanden million, og der er næsten en halv million plantearter. Men det er her, Darwin tog fejl. Han forsøgte at gøre rede ikke alene for arterne inden for de enkelte hovedgrupper, men også for alle de større grupperinger - familierne, klasserne, eller hvad man nu vil kalde dem. I forsøg på at gøre dette, i forsøg på at få kendsgerningerne til at passe til teorien, bevægede han sig langt ud i løse spekulationer og førte verden ind i troen på en organisk udvikling - en opfattelse, videnskaben har fundet det umuligt at bevise. Den mangfoldighed, vi ser i dyreriget, vidnesbyrdet om tilpasning, er, langt fra at være resultatet af en organisk udvikling, et vidnesbyrd om Skaberens magt og forudseenhed og omsorg for sine skabninger. Lad mig forklare dette. Du husker nok, at Gud, da han var færdig med at skabe vor verden og alt, hvad der var i den, fandt skaberværket »såre godt«. Alt, hvad han havde skabt, var såre godt, fuldkomment, uden noget behov for tilpasning. Men da synden kom ind, blev alt forandret. Miljøet, klimaet - alt gennemgik en, undertiden meget drastisk, forandring. Hvad gjorde altså en kærlig Skaber? Overlod han de skabninger, han havde skabt, uden forsvar imod disse nye, ofte ubehagelige forhold? Nej. Han gav dem evnen til at tilpasse sig. Men det vil ikke sige, at han gav bjørne evnen til at blive leoparder, eller heste til at blive løver, orme til at blive rødkælke, eller gorillaer til at blive mennesker. Kan du se, hvor jeg vil hen? Jeg siger igen, at udviklingslæren er i vanskeligheder. Uanset hvor begejstret den prøver at sælge sine teorier, er der et eller andet i naturen, der bliver stående og siger nej! Et af de mest gådefulde problemer i udviklingsteorien er, at hvirveldyrene ikke har nogen stamfædre! Som du måske ved, er dyreriget delt i to hovedgrupper - hvirveldyrene og de hvirvelløse, de, der har en rygrad, og de, der ikke har en rygrad. Hvis evolutionsteorien er sand, da må der være en bro mellem de to grupper. Et eller andet sted blandt de hvirvelløse må vi finde en stamfader til hvirveldyrene. Der er fremsat mange gætterier, men i hvert enkelt tilfælde har de to arters struktur været så forskellig, at det må anses for fuldstændig umuligt, at den ene skulle nedstamme fra den anden. Visse evolutionister foreslår, at hvirveldyrene skulle stamme fra ledormene, det er den gruppe, som regnormene tilhører. Ifølge delline teori skulle en af de første orme for mange millioner år siden være blevet ophav til en skabning som, efter millioner af generationer, blev til en rødkælk. Men enhver sådan rækkefølge ville kræve en så fuldstændig ændret opbygning af anatomien, at det slet ikke kan komme på tale. Rødkælken siger: »Nej! Ingen rødder!« Og så er der spørgsmålet om tid. Tid er noget, som udviklingslærens tilhængere synes at have masser af. Nogle milliarder år lægger de til eller trækker fra uden at blinke. Alt formodes at kunne ske - blot der er tid nok. Men tag en havmåge. Hvor lang tid ville det tage at frembringe en havmåge ved en udviklingsproces - hvis det i det hele taget kunne lade sig gøre! Evolutionisterne formoder i reglen, at livet begyndte i en primitiv »suppe« af enkle molekyler, der dannedes ved en tilfældighed. Og disse enkle molekyler forenedes ved tilfældighedernes spil, indtil det lykkedes dem at danne et stort, sammensat molekyle, der kunne spille en vigtig rolle i en levende celle. Og til sidst begyndte livet. Dette er, hvad de hævder. Men på det seneste er endog visse evolutionister begyndt at undre sig. De undrer sig over, om livet virkelig begyndte på den måde. Det er nemlig sådan, at et enkelt proteinmolekyle kan indeholde tredive aminosyrer, der er kædet sammen i en enkelt streng. Men det er alligevel ikke så enkelt, fordi der findes tyve forskellige slags aminosyrer, hvoraf hver enkelt kan indtage en hvilken som helst af de tredive positioner. Hvis blot en aminosyre er ude af position, er man i vanskeligheder. Hvor mange forskellige proteinmolekyler er mulige? Lad os sige det på en anden måde. Hvis du kaster en mønt op i luften tredive gange, hvor mange chancer vil der være for at den falder med samme side opad hver gang? Chancerne er mindre end en til en milliard. Men sæt nu, at den mønt, du kaster op i luften, ikke har to, men tyve sider. Kast den op i luften tredive gange. Hvilken chance ville du have for at vende den samme side op alle tredive gange? Chancen vil være en til et tal, som skulle skrives med niogtredive nuller! Med andre ord, så mange forskellige slags proteinmolekyler ville være mulige. Og du må have den rigtige. Hvor lang tid måtte' livet ifølge udviklingslæren vente, før det i det hele taget kunne begynde? En fysiker har anslået, at det muligvis ville tage mere end to milliarder år blot at få det rigtige molekyle frem! Jeg vil ikke trætte dig med alle disse beregninger. Men dette drejer sig kun om et enkelt molekyle. Alligevel indeholder en levende celle mere end tusind forskellige slags proteinmolekyler. Og i tillæg til dette har den tusinder af lige så sammensatte nukleinsyre-molekyler (DNA), fedt, kulhydrater og mange, mange andre slags molekyler. Bare i en levende celle. Svimler det en lille smule for dig? Hvor lang tid vil det så ikke tage at
frembringe
en havmåge? Hvis livet udviklede sig alene ved
tilfældigheder,
ville det tage omkring Og dilemmaet for evolutionisten er, at han insisterer på, at verden kun er omkring fire og en halv milliard år gammel. Ikke tid nok! Og hvis det er alarmerende for nogen, må det være det for evolutionisten! Men hør nu her. Hvis livet i det hele taget opstod i havet, som evolutionisterne fortæller os, at de gjorde, må man have et meget, meget gammelt ocean. Men hvad om oceanet ikke engang er en milliard år gammelt? Hvad om oceanet kan bevises at være relativt ungt - skal vi sige, ikke mere end 10.000 år gammelt? Hvad så? Evolutionisten siger, at oceanet gennem en periode på mindst en milliard år har haft stort set det samme saltindhold, medens evolutionen fandt sted. På den anden side forestiller de, der tror på skabelsen, sig oceanet inden for en tidsramme på ikke mere end ti tusinde år. Første Mosebog fortæller os, at jorden i dens oprindelige tilstand var dækket af vand (l Mos. 1,2). Men senere formede Gud havets bassiner ved at samle vandene og lade det tørre land komme til syne (l Mos. 1,9). Oceanet dækkede på ny hele jorden under den globale vandflod på Noas tid. Efter vandfloden vendte oceanet tilbage til sine nuværende bassiner. To synspunkter, som er meget forskellige. Men hvad siger oceanet? Hvad er havets vidnesbyrd? Omhyggelige undersøgelser af den nuværende erosion og den fart, hvormed aflejringerne foregår -- vi vil ikke gå i detaljer - har bragt nogle kendsgerninger for dagen, som måske vil overraske dig. F.eks. bliver der hvert år ført 27,5 milliarder tons aflejringer ud i havet. (For at gøre dette mere forståeligt kunne vi sige, at der hvert sekund tømmes fire jernbanevogne fulde af slam og aflejringer ud i havet!) De fleste geologer, som er tilhængere af uniformitetsprincippet, vil medgive, at dette er nogenlunde korrekt. Nu vil vi så spørge: Hvor lang tid ville det tage at sende de nuværende kontinenter ud i havet, hvis erosionen fortsatte med sin nuværende hastighed? Uden at gå i detaljer ville svaret blive noget i retning af 50 millioner år! Alligevel hævder tilhængerne af uniformitetsprincippet, at kontinenterne har eksisteret i mindst en milliard år. Tænk dette nøje igennem. I løbet af denne formodede milliard år ville vore nuværende kontinenter være eroderet fuldstændig væk mere end tyve gange! Alligevel er kontinenterne der stadig. Og de ser ikke ud til at være eroderet væk bare en gang - endnu! Jeg vil ikke trætte dig med flere tal. Lad mig ganske enkelt sige, at havets vidnesbyrd kun kan være forvirrende for evolutionisten. Ligesom havmågen og rødkælken, og som hele naturen, bliver oceanet stående og svarer et frygtløst nej! Er det så underligt, at evolutionisterne i stigende antal er ved at tage deres position op til fornyet overvejelse? Lyt til følgende fra en artikel af Isaac Asimow i Saturday Evening Post for september 1977, om DNS forskningen. »Evolutionen,« siger han, »har altid arbejdet i blinde, afhængig af hvilke mutationer der måtte fremkomme, og af hvad miljømæssige forhold måtte betyde for, at nogle mutationer klarede sig bedre end andre ('naturlig udvælgelse'). Mennesker kan imidlertid sætte intelligent ledelse i stedet for det tilfældige. Videnskabsmændene kan i realiteten skabe deres , egne mutationer og efterhånden udforme specielle mutationer for dernæst at afgøre, hvilke mutationer der måtte anses for værdige til at fremhjælpe til fortsat eksistens.« (Fremhævet her). Hvad mener du om dette? Er videnskabsmændene så småt ved at indrømme, at en smule intelligent ledelse kan hjælpe - at intelligent ledelse er bedre end det tilfældige? Hvorfor ikke søge helt tilbage til Første Mosebog, til troen på, at Gud i begyndelsen ved sin intelligente ledelse, ved simpelt hen at tale, skabte himmelen og jorden? Er det ikke lettere end at tro, at livet, uden intelligent bistand, kunne fremstå af det livløse? Ja, evolutionen har de svar, den synes om, men den synes ikke at kunne finde de rigtige spørgsmål. Er det så underligt, at en masse mennesker, også nogle videnskabsmænd, er ved at blive trætte af legen? Og alt imedens. . . Et menneske kan iagttage troens forfald - og kalde det fremskridt. Han kan afskrive Første Mosebog som myte og legende og den mand, der tror på den, som godtroende og uoplyst. Han kan spinde sine fabler så dygtigt, at kun nogle få nogen sinde lægger mærke til det totale fravær af kendsgerninger. Men alt imedens den lille honningbi, med en matematikers hjerne, bliver ved at udføre sine danse, og yder sit bidrag tillivet på denne klode - uvidende om menneskenes tvivl. Alt imedens fugle svinger sig op i luften, bedre udrustet til at flyve end noget luftfartøj nogen sinde har været, i stand til at flyve over oceaner uden kort og kompas, men med deres indbyggede navigationsudstyr. Alt imedens flagermus uden besvær betjener deres hemmelighedsfulde radarsystem og minder mennesker om, at menneskesindet hverken har eneret på teknologi eller visdom. »Spørg dog kvæget, det skallære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, se tiljorden, den skallære dig, lad havets fisk fortælle dig det! Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at Herrens hånd har skabt det.« Job 12,7-9. Tvivlen er i luften. På æterens bølger bringes menneskers spekulationer ind i millioner af hjem. Men alt imedens udfører pottemagerhvepsens hun ubesværet af menneskers tvivl sit hængende kunststykke. Har du aldrig hørt om pottemagerhvepsen? Så ved du ikke, hvad du er gået glip af! Pottemagerhvepsens hun træffer nogle højst usædvanlige forberedelser for at pleje sin yngel. Først bygger hun en urne af mudder. Jeg formoder, det er grunden til, at den kaldes pottemagerhvepsen. Så anbringer hun et antal delvis lammede sommerfuglelarver i urnen. Hendes nyfødte børn vil snart trænge til føde. Nu ville du måske vente, at hvepsen anbragte sit æg i nærheden af larverne, sådan at det ville blive let at finde føden ikke sandt? Men du tager helt fejl. Vi skal nemlig huske, at larverne kun er delvis lammede, og at deres stadige trækninger og vridninger ville være en alvorlig trussel for den lille hvepselarve. Hvad gør moderhvepsen derfor? Hun fæster ægget til enden af en silketråd og lader det hænge ned fra loftet af det lille mudderaflukke. Tænk på det! Lade sit afkom svæve frit i luften få tommer fra den visse ødelæggelse! Hvepsen har løst et problem. Men hvordan skal nu larven frit i luften svævende, bære sig ad med at skaffe sig føden? Nu skal du høre! Når moderhvepsens afkom er udklækket, knækker skallen ikke som på de æg, du og jeg har set. I stedet for ruller den sig faktisk ud, så den danner en lille bitte vindeltrappe ned til sommerfuglelarverne. Hvad mener du om det? Hvem lærte pottemagerhvepsen at træffe disse detaljerede forberedelser? Ville det ikke have været lettere blot at lamme sommerfuglelarverne helt fra første færd? Men nej. For dens æggeskaller folder sig ud og bliver til vindeltrapper. Og al denne ulejlighed blot for et hvepse æg! En eller anden har bemærket: »Pottemagerhvepsens ejendommelige fremgangsmåde må nødvendigvis efterlade evolutionsteorien frit i luften svævende sammen med hvepsens afkom. Og måske prøver den at fortælle os noget om en Skaber, som åbenbart besidder en masse arkitektonisk ekspertise samt et ubestrideligt opfindertalent!« Bog efter bog vil fortælle dig, med et anstrøg af autoritet, som om det slet ikke kan betvivles, hvordan denne jord blev til. Dens formodede historie spores tilbage gennem formodede tidsaldre af formodede eksperter. Men alt imedens udfordrer fuglene og honningbierne og pottemagerhvepsene eksperterne. Ja, selv lopperne! Vidste du, at en loppe, som kun er par millimeter lang, er i stand til at springe 90 millimeter lodret og dobbelt så langt vandret? Hvis du skulle gøre loppen kunsten efter, måtte du suse over to hundrede meter gennem luften. Med andre ord, hvis du kunne springe lige så godt som loppen, kunne du begynde fra en knælende stilling ved foden af Rundetårn og let og elegant springe op over tårnet! En af årsagerne til loppens bemærkelsesværdige evne til at hoppe er, at den, i hvad vi kunne kalde dens hofteled, har indbygget et proteinstof, som kaldes resilin. Det er et materiale, der kunne blive til en fantastisk hoppebold. Når den hopper, udløser den 97 procent af sin energi. Kommercielt fremstillet gummi har kun 85 procents effektivitet. Hvem gav loppen denne forbløffende evne? Hvorfor udviklede den ikke vinger i stedet for evnen til at springe? Var den bange for at flyve? Var den ude på at sætte olympiske rekorder? Eller er der en Skaber? Vi bombarderes med fantasifulde beretninger om alt det utrolige, der skal være sket ned gennem tidsaldrene, om heldige sammentræf, eksplosioner, der løftede os stedse opad - uden nogen sinde at have behov for intelligent ledelse, uden behov for Gud. Men alt imedens iler stjernerne, uvidende om al vor snak, videre på deres usvigelig nøjagtige baner, de opfylder deres bestemmelse med en præcision, der får tanken til at stejle. Og intet menneske kan skyde dem ned! Profeten Esajas sagde: »Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.« Es. 40,26. Intet menneske kan bringe stjernernes budskab til tavshed, ej heller flagermusenes og dyrenes og fuglenes og honningbiernes stemme. Intet menneske kan undslippe det vældige kor, som hele naturen istemmer med det umiskendelige omkvæd: »Der er en Skaber!« Men somme tider bliver menneskene opblæste af deres følelse af magt. Og så sender Gud lyn og torden, storme og orkaner og tornadoer. Han lader jorden skælve. Og når alle lysene er gået ud, ser menneskene op mod stjernerne og forstår, hvor små de er! »Ved I, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer for længst? Har I da Ikke skønnet det, frajordens grundvold blev lagt? Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere. han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo. Fyrster gør han til intet.« Es. 40, 21-23. David så op mod stjernerne og følte sig lille. Han sagde: »Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?« Sl. 8, 4 5. Men han, der slyngede stjernerne ind på deres nøjagtige baner, er den samme, som sagde: »Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve.« Matt. 10,29-31. Og han, der kunne skabe en verden ud af intet, og hænge den op på intet, er den samme, som lod mennesker nagle sig fast til et grovt og grusomt kors uden for Jerusalem - for at du og jeg kunne leve! Og selv vidnesbyrdet fra fuglene og dyrene og bierne, fra sole og verdener og stjernebilleder, som bevæger sig gennem rummet med rasende fart, hvor overbevisende det end er, blegner i sammenligning med korsets mægtige argument! Noget ligesom en skygge Det var Demostenes, der fortalte historien. En mand, sagde han, ejede et æsel. En nabo lejede det en dag, så han kunne komme til marked med sine varer. Senere på dagen skete det, at de to mænd mødtes - ejeren og lejeren - og standsede for at hvile sig. Solen brændte, og det var meget varmt. Men der var ingen skygge udover æslets skygge. Begge ønskede at hvile i den lille smule skygge, men der var kun plads til en. Derved kom de til at diskutere, hvem der havde ret til æslets skygge. Ejeren sagde: »Jeg lejede dig kun æslet, ikke dets skygge. « Men lejeren replicerede: » Da jeg lejede dit æsel, har jeg også retten til alt, hvad der følger med det.« Her vendte Demostenes sig og begyndte at gå bort fra den gruppe beundrere, der havde lyttet intenst. Men de råbte efter ham: »Kom tilbage og fortæl os, hvem der vandt diskussionen.« Idet han vendte tilbage, gjorde han en pause, så alvorligt på dem og sagde: »Hvordan kan det være, at I er så interesseret i skyggen af et æsel, men ikke vil lytte til ting aflangt større betydning?« Et godt spørgsmål! Disse efterfølgere af Demostenes var ikke de første, der bekymrede sig om en skygge. Bibelen fortæller os om en mand, der skabte noget af en krise for sig selv på grund af en skygge - ikke skyggen af et æsel, men skyggen af en olieplante. Hans navn var Jonas. Du husker måske, at Gud befalede Jonas at gå til Nineve og prædike. Men Jonas ville ikke til Nineve, og rejste med en båd i en helt anden retning. Efter tre uventede dage i en levende undervandsbåd endte han ikke desto mindre i Nineve og prædikede så effektivt, at hele byen omvendte sig. Dette glædede Gud. Men det glædede ikke Jonas. Det glædede Gud, at nu, da Nineve havde omvendt sig, kunne han undlade at ødelægge byen, hvad han ellers havde haft til hensigt. Det glædede ikke Jonas, fordi han havde prædiket, at byens dommedag ville oprinde om fyrre dage. Og nu kom det slet ikke til at ske. Jonas syntes, at Gud havde gjort ham, Jonas, til en falsk profet! Jonas kunne forstå talen om dommedag. Men han kunne ikke forstå tilgivelse. Han kunne forstå en Gud, som lod det regne med ild og svovl. Men han kunne ikke forstå en Gud, som var nådig og barmhjertig. Hans eget omdømme som profet forekom ham mere betydningsfuldt end en hel bys skæbne. Så blev Jonas vred. Han surmulede. Han gav ondt af sig. Han ønskede at dø. Han gik ud af byen, fandt sig et sted, hvor han kunne sidde i skygge og vente på at se, hvad der ville ske. Til trods for Jonas' dårlige humør lod Gud en olieplante vokse op over hans hoved og skærme ham mod den brændende sol. Man kan næppe sige, at Jonas var glad, men han var i det mindste taknemmelig for skyggen. Men næste morgenlod Gud en orm stikke olieplanten, så den visnede. Nu blev Jonas rasende. Nu ønskede han virkelig at dø. Men der skulle ske endnu mere. »Og da solen stod op, rejste Gud en glødende østenstorm, og solen stak Jonas i hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig døden, idet han tænkte: 'Jeg vil hellere dø end leve. 'Men Gud sagde til Jonas: 'Er det med rette, du er vred for olieplantens skyld?' Han svarede: 'Ja, med rette er jeg så vred, at jeg kunne tage min død derover. 'Da sagde Herren: 'Du ynkes over olieplanten, som du ingen møje har haft med eller opelsket, som blev til på en nat og gik ud på en nat. Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10.000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.'« Jon. 4,8-11. Bagateller. Skyggen af et æsel. Skyggen af en plante. Der er mennesker, som tilbringer hele deres liv med at bekymre sig om bagateller - medens mange byers skæbne, medens en planets skæbne svæver mellem liv og død! Nogle kan lide skyggen! De foretrækker skyggerne. De vil hellere have spekulation end vished. De er fascineret af legender og myter. Men sandheden siger dem intet. Der er mennesker, som nyder at hoppe op og ned som propper på usikkerhedens hav. De kan lide det mystiske ved det. Hvis de var sikre på et eller andet, kunne de ikke spekulere længere. Og det er spændende at spekulere. De betragter alle disse spekulationer som pragtfuldt tidsfordriv. Spekulation er ikke noget nyt. Fra Paulus' dage læser vi, at »hverken athenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig der, gav sig nemlig stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.« Apg. 17,21. At spekulationen er så populær i vore dage, er heller ingen overraskelse for Gud. For han siger gennem apostlen Paulus: »Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.« 2 Tim. 4,3-4. Paulus formaner Timoteus: »Vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den 'erkendelse', der med urette kaldes således.« l Tim. 6,20. Han fortalte ham også, at visse folk ikke skulle »lægge vægt på fabler og endeløse stamtavler«. 1 Tim. l,4. Endeløse stamtavler. Er der ikke noget, der ringer? Vore rødder, vor oprindelse, vor begyndelse. Der er overhovedet ingen tvivl om, at der er noget vist tiltrækkende ved tvivl, skepticisme, spekulation. Men det menneske, der prøver at udrede fortidens, videnskabens og naturens mysterier uden Gud, uden Skriftens sikre værn, er på farlig grund. Det er også en ufrugtbar grund. Sådanne mennesker, siger apostlen Paulus, vil stadig lære, »uden nogen sinde at nå til erkendelse af sandheden«. 2 Tim. 3,7. Det er altid skuffende at se strålende hjerner spilde deres Gudgivne talenter på spekulation - når de kunne have fundet sandheden og ledet millioner til sandheden. Det er sørgeligt at tage en bog, som er skrevet af en overordentlig begavet forfatter, at blive fængslet af hvor velskrevet den er, næsten overvældet af dens argumenter, betaget af dens logik - for så at komme til den side, hvor forfatteren indrømmer, at det hele kun var fiktion. Man beundrer hans ærlighed, men man ønsker sig brændende noget mere! Hvorfor anlægger disse strålende hjerner aldrig en fordomsfri holdning tillivets mest påtrængende spørgsmål? Hvis de søger at få svar og er villige til at søge dybt ud i det ydre rum for at finde dem, ville det så ikke kun være rimeligt at betragte den Bog, som de alle har inden for rækkevidde - den Bog der hævder at være, og som kan være bevise at være, Guds inspirerede ord? Hvorfor betragtes denne bog blot som en samling myter og afskrives som sådan - uden at man i det hele taget undersøger dens påstande? Er det, fordi disse store mænd er uvidende om Bibelen? Nej. Er det fordi, de ikke ejer en bibel? Nej. Er det, fordi de aldrig har læst den? Nej. De citerer flittigt fra den - når som helst den kan hjælpe med at understrege et af deres synspunkter. Hvad er årsagen til dette? Hvorfor bliver Bibelen stort set ignoreret? Her kommer svaret. Alt for mange søger desværre ikke oprigtigt efter svarene. De har de besvarelser, de ønsker. De begynder med svarene, og finder derefter spørgsmålene. Og hvis evolutionen er den antagelse, der på forhånd tages for givet, da kan Edens have nødvendigvis kun være en interessant allegori et eller andet sted i udviklingens lange forløb. Hvordan kunne det være anderledes? Det mest triste er tomheden, håbløsheden ved evolutionsteorien. Når du kommer til den sidste side i en bog, der har beredt dig en pragtfuld underholdning; når du er blevet fascineret af det fascinerende, og betaget af det strålende vid - hvad så? En af de mest fængslende skribenter i vor tid slutter sin bog med disse ord: »Kundskab er vort skæbnebestemte mål.« Kundskab. Intet mere. Intet håb. Ingen fremtid. Ingen frelser. Blot kundskab. Og kundskab kan ikke frelse! Noget ligesom skyggen. Nogle foretrækker skyggerne. Men den eneste skygge, der nogen sinde kan frelse os, er skyggen fra et gammelt, ærværdigt kors! Jesu øjne strålede en dag, da en ung mand kom hen til ham. Det var ikke ofte i de dage, at et opvakt ungt menneske af et sådant format opsøgte Mesteren. Han glædede sig ved tanken om, hvad denne unge mand, der stod foran ham, kunne blive og gøre. Men Jesus blev skuffet. Og efter at den rige unge mand havde truffet sit valg, sit negative valg, sagde Jesus bedrøvet: »Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!« Luk. 18,24. Hvor er et dog vanskeligt for dem, der har rigdom ? Hvor er det dog vanskeligt for dem med de rige evner! Er det muligt, at rige evner, ligesom meget gods, kan være et handicap? Ja, alt for ofte føler de intellektuelle, ligesom den rige yngling, ikke noget behov. Og end ikke den evige Gud kan gøre noget for et menneske, som ikke selv føler noget behov! Jesus sagde: »Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde.« Joh. 3,19. Disse ord får måske nogle af os til at tænke på mennesker, som bevæger sig omkring på parkeringspladserne for at stjæle biler i nattens mulm og mørke. Luskende omkring i nabolaget i mørke for at bryde ind i hjemmene. Bander, der gør samfundet usikkert. Om natten. Fordi deres gerninger er onde. Men, ven, millioner vil gå fortabt, skønt de aldrig har stjålet en bil eller er brudt ind i et hjem eller har begået nogen åbenlys forbrydelse som sådan. Millioner vil gå fortabt, skønt de er kendt som fine, fremtrædende samfundsborgere. Hvad er deres fordømmelse? At Lyset kom til verden, og de forkastede det. At Lyset kom til verden, og de overså det, lod det uænset, de tog det aldrig til deres hjerte! Det var det, der gjorde Jesu gerning så vanskelig. Det var det, der gjorde ham mere ondt end noget andet. Han så ind i ansigterne på sine tilhørere, idet han underviste dem. Han glædede sig i sit hjerte, da han så øjnene lyse hos en og anden, idet de erkendte sandheden. Men alt for ofte så han også lyset blafre og dø, og han græd indvendig! Da Jesus græd ved Lazarus' grav, græd han ikke for Lazarus. Lazarus skulle snart blive hovedpersonen i hans mest bemærkelsesværdige mirakel. Han græd ikke over Maria og Marta. I løbet af få minutter skulle de genforenes med deres broder. Han græd, fordi der blandt dem, der iagttog ham den dag, var mænd, som snart skulle lægge planer om hans død - og også om Lazarus' død. Og det var disse mennesker, han var kommet for at frelse. Og de ønskede ikke at blive frelst. Det var det, der gjorde ham så ondt! Det var søndagen før han døde, dagen for hans triumferende indtog i Jerusalem. Folk sang og råbte af glæde. Luften genlød af glæde. Idet de kom til toppen af Oliebjerget, standsede han og så ned over byen. Han så det herlige tempel med dets hvide marmor belyst af den nedgåede sol. Og pludselig, som når der kommer et indslag af gråd og klage i et stort sejrskor, græd Jesus. Han græd ubehersket! Han græd over Jerusalem, siger vi. Men græd han over gaderne med de toppede brosten? Nej, han græd over menneskene. Mennesker, som havde fulgt ham for en tid, for derpå at vende sig bort. Mennesker, som havde lyttet betaget til hans undervisning, men som ikke syntes at forstå, hvad det hele gik ud på. Mennesker, som havde oplevet hans mirakler - og som ikke kunne se ud over brødet. Mennesker, som var sikre på, at de aldrig ville fornægte ham - men som dog skulle gøre det om mindre end en uge. Mennesker, hvis lovsange for få øjeblikke siden Var bragt til tavshed af hans gråd - men som den følgende fredag ville slutte sig til den hob, der råbte: »Korsfæst!« Og så kom da den fredag, da de naglede ham til korset. Og under korset spillede de romerske soldater deres spil. For dem var det blot en korsfæstelse blandt mange andre. De havde set hundreder af korsfæstelser. De så næppe op fra deres spil! Og hvad der gjorde ham mest ondt, var, at hans egne disciple syntes at være lige så ufølsomme for, hvad der foregik. Tidsaldrenes store konflikt, den vældige kamp mellem godt og ondt, gik ind i sine mest kritiske minutter, hvor hele universets skæbne stod på spil. Og menneskene vidste det ikke - eller var ligeglade! Jeg tror, Herren Jesus græder i dag, idet han ser mennesker spille deres chancespil, spekulationernes spil, spiller deres skæbnes spil, om at de har ret i deres egne formodninger, og at Bibelen har uret. Medens de fordriver deres tid med bagateller og bekymrer sig om skyggen af et æsel - medens tiden rinder ud! En aviskorrespondent udtrykte det på denne måde: »Nogle menneske dør af granater, og nogle går til i flammerne. Men de fleste mennesker går til grunde, lidt efter lidt, medens de blot følger spillets regler.« Hvordan kan det være, at vantro mennesker er så besluttede på at afskrive Første Mosebog som myte og legende? Fordi den samme bibel, som indeholder beretningen om skabelsen i begyndelsen, og om en verdensomspændende dom på Noas tid, også indeholder en advarsel om en kommende dom. Dom betyder ansvar. Og nogle mennesker ønsker ikke at blive draget til ansvar. Men hvis Første Mosebog er sand, er Åbenbaringsbogen også sand. Og de ønsker ikke, at Åbenbaringsbogen skal være sand. Og derfor prøver de desperat at sænke vor oprindelse ned i et undersøisk mørke og håber, at en kommende dom vil forsvinde bekvemt i en uigennemtrængelig tåge! Tilskriver jeg hermed de vantro uhæderlige motiver? Jeg håber det ikke. Det ville jeg have gjort, hvis jeg anbragte alle tvivlende i den samme katagori. Jeg ved, at mange er oprigtige i deres skepticisme. De har endnu ikke set naglemærkerne i Frelserens hænder. Omjeg dog vidste, hvor dan jeg kunne hjælpe dem til at se! Om jeg dog kunne føre Kristus og enhver tvivlende Tomas sammen! Men det var ingen ringere end den berømte fritænker Aldous Huxley, der havde noget at sige om sine motiver for ikke at tro. »Jeg havde mine motiver for ikke at ønske, at verden skulle have nogen mening; følgelig gik jeg ud fra, at det forholdt sig således. « Og han fortsætter: » Filosoffen, som ikke finder nogen mening i verden, beskæftiger sig ikke udelukkende med metafysiske problemer, han beskæftiger sig også med at bevise, at der ikke er nogen tungtvejende grunde til, at han personligt ikke skulle gøre, hvad han ønsker at gøre.« Hvilken bekendelse! Tvivl er sjældent intellektuel. Den er som regel moralsk. Mennesker ønsker at gøre, hvad de selv vil. Og somme tider gemmer de sig bag et eller andet respektabelt spørgsmål, der får dem til at virke intellektuelle i stedet for egenrådige. I den senere tid synes der at herske en del uro blandt videnskabsmænd. Ikke så få indrømmer, at mennesket simpelt hen er for kompliceret til at være sprunget uanmeldt frem af en sammenblanding af kemiske stoffer, antændt af et eller andet tilfældigt lynnedslag. Her og der finder vi, at en eller anden forfatter omtaler tanken om en Skaber som en ynkelig sidste udvej. Science News bragte faktisk en artikel, som næsten hæsblæsende fortalte om visse ejendommeligheder i vort miljø, uden hvilke der ikke kunne eksistere liv, og som konkluderede, at det kunne se ud, som om universet vidste, at vi skulle komme. Artiklen påpegede, at alle problemerne ville løses, hvis vi ville tage den beretning alvorligt, der siger, at verden i begyndelsen blev skabt af Gud. Men forfatteren forudså ingen større forandring i denne retning - på grund af hvad han kaldte »Guds nuværende popularitet i videnskabelige kredse«. Har det ikke været problemet hele tiden - at Gud ikke er populær, at Gud bliver misforstået, hans karakter bliver misforstået? Om jeg blot kunne bringe Gud og mennesket sammen! Det er for mig det vigtigste i livet! Det var derfor, Jesus kom - for at vise menneskene, hvordan Gud virkelig er. For at bringe Gud og mennesker sammen igen. For at opklare den tragiske misforståelse af hans Faders karakter. Det var en mørk tid i menneskehedens historie, da lyset blev tændt over Betlehem. Synd og ondskab var blevet en videnskab. Volden florerede. Guds fjende hoverede, at han næsten havde fuldstændig kontrolover denne klodes beboere. Guds billede var næsten fuldstændig ud visket fra menneskenes ansigter. Deres ansigtsudtryk bar dæmoners præg. Kærligheden var blevet en sjældenhed, og lykke en næsten glemt luksus. Det var mørkt. Meget mørkt. Og menneskene bevægede sig i et dystert tog imod evig undergang! Da skinnede lyset pludselig i mørket, og alt blev forandret. Menneskene lærte igen at elske, igen at håbe og have omsorg for hinanden. Lyset var kommet, og livet var værd at leve! Apostlen Johannes siger det så smukt: »1 begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. « Joh. 1,1-5. Hvem er det, Johannes taler om? Hantaler om ham, der »blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« Vers 14. Jesus, der blev født i Betlehem. Jesus, der kom for at tage bolig iblandt os. Jesus, Skaberen. Jesus, der skabte alt. Jesus, »det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden.« Vers 9. Jesus, som sagde: »Jeg er ... verdens lys.« Joh. 9,5. Jesus, forkastet af mange, fornægtet af dem, han var kommet for at frelse, fordi de »elskede mørket mere end lyset«. Joh. 3,19. Jesus, det Lys, der skinnede i det dybeste mørke, denne verden nogen sinde har kendt, og »mørket fik ikke bugt med det«. Joh. l,5. Og nu skal du høre! Hør Seidelin oversættelsen af disse vers: »Og Lyset skinner i mørket, og mørket opslugte det ikke. « Joh. l,5. Synes du ikke, det er værd at glæde sig over? Mørket opslugte det ikke. Mørket har prøvet at opsluge lyset. Det har prøvet desperat. Men det er aldrig lykkedes. Og det vil aldrig lykkes! Det er atter mørke i verden, meget mørkt. Volden florerer. Mennesker og nationer er vrede. Forbrydelserne er ude af kontrol. Guds billede er næsten forsvundet fra menneskenes ansigter. Spekulation og usikkerhed har revet troens grundvold bort. Håbet hænger i laser! Men endnu en gang, i jordens midnatstime, vil Jesus gribe ind. Denne gang bærer han ikke en tornekrone, men herlighedens krone. Og det vil forandre alt! Men indtil da skinner Lyset stadig i
mørket. Og
mørket kan aldrig opsluge det! |