Hans store Kraft!

 

Kun meget få har nogen Forestilling om den Kraftudfoldelse, som finder Sted i det materielle Univers. Inden vi beskæftiger os med de Kræfter, som gør sig gældende iblandt Stjernerne ude i Rummet, vil vi i nogle Øjeblikke dvæle lidt ved de forbavsende Kræfter, som er i Virksomhed i vor umiddelbare Nærhed.

Tag f.eks. Luften, som vi indånder. Vi mærker ikke meget til den Kraft, som dette usynlige Stof rummer, og dog holdes det tæt og fast nede ved Jorden af Tyngdekraftens enorme Tryk. Dette Tryk udgør omtrent et Kilogram pr. cm2. Vi mærker i denne Henseende intet til Luftens Tryk, fordi den findes både i os og omkring os - vi er neddykket i den. Hele Lufthavets Tryk på Jorden, opgivet i Tons, kræver, som vi før har bemærket, et sekstencifret Tal, eller næsten 5,517,823,961,480,000 Tons. Med et rundt Tal kan man altså sige 5000 Billioner Tons. Men i Forhold til den samlede Udfoldelse af Guds Kraft her på Jorden er dette kun at ligne ved et enkelt Bogstav i Kraftens Alfabet.

Læg dernæst Mærke til Regnen og hør Regndråberne piske mod Jorden. Disse Dråber betyder, at der årlig falder en Vandmasse, som beløber sig til Millioner af Tons. Den gennemsnitlige Vandmængde, som til enhver Tid bæres oppe af Luften, anslås til over 50,000,000,000,000 Tons. Den årlige Regnmængde er blevet anslået til omkring 834,656 km3. Ligelig fordelt over Landjorden på vor Klode ville denne Vandmasse dække hele Europa, Asien, Afrika samt Nord og Sydamerika med Vand i en Højde af seks Meter. Hele denne uhyre Vandmængde løftes op lydløst og stille og tilsyneladende uden mindste Anstrengelse.

Hvilke kæmpemæssige Kræfter, der således løfter Tons lige så let, som vi løfter en Fjer! For en sådan Kraft at flytte Bjerge er den rene Barneleg.

Men Atmosfærens Tryk på Jorden eller Trykket af det Vand, som falder i Form af Regn, er intet i Sammenligning med Vandets Tryk på Havets Bund. Trykket på en Dybde af 2500 Favne anslås til 2l/2 Tons pr. Kvadrattomme. Fuldt udnyttet ville hver af disse Tommers Vandtryk kunne drive 25 almindelige Jernbanetog.

Og dog erklærer Skriften, at Gud måler Vandet i sin hule Hånd. Es.40,12.

Tænk dernæst på den vidunderlige Kraft, som virker i Planteriget. I et eneste kødfuldt Melongræskar konstaterede Prof. Clark fra Amherst, Massachusetts, i Amerika, en Kraft på halvtredje Tons. Hvor meget mere den kunne have løftet, ved man ikke, eftersom Måleapparatet svigtede, da man var nået til dette Punkt. Over hele Jorden udfoldes denne Kraft i Planteriget utrætteligt og uden Ophør. Den lille Gåseurt, som blomstrer på Engen, de store Hvedemarker, som bølger i Sommervinden, hvert Bundt Græs ude på Græsgangen, hver Busk, som pryder Landskabet, og hvert Kæmpetræ, som trodser Stormen - alle disse åbenbarer lidt af den store Kraft, som kommer til Syne i Planteriget.

Men lad os tillige betragte de Kraftbølger, som strømmer ned over Jorden i Sommersolens milde Stråler. Beregninger foretaget i den senere Tid tyder på, at hvis den varmeopsugende Atmosfære ikke var til Stede, så ville der på hver Kvadratmeter af Jordens Overflade, som blev udsat for de lodrette Salstråler, kunne udvikles over en Hestekraft, såfremt al Varmen blev anvendt til dette ene Formål. Ved Ækvator ville et Dampskib kunne vedligeholde en rimelig Fart alene ved Udnyttelsen af det Sollys, som falder på dets Dæk. Hvis den Solvarme, som om Middagen falder på et Areal af samme Udstrækning som London, udelukkende kunne anvendes til Drivkraft, ville den være nok til at drive alle Dampmaskiner i Verden. Således regner der ligefrem Millioner af Hestekræfter ned over os i Form af Sollys. Hvis der var nogen Måde, hvorpå man kunne opsamle denne Kraft og lagre den til Brug, så ville Dagslyset alene skaffe os et uudtømmeligt Kraftforråd.

Foruden at forsyne os med Lys og Varme holder Solen altid Jorden i sin Nærhed ved Hjælp af Tyngdekraften. Vi betænker sjælden den mægtige Tiltrækning, som den Øver på Jorden. Med denne samme Kraft holder den også fast ved andre Kloder, som er meget større end vor, befinder sig meget længere ude i Rummet og vandrer på langt større Baner, og også disse fastholder den med et Tag, som aldrig glipper. For at belyse den Kraft, der er i Virksomhed mellem Solen og vor Jord alene, kunne man i Fantasien erstatte den usynlige, dragende Kraft med Ståltråde. Hver Ståltråd måtte kunne bære 3/4 Ton, og de måtte stilles så tæt sammen over hele den Side af Jorden, som vender mod Solen, at en Mus ikke ville kunne løbe imellem dem.

Men dette er kun en lille Brøkdel af den Kraft, 'som er virksom i Solen. Og dette lysende Legeme er så at sige kun en Menigmand iblandt Himmelhvælvingens utallige Hærskarer. Foruden den er der Mængder af andre Sole, hvoraf mange er meget klarere og mægtigere end vor.

Solen er kun ét af de lysende Legemer i Himmelrummet. Den har en Gruppe af Kloder under sit Herredømme. Hver Stjerne på Himmelen er en Sol, og selvom man ikke kan se det matte Lys af Planeter så langt borte, så kan man på Grundlag af Slutninger fra vort eget Solsystem ikke være i Tvivl om, at også andre Sole har deres lydige Ledsagere. Kunne vi hensættes til en af disse fjerne Stjerner, så ville vor Sol kun fremtræde som et meget lille lysende Punkt, og vore allerstørste Planeter ville være ganske usynlige selv i de kraftigste Teleskoper. De skinner jo kun ved tilbagekastet Lys, og Strålerne ville forsvinde efter at have tilbagelagt kun en ubetydelig Del af det store Svælg, som ligger imellem. Set fra et så fjerntliggende Sted ville hele vort Solsystem fremtræde som et dunkelt Lys af en lille Stjerne.

Der er ingen gyldig Grund til at nære Tvivl om, at også Stjernerne ledsages af deres Kloder, skønt disse er usynlige for os her på Jorden. Derude i Rummet kan der være Systemer endnu større og herligere end vort. Ligesom Stjernerne er utallige, således er der sandsynligvis heller intet Tal på disse Verdenssystemer. Hvo kan da måle Skaberens Kraft, som den ytrer sig i Tyngde- eller Tiltrækningskraften mellem Sole og Verdner! Gud fylder Uendeligheden med sine Undere og regerer i Majestæt og Magt gennem hele sit evige Herredømmes uransagelige Område.

"Stående på den sidst opdagede Planet, over 4,830,000,000 km borte fra Solen, kan vi se tilbage og undersøg de Verdner og Systemer, som alle ligger inde for Neptuns uhyre Bane. En tilfældig Komet, som overskrider denne mægtige Grænse og hastigt iler forbi os, forsvinder i Rummets store Afgrund for atter at vende tilbage efter sin tusindårige Vandring og aflægge Rapport til Jordens Beboere om de Indflydelser, som har påvirket dens Bevægelse i de usynlige Regioner, som den gennemfarer i sin Flugt.

Den Pragt og Mangfoldighed, som man finder i det store System af Planeter, Måner og Kometer, der udgør Solens Følge, nogle af disse Kloders uhyre Størrelse, deres Omløbstider og gensidige Påvirkning - alt dette skulle synes at udgøre Virkefelt nok, ikke alene for de højeste intellektuelle Anstrengelser, men for al den Energi, som Mennesketanken kan udfolde. Som vi imidlertid snart skal se, udgør hele dette mægtige System kun en aldeles forsvindende Del af Guds Univers, en enkelt Enhed iblandt de utalte Millioner, som fylder Rummets tæt besatte Regioner. Stående på Grænsen af Planetsystemet finder vi os omgivne af en Mangfoldighed af skinnende Kloder, nogle strålende i Pragt, andre fremtrædende i mat lysende Skønhed. Den mindste Kikkert er nok til at forøge deres Antal i en utrolig Grad, medens det Skue, som Stjernehimmelen frembyder gennem Nutidens store Teleskoper, faktisk bliver så storslået, at Fantasien svimler og Tanken overvældes. Kloder og Verdenssystemer, Solsystemer og Stjernehobe, ja Univers efter Univers hæver sig i majestætisk Perspektiv, indtil de til sidst forsvinder i Rummets umådelige Dyb, og indtil selve Tanken dåner i sine Forsøg på at svinge sig over det Svælg, som skiller os fra disse vidunderlige Fremtoninger." "The Orbs of Heaven", af O. M. Mitchel, Side 169, 170.

Men hele dette mægtige Panorama af Sole og Verdner og Stjerneklynger og Univers efter Univers udgør kun en tavs, vidunderlig Beretning om Guds ubegrænsede Magt. Han, som gjorde alt dette, kan gøre hvad som helst; han er i Sandhed almægtig. Alt, hvad vi ser her fra Jorden, det være sig ved Øjets eller ved Fotografiens Hjælp, er kun Udkanterne af hans uendelige Rige.

Tænk også på deres Bevægelser gennem Verdensrummet. En Vind, som bevæger sig halvandet Hundrede Kilometer i Timen, kalder vi her på Jorden en Orkan eller Tornado. Den river alting med på sin Vej. Men i Solen er der Tornadoer, som har en Hastighed af over halvandet Tusinde Kilometer i Timen. Hvem kan måle en sådan Kraftudfoldelse?

Vore Jernbanetog hernede kan løbe med en Fart af halvanden Kilometer i Minuttet; men Solen og andre af Stjernerne tilbagelægger nitten Kilometer i Sekundet, eller 1140 km pr. Minut. Neppe nogen af dem går langsommere end en Kanonkugle. Stjernernes Hastighed udgør gennemsnitlig seks Hundrede Gange Eksprestogets Fart, når det går halvanden Kilometer i Minuttet.

Men hvad skal man sige om en Hastighed af 24,000 km i Minuttet? Med denne skrækindgydende Hastighed løber Arkturus, som nogle har tillagt Benævnelsen "den løbske Stjerne".

Guds Kraft er uden Mål. Han er den Mægtige. Overalt i det udstrakte Rum er der Sole og Verdner, som er i uophørlig Bevægelse, snurrende rundt som Toppe. De farer af Sted på deres Baner med en Hastighed, der halvfjerdsindstyve Gange overgår Geværkuglens. De flytter sig aldrig en Tomme uden for deres bestemte Kurs og kommer aldrig endog blot en Brøkdel af et Sekund for tidligt eller for sent. Om denne opholdende Kraft har Kristus sagt: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden." "Al Magt" - hvem kan måle den!

Her har vi imidlertid kun påpeget en ren Ubetydelighed af Guddomskraftens Ytringer. Hvor meget den virkelig indbefatter, er fuldstændig skjult for os Mennesker. Hvis vi kunne forsøge at måle den, ville vi finde, at den er uden Grænser. Træder vi ind på Skaberens Virkefelt, da har vi endnu ikke lært vor ABC. Det er umuligt for os at stave de letteste Begyndelsesord - hvis der kan tales om sådanne - i Betegnelsen for Universets uhyre, altomfattende Kræfter.

"Se disse er, Grænselinierne af hans Veje, og hvor lidet er det hviskende Ord, som vi hører? Hans Vældes Torden - hvo har forstået den?" Job 26, 14 (Kalkars Overs.).