Det åbne Felt i Orion!

 

Hvad er "det åbne Felt i Orion?" Er det det, som Huyghens antydede i det syttende Århundrede? Han menes at have opdaget Oriontågen i 1656. Den slog den fremragende Iagttager med Forbavselse som noget, der i sin Art var helt forskelligt fra de Stjerneansamlinger, som tidligere opdagede Stjernetåger udgjorde.

"Himmelhvælvingens Udseende omkring dette Nebularlys var dybt mørkt, et Forhold, som hos - Huyghens fremkaldte den Tanke, at Fænomenet skyldtes, at man gennem en Åbning i Himmelrummet så ind i et bagved liggende Lysfelt." ("History of Physical Astronomy", af Robert Grant, Side 563.) Eller som en anden Astronom udtrykker det: "Selv Huyghens, Opdageren, ...

var allerede af den Opfattelse, at man ved at betragte det ligesom skuede gennem en Åbning ind i en Lysregion." "The Universe of Suns", Richard Proctor, der citerer Herschel.) Jeg tror, at Huyghens's egne Ord, idet han beskriver sine Følelser, var: "en Forhængsåbning, hvorigennem man havde fri Udsigt ind i en anden, mere oplyst Region".

Men dette rammer ikke Tanken i Udtrykket "det åbne Felt i Orion". Hvælvingen oven over os består ikke af en massiv Kuppel, og Stjernetågen er ikke en Slags Forhæng foran Åbningen eller Indgangen til et andet Rum - til et Sted, som er mere oplyst.

De gamle hedenske Forfattere, som intet Kendskab havde til Astronomi eller til Himmelrummet, mente som bekendt, at Hvælvingen var en mægtig Krystalkuppel. De troede, at Lynet skyldtes en Øjeblikkelig Åbning i denne Hvælving, således at den flammende Æter bagved kom til Syne. Huyghens synes at have afpasset sin Forestilling om Stjernetågen efter denne Opfattelse hos de gamle, idet han åbenbart tænkte, at dette Nebularlys skyldtes en Åbning i det mørke Rum ind til et mere oplyst Felt.

Der er ingen Tvivl om, at Tågen er et mere oplyst Felt. Men vi ser den ikke gennem en Åbning; thi alt det Rum, som ikke fyldes af Himmellegemer, er åbent Rum. Nej, der ligger en dybere Betydning i Udtrykket "det åbne Felt i Orion".

For desto bedre at forstå Udtrykket vil vi betragte Forholdene i andre Dele af Himmel~ hvælvingen, som ganske ligner dem, man finder i Orlon. Fra en Bog om Astronomi, et Værk på tre Bind, citerer vi følgende, der skildrer en interessant Hændelse, som to af de største moderne Astronomer oplevede. Den kaster Lys over det Emne, vi her betragter. Vi læser:

Skønt vi taler om en "stjernefyldt" Himmel og navnlig til Mælkevejen knytter Forestillingen om Stjerner, så må man huske, at der i Mælkevejen findes Steder, som tilsyneladende er blottede for Stjerner. Da Sir John Hersehel i 1833 gjorde Forberedelser til sin Ekspedition til Det gode Håbs Forbjerg, skrev hans Tante Caroline Hersehel og anmodede ham om at have Opmærksomheden henvendt på Skorpionens Hale, fordi Sir William Hersehel var bleven slået af den der herskende Mangel på Stjerner og af det ganske abnorme Arrangement, som det derværende Nebularfelt frembød.

I en Skrivelse til sin Tante den 6. Juni 1843 svarede Sir John, at han efter Anmodning havde undersøgt Dele af Stjernebilledet Skorpionen, og at han havde fundet mange Stjernehobe og tillige en Stjernetåge af mærkværdigt Udseende.

Idet Tanten udtrykte sin Tak, skrev hun til ham: "Det var ikke Stjernehobe, jeg havde Hensyn til. Efter en lang og pinlig Tavshed udbrød din Fader en Nat: Hier ist wahrhaftig ein Loch im Himmel ["Her er visselig et Hul i Himmelen"]; og efter at have dvælet ved den en længere Tid lod han Sagen falde." Denne Udtalelse synes at have ledet Sir John Hersehel til atter at tage Emnet op med det Resultat, at han i følgende Dele af Himmelhvælvingen fandt Steder, som var fuldstændig blottede for Stjerner.

Reetas. Deklin.

T. M.
16 15 -23 56  
16 19 26 3
16 23 24 25
16 26 24 14
16 27 -24 0

Det ser ud til, at han efterhånden fandt ikke mindre end 49 sådanne øde Felter.- "The Starry Heavens", af Chambers, 3. Bind Side 110,111.

Det Billede, hvormed Chambers ledsager denne Paragraf, viser på slående Måde den mærkelige Omstændighed ved Stjernetågen, som ledte den Mand, der har fået Benævnelsen "den moderne Astronomis Grundlægger", til at benytte Udtrykket "et Hul i Himmelen".

Billedet frembyder næsten et Udseende, som om en mægtig Sol eller Klode havde brudt igennem Tågen og efterladt en Åbning på sin Vej.  

Da Sir John Hersehel overvejede dette Problem, udtrykte han sin Mening om Sagen med følgende Ord: "I Kulsækken (nær a i Korset), et skarpt afgrænset, ovalt Felt, blottet for Stjerner, synes det meget rimeligere at antage, at en konisk eller tubisk Hulhed gennemløber et Stjernefelt i hele dets Forløb, stadig strækkende sig fra Øjet udad, end at en fjern Masse af forholdsvis ringe Tykkelse blot skulde være gennemboret fra den ene Side til den anden." "Outlines", Par. 792, Side 532.

Foranlediget ved denne Udtalelse af Hersehel - skriver Humboldt følgende om det samme Fænomen:

"William Hersehels Betragtninger angående fuldstændigt stjernefri Felter i Skorpionen og Slangen, Felter, som han har kaldt "Åbninger i Himmelen", bragte mig på den Tanke, at de Stjernestrata, som på sådanne Steder ligger det ene bag det andet, kan være mindre tætte eller også helt afbrudte, og at vi, fordi vore Instrumenter ikke formår at trænge igennem til disse sidste Strata, «ser ind i Rummets fjerne Regioner ligesom gennem Tuber". "Cosmos", 4. Bind, Side 348,349.

I det første Bind af "Cosmos" taler Humboldt på en ganske lignende Måde: "Hvis vi forestiller os de teleskopiske Stjerner liggende den ene bag ved den anden, så kan disse stjernefri Felter i Skorpionen og Slangen efter min Mening betragtes som Rør, hvorigennem vi ser ind i Rummets fjerneste Dybder. Visselig kan der forekomme andre Stjerner der, hvor de Strata, som udgør Himmelhvælvingen, er afbrudte, men disse kan ikke ses med vore Instrumenter."  "Cosmos", 1. Bind, Side 142,143.

Og Forfatteren af William Herschels Levnedsløb har omtalt denne Sag på en slående Måde som følger:

"Alle disse Verdners og Verdenssystemers Skaber, Styrer og Opholder er ét og samme Væsen. Hvem han er, og hvor det Centrum findes, som er Sædet for hans Magt, kan intet Teleskop eller Prisme åbenbare. Grundlaget for vore Målinger og vor Kundskab midt i Uendelighedens Vidundere, både hvad Tid og Rum betræffer, kan siges at være vore fem Sanser. Hvis én af disse, Synet, blev os berøvet, ville vort Erkendelsesområde blive i umådelig Grad formindsket i Udstrækning. På den anden Side turde en Forøgelse af de Sanser, vi har, nemlig en Styrkelse af det indre Lys, åbenbare denne Universets Bygmester, hans Palads og hans levende Hærskarer med en hidtil ukendt Klarhed og Fylde. Hersehel har åbenbart tænkt på dette, da han med Undren og Ærefrygt stod foran Hullet i Himmelen." - "William Herschel and his Work", af James Sime.

Det fremgår heraf, at nogle Stjernetåger udmærker sig ved den Ejendommelighed, at der er et åbent Felt i dem. Oriontågen er én af disse. Men det åbne Felt i Orion besidder Ejendommeligheder frem for de Øvrige.

På Grundlag af, hvad disse Astronomer har sagt, kan man altså med fuld Ret tale om en Åbning i Oriontågen. Denne Åbning forekommer imidlertid netop der, hvor man mindst ville vente at finde den, nemlig i den midterste og klareste Del af Stjernetågen. Dette Felt indeholder tilsyneladende seks eller flere Stjerner, hvoraf de fire er således anbragt, at de danner Hjørnerne i et noget unøjagtigt Trapez (Firkant). Om denne Afbrydelse i Stjernetågen har Sir John Herschel sagt: "Det er imidldertid mærkeligt, at der inden for denne Firkant ikke forekommer nogen Stjernetåge." ("Outlines", side 609, Observationer ved Det gode Håbs Forbjerg".) Der forekommer ikke alene en Åbning i Stjernetågen på dette Sted, men selve Tågen er i sin Helhed konisk eller konkav, med den videste Rand rettet næsten direkte mod Iagttageren på Jorden. Om dette citerer vi:

"Den flerdobbelte Stjerne i Orion, som danner Trapezet, kunne man gerne kalde Bygværkets Grundsten. Alle Linier i dets Bygning er lagt med Henblik på den, og disse Stjerners fysiske Beslægtethed med den Gasmaterie, som omgiver dem, er ad spektrografisk Vej blevet konstateret af Sir William og Lady Huggins og til Overflod bekræftet af Professorerne Frost og Adams.

Omgivende Tapezet i den klareste Del af Stjernetågen ... udgår der fra... denne Kærne Udstrålinger (eller hvad der har Udseende af sådanne), som løber ud i langstrakte Kurver og udgør de ydre Dele af Tågen.

Hele Nebularformationen er konkav imod en Akse, der gennemløber Trapezet i en nordøstlig og sydvestlig Retning." "The System of the Stars".

Afbrydelsen i Stjernetågen omkring den flerdobbelte Stjerne eller Trapezet blev bemærket af Newcomb. Han siger:

"Det allermærkeligste i Forbindelse med Oriontågen er det såkaldte Trapez. ... At disse fire Stjerner udgør et System for sig selv, kan der ikke være Tvivl om. Mørket i Tågen i deres umiddelbare Omgivelser tyder på, at de blev dannet på Nebularmassens Bekostning."  "The Stars", Side 180, 181.

Vi har allerede citeret en Forfatter, hvis Fremstilling går ud på, at der tilsyneladende udgår Udstrålinger, som i langstrakte Kurver strækker sig udad fra Trapezet eller Kærnen i Stjernetågen og danner de yderste Dele af denne. En anden omtaler dette som "Centret i en vidtomspændende Spiralformation, sandsynligvis en Udløber fra Mælkevejen". "Nelson's Encyclopædia", Art. "Orion".)  

I sit Værk "The Story of the Heavens" indrømmer Ball, at "der synes at være et tomt Felt i den Tåge, som omgiver den flerdobbelte stjerne". (Side 455.)  

Hvis menneskelige Iagttagelser overhovedet har nogen Værdi, så kommer man ved at sammenstille alle disse Udtalelser til det Resultat, at Oriontågen så at sige ligner en uhyre Tragt, hvis største Åbning vender mod os, og hvis tubeformede Del ender i Trapezregionen. Alt dette vil snart fremgå meget tydeligt.  

Men lad os et Øjeblik gøre en Afstikker for om muligt at opdage, hvad en Stjernetåge er.

Astronomerne tror nu, at Stjernetågerne er Skyer, som enten består af fine Partikler eller af en Gasart. Det Lys, som de afgiver, er noget, som ligger helt uden for menneskelig Er. kendelse. Dets Oprindelse og Tilstand er Astronomerne en Gåde. Nogle antager, at det er et koldt Lys, som ikke afgiver mere Varme end Rummet mellem Stjernerne, hvilket vil sige flere Hundrede Grader under Frysepunktet! Andre fremkaster den Tanke, at Lyset skyldes den Varme, som udgår fra små, faste Partikler, og at - der i Stjernetågerne derfor hersker en mærkbar Varme eller endog stærk Hede.

"Denne uhyre Masse af perlehvidt Lys hvor stammer det fra? Hvis det er et "koldt Lys", der ikke skyldes Varme, som hos Ildfluen, så står man her over for en Gåde, som Videnskaben for nærværende aldeles ikke kan løse. Skyldes det Varme, må Varmemængden være lige så stor som den, der ville udgå fra Millioner af hvidglødende Sole." - Prof. Larkin, ved Mount Lowe Observatoriet i Amerika.

En anden astronomisk Forfatter fremkommer med følgende interessante Udtalelse angående Oriontågens Udseende:

"Vi betragter en Gasmaterie af blålig [nogle siger grønlig] Farve. Det Lys, som udgår fra denne Tåge, er ikke tilbagekastet Sollys. Tågen har i Virkeligheden ingen fremmed Kilde at takke for denne sælsomme - jeg havde nær sagt spøgelsesagtige - Glans, som den udsender. Lyset udgår fra Tågen selv. Men man kunne med Rette spørge: Hvorledes skulde et udelukkende gasagtigt Stof kunne udsende Lysstråler? Vi kan med Lethed forstå, hvorledes Stjerner eller Sole eller forholdsvis massive Legemer på Grund af en uhyre høj Temperatur kan skinne af Varme lig rødglødende eller hvidglødende Jern. Det er sandt, at en Flamme er Gas i glødende Tilstand; men i Flammen foregår der en voldsom kemisk Forbindelse af Ilt med et andet Stof, og dette er Kilden til den Varme og det Lys, som Flammen afgiver. Vi kan ikke betragte den store Oriontåge som stammende fra noget, der ligner Flammer." - Sir Robert Sall.

"Stjernetågen er et lysende Legeme, men almindelig Gas er usynlig. Vi ser ikke de Gasarter, som omgiver os, og som danner den Atmosfære, vi lever i. Hvis nu denne Tåge bestod udelukkende af Gasmaterie, hvorledes skulde vi da kunne se den lyse langt derude i Himmelen? Et vel kendt Eksperiment vil måske være nok til at bringe os ud over denne Vanskelighed. Vi tager et Rør, der indeholder en meget lille Mængde af en eller anden Gasart, som f. Eks. Brint, der som Regel er usynlig. Ingen ville kunne sige, at der fandtes Gas i Røret, og endnu mindre ville man kunne erkende dens Art. Men lad en elektrisk Strøm gå igennem Røret, så vil dets Indre Øjeblikkelig begynde at gløde med et violet Lys. Hvad har Elektriciteten udrettet i dette Forsøg? Dens eneste Virkning har været den at ophede Gassen. Den er blot et meget nemt Middel til at ophede Gassen og få den til at lyse. Vi ser ikke Elektriciteten, så Lyset er egentlig kun elektrisk ophedet Gas. Vi slutter derfor, at ophedet Gas bliver lysende. Den brænder ikke i Ordets almindelige Betydning; ingen kemiske Forandringer finder Sted. Røret Indeholder nøjagtig den samme Mængde Brint efter Forsøget som før. Det gløder af Varme, netop ligesom det rødglødende Jern gør. Hvis vi nu kunne tro, at der i den store Oriontåge forekom enorme Mængder af fortyndet Gas i samme fysiske Tilstand som Gassen i Røret medens Elektriciteten strømmer igennem, så måtte vi formode, at denne Gas ville gløde.

For at afgøre Spørgsmålet vedrørende Stjernetågernes virkelige Natur må vi ty til den udmærkede Undersøgelsesmetode, som kaldes Spektralanalyse. ... Spektret af en gasagtig Stjernetåge frembyder et mærkværdigt Skue. l Stedet for det uafbrudte, af mørke Linier krydsede Bånd af Farver, som karakteriserer et Stjernespektrum, består det synlige Nebularspektrum af syv klare Linier. Tre af disse svarer til Brintspektret, medens man tidligere mente at en fjerde skrev sig fra Kvælstof. Dette har nu vist sig at være urigtigt, således at denne Linies og de Øvrige Liniers Art ikke kendes."  "The Story of the Heavens", Side 461,462.

Hvis man Nat efter Nat har Anledning til at betragte Himmelhvælvingen selv med et lille Teleskop, vil man før eller senere træffe på en af disse mærkværdige himmelske Foreteelser, som man kalder Stjernetåger. De er matte, skylignende Pletter eller Lysstænk, som fortoner sig meget tydeligt mod Nathimmelens mørke Baggrund. Kun meget få af dem kan ses med det blotte Øje, og da kun for sådanne, som kender til, hvad det er, de betragter. De ligner nemlig i påfaldende Grad en almindelig Stjerne.

I Udseende minder Stjernetågerne meget om klare, hvide Skyer, men må ikke forveksles med disse. Skyer findes kun i Atmosfæren, hvorimod Stjernetågerne befinder sig langt ude i Rummet. Skyerne skinner af Solens Lys, som de tilbagekaster til Øjet; Stjernetågerne derimod skinner med deres eget Lys. Skyer skifter stadig og forsvinder; Stjernetågerne forbliver uforandrede. Skyerne er langt mindre end Jorden; den mindste Stjernetåge, man kender, er ikke alene større end Jorden, men meget større end selve vor Sol. Skyerne befinder sig i vor Nærhed, i det højeste nogle få Kilometer borte; til Stjernetågerne derimod udgør Afstanden Millioner og atter Millioner af Kilometer.

De systematiske Undersøgelser af Stjernetågerne begyndte med William Herschels kæmpemæssige Arbejde i Slough. Han bestemte sig, til at foretage en fuldstændig Undersøgelse af hele Himmelhvælvingen og lægge Mærke til alle de Fremtoninger af nogen Interesse, som han kunne opdage. For den, der ikke kender til Brugen af et Teleskop, kan dette måske synes ikke at være nogen stor Opgave; men nogle få Oplysninger vil hjælpe os til at se, hvilket stort Arbejde der krævedes.

Den, som første Gang ser gennem en Kikkert, venter at se hele Himmelen sådan, som den fremtræder for det ubevæbnede Øje; men medens Teleskopet gør et lille - Felt større at se til, så kommer kun en lille Del af Himmelkuppelen inden for Teleskopets Synsfelt. Selvet stort Teleskop kan f.eks. kun omfatte et Synsfelt på Halvdelen af Månens Størrelse. For at kunne se hele Månen må man bevæge Instrumentet lidt op og ned og til højre og til venstre.

Månen dækker som bekendt kun en ganske ringe Del af Himmelhvælvingen; men til Trods herfor kan Teleskopet som sagt kun omfatte omtrent Halvdelen deraf i ét Synsfelt. Lad os antage, at hele den synlige Himmelhvælving var bedækket med Måner, som stod tæt sammen. Vor nordlige Himmelhalvkugle ville derved komme til at udgøre et stort Mosaikfelt, indeholdende omkring 125 Tusinde Måner. Og da et godt Teleskop kun viser Halvdelen af hver Måne i ét Synsfelt, ville der blive omtrent 250 Tusinde forskellige Synsfelter for Teleskopet at undersøge.

Herschel tog altså fat på den Opgave at betragte en kvart Million forskellige Felter på Himmelen, at notere hver eneste Ting af Interesse, som han fik se, og at give fyldestgørende Beskrivelser deraf samt angive hver enkelt Tings Beliggenhed på Himmelen.

Han valgte de lange, smukke Vinternætter, da Stjernerne lyste klart. Herschel stod ved Teleskopet, medens det himmelske Panorama langsomt bvægede sig hen over hans Synsfelt. På denne Måde undersøgte han ved hver Jordomdrejning en Strimmel af Himmelhvælvingen så bred som Synsfeltet i hans Instrument. Alt, hvad der krævedes for at få en ny Strimmel, var at løfte eller sænke Teleskopet en Ubetydelighed, hvorpå Jorden rullede en ny Strimmel forbi hans Instrument.

"Hvad Oriontågens Beskaffenhed angår, da finder man, at den til Dels består af Stjerner, hvis Talrighed måske opvejer deres ringe størrelse. Disse Stjerner bader sig i og er omgivet af en uhyre, glødende Gasmasse, som til Dels består af den Gasart, der udgør en så stor Del af vort Hav, nemlig Brint. Den store Udbredelse af dette Stof, det letteste af alle kendte Stoffer, udgør en af de mest slående Kendsgerninger i Universets materielle Sammensætning."  "The Story of the Heavens", Side 461, 462.

Oriontågen er en af de mærkeligste på Himmelen. Helt fra de astronomiske Undersøgelsers første Begyndelse er den bleven betragtet med stadig større Interesse. Den har vakt Beundring og Ærefrygt hos enhver, som har fået den at se og kunnet danne sig endog blot en ringe Forestilling om dens Afstand og Størrelse.

Denne Stjernetåge er den smukkeste, der findes. Fotografier og de store Linser i Nutidens Teleskoper har konstateret, at de strækker sig meget længere ud i Rummet, end man tidligere antog. Man har opdaget Lysforgreninger, som før var ukendte. Der er et uhyre Netværk af tindrende Lys - en Dragt af majestætisk Herlighed, fyldt og bedækket med Stjernejuveler.

I ethvert almindeligt Teleskop ser Oriontå" gen ud som et fladt Felt. Forfatteren af nærværende Bog har ofte set den og har lagt Mærke til dens skylignende Lys, dens bløde, milde Skær og er bleven forbavset over dens enorme Omfang og det vidstrakte Felt i Rummet, som den åbenbart omspænder.

Øjet kan ikke oplagre den Energi, som Lyset afgiver. I det Øjeblik, vi fjerner Øjet fra Genstanden, forsvinder Billedet. Kun et Øjeblik ad Gangen kan Øjet modtage og påvirkes af Lysenergien. Således forholder det sig ikke med den overordentlige omfindtlige Fotografiplade. Den oplagrer Lysenergien hele den Tid, Eksponeringen varer. Lysets Virkning kan siges at ophobes på den fintfølende Plade. Alt det Lys, som kommer til den fra et Himmellegeme, koncentreres på Pladen og fremviser efter flere Timers Eksponering, hvad man kan kalde et opsamlet Resultat. På denne Måde kan Genstande åbenbares og Virkninger påvises, som ganske undgår det menneskelige Øje.

For nogle År siden meddelte Prof. Edgar Lucien Larkin, Direktør ved Observatoriet på Mount Lowe i Amerika, at der var en Åbning i Oriontågen. Fra en Artikel, som han dengang skrev i Tidsskriftet "Signs of the Times Magazine", citerer vi nogle af de mærkeligste af hans Udtalelser, som udgør det sidst fremkomne om "det åbne Felt i Orlon":

"Læseren indbydes til at følge med og hjælpe mig at sænke en Lodlinie ned i Himmelrummets mægtige Afgrund' og bistå i Undersøgelsen af en uhyre Grotte, Fordybning eller Niche i Stjernetågen i Orion.

Nyere fotografiske Glaskopier, fremstillede ved Observatoriet på Mount Wilson, åbenbarer Perspektivets optiske Beskaffenhed. Det, som hele Tiden har syntes at være en jævn Flade af Tågematerie, det smukke Lysskær i den store Stjernetåge i Orions Sværd, fremtræder på det midterste Felt af disse Negativer som Indgangen til en Grotte, en dyb Åbning, der. strækker sig ind i mægtige Afstande bagved. Disse store Negativer, taget ved Hjælp af det store Hulspejl på 1 1/2 Meter i Tværmål - det største i Verden - påviser faktisk Dybder neden under Tågens skinnende Overflade med den Virkning: at Øjet ser ind i Åbningen og langs dens Sider indad imod Bunden."  

Det er Vinter. Orion står tidligt op om Aftenen, optrædende i pragtfuld, kongelig Natkostume, en Dragt af Perler og funklende Diamanter. Tågen fremtræder mat for det blotte Øje og tydeligere gennem en Teaterkikkert. Gå ud i Nattens stille Timer og se; sæt alle dine Åndsevner i Virksomhed og forestil dig, at det midterste Parti i Stjernetågen virkelig er den kæmpemæssige Indgang til en Himmelgrotte, der strækker sig ind gennem ufattelige Dybder.  

Når disse Glaskopier yderligere forstørres, opløser de fjernere Dele af Tågen sig til Felter af Lysstrømme, Strimler, Kvaster, netformet Trævleværk og Stjernebændler. De kan tydeligt ses i det store Teleskop heroppe på Ekko-Bjerget. Men ingen af dem kan i Herlighed måle sig med det overvældende Skue, som Hulens Indre frembyder - denne Afgrund, dette Svælg i Uendeligheden.

Oriontågen har en større angulær Diameter end Månen, hvis Tværmål udgør 32 Bueminutter. Lader man alle Udløbere ude af Betragtning og regner med en Diameter på 32 Minutter, så vil Tågens Afstand og Omfang Øjeblikkelig fylde Menneskefantasien som med et Tankevæld fra Uendeligheden.

Åbningen til denne Grotte har en Diameter på mindst 15 Bueminutter. Lad os på Basis heraf foretage vore matematiske Beregninger.  

Dersom vi i Dag betragter et hvilket som helst lysende Punkt i denne Tåge gennem et kraftigt Teleskop og konstaterer dets Beliggenhed med overordentlig Nøjagtighed ved Hjælp af et Mikrometer, og gentager vor Iagttagelse seks Måned er senere, så vil vi gøre en højst overraskende Opdagelse, den nemlig, at Punktets Stilling er fuldstændig uforandret. Men i Løbet af disse seks Måneder har Jorden fjernet sig 300,000,000 km fra det Sted, hvor den først befandt sig. Tænk over, hvad dette betyder. Ret det samme Teleskop mod Stjernetågen og se herhen. Diameteren af J ordens mægtige Bane, en Linie 300,000,000 km lang, ville synes så kort, at den ikke kunne måles med Mikrometret, et Instrument, som kan måle Tykkelsen af et fint Hår.

Men Åbningen til Grotten er mindst femten Minutter bred. Hvorledes kan man konstatere dens Bredde i Kilometer? Dette kan umulig ske ved at måle nogen lysende Del af Stjernetågen; vi må derfor måle nærliggende Stjerner og så gå ud fra, at den tilstødende stjernetåge befinder sig i samme Afstand fra Jorden som de. Nogle af disse Nabostjerner er Dobbeltstjerner - i Virkeligheden to kæmpemæssige Sole, som bevæger sig omkring et fælles Tiltrækningscentrum. Ved Hjælp af vanskelige og indviklede matematiske Beregninger kan man så nogenlunde konstatere deres Afstand fra Jorden.

Talrige Målinger har godtgjort, at Orions Dobbeltstjerner har en Parallakse på l/200 af et Buesekund. Parallakse betyder: Gå til en Stjerne, se tilbage hertil og mål den angulære Afstand fra J orden til vor Sol. Afstanden udgør i lige Linie ca. 150,000,000 km, og den angulære Afstand fra disse Stjerner i Orion er 1/200 af et Sekund. To Hundrede Linier, hver på 150 Mill.

Kilometer, stillet Ende mod Ende, ville altså fylde et Buesekund eller 30,000 Mill. Kilometer. Der er 60 Sekunder i et Minut, eller 1,800,000,000,000 Kilometer, som, multipliceret med 15 (Svælget i Orion er 15 Bueminutter stort), bliver 27 Billioner Kilometer. Dette er den enorme Bredde af den kolossale Åbning, som fører ind i Svælget.

Altså ville 90 Tusinde små Ringe af samme Omfang som Jordens Omløbsbane, hver med en Sol i Midten, kunne gå ind i denne Afgrund Side om Side og opsluges derinde. Og endda er alle disse Dimensioner uden Tvivl mindre end Virkeligheden.

Afstanden fra Svælgets Åbning - til dets Bund kan ikke måles; men Dybden må i det mindste være tre Gange så stor som Bredden, eller 81 Billioner Kilometer. Men dette svarer omtrent til Kæmpesolen Sirius's Afstand fra Jorden. Både den og Alfa Centauri følgende efter ville kunne få god Plads inde i dette Kosmosdyb. Sønderrevne, snoede og fordrejede Masser af lysende Gasmaterie, prydet med Myriader af glitrende Punkter - utvivlsomt Stjernesole - udgør de gigantiske Vægge; og det hele danner et Skue af ubeskrivelig Pragt."  

Angående Størrelsen af dette Svælg, denne Grotte eller "Himmelkorridor" (som vi tillader os at kalde den) siger Prof. Larkin:

"Disse Fotografier viser Åbningen og Interiøret i et Svælg så uhyre stort, at hele vort Solsystem, Neptuns Bane indbefattet, ville forsvinde derinde. I alle almindelige Teleskoper ligner denne Tåge en jævn Flade. Jeg har iagttaget den gennem mange Teleskoper af forskel. lig Størrelse helt siden min Ungdom, men havde aldrig drømt om, at det midterste Parti danner Indgangen til en kolossal Grotte."  

"Menneskelige Ord er afmægtige. Skriverens Pen og Malerens Pensel er lige døde og magtesløse over for ethvert Forsøg på endog blot at skildre dette Interiør. Den med Elektricitet Oplyste Mammothule i Staten Kentucky er så smuk, at Ord ikke kan beskrive den. Hvad skulde da kunne siges om den mægtige Hule i Dybet af Oriontågens Skød? Sønderrevne, snoede og sprængte Masser af lysende Gas, uregelmæssige Piller, Søjler, Stalagmit'er og Stalakit'er i strålende Pragt hæver sig fra det mægtige Gulv! Af Udseende er det som Lys, der skinner og gløder bag Herkulesmure af Elfenben og Perler, besatte med Millioner af Diamantpunkter - skinnende Stjerner."  

Prof. Larkin antager, at Svælgets Dybde ikke kan være under 80 Billioner Kilometer. Dette er tilnærmelsesvis den klare Stjerne Sirius's Afstand fra Jorden. Det er en Afstand, som Lyset med sin Hastighed af 300,000 km i Sekundet ville behøve otte År for at gennemløbe. Afstanden kan godt være endnu meget større; mindre er den i hvert Fald ikke. I Sandhed: dette er et åbent Felt af en Størrelse og Pragt, som er egnet til at åbenbare Skaberens Majestæt. - - -  

Ville det i Betragtning af alt, hvad vi ovenfor har påpeget af astronomiske Fakta vedrørende dette ubeskriveligt ophøjede og aldeles enestående Himmelstrøg, være urimeligt at stille det Spørgsmål, om man ikke her muligvis står over for, hvad man måske kunne tillade sig at kalde Indgangen til det Sted, hvor Gud har sin Bolig? Kan nogen med god Grund give et benægtende Svar?

Vi tror det næppe.

Oriontågen bliver derfor i Sandhed et Emne, som må interessere alle. Hvor er den ikke vor Iagttagelse og vort alvorlige Studium værd! Guds Røst vil engang, på den yderste Dag, lyde, rystende Himmel og Jord. Da vil ifølge Skriften Jesus åbenbares, og Verdens Undergang forestår. Mon ikke Guds Røst, som da skal høres, vil lyde ned til J ordens Beboere gennem denne Himmelport?

Lad ingen afvise Tanken som umulig. Universet er en Virkelighed; han, som skabte det, er et virkeligt Væsen, som opholder sig på et virkeligt Sted; og alt, hvad han gør, er virkeligt. - - -

I November Måned står Stjernebilledet Orion ved Midnat i Sydøst, i December og Januar i Syd omtrent Kl. 11 og i Februar i Sydvest omtrent Kl. 10 Aften. I Marts og April står det i Vest, hvorefter det forsvinder bag Horisonten.

De tre noget dunklere Stjerner neden under Orions Bælte kaldes Orions Sværd. Den midterste af de tre er Oriontågen, der for det blotte Øje fremtræder uklar eller skyet.

Prof. Larkin beskriver Oriontågen som tragtformig og med Åbningen i den snævre Ende. Denne Åbning kendetegnes ved en tredobbelt Stjerne, og omkring denne synes Tågen at være dannet lig Kronbladene i en Blomst. Denne mærkelige Stjerne har fået Navnet Theta Orionis, hvilket vil sige, at den blandt Stjernerne i Orion indtager samme Plads i Rækken som Bogstavet Theta i det græske Alfabet. Den er altså ikke den klareste Stjerne i Orion, men kommer først som Nr. 8 i Rækken. Den klareste af Orions Stjerner, eller Alfa Orionis, er Betelgeuze, som står Øverst til venstre i Firkanten. Den anden i Størrelse, Beta Orionis, står længst nede til højre i Firkanten og kaldtes Rigel. Gamma Orionis danner Kæmpens højre Skulder, som han står med Ansigtet vendt mod os, og Kappa Orionis er hans venstre Fod.

Theta Orionis befinder sig i det åbne Felt i Orion. På omstående Fotografi viser den hvide Streg denne Stjernes Plads og det omliggende åbne Felt. For at give Læseren et Begreb om Stjernetågens Struktur vedføjes omstående en af en Astronom udført Tegning. Man fæster Øjet på Tågens største og lyseste Parti. Foroven i dette lille lyse Felt ser man på Billedet en mørk Plet, beliggende nær Udkanten af det lyse Felt, men helt omsluttet af dette. I dette mørke Felt ses Theta Orionis.