Den atmosfæriske Himmel.

 

Ingen kan have noget fyldestgørende Begreb om Astronomi uden at have i det mindste lidt Kendskab til Atmosfæren. På Grund af Uvidenhed nærede enkelte i Fortiden måske den Tanke, at Himmelhvælvingen kun var en Slags Plade, der lukkede os inde, en mægtig Krystalsfære omkring os.

Hvis Bibelen havde givet Udtryk for en så barnagtig Forestilling, så ville vi øjeblikkelig have draget den Slutning, at Bogen var af jordisk Oprindelse; men skønt den blev skrevet i Tider, da Folk nærede allehånde besynderlige Ideer, så bærer den ingensteds Spor af at være påvirket af Tidens Dårskab.

Dens rene Strøm flyder ubesudlet ned gennem Tiderne. Dens Fasthængen ved det, som er, Sandhed, er så fuldkommen og så ubrydelig, at nogle af dens største Mænds Vandel skildres med al den Skam og Uhygge, som var en Følge af, at de undertiden faldt i Synd.  

Under Bibelens Omplantning i vore Sprog har det undertiden hændt, at Oversætterne har benyttet Ord og Vendinger, som var mere i Overensstemmelse med deres egne Begreber om enkelte videnskabelige og teologiske Emner end med Udtrykkene i Grundsproget.

Et Eksempel herpå finder man i det første Kapitel i Bibelen. "Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning." 1. Mos. 1,7. Således skildrer Bibelen med få Ord Tilblivelsen af det, som Videnskaben kalder Atmosfæren. Den giver en meget enkel Beskrivelse af en såre indviklet Sag; men den blotter selve Kærnen i en vidunderlig Kendsgerning.

Dette Skriftsted skal ligesom hele Skabelsesberetningen være til Undervisning for alle Mennesker og ikke blot for den lærde Gransker. Det tager Sigte på ethvert Tidsafsnit, uanset hvor stor eller hvor liden videnskabelig Indsigt vedkommende Tidsafsnit måtte eje.

Nogen anden Fremgangsmåde ville hverken være mulig eller tilladelig for en Bog som Bibelen, der har Adresse til Mennesker af alle Klasser og Folkeslag uanset deres Dannelse og Oplysning. Sproget må være så enkelt og ligefrem og må således berøre enhver Sag ved selve Roden, at enhver, ja endog et Barn vil kunne få nogen Forståelse af, hvad der tales om. Samtidig må Ordlyden være så klar og ren, at selv den mest fremskredne Videnskab aldrig skal kunne påpege nogen Mangel deri eller overgå den.  

Vi skal nu se, at således forholder det sig med den bibelske Fremstilling af Atmosfærens Tilblivelse.

Der har været Tider, da Menneskene troede og lærte, at Jorden var flad. De mente da, at Himmelen var en Krystalkuppel, der til alle Sider hvilede på Jorden som det faste Grundlag.

I vor egen Tid er der dem, der søger at påvise, at Skriftens Udtryk: "den udstrakte Befæstning" (eller Hvælvingen, Firmamentet) skulle have denne Betydning. En Forfatter, som vistnok må have næret meget store Tanker om sine egne indskrænkede Forestillinger om den gamle Bøgernes Bog, oversætter Udtrykket med "hamrede Plader". Dette røber større Opfindsomhed end Kundskab.

Ordet raqia, hvorfra Udtrykket "udstrakt Befæstning" er oversat, kommer fra et Rodord, son betyder hamre eller banke (slå). Begrebet "Plader" ligger ikke i dette Ord i Grundteksten; de er udelukkende en Tilføjelse, som denne moderne Skeptiker har tilladt sig. At hamre eller slå Metal til Plader er at bringe det til at brede sig Udstrækning, hvorfor det Ord, som fra Begyndelsen af kun betød at hamre, efterhånden kom t at betyde udvide, udstrække, brede.

I det hebraiske Sprog har Ordet således 1 Betydninger, nemlig at hamre og at brede elle udstrække. Og det, som blev udstrakt, kaldtes raqia, = det Udstrakte, en "Udstrækning". Men ikke en eneste Gang i den hebraiske Bibel står dette Ord i Stedet for de to Ord "hamrede Plader". Et Udtryk som "hamrede Plader" findes overhovedet ikke i hele Bibelen. De Udtryk, som kommer det nærmest, er Ordene "drevet Arbejde af Guld" og "drevet Arbejde"; men i disse Tilfælde bruges på Hebraisk ganske andre Ord.

Den eneste Antydning i det Hebraiske til den Forestilling, som denne moderne Kritikers klodsede Oversættelse rummer, findes i to Udtryk. Vi læser i 2 Mos. 39,3 om Guld, som blev hamret til Plader. Men her benyttes Rodordet for at betegne Metallets Udvidelse eller "Udstrækkelse" ved Hamring, medens et andet Ord er brugt for at betegne "Plader". Det andet Eksempel findes i Es. 40,19, hvor der tales om, at Guldsmeden beslår et Billede med Guld. Men Rodordet er her anvendt for Begrebet "beslå" [eller mere betegnende, som i Lindbergs Oversættelse, "overdrage"], og aldeles ikke som en Betegnelse for Metallet, der angives ved et andet Ord.

Man villet kunne indse, at eftersom Ordet betegner det, der udstrækkes, så var det ikke utænkeligt, at det kunne være brugt for at betegne en Metalplade, der således blev "udstrakt"; men den hellige Skrift gør ikke en eneste Gang en sådan Anvendelse af dette Ord.

Undersøger vi derimod Ordet "Udstrækning" eller "det Udstrakte" anvendt på den atmosfæriske Himmel (Atmosfæren), så opdager vi, at det rummer en dyb og stor Betydning. Vi forstår, at Luften er sammensat af to Gasarter, Ilt og Kvælstof, og vi ved, at alle Gasarter har en Tilbøjelighed til at udvide sig, medmindre der på en eller anden Måde sættes Grænser for Udvidelsen. Videnskaben lærer endvidere, at enhver Gasart udvider sig ved, at dens Atomer hamrer på hverandre. Vi har ikke her til Hensigt at forfægte eller forsvare Atomteorien; men under den Forudsætning, at Videnskaben i nogen Måde har Ret, begynder vi måske at forstå, hvorledes Begrebet "hamre" kunne komme ind i det Ord, som betegner Atmosfæren. Al Materie, og da navnlig Materie i Gasform, vibrerer af Kraft; og Kraft er intet andet end den Energi, som ligger i Skaberordet.

Da Gud derfor omgav Jorden med et Gashylster, der ligesom vibrerer under den stedse tilflydende Kraft fra Ordet, så bragte netop denne Gasatomernes Vibreren og Hamren, navnlig fremkaldt ved Solens Varme, disse Atomer til at udvide sig, strække sig ud, indtil Udstrækningens Tryk stod i nøjagtig Ligevægt med Tyngdekraftens Modtryk.

Og således er det endnu den, Dag i Dag.
Da Gud skabte de Gasarter, hvoraf Luften består, kan vi forestille os, hvorledes de bevægede sig udad og dannede en stor atmosfærisk "udstrakt" Kreds ud til de Grænser, som Skaberen havde fastsat for dem. Således får vi en hamret "Udstrækning", et udstrakt Lag; thi Gasarternes Atomer eller Partikler blev "hamret" ved Skaberordets Kraft. Også i vor Tid har vi en hamret "Udstrækning"; thi Kraften i dette Ord er endnu virksom, bringer endnu Atomerne til at vibrere og vedbliver således at opretholde det udstrakte Luftlag. Den første Impuls fra Gud skabte Luften; den anden holder den ved lige.

Vi benægter ikke det historiske Faktum, at Menneskene i Tidens Løb kom til at betragte Himmelen som en Krystalkuppel. Således betragtede Grækerne og Romerne den. Selv Jøderne om hvis endelige Frafald Beretningen i det nye Testamente er tilstrækkeligt Bevis - kunne under hedensk Påvirkning gengive den hellige Skrift forkert. Men i alt dette er den guddommelige Inspiration uden Skyld. Og Resultatet af hedenske Forestillinger, Resultatet af, at såvel Gerningerne som Skriften er blevet misforstået, viser sig i vor Tid bl.a. deri, at Ordet raqia i vore almindelige Bibeloversættelser er gengivet med udtryk som "Befæstning" (Firmament), som om der sigtedes til noget fast eller massivt.  

Vi kan ikke tro, at Abraham nærede et så indskrænket Begreb om Himmelen, da Herren førte ham ud om Natten og viste ham, at stjernerne derude i Rummet kun bestod af nogle få Hundrede i Tallet, således som det kunne synes for hans ubevæbnede Øje, men at de var utallige som Sand ved Havets Bred. De var, således som det gik op for Abraham, da Gud skærpede hans Syn, så talrige, at intet Menneske kunne tælle dem. Hvorledes kunne en sådan Forestilling forenes med Tanken om nogle skinnende Plader, inden for hvis Vægge der var nogle få Lys? Sådanne tåbelige Ideer kan vi overlade det til Hedningerne at nære; men lad os ikke tilskrive en Guds Seer slige Opfattelser. Når Moses taler Om "Himlene og Himlenes Himle" siger han ifølge den rigtige Betydning af det Hebraiske: "det ophøjede og det ophøjedes ophøjede", hvoraf vi ved, at han sigter til noget, der langt overgår enhver hedensk Forestilling om en lav Kuppel eller Hvælving oven over os. 5 Mos. 10,14. Profeten Jeremias oplyser os om, at Himlene heroventil ikke kan måles af Mennesker (Jer. 31,37), og dette er i og for sig nok til at gøre det af med enhver sådan Begrænsning af Himmelrummet, som Hedningerne tænkte sig. Umiddelbart derefter kunne denne samme Profet henvise til denne Guds Kraft, som den kommer til Syne i Skabelsen af en ubegrænset og umålt Himmelhvælving oven over os, og deri se et Bevis på Guds Almagt. Jer. 32,17. Menneskenes Begreber om Guds Ord er noget ganske andet end Ordet selv. I Ordet "Udstrækning" i den Betydning, hvori vi ovenfor har benyttet det, åbenbarer den hellige Skrift den videnskabelige Sandhed, det virkelige Faktum, og det overlades til Videnskaben at udforske Enkeltheder, som Skriften således antyder.

Her ser vi atter Overensstemmelse mellem Bibelen og Videnskaben.  
Og til Slut: Bibelens Ord for "Atmosfære" er bedre end det, som Videnskaben benytter. Videnskabens Sprog er ofte mere et Udtryk for det rent tilsyneladende. Således taler astronomiske Værker f.eks. om, at "Solen går ind i Vædderen", hvormed der ikke menes, at Solen i bogstavelig Forstand går ind i Stjernebilledet Vædderen, men at den passerer et vist Punkt ude i Rummet, som man kalder Forårsjævndøgnspunktet. De taler også om Himmellegemernes Konjunktion, men mener dermed ikke, at disse Legemer virkelig står sammen; de er kun tilsyneladende i Nærheden af hinanden. Og både lærd og ulærd sætter det tilsyneladende i Stedet for det virkelige, når de taler om, at Solen går op og går ned. Bibelen benytter samme Sprogbrug. Det er fuldstændig på sin Plads at udtrykke det på denne Måde, idet man kun taler om Foreteelsen som sådan uden Hensyn til dens Årsag. At forsøge på noget andet ville være ensbetydende med at pålægge os en Byrde, som hverken vi eller det almindelige Talesprog kunne bære.

Vi har sagt, at Bibelens Benævnelse for den atmosfæriske Himmel eller Luftkredsen er bedre end det Navn, som Videnskaben har givet den.

Dette er også Tilfældet. Det Ord, som Videnskaben giver, betyder egentlig "en Dunstkugle". Det beskriver Tingens Udseende. Men det bibelske Ord antyder dens virkelige Tilstand og Art ved at anvende Benævnelsen "det Udstrakte", hvad der leder Tanken hen på et indre Forhold og leder os til at undersøge, hvad det var, som blev udstrakt, og hvad Årsagen var til det, som skete.

Et Træ kendes på sine Frugter. Guds Ord giver ikke Menneskene indskrænkede, tåbelige Begreber selvom det materielle Univers. Det er sandt, at Bibelen meddeler os de højeste åndelige Sandheder; men selvom dens Ord angående den materielle Skabning er færre og mere kortfattede, så er de dog så omfattende og så ophøjede, at de kan måle sig med de første.

Bibelen har givet os Sandhedskimet i alle den nyere Tids videnskabelige Opdagelser. Dette vil fremgå klarere og klarere, efterhånden som vi skrider fremad i vore Betragtninger. Skriftens Principper viser sig at holde Stik endog på Matematikkens, Fysikkens, Kemiens og Biologiens Område. Havde Menneskene gjort Guds Ords Sandhed til Grundlag for deres videnskabelige Undersøgelser, så ville man i Dag have været Vidne til langt gunstigere Forhold. Men Religionen har alt for ofte været brugt som et Middel til at lænkebinde Menneskesjælen i Stedet for til at frigøre den. Dette er et Forhold, som må lægges gammel Præstelist og religiøs Forblindelse til Last; det skyldes ikke nogen Indflydelse fra Bibelens Side.

Tag et andet Eksempel på Skriftens Ufejlbarhed:
Menneskene har altid haft noget Kendskab til Luften. Den har drevet deres Skibe, hvirvlet omkring deres Legemer og kastet deres Værker i Grus. Men den store Årsag til alt dette, det store Princip, ved hvilket disse atmosfæriske Foreteelser kan forklares, var aldrig kommet dem i Tanke. De var Vidne til Hvirvelvindens Ødelæggelser, men drømte aldrig om, at Tyngde var nødvendig til at fremkalde Bevægelse. Det, som skete, kunne de kun tilskrive en eller anden af deres Afguder. Og så længe det ikke faldt nogen ind, at Luften skulle veje noget, blev der selvfølgelig heller ingen Undersøgelser foretaget desangående. Til sidst kom imidlertid Spørgsmålet frem. Man begyndte at spørge: Har Luften Vægt? Hvorledes Spørgsmålet først opstod, ved man ikke. Måske var det selve Foreteelserne, der gav Anledningen. I så Fald var det Naturen selv, som påpege Sandheden. Eller det kan tænkes, at nogen læste Job 28,25 og så henvendte sig til Naturen for at finde en Løsning. I så Tilfælde var det Skriften, der ledte Menneskene hen til de Fakta, som forklarede en i Skriften påpeget Sandhed. Hvorledes nogen skulle kunne læse dette Sted i Jobs Bog, uden at Spørgsmålet opstod i hans Sind, er vanskeligt at forstå. Men på en eller anden Måde blev det Spørgsmål til sidst stillet: Har Luften Tyngde?

I Renaissancens tidligste Begyndelse i Europa blev Spørgsmålet lejlighedsvis drøftet, men man kom altid til en negativ Slutning. Ingen sådan Tyngde kunne føles. Al Erfaring og Fornemmelse syntes at gå Forestillingen om dens Tilstedeværelse imod.

Alle Vegne benyttede Menneskene deres primitive Indretninger til at hæve Vand op ved Hjælp af Pumper, men havde ikke mindste Begreb om, hvad de virkelig gjorde. De havde ingen som helst Forståelse af det, som foregik lige for deres Øjne. Hvis nogen havde fortalt dem, at de ved at hæve Stemplet i en Pumpe løftede 'en Del af Atmosfærens Vægt bort fra Vandet under Stemplet, således at Overskuddet af dette Tryk virkede på Vandoverfladen nede i Brønden og tvang Vandsøjlen op i Pumperøret efter Stemplet, så var der århundredlange Tidsperioder, da en, der forkyndte en sådan Lære, ville have stået i Fare for at blive brændt på Bålet.

Denne tilligemed alle Foreteelser af lignende Art blev forklaret med det Diktum, at Naturen skyr et Vakuum (tomt Rum). Dette Nonsens gjaldt i lange Tider for god Videnskab. Det er interessant at erindre sig den lange Tidsperiode, gennem hvilken dette blev antaget som et Axiom, som ingen vovede at drage i Tvivl. ...

Opkomsten af Spørgsmålet om, hvorvidt Atmosfæren måske havde Vægt, var i sig selv en bemærkelsesværdig Begivenhed, idet den betegner Begyndelsen til videnskabelig Forskning. Men der blev foretaget et Forsøg, der af de lærde i lange Tider blev betragtet som en Besvarelse af Spørgsmålet i negativ Retning. Forsøget bestod i, at man vejede en Blære, når den var fyldt med Luft, og når den var tom. Der var ingen Forskel at opdage.

Man indså ikke det tåbelige ved dette Forsøg.
"Fejlen lå i den upåagtede Omstændighed, at Blæren var fyldt med og omgivet af den samme Vædske. Hvad enten den var fuld eller tilnærmelsesvis tom, fortrængte den altid i Forhold til sin egen Masse meget nær den samme Vægtmængde Luft, som den indeholdt. Med et lignende Forsøg kunne man lige så godt bevise, at Vand eller endog Kviksølv intet vejer. Således vedblev dette betydningsfulde Faktum at være skjult for Menneskene. Kopernikus og Galilei døde uden at have opdaget det."  

Skønt Gud Århundreder i Forvejen havde givet Luften Vægt (Job 28,25), så stolede Menneskene på Resultatet af deres egne blinde Gisninger i Stedet for på Guds ufejlbare Ord. Således svævede de fremdeles i Vildfarelse.

Under Forsøg på at pumpe Vand op af en dyb Brønd i Florens fandt man, at det ikke var muligt at løfte Vandet højere end ca. ti Meter, hvilket bragte Galilei til at bemærke, at Naturen åbenbart ikke skyede et Vakuum højere oppe end ti Meter. På sit Dødsleje overlod Galilei Undersøgelsen af dette Problem til sin Elev og Efterfølger Torricelli. Torricellis Overvejelser bragte ham til den Overbevisning, at Atmosfæren måtte have Vægt [han havde fundet den rigtige Teori, den, som Bibelen påviser], og at det måtte være dens Tryk, som bragte Vandet til at stige i Pumperøret. Medens han grundede på, hvorledes denne Sag kunne prøves, kom han til sidst til at tænke på Kviksølvet. Hvis dette Tryk virkelig var til Stede, så ville det bringe Kviksølvet, hvis Tyngde er mellem tretten og fjorten Gange så stor som Vandets, til at hæve sig til en Højde af ikke over ca. 76 cm. Han sluttede derfor, at man ved Hjælp af Kviksølv i et Glasrør måtte kunne konstatere, om dette Tryk var til Stede eller ikke.

Med Interesse tænker man sig de Følelser, der måtte røre sig hos denne Filosof under Forberedelserne til Forsøget, der samtidig udmærker sig i så høj Grad ved sin Enkelthed, sin afgørende Bevisgyldighed og sin store Betydning.

Det var næsten lige så enkelt som dette at stille et Æg på Spidsen; men alligevel var det aldrig før faldt nogen ind. Mon det var med spændt Forventning eller med Overbevisningens besindige Ro, at han fyldte sit fire Fod lange, i den ene Ende tillukkede Glasrør med Kviksølv, anbragte sin Finger over den åbne Ende, vendte Røret om, førte den åbne Ende ned i et Kar halvt fyldt med Kviksølv og derpå - tog Fingeren væk?

Hvilke Følelser må ikke have bemægtiget sig ham, da han så Kviksølvsøjlen falde og, efter at have fuldført de Svingninger, som dens Bevægelse fremkaldte, standse i en Højde af mellem 75 og 76 cm, i Ligevægt med Atmosfærens Tryk på den samme Kviksølvflade i Karret! Eller da han konstaterede det Faktum, at Glasrøret oven over Kviksølvsøjlen begrænsede det absolut tomme Rum, nu for første Gang frembragt af et Menneske (eftersom man kun kunne opnå en Tilnærmelse dertil i Pumperøret), hvorfor det også for al Eftertid skulle gå under Navnet det Torricelliske Vakuum! Og hvilke Følelser ville ikke have grebet ham, hvis han havde kunnet forestille sig - hvad i Virkeligheden ingen til fulde kan fatte - den Betydning, som denne Opdagelse skulle få for Efterslægtens Industri og Civilisation.

Opdagelsen af Atmosfærens Tryk er en af de Bedrifter, som i mærkværdig Grad har udvidet Grænserne for den menneskelige Viden. Det var en radikal Opdagelse, og fra den er udgået en endeløs Række af Opdagelser og Opfindelser, som samtidig med, at de i uberegnelig Udstrækning har bidraget til Menneskenes Velfærd, også har bidraget yderligere til at befordre deres Kundskab og deres Evne til at forstå. - Charles Talbot Porter.

Vi ved, at Luftens Tryk nedad er uhyre stort. Dens Tryk eller Vægt udgør omtrent 1 kg pr. Kvadratcentimeter, eller ca. ti Tons på hver Kvadratmeter af Jordoverfladen. Men dette Tryk mærker vi ikke noget til, da det virker inden i os såvel som omkring os; vi er neddykket i det.

Udtrykt i Tons ville Luftens samlede Tryk på Jordoverfladen kræve 16 Cifre. Med et rundt Tal kan man sige, at det udgør fem Tusinde Billioner Tons, eller hvis man ville have det mere nøjagtigt: tæt ved 5,517,823,961,480,000 Tons.

Luftens Vægt er altså ganske enorm. Gud gav Luften denne Vægt. Han afpassede den med matematisk Nøjagtighed efter vort Behov og lod os heller ikke være i Uvidenhed om dette Forhold, men oplyste os derom i sit Ord. Luften omspænder Jorden lig en elastisk Gjord. Hvis Gud løste dette Luftbånd og fjernede dets uhyre Vægt, mon så ikke de indestængte Kræfter i Jordens Indre ville bryde løs? Der kommer en Dag, da han vil fjerne det, ligesom man fjerner Skallen af en Appelsin. Det vil en Gang blive sammenrullet lig en Bog. Åb. 6,14. Hvorledes vil det da forholde sig med vor Videnskab? Vil vi tilligemed al vor Videnskab være grundfæstet på hans uforanderlige Ord? I så Fald vil vi i hin forfærdelige Time roligt kunne skue opad og sige: Vi vil ikke frygte, "om end Jorden forandres, og Bjergene synker ned i Havets Dyb; om end Vandene deri bruser og oprøres, Bjergene bæver for dets Vælde".