Lysets Stempel. 

 

"Den vendes som Leret til Seglet; og de fremstår som et Klædebon." Job 38,14 (eng. Bibelovers.) Længe nærede jeg den Tro, at dette Vers på en eller anden Måde måtte påpege Jordens Omdrejning; men når jeg gav mig til at betragte Skriftstedet, forekom dets Betydning mig vag og ubestemt. Til sidst besluttede jeg at foretage en omhyggelig Analyse af enhver Skygge af Betydning, som der måtte ligge deri, og komme til Klarhed over, hvad dette Vers virkelig indeholder.

Jeg lagde Mærke til, at Verset taler om noget, der betegnes som "den", og som vendes eller drejes. Men hvad er det, som drejes eller vendes?

Jeg besluttede først at undersøge Ordet "vendes". Er Meningen den, at der er noget, som "ruller" eller drejer sig? Nogle Oversættelser har: "Den forandres som Leret under Seglet," medens andre siger, at "den rulles som Leret til Seglet". Hvilken Gengivelse er mest korrekt?  

Vi finder, at Ordet i den hebraiske Grundtekst er haphak. Det er et Rodord, som betyder at vende om eller omkring. loverført Betydning kan det betegne at forandre, omkaste, reformere, fordreje. Jeg undersøgte så andre Steder i Skriften for at finde, hvorledes det benyttes.

Nogle få Skriftsteder vil gøre dets Anvendelse klar.

I Hos. 7,8 læser vi: "Efraim, han blander sig med Folkene, Efraim er som en Kage, der ikke er vendt." Her står vi over for et vel bekendt Forhold. Dejgen lægges på Pladen, men vendes ikke. Det Ord, som her benyttes, betyder uomtvisteligt at foretage i det mindste en halvomdrejning.

I det 37. Kapitel hos Job - det Kapitel, som går forud for det, der indeholder det anførte Vers - møder vi det samme Ord med en tilføjet Bestemmelse, der kaster Lys over dets Betydning: "Han udbreder sin lysopfyldte Sky. Og den vender: sig i Kredse, alt som han styrer den." 11 og 12. Vers. Eller ifølge Kalkars Oversættelse: "Og den vender sig rundt omkring, som han leder den." Altså kan dette Ord ledsages af Udtrykkene "i Kredse" eller "rundt" og "omkring"; det kan undertiden anvendes for at betegne en Omdrejning. I Job 9,5 har vi et andet Eksempel: "Han, som flytter Bjergene, inden de mærker til det, han, som omkaster dem i sin Vrede." Betydningen af disse Udtryk er meget klar.

I enkelte Bibeloversættelser finder vi på et andet Sted en Gengivelse, som endnu mere slående belyser dette Ords Betydning, nemlig i Dom. 7,13 [som vi her citerer efter Lindbergs danske Bibeloversættelse]: "Så kom Gideon da, og se, der var just en i Lav med at fortælle en anden en Drøm, og han sagde: Se, Jeg drømte en Drøm, og se, et bagt Bygbrød rullede frem imod Midjans Lejr, det nåede Teltet, stødte derpå så det faldt, og det vendte op og ned på det, og Teltet var faldet." Med Henblik på den Sag, som vi her behandler, svarer denne Gengivelse såvel til den engelske som også til Kalkars Bibeloversættelse, der siger om Bygbrødet, at det "trillede". Ordene "rullede" eller "trillede" samt "vendte op og ned" kommer fra dette hebraiske Ord "haphak". Bygbrødet rullede eller trillede - drejede sig rundt Gang efter Gang indtil det kom hen til et Telt, hvorpå Teltet, som ramtes, blev kastet omkuld eller "vendt op og ned", kastet omkring, således at det styrtede sammen.

Her er ingen Fejltagelse mulig. Ordet anvendes altså i Betydning af at dreje omkring. Det kan betyde at vende om eller rulle rundt. Det er undertiden således oversat. Det rummer Begrebet om en Omdrejning eller en Gåen rundt. Dette er Ordets første og indre Betydning. Enhver anden Anvendelse af Ordet er overført og kommer derfor først i anden Række. Hvis vi skrev på Hebraisk og Ønskede et Ord for at betegne Jordens Omdrejning, så ville vi sandsynligvis bruge det Udtryk, som anvendes i Job 38,14.

Hvad Betydningen af Ordet «vendes» i dette Vers angår, ser vi altså, at det kan bruges for at betegne, at noget drejer sig rundt; og hvis Ordet "den" har Hensyn til Jorden, så fortæller dette Vers, at Jorden drejer sig omkring eller ruller rundt. Men hvad tager Ordet "den" Sigte på? Hvad står det i Stedet for? For at komme til Klarhed over dette må vi betragte det foregående Vers.

"Den" er et Pronomen og henviser til et eller andet tidligere anvendt Substantiv. Det står i Stedet for en eller anden Ting, som der er Tale om. Det forekommer endvidere i Enkelttal og kan derfor ikke stå i Stedet for et Substantiv i Flertal. Vi finder, at Tanken begynder i det 12. Vers, og derfor må den i det 14. Vers omtalte Ting, der vendes, være nævnt ved Navn enten i det 12. eller i det 13. Vers.

I de to nævnte Vers findes der fem Substantiver, som står i Enkelttal og i Køn svarer til "dem", nemlig Befaling, Morgenen, Morgenrøden, Jorden, Flige. Udtrykket "den" må henvise til et af disse fem. Hvis vi forsøger at erstatte «dem" med det ene af disse fem Ord efter det andet, får vi følgende Sætninger: Morgenen vendes som Leret til Seglet. Morgenrøden vendes som Leret til Seglet. Jorden vendes som Leret til Seglet. Dens Flige vendes som Leret til Seglet. - Vi ser bort fra Ordet "Befaling", da Anvendelsen deraf i denne Sammenhæng ville være udelukket.

Kun én af disse Sætninger rummer, hvad man kan kalde en Mening. Billedet, som her tales om, er "som Leret til Seglet", ikke "som Seglet til Leret". Lad os have den angivne Orden nøje i Erindring. Det er ikke Seglet, der vendes mod Leret, således som Tilfældet jo i Almindelighed er; Billedet er vendt omkring. Hvorfor er det vendt omkring? Der må være en Hensigt med at benytte et Billede, som er netop det motsatte af det sædvanlige. Hvis vi her stod over for det almindelige, så ville der være noget, der vendes som et Segl vendes mod det Ler eller den Lak, hvorpå Seglet skal indtrykkes.  

Hvilken prægtig Illustration dette ville være for en, som hylder Teorien om en flad, stillestående Jord med en Sol, der går rundt omkring den! Morgenrøden, Solen, vendes som Seglet til Leret for at sætte sit Stempel på Jorden! Hvis Jorden er faststående, og Solen ruller omkring den, og dersom Bibelen skal bekræfte dette Forhold, så er her en ypperlig Anledning til at fremkomme med en sådan Bekræftelse.

Vi ved, at Solens Virkning på Jorden meget ligner Seglets Virkning på Leret. Overalt hvor Sollyset falder, lader Jorden sig påvirke af dets Berøring, ligesom Leret lader sig påvirke af Seglet. I denne Henseende synes Billedet at være meget træffende. Men for at tilfredsstille dem, som tror på en faststående Jord, måtte der stå: "Den [Solen] vendes som Seglet til Leret." Men der står jo: "Som Leret til Seglet."  

Lad os nu sætte "Jorden" i Stedet for "den" og se, hvilken Mening det giver. "Jorden vendes som Leret til Seglet" Nu forholder det sig jo virkelig så, at Jorden ved sin daglige Omdrejning vendes mod Solen, ligesom Leret vendes mod Seglet. Men for at udtrykke denne videnskabelige Kendsgerning var det nødvendigt at forandre Billedet og udtrykke det på en Måde, som var netop den modsatte af det sædvanlige Forhold mellem Seglet og Leret. Hertil forudsættes omhyggelig Omtanke. Betragt engang dette Forhold! Man opdager et højst vellykket og træffende Billede, nemlig Leret og Seglet. Men når der tales om Ler og Segl, da er det Seglet eller Signetringen, som vendes mod Leret, medens det omvendte er Tilfældet, når det gælder Jorden og Solen. Det vil sige: Jorden, der fremstilles ved Leret, vendes mod Solen, der fremstilles ved Seglet. For at kunne anvende Billedet og alligevel være videnskabeligt nøjagtig måtte man nødvendigvis vende Billedet om.

Dette bibringer os al den Lærdom eller Undervisning, som Billedet kan bibringe, og det gør Fremstillingen videnskabeligt korrekt. Når man søger at opdage dets Betydning, vil det til at begynde med forekomme en lidt gådefuldt; men forstår man det først, så kan man ikke andet end beundre dets rige Tankeindhold og den Fyndighed og Klarhed, hvormed det er udtrykt.

Men hvad betyder så den Øvrige Del af Verset? Hvad sigtes der til i den sidste Sætning: "Og de fremstår som et Klædebon?" Henvender vi os til andre Oversættelser, som f.eks. den reviderede engelske, læser vi: "Og alle Ting fremstår som et Klædebon."  

"Og alle Ting fremstår som i pragtfuld Dragt." - Noyes's OvBrs.
"Og de fremstår som i broget Dragt." Den amerikanske Bibel-Unions Overs.
"Og alting former sig som et Klædebon." Delitzsch's Overs.
"Og for at alting kunne fremtræde der med nye Dragter." "Og alle Ting kommer frem for at klæde den." - Franske Oversættelser.
"De danner sig som et Klæde." - Lindbergs Overs.
"Og de fremstiller sig som et Klædebon." Kulkars Overs.

Indser vi nu Betydningen? Jorden vender sig som Leret til Seglet, og idet den modtager sit Indtryk, ligesom Leret modtager Indtryk af Seglet, bliver alting grønt og smukt under Solstrålernes Påvirkning.

"Det er Gud, som har befalet Morgenen at besøge Jorden (vender Jorden mod Lyset) og spreder Morgenlyset gennem Luften, der modtager det lige så beredvilligt, som Leret modtager Seglet (14. Vers), og Øjeblikkelig lader sig påvirke af det, således at den pludselig lader sig helt oplyse deraf, ligesom Seglet indtrykker sit Billede på Leret; og de står som et Klædebon, eller som om de var iført et Klædebon. Jorden ifører sig et nyt ydre hver Morgen og klæder sig på, ligesom vi gør." - Matthew Henry.

"Den rulles (vendes) som Leret til Seglet; og (alle Ting) fremstår som i prægtig Dragt." Oversættelse af H. R. Salisbury.

""Den rulles." Ordet "den" har Hensyn til Jorden, og Verset taler om Jorden, når Morgensolen skinner på den." - Salisbury.

Dette Vers udtrykker efter min Mening Forholdet mellem Jorden og Solen så nøjagtigt, som noget Menneske kan udtrykke det. Og hvad der er endnu større: det fremsiger i få Ord alt, hvad Menneskene er kommet til Kundskab om efter langvarige Studier. Ved sin Omdrejning Dag efter Dag og Time efter Time og ved det årlige Løb på sin Bane vendes Jorden til Solen. Solen berører Jorden med sit Lys og efterlader der et Præg, ligesom når Seglet berører Leret og efterlader sit Præg derpå.

Efter nu at have betragtet dette Skriftsted, som oplyser, at Forholdet mellem Jorden og Solen er det samme som Forholdet mellem Leret og Seglet, vil vi læse nogle få Linier fra en bekendt Videnskabsmand og se, hvorledes han udtrykker næsten den samme Sandhed, skønt næppe nogen vil antage, at han havde dette Vers hos Job i Tanke:

"Vor Jord er et Stoppested, hvor denne Kraft [fra Solen] er en Betingelse. Her er Proteus på Spil; én og samme Essens antager en Million Skikkelser og Farver for til sidst at opløse sig i sin oprindelige og næsten formløse Form. Solen kommer til os som Varme, den forlader os som Varme, og imellem dens Ankomst og dens Afgang kommer de mangfoldige Kræfter på vor Klode til Syne. De er alle Solkraft i særskilte Skikkelser - de er Former, hvori Kraften foreløbig gydes, medens den passerer fra sin Kilde ud gennem Uendeligheden." - John Tyndall.

Skønt disse to Billeder ikke er identiske, sigter de dog begge til den samme store Sandhed. Som et Billede på den Mangfoldighed af Former, der findes her på Jorden, anvender Bibelen det Præg, Leret modtager af Seglet; de udgør det Stempel, Sollyset sætter på Jorden. Nævnte Videnskabsmand fremstiller disse Former under Billedet af Støbeformer, hvori Sollyset Øses. Utvivlsomt ville Tyndall selv villigt indrømme, at det Billede, Bibelen anvender, bibringer langt den rigtigste Forestilling. Videnskaben bliver aldrig træt af at fortælle, hvor meget vi modtager fra Solen. Jeg citerer nogle Paragraffer fra et populært Værk:

"Fra det højeste Standpunkt betragtet forholder det sig rigtigt, at Solen kun er én iblandt en stor Mangfoldighed - en eneste Stjerne imellem Millioner af andre - hvoraf mange Tusinder sandsynligvis overgår den i Klarhed, Størrelse og Kraft. Den er kun en Menigmand i Himmelens Hærskare.  

Men i de utallige Myriader er Solen den eneste, som befinder sig tilstrækkelig nær til i nogen synlig Grad at indvirke på jordiske Forhold; men over disse Øver den en Indflydelse så stor, at det er vanskeligt at finde det Ord, som udtrykker det. Denne Indflydelse er noget mere end en blot og bar Kontrol eller Behersken.

Den kan ikke lignes ved Månen, der kun nøjere begrænser og bestemmer mere eller mindre vigtige Forhold på Jordens Overflade; materielt set er den i næsten absolut Forstand den Kraft der driver det hele. Næsten al den Energi, som kommer til Syne i enhver Foreteelse, det være sig af mekanisk, kemisk eller vital Art, kan vi føre direkte tilbage til Solen. Blev dens Stråler fjernet endog blot en eneste Måned, så ville Jorden uddø; alt Liv på dens Overflade ville ophøre.  

Dette Faktum har man altid forstået mere eller mindre tydeligt. ...

Men medens tænkende Mennesker altid har erkendt Solens materielle, Overherredømme, og dette endog er blevet gjort til Grundlag for Religionssystemer, som f.eks. hos Perserne, så er det blevet forbeholdt nyere Tider, og da navnlig vort eget Århundrede, klart at påvise netop i hvilken Forstand og i hvilken Udstrækning Solstrålerne udgør Jordens Liv, og Solen selv er Guddommens Symbol og Viceregent. Efter at de to Sætninger om Kræfternes indbyrdes Forhold og om Energiens Vedligeholdelse en Gang er bleven tydelig opfattet og formuleret, har det været forholdsvis let at tillempe dem ved Forsøg og Iagttagelser og derpå føre de forskellige Klasser af Energi, som åbenbarer sig i de jordiske Foreteelser, tilbage til deres Udspring Solen - f.eks. at påvise, hvorledes Vandfaldenes Kraft kun er omdannet Solvarme. Det samme gælder, kun lidt mere fjernt, men lige så sikkert Dampkraften, Elektriciteten, ja endog Kræfterne i Dyreriget. Den Opfattelse er nu så almindelig, at det neppe er nødvendigt at dvæle nærmere ved den; og dog turde det i det mindste for enkelte Læseres Vedkommende være Ulejligheden værd at undersøge Sagen lidt nøjere.

Udførelsen af et Arbejde betyder altid en Omkalfatring af noget, som allerede er udført. Det, som holder en Klokke gående, er enten en Fjeder, der vil strække sig ud, eller også et Lod, der vil falde, og nogen må først have trukket Klokken. Når Vandet i en Flod År efter År styrter ud over en Klippe, og vi benytter det til at drive vore Fabrikker, så vedbliver Floden at strømme, fordi en eller anden Kraft stadig løfter Vandet op og fører det fra Havet tilbage til Højderne - en Proces, der nøjagtig svarer til, at Klokken daglig må trækkes op. Når Krudtet i et Gevær eksploderer og driver Kuglen ud, så skyldes dets eksplosive Kraft den Omstændighed, at nogen har anbragt Krudtets enkelte Bestanddele i et sådant Forhold, at en Gnist er nok til at overskære de Bånd, som holder dem adskilte, og så stormer de mod hinanden, netop ligesom et hængende Lod vil falde, hvis det slippes løs.

Inden det samme Stof, som en Gang var Krudt, men nu er Støv og Gas, atter kan udføre det samme Arbejde, må en eller anden Kraft opløse Eksplosionsprodukterne og atter anbringe Atomerne i det samme Forhold, hvori de forefandtes, før Skuddet faldt. Denne Proces er mekanisk analog med dette at løfte faldne Lodder op og anbringe dem på Hylder eller hænge dem i Kroge, hvorfra de atter er rede til at falde ned, når så måtte kræves.

Nøjagtig det samme gælder den Varme, som fremkaldes ved Forbrænding af Kul, Træ og lign.: den skyldes Sammenbruddet af Molekyler, hovedsagelig Ilt på den ene Side og Kulstof og Brint på den anden, hvilke Stoffer ved en eller anden virksom Kraft er blevet opbygget til en Struktur.

Det samme kan siges om animalsk Kraft; thi alle Undersøgelser går ud på at vise, at i mekanisk Forstand er Dyrelegemet kun en meget sindrig og virkedygtig Maskine, ved hvis Hjælp det levende Væsen, som bebor og kontrollerer vedkommende Legeme, kan udnytte den Energi, som indeholdes i den Føde, det fortærer. Som en Mekanisme betragtet er Legemet kun en af Mad drevet Maskine, hvori Mave og Lunger svarer til Fyrsted og Kedel i en Dampmaskine, Nervesystemet til Ventilapparaterne og Musklerne til Cylinderen. Hvorledes det personlige Væsen derinde, som kan ville og handle, sættes i Forbindelse med dette Ventilapparat for således at bestemme vedkommende Legemes Bevægelser, udgør Livets uudgrundelige Gåde; men de foreliggende Fakta bliver lige fuldt Fakta, selv om de ikke kan forklares.

Når vi nu vil spørge om Kilden til den Kraft, som løfter Vandet op fra Havet til Bjergets Top, som opløser Atmosfærens Kulsyre og Muldets Planteføde og opbygger de Kulbrinter og andre Forbrændingsstoffer i dyrisk Væv eller Plantevæv, så finder vi den hovedsagelig i Solstrålerne. Jeg siger hovedsagelig, fordi Stjernernes Lys og Varme, Meteorernes Tryk og den formodede langsomme Sammentrækning af Jorder naturligvis alle er virkelige Kraftkilder og yder deres Bidrag; men sammenlignet med den Energimængde, der stammer fra Solen, udgør deres samlede Sum af Kraft måske en Brøkdel, der kunne sammenlignes med en Stjernes Lys i Forhold til Sollyset - den er så ubetydelig, at det, som allerede bemærket, er ganske sikkert, at en Måneds Udelukkelse af Solstrålerne ville medføre fuldstændig Tilintetgørelse af al Virksomhed på Jorden. - "The Sun", af Young.

Alt dette er rigtigt nok; men medens vi holder os Solens Indflydelse for Øje, bør vi heller ikke glemme den anden Side af Sagen. Det er sandt, at Solen påvirker Jorden med en vidunderlig Kraft; men lad os antage, at Jorden ligesom måske Månen ikke lod sig påvirke af denne Kraft - hvad ville så ske? Medens vi får et rigtigt Begreb om Solens Stilling og Kraft, må vi ikke glemme, at J orden er blevet udrustet med den Evne at kunne påvirkes af Solens Indflydelse. Hvis Jorden ikke havde fået denne Evne til således at lade sig påvirke, så kunne Solen vedblive at skinne hele Tiden uden noget Resultat. Men nu er Forholdet dette, at medens Solen ligesom Seglet kan bibringe Præg eller Indtryk, så har Jorden ligesom Leret den Egenskab, at den kan påvirkes af denne Indprægning.

Forsøger vi med et Segl at sætte et Præg på en ha ard Granitsten, så vil Seglet intet Præg efterlade. Stenen kan ikke påvirkes af Seglet. Men sætter man Seglet på den bløde, eftergivelige, modtagelige Ler eller på Voks, får man et nøjagtigt Præg af Seglet.

Videnskabsmændene kan med Rette beundre den Kraft, Solen udøver; men de bør heller ikke overse dette andet store Faktum, nemlig at Jorden er udrustet med den Egenskab at kunne påvirkes af Solens Indflydelse. Vi bør have en rigtig Forståelse af Solen som en drivende Kraft for Jorden; men dette behøver ikke at skjule det Faktum, at Jorden har sin Rolle at spille ved at være modtagelig for denne Indflydelse.

Solen må ved sine Stråler berøre Jorden og vække den op til Virksomhed, give den Kraft til dens Gerning. Uden Solen ville Jorden forblive uvirksom, død. Den er ligesom en Håndfuld passivt Ler: hvis den ikke modtager Seglets Præg, så vil der intet Præg blive. Hvis Jorden ikke berørtes af Solen, så måtte den ligesom Leret vedblive at være gold og Øde.

Lerets Modtagelighed spiller sin Rolle og har sin Andel i Frembringelsen af Præget eller Billedet fra Seglet. Og det er Jordens Modtagelighed for Sollyset, der betinger al Virksomhed hernede. Solen må præge, men Jorden må modtage Præget. Lad os betragte nogle få Eksempler:

Antag, at der ingen Luft var på Jordkloden. Dampmængden ville da næsten Øjeblikkelig afpasse sig efter enhver Temperaturforandring. Den størst mulige Mængde ville således altid være til Stede på enhver given Plads.

"En Temperaturforhøjelse ville ledsages af hurtig Fordampning, og den Mængde Vand, der skulle til for at fylde Stedet, ville Øjeblikkelig forvandles til Damp. På den anden Side ville en tilsvarende Nedsættelse af Temperaturen efterfølges af en lige så pludselig Fortætning af det Overskud af Vand, som Luften ikke længere kunne indeholde, og Vandet ville falde, ikke som stille Regnbyger, men i frygtelige Strømme, som Tropernes overskyllende Byger kun giver os en svag Forestilling om; thi eftersom Dråberne faldt uden nogen Modstand, ville de være lige så Ødelæggende i deres Virkninger som Geværsalver." - Jasiah P. Cooke, Prof. i Kemi og Mineralogi ved Harvard Universitet.

Lad os tage et andet Billede. Det er en almindelig Naturlov, at alle Stoffer udvides ved Varme og sammentrækkes ved Kulde. Når undtages inden for meget snævre Grænser danner Vandet, som vi snart skal se, ingen Undtagelse fra denne almindelige Regel. Var det ikke for denne Udvidelse, ville det blive vanskeligt at opvarme eller afkøle større Vædskemængder.

Alle Vædsker er meget dårlige Varmeledere og kan kun opvarmes ved, at deres Partikler lidt efter lidt kommer i Berøring med Varmekilden.

Sætter man en Kedelover Ilden, så vil Varmens første Virkning være, at den udvider de Vandpartikler, som berører Kedlens Bund; disse får derved en mindre specifik Vægt, hvorfor de stiger op og afløses af andre, koldere Partikler, som derpå ophedes og stiger op ligesom de første. På denne Måde iværksættes der en Cirkulation, hvorved alle Partikler lidt efter lidt bringes i Berøring med Kedlens opvarmede Bund, og efterhånden stiger hele Vandmassens Temperatur til Kogepunktet.

Noget lignende sker, når man kommer Is i en Kande for at afkøle Vandet. Vandet foroven i Kanden, som er i Berøring med Isen, vil selvfølgelig afkøles og får derfor en større Vægtfylde end Vandet nedenunder, hvorfor det synker og erstattes af det varmere Vand, der så ligeledes afkøles og synker. Også her opstår der således en Cirkulation, som fortsættes, indtil hele Vandmængden kommer ned på en Temperatur af 4 Grader C. Ved dette Punkt ophører Cirkulationen fuldstændigt, fordi Vandet ifølge sin ejendommelige Beskaffenhed er lettere ved en Temperatur af 3° end ved 4° og følgelig holder sig på Overfladen. Således forholder det sig, efter som Temperaturen synker til Frysepunktet: jo koldere Vandet er, desto lettere bliver det, og desto mere hårdnakket holder det sig på Overfladen. Selvom de Øverste Lag i Vandet let kan afkøles til Frysepunktet, så vil den store Masse af dette flydende Stof på Grund af sin dårlige Ledningsevne blive stående ved en Temperatur af 4° C.

Den kolde Vinterluft påvirker Vandet i Damme og Søer nøjagtigt på samme Måde, som Isen påvirker Vandet i Kanden. Også de afkøles fra Overfladen, og en Cirkulation kommer i Gang ved, at det afkølede Vand stadig synker, indtil Temperaturen falder til 4°. Men på dette Punkt, 4° over Frysepunktet, ophører Cirkulationen. Det Overfladevand, der afkøles under denne Temperatur, holder sig ovenpå og fryser til sidst. Men her træder endnu en' anden Egenskab hos Vandet i Virksomhed. De fleste andre Stoffer er tungere i fast end i flydende Tilstand; Isen derimod er lettere end Vandet og flyder derfor ovenpå. Da Isen tillige er en meget dårlig Varmeleder, tjener den som en Slags Beskyttelse for Søen, således at Vandet på en  

Dybde af højst nogle få Fod aldrig afkøles under 4°, selvom Luftens Temperatur i Ugevis bliver stående under Frysepunktet.

Hvis Vandet lignede andre Vædsker og vedblev at fortættes af Kulden indtil Frysepunktet - hvis ikke netop denne Undtagelse forelå, så ville hele Naturens Orden blive forstyrret. Den netop omtalte Cirkulation ville vedblive, indtil Vandmængden i Søen var nået til Frysepunktet. Isen ville først danne sig ved Bunden, og Frysningen ville vedblive, indtil hele Søen var forvandlet til en fast Ismasse. På en sådan Ismasse ville selv den varmeste Sommer kun have ringe Virkning; den dår lige Varmeledningsevne ville forhindre Smeltning, og i Stedet for Søer og Damme ville vi have store Ismasser, som i Sommerens Løb kun ville smelte til en Dybde af nogle få Fod.

Det er unødvendigt at tilføje, at et sådant Forhold ville være ganske uforeneligt med Tilstedeværelsen af Dyre og Planteliv i Vandet, og det ville være næsten lige så Ødelæggende for organisk Liv overhovedet. Hele Skabningen er jo så uløselig sammenknyttet i alle sine Dele, at når ét Lem lider, så lider også alle de andre. Men allerede selve Jordbunden ville til en vis Grad dele Skæbne med Dammene. Jordbunden indeholder altid mere eller mindre Vand, og i den tempererede Zone formår Frosten ikke at dræbe Planternes Rødder og Frø. Men hvis Vandet var af samme Beskaffenhed som andre Vædsker, ville Jordbunden fryse i stor Dybde, og Sommervarmen ville kun formå at optø den til en Dybde af nogle få Tommer på Overfladen.

Måske var det muligt at dyrke nogle få hårdføre Årsplanter i et sådant Klima, men heller ikke mere. Træer og Buske ville ikke kunne leve i den strenge Vinter. Det fremgår altså heraf, at selve Livsbetingelserne i disse Jordens tempererede Egne betinges af, hvad der synes at være en Undtagelse fra en almindelig Naturlov, så ubetydelig og begrænset i sit Omfang, at kun den nøjagtigste videnskabelige Iagttagelse kan opdage den.» - Prof. Jo8iah P. Cooke.

Disse Eksempler er nok til at vise, hvorledes de jordiske Forhold er afpasset til at kunne påvirkes af Solen og dens Varme. Det er rigtigt, at Varmeudviklingen ved en Forbrænding, Dyreverdenens Livskraft, Hurtigtogets Brusen osv. kun er Solkraft, der virker under andre Former. Dette er alt sammen et Vidunder. Men at Ting her på Jorden er afpasset efter denne Kraft og er i Stand til at udnytte denne Solenergi, udgør en ikke ringe Del af Vidunderet.

Og i Granskningen af denne Solens Tillempning til Jorden og Jordens til Solen tilligemed alle deres mangfoldige Foreteelser er der Stof nok til at beskæftige en Person, selvom han levede i uendelige Tider. Men vi ved, at Jorden kun er én af de otte Planeter, og hver Planet rummer sin egen Rigdom af Gåder og Undere. Og Solen er kun én iblandt Millioner af andre i Universet. Hvilken Uendelighed der da må være af Afpasninger eg Tillempninger mellem Sole og Planeter og mellem Planeter og Sole! Hvilket Netværk af Kræfter og Indflydelser, af Påvirkning og Påvirkelighed! Hvor vidunderligt Universet er bygget. Hvilket Arbejdsfelt for Menneskeånden! Hvilke uendelige Problemer og utalte Hemmeligheder!

Hvilke talløse Sandheder der stadig åbenbares, men dog aldrig bliver fuldt forstået!

"Den vendes." Jorden vendes ved et eller andet Middel. Der står ikke, at "den vender sig", men derimod: "Den vendes." Dette viser, at Midlet eller Kraften ikke er i Jorden, men uden for Jorden. Videnskaben tager derfor fejl, hvis den lærer, at Jorden foretager disse Bevægelser ifølge sin egen iboende Kraft. Hvad er da den Kraft, som vender den? Jeg besvarer Spørgsmålet med en andens Ord:

"Det skyldes ikke nogen egen, iboende Kraft i Naturen, at Jorden År efter År frembringer sine rige Frugter, og at Jorden stadig vedligeholder sin Gang omkring Solen. Almagtens Hånd er stadig i Virksomhed og leder denne Planet. Det er Guds Kraft, virkende hvert Øjeblik, der holder den i Stilling under dens Omdrejninger. Himmelens Gud er hele Tiden i Virksomhed."  "Patriarker og Profeter", 9. Kap.  

Videnskaben har Ret, når den siger, at Jorden bevæger sig omkring Solen, og ligeså når den siger, at Jorden drejer sig; men den tager fejl, når den søger at bevise, at Jorden bevæger sig ved en iboende Kraft, og at den dertil ikke behøver nogen Hjælp udefra. Han, som skabte "Syvstjernen og Orion" (Amos 5,8) og hængte "Jorden på intet" (Job 26,7), som har "afmålt Himmelen i Spand og samlet Jordens Støv i Tredingsmål" (Es. 40,12), som udfører Himmelens Hær efter Tal og kalder dem alle ved Navn, alt sammen ved sin "vældige Magt og store Kraft" (26. Vers) - han er den, som fører Jorden frem på dens bestemte Bane.

Dag efter Dag vendes Jorden mod Solen som Leret mod Seglet, således som Skriften forkynder. Og lig Leret lader Jorden sig Dag efter Dag påvirke af Solstrålernes Berøring, "og alle ting fremstår i pragtfuld Klædning". Solen farver Jorden med de Afskygninger af dens Lys, som genskinner fra Himmelhvælvingen og fra Skyen, fra Blomsternes Farve og fra Markens grønne Tæppe. Den præger Jorden med Indseglet af sit Lys og sin Varme, og Vegetationen vælder frem som under en Tryllestav. Påvirket af dens Kraft og strålende i dens Lys ruller Jorden fremad på sin Vej efter Takten af "Sfærernes Musik".