Videnskaben og Bibelen.

 

Når vi en klar, mørk Aften ser opad mod Himmelhvælvingen over os, føler vi os henrevne ved Synet af de mange lysende Punkter, der funkler og glitrer dybt inde i Rummet.

Vi spørger os selv: Kan nogen virkelig fortælle os noget om disse og om, hvorledes de er kommet der? Hvad er deres Formål, deres Hensigt og Skæbne? Blev de engang til, eller har de altid været til? Og hvad vil deres Endeligt blive, hvis de engang skalophøre at eksistere?

Det er sandt, at Videnskaben på egen Hånd delvis kan besvare nogle af disse Spørgsmål; men på nogle af de vigtigste kan den aldeles intet Svar give. Kaster vi os over disse astronomiske Problemer, så opdager vi imidlertid, at Bibelen har noget bestemt at sige om dem. Vi finder, at den taler med Autoritet om videnskabelige Emner. Således opdager vi snart, at både Videnskaben og Bibelen har noget at sige til Svar, og dersom vi på en forsigtig Måde søger Kundskab hos begge disse Kilder, så bliver der Overensstemmelse i vor Betragtning af Astronomien og Bibelen.

Vi spørger f. Eks. : Hvorfra har Universet sin Oprindelse? Hvem er dets Ophav? Uden Vejledning af den hellige Skrift gennemsøger Videnskabsmanden alle de Dele af Universet, som er tilgængelige for hans Forskning. Han beregner Tiderne eller Bevægelserne, Banerne eller Retningerne, Størrelsen og Hastigheden for de Stjerners Vedkommende, som hans Instrumenter gør det muligt for ham at studere. Han mangfoldiggør Eksemplerne og sammenligner det ene med det andet. Han foretager Beregninger for Hundreder af År. Han går tilbage i Fortiden, han regner fremad til kommende Tider.

Når han har fundet en tilfredsstillende Løsning på ethvert Punkt i Problemet, som for ham udelukkende er af matematisk Art, forsikrer han: "Der er ingen Fare for Sammenstød eller for, at Himmellegemerne kommer i Vejen for hverandre. Skønt deres Veje krydser hinanden, og deres Baner ofte er indflettet i hverandre, så bevæger hver enkelt Klode sig altid på en sådan Måde, at den aldrig stiller sig selv eller sine Fæller i Fare. Overalt er der fuldkommen Orden. Så vidt jeg kan se, kan Universet vedblive at gå, som det gør, i al Evighed. Og så vidt mine Beregninger viser, har det altid gået i denne samme fuldkomne Orden." Men ved denne sidste Udtalelse er Videnskabsmanden kommet i Uoverensstemmelse med Guds Ord. Han har talt i Strid med Bibelens Fremstilling. Således ser vi, at Bibelen alligevel viser sig at være den store Vejleder i nogle af de vigtige Spørgsmål inden for Videnskabens Område.

Ved den Påstand, at Universet aldrig har haft en Begyndelse, benægter Videnskabsmanden den bibelske Erklæring: "I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden." Den hellige Skrift formaner os til at skue op og betragte de synlige Åbenbarelser af et mægtigt og viselig ordnet Univers; men det henstiller til os at se, "hvo skabte disse Ting." Han "udfører deres Hær efter Tab", d. v. s.

med matematisk Nøjagtighed og Orden. Således udførte han dem i Begyndelsen - skabte dem, lod dem blive til; og således vedbliver han endnu at udføre dem, d. v. s. holder deres Tilværelse ved lige, opholder dem.

Og atter: Videnskabsmanden hævder, at Tyngdekraften holder alle Himmellegemerne på deres rette Plads. Bibelen viser, at i denne Sag har Videnskabsmanden ikke tænkt tilstrækkelig dybt. Vi spørger: Hvad er Tyngdekraften? Videnskaben svarer: Tyngdekraften er Tiltrækningen mellem Materiens enkelte Partikler; den er det Bånd, som holder dem sammen. Men vi stiller atter Spørgsmålet: Hvad er denne Tiltrækning? Vi finder nemlig, at det givne Svar ikke er andet end en Beskrivelse af det, der spørges om, men i Virkeligheden aldeles ingen Forklaring. "Tiltrækningen mellem Materiens enkelte Partikler" er jo kun et andet Udtryk for Tyngdekraften.

Hvad er Tyngdekraften - hvad er denne Tiltrækning? Hvoraf kommer den, og hvorfor er den i det hele taget til? Kort sagt: Hvad er det, som forårsager Tiltrækningen mellem Partiklerne indbyrdes?

Isåc Newton påviste Tilstedeværelsen af dette Bånd; han forklarede imidlertid ikke dets Hemmelighed, men indrømmede, at det var en Hemmelighed. Han sagde, at Tilstedeværelsen af et Element som Tyngdekraften tilsyneladende var fornuftstridig. "Hvorledes kan noget være, hvor det ikke er?" Hvorledes kan en Klode tiltrække en anden Klode, som ligger Millioner af Mile borte? Hvorledes kan den Øve en Indflydelse der, hvor den ikke er?

Overladt til sig selv alene har Videnskaben intet Svar og kan heller intet Svar anvise. Ud fra en rent materiel Basis kan intet tilfredsstillende Svar nogen Sinde gives. Videnskaben foregiver derfor heller ikke at besvare Spørgsmålet, og den indrømmer, at den ikke gør.

Men Bibelen lærer os, at denne Kraft er den opholdende Kraft i Skaberordet. Heb. 1,1-3. De Ting, som er skabt, åbenbarer således Guds usynlige Væsen, "hans evige Kraft", Rom 1,20.

Tyngdekraften er Guds Kraft, der formedelst Kristus holder alle Ting sammen, d. v. s. den gør, at de "består". Kol. 1,17. Det er ved Guds aldrig svigtende Magt, at de vedbliver at være til. Es. 40,26.

Selv de, som interesserer sig mest for at lære og tro en anden Teori, kan ikke fremlægge noget virkeligt Bevis imod Skriftens tydelige Udtalelser.

Deres eneste Holdepunkt er, at en anden Forklaring end Bibelens forekommer dem mere sandsynlig. En af Evolutionslærens største Forfægtere kunne sluge den urimelige Ide, at en Gang i en fjern Fortid havde Livet sit Udspring fra det livløse. Men trods en så uvidenskabelig og selvmodsigende Opfattelse indrømmer han ikke desto mindre, at Videnskaben faktisk intet har at stille op imod den bibelske Forestilling om en personlig Skaber. Vi citerer hans egne Ord (et Par Udeladelser er ladet ude af Betragtning):

"Dersom den kosmiske Proces engang i en fjern Fortid blev sat i Gang af et eller andet Væsen, der var udrustet med en Intelligens og Forudseen lig vor egen i sin Art, men overlegen i Styrke, og dersom det hævdes, at enhver Begivenhed ikke blot på vor egen lille Planet, men r utalte Millioner af andre Verdener, var forudset, før disse Verdner blev til - så har Videnskaben, mig bekendt, intet at indvende imod en sådan Hypotese." - Thomas Huxley, i Fortnightly Review, november 1892.

Men selvom Videnskaben intet kan sige til Benægtelse af Skriften, så har Skriften noget at bemærke imod en Videnskab som den, Hr. Huxley alt for ofte troede og lærte. Også sand Videnskab vil forkaste hans indlysende Fejltagelser.

Hvorledes kan der f.eks. komme Liv af noget, som ikke selv har Liv? En av de højeste Love i hans yndede Udviklingsteori er jo Loven om "Overensstemmelse med Typen", hvilket vil sige, at "Lige avler Lige". Alligevel troede han - udelukkende fordi han havde Brug for det i sin Teori - at noget, der var ganske forskelligt fra Liv' frembragte Liv.

Hvis Skabningen overhovedet taler; så taler den helt igennem på en Måde, som stadfæster Skriftens Udtalelser.

Der gives f.eks. ingen mulig Måde, hvorpå vi kan forestille os, hvorledes Universet skulle kunne opretholde sig selv. Hvorledes skulle hver eneste Materiepartikel stadig kunne vedligeholde en Tiltrækningskraft over for alle andre Partikler? Hvorledes kan denne mægtige Strøm af Kraft vedblive uformindsket Tidsalder efter Tidsalder? Vi kan ikke tænke os en sådan Strøm uden at forestille os en passende Kilde, hvorfra den udgår.

Himmellegemerne er desuden alle i Bevægelse. Denne Bevægelse vedbliver uden Ophør i Årtusinde efter Årtusinde. Gennemsnitligheden holder sig uforandret. I Jordens Omdrejning på sin Akse og den deraf følgende Skriften af Dag og Nat findes der ikke den mindste Afvigelse i Hastighed, end ikke en Brøkdel af et Sekund.

Vi ved, hvor vanskeligt det er for os at vedligeholde Bevægelse. Vi må have Adgang til en eller anden Kraftkilde, hvorved den kan foregå. Men Stjernerne drives fremad gennem Rummet med en utrættelig Kraft. Kan de drive sig selv? Selv vore Automobiler, disse «selvbevægende» Maskiner, drives med Benzin eller måske Elektricitet. De må stadig forsynes med en Kraftkilde, og efter en Tids Forløb opslides Mekanismen og duer Ikke mere.

Vi gentager det: På en materiel eller mekanisk Basis alene gives der ingen virkelig Forklaring på dette levende, myldrende Universet.

Lad os f. Eks. betragte Problemet om stjernernes Bevægelsesretning. Vi ser, at der overalt hersker en vidunderlig Orden. Universet er et fint afbalanceret Hele. Enhver Del deraf er anbragt med fuldkomment Henblik på enhver anden Del. Alt sammen styres med den mest fuldkomne Visdom. Hvor har denne Visdom sit Sæde? Rummer hver Klode sin egen Intelligens? I bekræftende Fald, hvor kom denne Intelligens fra, der således omfatter hele Universet og altid er fuldkommen afpasset efter alle Universet Funktioner?

Så har man også det af Videnskaben ubesvarede Spørgsmål om Lysenergiens Hemmelighed. Stjernernes Lys skinner med aldrig svigtende Glans Årtusinde efter Årtusinde. Hvad er det, som giver Lysflammerne Næring og holder dem ved lige?

Og sammen med alle de Øvrige Undere betragter vi det Vidunder, som kaldes Lysets Hastighed. Det bevæger sig med den uhyre Hastighed af 300,000 k1n i Sekunnet. Dette er en Afstand, der omtrent svarer til 7 3/5 Gange Jordens Omkreds. I Løbet af et eneste Sekund! Medens Pendulet gør en eneste Svingning, har Lyset fløjet 300,000 km. Inden vi har læst denne Sætning igennem, har det tilbagelagt over 1 1/4 Million km.

Og Hastigheden formindskes ikke undervejs. En Mand eller en Hest bevæger sig langsommere, efter som Afstanden forøges, indtil de, hvis de ikke får Hvile, fuldstændig ophører at bevæge sig fremad, fordi Kraften er opbrugt. Men Lyset haster fremdeles af Sted med sine 300,000 km i Sekunnet, selvom det har været på Vandring et helt Årtusinde. Tid og Afstand medfører ingen Forandring i dets Hastighed.

Der er en Stjerne hist oppe på Himmelen. For at Lyset fra denne Stjerne kan nå ned til os, må det vandre Dag og Nat i et Hundrede År. Dengang Lyset forlod hin Stjerne, gik det med en Hastighed af 300,000 km i Sekunnet; og når det efter sin hundredårige Flugt når ned til Jorden, går det fremdeles 300,000 km i Sekunnet. Den Afstand, som tilbagelægges, medfører ingen Formindskelse af Hastigheden.

Et Faktum som dette kan aldrig forklares på en rent mekanisk eller materiel Basis. Årsagen til denne Udstrømning af aldrig svigtende Kraft og Energi ligger uendelig langt uden for alt, hvad der kan måles med Alen eller Vægt eller udforskes ved Hjælp af Teleskop eller Prisme.

Gud er altings Årsag, og han er usynlig; han kan ikke ses hverken med Menneskets Blik eller med de Instrumenter, som Mennesket kan tilvirke. Men i Åndens Rige kan vi søge og finde ham. Han kan opdages med Troens Øje. Vi kan lære ham at kende, ikke blot som alle Tings Ophav og Opholder, men som Gud og Fader. Og når vi finder og kender ham, så finder vi, ja så har vi evigt Liv.

Alt dette viser os, at Bibelen og Videnskaben ikke må skilles ad. Men nogen vil måske spørge: Netop i hvilken Forstand er det, at Bibelen er en Hjælp i videnskabelige Studier?

Skal vi under Besvarelsen af dette Spørgsmål antage, at Bibelen intet har med Videnskaben at gøre, og at Videnskaben intet har med Bibelen at skaffe? Skal vi indtage den bekendte Geolog Hugh Millers Standpunkt og hævde, at Bibelen ikke i nogen Henseende åbenbarer Naturens fysiske Sandheder, at Videnskaben alene er fuldt ud kompetent til at opdage disse, og at Gud derfor "overlod dem til lidt efter lidt at blive bragt for Dagen ved Menneskets Evner alene, uden nogen Hjælp udefra"?

Nej, på ingen Måde!
Vi har set, at de Videnskabsmænd, der påstår, at Bibelen og Videnskaben intet har med hinanden at gøre, tager fuldstændig fejl. Vi ved, at visse såkaldte videnskabelige Læresætninger stadig kommer i Kollision med Skriftens Fremstilling. Allerede dette må bevise, at Bibelen har noget at sige om Spørgsmålet; thi ellers kunne der ingen Uoverensstemmelse blive.

Men medens det måske erkendes eller indrømmes, at der er en Slags Forbindelse imellem de to, så ses det også, at der er en Forskel.  

Nu er det vitterligt, at Bibelen ikke besvarer alle de Spørgsmål, som vi kunne stille angående Naturen. Bibelen opgiver ikke Afstanden herfra til Solen. Den opgiver ikke Antallet af Kronblade i en Vinrose, ej heller beskriver den Lærkens Toner.

Hvis disse Ting ikke findes i Bibelen, hvor skal vi så finde dem? I Naturen, selvfølgelig.

Det er Naturens Opgave at fremvise Fakta. Naturen er jo kun en Verden af Fakta eller Virkeligheder. Og Fakta lærer man bedst ved Iagttagelse, ved at stifte Bekendtskab med dem. Hvorledes skulle Ord kunne bringe os Lærkens Sang? Hvorledes skulle en Beskrivelse kunne fremstille Rosens bløde, henrivende Farve?

Men skønt Naturen lærer os Fakta, så kan på den anden Side store, ledende Grundsætninger fremholdes for os i Ord. Og dette er, hvad Bibelen gør. Den indeholder de store Grundsætninger, som vedrører vor Frelse. Vi kan studere og granske det, som hører Naturen til; men når vi søger at formulere et Princip, der berører Menneskets Forhold til Skaberen, så kommer vi øjeblikkelig ind på Guds Ords Område.

Og vi påstår - uden Frygt for begrunde Modsigelse - at hvor som helst og når som helst Menneskene drager Slutninger angående For holdet mellem Gud og hans Skaberværk, vil de derom stedse og altid kunne finde noget i Gud Ord, der enten bekræfter eller benægter den menneskelige Slutning. Dette er en ufravigelig Sandhed.

Faktum er Overensstemmelse med Sandheden. Da Gud udtalte Skriftens evige Sandhed, så han alle de Fakta i hele Universet, som denne Sandhed indbefattede; og Guds Fremstilling kom ikke i Strid med, en eneste Sandhed, ej heller var der i hele Universet et Faktum, som Sandheden lod stå uforklaret. Sandhed er Overensstemmelse med Faktum, og Faktum er Overensstemmelse med Sandhed. Bibelen er "Sandheden", og Naturen består af Fakta, og derfor er der fuldkommen Overensstemmelse mellem Bibelen og Naturen. Den ene kaster Lys over den anden.

Bibelen giver os, om man vil, den Hypotese, hvorefter man kan arbejde på alle Kundskabsfelter. Hvis vi søger at forene Sandhed med Vildfarelse, eller godt med ondt, så slår Skriftens Ord en Kile ind imellem de to og skiller dem ad for os. Således undgår vi at blive besnæret. Vi bevares fra Vildfarelser, fra Fordrejelser af Sandheden, og vi bevares fra det onde, som er en Forvrængning af det gode.

Studiet af Astronomien i Bibelens Lys er derfor det eneste rationelle Studium af dette Emne.

Ved Betragtningen af Guds Ord og hans Gerninger vil vi nå frem til sand Kundskab. Vi vil stadig tilegne os både Visdom og Forstand. På denne Måde vil vi aldrig tabe Agtelsen for Gud eller Tilliden til hans Ord.