Universets Urværk!

 

Evigheden! Hvilket indholdsrigt Ord, når det står som Betegnelse for et Tidsrum, der aldrig ophører! Og dog, når vi begynder at undersøge vor Forestilling om Begrebet Evighed som betegnende Tid i universel Betydning, kan vi ikke tænke os den anderledes end som uendelig. Lader vi f.eks. Tanken gå tilbage til den fjerne Fortid, kan vi ikke tænke os et Punkt, hvor Tid begyndte, og sige: Her var det, Tiden begyndte. I det Øjeblik, vi således forsøger at sætte en Grænse, forsikrer vor Forstand os, at den kan tænke sig lige så megen Tid forud som den, vi først afmålte. Og den Tanke gør sig gældende, at hvis vi tror, at disse to Perioder rummer hele vort Begreb om Varighed, så tager vi fejl; thi Tanken kan forestille sig et Utal af sådanne Perioder. Den kan forestille sig dem i Millionvis og Billionvis; og når den på denne Måde har forestillet sig en ny Periode, ligegyldigt hvor lang, så kommer Fantasien til det Resultat, at alle disse næsten umålelige Æoner tilsammen kan anvendes som en ny Målenhed og multipliceres, hvor mange Gange det skal være. Således kan vi vedblive at tænke, så længe vore Åndsevner er i Stand til at fungere; men aldrig vil vi kunne forestille os Tid som ikke værende til Tanken kan kun forestille sig Tid som stedsevarende, strækkende sig tilbage i Uendeligheden og rækkende fremad i det uendelige, uden "Dages Begyndelse".

Men medens Tid ikke kan begrænses hverken ved en Begyndelse eller en Ende, så kan den måles under sit Forløb. Det, som måler Tid, kalder vi en Klokke, et Ur eller et Kronometer. Dette sidste Ord betyder Tidsmåler. Når vi gransker Himmelrummet, som om det var et gigantisk Urværk, så finder vi deri næsten et Løfte om Tid uden Ende. En sådan Forestilling om Universet som et Ur er ikke blot figurlig Tale.

En Kaptajn fører et Skib - lad os sige fra Liverpool til Kina. Undervejs må han ofte konstatere, nøjagtig hvor Skibet befinder sig. Hvis han var ude af Stand til dette, kunne han ikke finde Vej over det sporløse Ocean. Solobservationer viser ham Bredden samt den lokale Tid.

Når han har fundet den lokale Tid og Ønsker at vide, hvor langt han har sejlet mod Vest, behøver han kun at finde Forskellen mellem den lokale Tid og Greenwich Tid og omsætte denne Tid til Grader og Dele af en Grad. Efter at have omsat Tidsforskellen til Grader og Dele af en Grad kan han med Lethed omsætte den til Kilometer og Dele af en Kilometer.

F.eks.: En Cirkel deles i 360 Grader; altså vil 360 Grader udgøre hele Jordens Omkreds.

Én Grad bliver således 1/360 af Jordens Omkreds. Da Jordens Omkreds er 40,000 km, vil én Grad ved Ækvator blive 40,000 divideret med 360, eller 111 km. Nord og Syd for Ækvator, hvor Jordens Omkreds bliver mindre, er en Grad også mindre, således at den midtvejs mellem Ækvator og Polen vil udgøre ca. 79 km, ved Polen 0. En Breddegrad udgør ca. 111 km, omtrent hvor som helst der måtte blive foretaget Observationer.

Solen fuldender en Vandring omkring Jorden i Løbet af 24 Timer, i hvilket Tidsrum den altså passerer over de 360 Grader. På en Time passerer den 15 Grader og på fire Minutter én Grad.

For altid at vide Greenvich Tid medfører Skibet et Kronometer, som blev nøjagtig stillet før Afrejsen. For at gardere sig mod Fejl medføres ofte to eller tre Kronometre, da en Fejl kan få meget alvorlige Følger. Allerede en Fejl på ét Minut kunne føre Skibet 24 km ud af Kurs. Men lad os antage, at Kronometret er korrekt, hvilket vil sige, at det viser Kl. 12, når Solen står i Greenwich-Meridianen. Kaptajnen foretager sin Solobservation på Meridianen, hvor han befinder sig, og vi vil antage, at Kronometret på Tidspunktet for hans Observation viser KI. 3.52. Denne Tidsforskel betyder en Længdeforskel af 58 Grader. Kaptajnen, som kender Bredden, henvender sig til sin Tabel og ser, netop hvor mange Kilometer der er i en Længdegrad på deres nuværende Bredde, og det er da en let Sag at omsætte den tilbagelagte Afstand i Kilometer. Men hvis han kun Ønsker at vide, hvor de befinder sig, behøver han blot at betragte sit Kort og opsøgte den bestemte Bredde og Længde, hvorpå han kan sætte sin Finger på Kortet og sige: Her befinder Skibet sig.

Er han i Tvivl om, hvorvidt hans Kronometer viser korrekt Tid, kan han prøve det med Universets Ur.

Der gives nemlig et sådant Ur, og det holder Greenwich Tid, selvom Kaptajnen befinder sig langt borte fra England, og han kan se på dette Ur hver stjerneklar Nat og konstatere Tiden, ligegyldigt hvor han er. Hvis hans Kronometer er gået for hurtigt eller for langsomt, kan han stille det efter Himmeluret.

Urskiven på dette Kæmpeur er den stjernebedækkede Himmelhvælving. Tallene på Skiven er - for at holde os til den samme figurlige Tale - de tindrende Stjerner, og den Viser, som bevæger sig hen over Skiven, er intet andet end selve Månen.

Når Kaptajnen Ønsker at prøve sit Kronometer, måler han Afstanden mellem Månen og en nærliggende Stjerne. Han finder f.eks., at Månen står tre Grader fra en vis Stjerne, og i den nautiske Almanak finder han det Klokkeslæt, da Månen ifølge Greenwich Tid står tre Grader fra denne Stjerne. Ved at sammenligne dette med Kronometrets Tid finder han den nødvendige Rettelse.

Der er også andre Forhold, som leder til at kalde Universet et Ur. På alle Ure er der forskellige Indretninger, ved Hjælp af hvilke vi kan skaffe os Vished om de forskellige Tidsinddelinger. Der har vi f.eks. den korte Viser, den lange Viser og Sekundviseren. Et vist Afsnit på Urskiven udgør fem Minutter ifølge Minutviseren, men en Time ifølge Timeviseren. En hel - Omgang af Minutviseren betegner en Time, en Omgang af Timeviseren afmærker tolv Timer. Men Himmelhvælvingen har flere Indretninger til Måling af Tid end noget Ur, som Mennesker har tilvirket. Lad os se lidt på nogle af disse.

Ved Betragtningen af disse Målinger vil vi finde, at Tidsinddelingerne på et almindeligt Ur åbenbarer vore Gerningers Lidenhed, medens Tidsmålingerne på Himmeluret viser Storheden af Guds Gerninger.

1. Jordens Omdrejning om sin Akse én Gang, bestemt efter Solens forskellige Stillinger, afmærker et Døgn.
2. Månens Gang omkring Jorden viser en Måned på omtrent 28 Dage.
3. Jordens Løb på dens Bane omkring Solen afmærker et År på 365 1/4 Døgn.

Disse er Tidsmålinger, som enhver kan iagttage og let forstå. Men der er andre, som er anlagt efter en større Skala. Nogle af dem tager Sigte på Hundreder og Tusinder af År.

Ved at undersøge i Almanakken finder vi, at den indeholder Oplysninger om Formørkelser for et helt År. Disse Forudsigelser om Månens Formørkelse er pålidelige, fordi Astronomerne i Århundreder nøje har observeret Månen og på Grundlag heraf nøjagtigt kan fastslå dens Bane i Fremtiden. Intet Under, at Bibelen med Henblik på Månen siger, at "Vidnet i Skyen er trofast".

4. Med Hensyn til Formørkelser, er der én ledende Grundsætning, som er så enkel, at den let kan forstås. Følger man f. Eks. alle Måneformørkelser i et Tidsrum af 18 eller 19 År, så finder man, at Formørkelserne efter den Tid gentager sig i et lignende Tidsrum. Hvis vi derfor observerer alle Formørkelserne i et Tidsrum som det nævnte, så kan vi forudsige næsten alle Formørkelser langt ind i Fremtiden, eftersom de synes at gentage sig efter det nævnte Tidsrum. Den Periode, hvori Månens Formørkelser således gentager sig, udgør 6585 1/3 Døgn.

Så mange Døgn efter én Formørkelse vil en anden lignende indtræffe. Denne Periode kaldes en Saros. Den nøjagtige Længde af en Saros er 6585 Døgn, 7 Timer og 42 Minutter.

5. Solen følger Månens Eksempel og gentager sine Formørkelser. Da Solens Ekliptika er større end Månens, vil dens Formørkelser komme igen 68 a 75 Gange i en Sarosperiode på ca. 1350 År. Solen afmærker således på Himmelens Urskive en Tidsperiode på over et Tusinde Års Varighed. En så stor Inddeling finder man ikke på noget menneskeligt Ur.

6. Himmeluret viser også en anden Tidsinddeling. Denne angives ved Jordaksens Nutation eller "Nikken", Slingring. En hel Omgang af denne Jordpolens Nutation kræver 25 Tusinde År, og i Løbet af den Tid vil Måneaksen have slingret fjorten Hundrede Gange. Hele 25 Årtusinder til en eneste Polomdrejning! Denne store Cyklus kaldes Jordaksens Præcession, og den omtalte Slingring frem og tilbage kaldes Nutation.

7. De større Planeter frembyder nogle interessante Tidsperioder. Deres Kredsløb omkring Solen tager længere Tid end Jordens. Planeten Mars afmærker på Himmeluret ved sit Omløb et Tidsafsnit af omtrent 687 Døgn, altså henved to af vore År. Jupiter bruger 4332 Døgn, eller noget over elleve År; Saturn bruger næsten 30 År for at fuldende sit Løb, Saturn over 84 År og Neptun næsten 165 År.

8. Der er endnu et andet stort Tidsspand afmærket på Himmelens Urskive, men dets varighed ser jeg mig ikke i Stand til at opgive. Det er den gigantiske Tidsperiode, som bestemmes ved Solens Løb omkring sit Centrum - uanset hvor dette Centrum end måtte være. Solen går med en Hastighed af over 16 km i Sekundet - over 1100 km i Minuttet. I dette sit svimlende Løb fører den alle Planeterne i vort Solsystem med sig. Et Hurtigtog går, som vi før har nævnt, lad os sige op til 100 km i Minuttet; men Solen bevæger sig med en Hastighed af over 1100 km pr. Minut. Dens Kredsløb er imidlertid så uhyre stort, at Astronomerne ikke har kunnet opdage den mindste Bøjning i dens Bane. Solen synes at bevæge sig i lige Retning; men man kan sikkert gå ud fra, at så ikke er Tilfældet, idet alle Himmellegemer, hvis Løb man hidtil har konstateret, bevæger sig i en sluttet Cirkel, medmindre man undtager enkelte Kometer.

Hvor mange eller hvor lange Tidsaldre Solen behøver for at foretage ét Kredsløb på sin mægtige Bane, kan ingen sige. Men det Faktum, at så enorme Tidsperioder findes angivet på Altets Urskive, bringer os et ophøjet Budskab om de Perioder og Æoner, som tilhører ham, der "bor i Evigheden". Fra Evighed til Evighed dette er Målet på det Tidsrum, hans Tilværelse omspænder, og det, som han har dannet, fortæller os lidt om ham, hvis "År varer fra Slægt til Slægt", ja hvis "År får ingen Ende".

Og selvom vi kunne måle den Tid, Solen behøver for at fuldende Løbet omkring sit Midtpunkt, ville vi måske finde andre Sole, som kræver endnu uendelig meget længere Tidsperioder for at fuldende deres Løb. De utallige Stjerner, som funkler på Himmelen, giver ubegrænsede Muligheder for Måling af mægtige Spand af Tid. Universets Urværk kan således afmærke Guds evige Tider, uden nogen Sinde at komme Enden nærmere, end det var før.

Men selvom Tidens Flugt aldrig ophører, så bliver Gud stedse uforanderlig. Han er den samme i Går og i Dag, ja til evig Tid. Fra hans usvigelig Trofasthed er det, vi henter Håb og Fortrøstning.

Og Skriften siger, at den, som gør Guds Vilje, skal blive til evig Tid. Han skal leve, så længe Solen med sine 1100 km i Minuttet løber på den mægtige Bane, som er afmærket for den i Himmelrummet, selvom denne Omløbstid end måtte kræve utallige Millioner Gange Millioner Æoner og Æoners Æoner. Og når den Tid eller de Evigheder er omme, og Solen påbegynder sit andet Omløb, så kan Guds Barn sige: "Jeg har endnu lige så mange Evigheder igen at leve, som jeg havde, da Solen for så lange Tider siden begyndte på sin Bane." Og det betyder intet, hvor mange Millioner Æoner Solens Kredsløb måtte kræve, ej heller har det noget at sige, hvor mange Gange Solen måtte gennemvandre sin Omløbsbane: Evigheden, som betegner Varigheden af det evige Liv, er ikke bleven kortere; thi denne Evighed har ingen Ende.

Og o! "den, som gør Guds Vilje, bliver til evig Tid". "De, der førte de mange til Retfærdighed", skal skinne "som Stjernerne, evindelig og altid".