Skønt udviklingslærens ophavsmand således selv sætter spørgsmålstegn ved holdbarheden af sin teori, antog næsten hele den moderne videnskab den i begyndelsen som værende uangribelig. Flere seriøse forskere stiller sig dog tvivlende over for den.

Mennesker overalt forsøger i dag at finde tilbage til deres rødder. Vi er interesserede i baggrunden for vor eksistens - og der er gjort mange forsøg på at forklare den.

Darwin beskæftigede sig meget med de manglende led (missing links) i sin udviklingslære.
Han fandt aldrig selv disse, men håbede på, at eftertiden ville finde dem. Indtil nu har man ikke fundet nogle af disse overgangsformer.
Man har ganske vist fundet mærkelige dyr. Tag f.eks. næbdyret, der er et æglæggende pattedyr men stadig et pattedyr. Man har fundet forsteninger af en fugl, der havde knogler i halen - men det er stadig en fugl. Darwin fandt aldrig disse manglende led - og videnskaben har altid søgt forgæves efter dem.

Darwin ændrede holdning
Darwin erklærede sig selv som fritænker, men på en femårig jordomrejse oplevede han noget, der gav ham respekt for kristendommen. På denne rejse besøgte han bl.a. New Zealand, som han beskrev som det mørkeste sted i verden, og efter sin hjemkomst imødegik han i sin forskningsdagbog nogle af de indvendinger, som i England var blevet brugt mod missionsselskabernes indsats:
"De glemmer ... at menneskeofringer, afgudspræster ... blodige krigshandlinger, der gik ud over kvinder og børn, er blevet standset, og at kristendommen har medvirket til at mindske uærlighed ... og tøjlesløshed ... Hvis en rejsende glemmer disse ting, er det grov utaknemlighed; for hvis han skulle komme ud for et skibbrud på en ukendt kyst, ville han fromt bede til, at missionærens lære måtte være nået helt hertil."

Darwin havde, trods sine tidligere udtalelser om at missionærernes arbejde ville slå fejl, indset, at det var ham selv, der tog fejl.

Computere, flyvemaskiner og rumraketter er resultatet af en kombination af genialitet og hårdt arbejde. Alligevel påstår videnskaben, at de mennesker, der opfandt dem, er resultatet af en tilfældig udvikling.

Honningbien
Vidste du" at honningbien er et mægtigt problem for nogle forskere?
At bierne er fantastiske arkitekter?
En bikube er utrolig sindrigt indrettet med sine rækker af sekskantede rum, der er bygget af voks. Disse mesterværker er bygget af unge bier, der endnu ikke er 17 dage gamle! Væggene i de små rum er papirtynde, men alligevel er de så stærke, at en bikube kan bære mindst 10 kg honning. Hvordan ved disse unge bier, at en sekskant har den mindste overflade og derfor kræver mindst muligt byggemateriale? Og hvordan bærer de sig ad med at bygge den?

På hver side af biens underkrop findes der fire vokskirtler. Under byggeriet hager den sig fast under kubens tag, og når den har hængt der i ca. 24 timer, begynder voksen at udskilles. Når en bi mærker, at voksen er ved at være parat, klatrer den hen over de andre bier og sætter sin voks fast. begyndelsen sætter bierne bare voksen i en masse. Senere laver de så nogle små rum af den, går ind i dem og skubber til. Resultatet bliver en ligesidet sekskant med ganske tynde vægge.

Alt dette sker i et fuldkomment samarbejde og med en mesterlig organisation - men hvor har de lært dette? Honningbier lever ikke for sig selv, men for kuben. Alle arbejder i fuldstændig harmoni - men hvem er deres leder? Er det dronningen? Måske når de sværmer - men selv da er det arbejdsbierne, der finder det nye sted. Dronningen er en slags æglægningsmaskine. På en enkelt dag kan hun lægge op til 2.000 æg. Desuden producerer hun nogle kemiske stoffer, der sætter sværmen i stand til at fungere godt. Der kræves mindre end 100 bier til at bygge en kube, hvis de har en dronning - ellers flere tusinde. Alligevel er dronningen ikke kubens leder.

Det er heller ikke dronerne. Hanbierne er nemlig absolut inaktive. De tilbringer hele deres liv med at vente på en chance for at parre sig med dronningen. Arbejdsbierne er kubens virkelige vidundere, men de har ingen leder. Dog får de på en eller anden måde tingene udført helt rigtigt.

En bi har brug for to ting: pollen og nektar. Begge dele findes i blomster. Et transportfly kan bære ca. 25%  af sin egen vægt, men en bi kan transportere næsten 100%, af sin egen vægt! Den behøver ingen motor, men drives fremad ved hjælp af korte, brede vinger. Den kan flyve lige op og ned eller blive hængende i luften på et sted. På mindre end et sekund kan den folde vingerne sammen, når den sætter sig på en blomst. Den kan også bruge vingerne som en vifte til at afkøle kuben.

Bien har tre oplagsrum: En indre beholder til nektar og to "lommer" til pollen på bagbenene.
Har disse beholdere mon udviklet sig gradvist?
En bi kan suge en portion nektar op på et minut og bruger kun tre minutter på at samle en ladning pollen. For at undgå at miste sin pollen på vejen hjem, må bien gøre den fugtig og presse den sammen med vægten ligeligt fordelt i begge "lommer". Det hele udføres, medens den hænger i luften.

Selvom biens indsamling kan fore den flere kilometer væk fra kuben og til mange forskellige steder, er den alligevel i stand til at flyve direkte hjem. Hvordan går det til?
Og hvordan bærer den sig ad med at fortælle de øvrige bier om denne blomstermarks beliggenhed?

Bier har en utrolig god lugtesans. Hvis en bi kommer med nektar fra en nærliggende mark, flyver de andre bier direkte derhen. Men hvis nu marken er langt væk? Der må vel være en grænse for, hvor langt lugtesansen kan føre dem. Hvordan meddeler bien de andre, hvor den har fundet sin nektar?

Når en bi kommer hjem med nektar og pollen, opfører den sommetider en speciel "dans", og forskere mener, at det er på den måde, den meddeler de andre bier, hvor de kan finde nektar. Den giver dem en lille prøve, og de bliver straks meget ivrige. Derefter udfører bien på kubens yderside en slags dans i et ottekantet mønster. Vinklerne i dens dansemønster angiver retningen, de skal flyve i. Afstanden fortæller den ved at gentage dansen. Jo længere borte, des færre danse.

Bierne kan ikke leve uden blomsternes nektar og pollen, men mange planter kunne heller ikke eksistere uden biernes hjælp. Mange af de smukkeste og mest frugtbare planter ville dø.
Har honningbien med dens utrolige udstyr udviklet sig gennem lange tider - lidt efter lidt?

Hvad nu, hvis den fra begyndelsen havde manglet oplagsplads til pollen?
Eller hvad, hvis den ikke havde haft den indre beholder til nektar?
Eller tænk, hvis den ikke havde haft sine vokskirtler! Det ene ville ikke gavne, hvis ikke det andet eksisterede. Hver enkelt bi må have været fuldt udviklet og parat til at fungere fra første færd.

Livets forskellige former er et mysterium, som videnskaben aldrig har kunnet udforske helt til bunds. De store spørgsmål har altid været: Hvem satte det hele i gang?
Hvor kom livet fra?
Chancen for, at det hele blev til ved en tilfældighed, er lig nul. Mange tænkende mennesker er derfor i vor tid kommet til den konklusion, at der må være en Gud, som ved tidernes morgen satte livet i gang. En Gud som også ved tidernes aften vil åbne døren til en bedre verden for enhver, der i tro vil acceptere ham som Gud og Skaber, som Frelser og Forløser.

Der er en Gud, som kommer dig i møde - også i den grå hverdag, hvor du ingen mening kan finde med livet.