Fortvivlelsens Evangelium!

 

Der er én Tanke, som enkelte Astronomer har fremholdt, og som, prøvet med Guds Ord, viser sig at være fuldstændig uden Grund. Jeg føler mig tilskyndet til at kalde den Fortvivlelsens evige Evangelium. Det er den Tanke, at Solen og alle Stjernerne engang må afkøles og uddø. Rigtignok er den Dag ifølge disse Videnskabsmænds Teorier meget langt borte; men de påstår, at den ikke desto mindre sikkert vil komme. Engang i en fjern Fremtid vil Solen og Stjernerne rulle omkring ude i Rummet, kolde som Isstykker og døde som Slakker.

"Hvis intet indtræffer, som vil vende omkring på Tingenes Gang, så må Solen til sidst stivne og blive en mørk, hård Klode, stivfrossen og livløs som de andre livløse Planeter i dens Gruppe. Dette er i det mindste den nødvendig Slutning, af hvad dens nuværende Virksomhed og dens Livshistorie ifølge Videnskabens Opfattelse i Øjeblikket virkelig synes at tyde på."  

"Én Ting synes at være givet, nemlig at de nuværende Stjerne- og Verdenssystemer ikke er en evig Ordning."  "General Astronomy", al Young, Side 524.

"Før eller senere må Solen blive en mørk Klode, der ikke længere flammer og stråler, ikke længere er Kilden til Lys og Varme for sin Gruppe af Kloder. Den blændende Lyssfære må tabe sin glødende Klarhed, og til sidst vil vor Sol ikke længere være en Sol." "Én Ting synes at være klar og umulig at tage fejl af, nemlig at ikke alene vor lille Jord, ikke alene Solsystemet, men hele det uhyre Stjernesystem, hele Stjerneverdenen, så vidt vi kan vide noget derom, er et omskifteligt, forgængeligt, døende Univers"  "Radiant Suns", Side 307-309.

De lærde fremsætter disse Tanker blot som Teorier og Antagelser og ikke som Dogmer. De indrømmer, at der måske kan være Midler, hvorved Solen og Stjernerne vil kunne fortsætte deres Tilværelse; der kan være Måder, hvorpå deres Liv ligesom fornyes; men Videnskaben ved intet derom. Alligevel fremkommer de stadig med deres Advarsler vedrørende dette store Spørgsmål, som de ved så lidet om.

"I disse Anliggender, som hører hjemme i de tvivlsomme Regioner hinsides Grænserne for videnskabelig Vished, må vi være forsigtige. Vi må være villige til at vente, villige til ikke at være for sikre i vor Sag. Vor Udsigt er i bedste Fald kun delvis og meget dunkel. Forbindelsen mellem os og ethvert af de fjerne, funklende Punkter består kun af nogle Lysstråler. Vi kan iagttage disse Stråler; vi kan dele dem, vi kan analysere dem, og vi kan læse os til lidt af den Stjernes eller Stjernetåges Sammensætning og Bevægelser, hvorfra de udgår - og dog, hvor ringe er ikke Summen af al vor Viden!" - Samme, Side 421.

Bør vi ikke modtage endog Videnskabens Lære angående "Naturlovene" i stadig Erindring, om at alt, hvad vi ved, selvom det stammer fra Videnskaben, er afhængigt af vor meget begrænsede Sansning og Erfaring og vor endnu mere begrænsede Evne til at fatte noget, som denne Erfaring ikke har forberedt os til?

Jeg har etsteds læst en Beretning om en Art Efemerider (Døgninsekter), som kun lever en Time. For dem, der fødes i den tidlige Morgenstund, vil Solopgang være Ungdomsalderen. De dør af Ælde, medens dens Stråler endnu tiltager i Styrke, og kun deres Efterkommere lever til Middag, medens den Slægt, der ser Solen gå ned, er en anden end den, som så den stå op. Lad os forestille os, at Solen er ved at gå ned, og at den hele Nation af Insekter er samlet under Skyggen af en Paddehat (der for dem er lige så gammel som Solen selv) for at høre, hvad deres største Vismand har at sige om de triste Fremtidsudsigter. Hvis jeg husker rigtigt, så fortalte han dem først, at så utrolig det end kunne synes, så var der ikke alene en Tid i Verdens Barndom, da selve Paddehatten var ung, men at Solen i hine tidlige Tidsaldre befandt sig på den Østlige og ikke på den vestlige Himmel. Siden den Gang, forklarede han, har "Videnskabsmænd" iblandt os Efemerider fulgt den og på Grundlag af omfattende Erfaringer fastslået den store "Naturlov", at den kun bevægede sig mod Vest. Og han påviste, at eftersom den nu nærmede sig den vestlige Horisont, hældede de lærde til den Anskuelse, at den stod i Begreb med at forsvinde for al Tid sammen med den store Slægt af Døgnfluer, for hvis Skyld den oprindelig blev skabt.

Hvad hans Tilhørere mente om dette Foredrag, erindrer jeg ikke; men det er blevet mig fortalt, at Solen stod op igen den næste Morgen! - "The New Astronomy".

Vi finder altså, at Videnskaben ikke har noget bestemt at frembyde. Ønsker vi at kende Sandheden angående disse Ting, må vi søge andetsteds hen. Er Verdnernes Levetid begrænset? Har Gud bygget Universet, for at det skulle vare kun til en Tid? Stillede han Solen under sådanne Forhold, at den til sidst må ud slukkes? Vil Jorden engang blive lige så gold og øde, som Månen nu synes at være? Skal Solen engang blive død som Slakker og mørk som Dødsskyggens Dal? Den såkaldte Videnskab siger ja; Guds Ord siger nej.

Gud satte Solen til at regere Dagen og Månen til at regere Natten. 1 Mos. 1,16. Han siger: "Dersom I kan bryde min Pagt med Dagen og min Pagt med Natten, så at der ikke bliver Dag og Nat, når Tiden er: da skal også min Pagt med David min Tjener brydes, at han ikke skal have en Søn til at være Konge på hans Trone." Jer. 33,20-21. Denne Pagt med Dagen og med Natten indbefatter Solen og Månen, og Pagten med David er Løftet om Kristus. På et andet Sted taler Gud således om den samme Sag: "Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gået over mine Læber. Ét har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; den skal befæstes som Månen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast." Sl. 89,35-38.

Dette er et Løfte om, at Kristus, Davids Sæd, skal regere i Evighed; og Gud fremstiller denne Regering som værende af samme Varighed som Solen og Månen.

Guds Løfter i Kristus er bestandige som Solen og Månen. Hvis vi tror, at Kristi Rige vil blive et evigt Rige, så må vi også tro, at Solen og Månen udfører deres Opgave ved Hjælp af den Kraft, Gud har skænket dem. De er lige så varige som Kristi Rige. Guds Løfter i Kristus er lige så pålidelige som Solen og Månen. Går den ene af dem til Grunde, så går de begge til Grunde. Alle Ting er i Kristus; og alt, hvad han opholder, bliver ved, så længe han bliver ved. De opholdes ved hans Ords Kraft.

Tror nogen, at der er Fare for, at Solen og Månen vil svigte? Nej, nej! "Formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke én." Es. 40,26. "Så stor er hans Magt, så vældig hans Kraft, at ikke en eneste udebliver." (Svensk Bibelovers.). "Formedelst hans store Magt og Styrke og Kraft savnedes ikke én af dem." (Vulgata.)  

De kan ikke svigte. Han er for mægtig til at tillade, at nogen af hans Gerninger skulle gå til Grunde. Guds Love vedrørende Himmellegemerne er lige så ubrydelige som den Lov, der blev indskrevet på Stentavlerne. Hans Løfter med Henblik på Naturen er lige så sikre som hans åndelige Løfter til os.

Solen er en af Stjernerne. Der står, at Stjernerne skal lyse i al Evighed. "De forstandige skal skinne som den udstrakte Befæstnings Skin; og de, der førte de mange til. Retfærdighed, som Stjernerne, evindelig og altid." Dan. 12,3. I én Henseende skal de, der fører mange til Retfærdighed, skinne som Stjernerne. Hvad dette sigter til, er her angivet: de skal, ligesom Stjernerne, skinne "evindelig og altid".

I Stedet for at Solen skulle blive koldere og mørkere, vil den ifølge Guds Løfte engang blive endnu klarere. Månen skal ikke miste sit Lys, men stråle langt herligere, når Solen efter altings Genoprettelse ifører sig sin syvfoldige Glans. "Månens Lys skal være som Solens Lys, og Solens Lys skal være syvfold, som de syv Dages Lys, på den Dag, da Herren forbinder sit Folks Brøst." Es. 30,26.

Således har Gud på forskellige Måder og på mange Steder med klare og utvetydige Ord åbenbaret Universets Fremtid. Videnskaben har med sine Gisninger og de forholdsvis små Oplysninger, den har samlet, misforstået Sandheden. Den har misforstået Sandheden, fordi den mangler visse nødvendige Fakta. Men Guds Ord kender alle Fakta og har givet os Sandheden, som er i Overensstemmelse med Kendsgerningerne. Lad ikke menneskelige Teorier besvære os, så længe vi har Guds evige Ord at holde os til. Ingen sand Videnskab modsiger dette Ord; thi Guds Ord er Videnskab.

"Det er en bekendt Sag, at al Energi af en højere Art har en Tendens til at udarte til en lavere. Der er Damp i Kedlen; men den taber sig, dersom Ilden ikke holdes ved lige. Der er Elektricitet i Akkumulatoren; men hver eneste Luftpartikel bortstjæler lidt deraf, medmindre vi bevidst anstrenger os for at indsamle det igen. Der er Lys i Solen; men et uendeligt Rum står rede til at modtage det, og det optager det så hurtigt, som Lyset kan vandre. Vi nævnte, at hvis Solen bestod af bare Kul, så ville den udbrænde i Løbet af fem Årtusinder; men den stråler med ufordunklet Glans i Millioner af År. Hvorledes hænger det sammen? Forskellige Teorier har været fremsat: kemisk Forbrænding, men den har ikke holdt Stik; Meteorers Slag mod dens Overflade, men det er ikke en fyldestgørende Forklaring; Fortætning, men den er ikke blevet bevist - og selvom den var, så er den kun et mellemliggende Stadium på Vejen tilbage til Fortætningens oprindelige Årsag. Den, som skuer videre ud, ser i Solen den i dette Øjeblik virkende Kraft fra ham, som først sagde: "Der vorde Lys," og som hvad Øjeblik det skal være, kan møde en Saulus på Vejen til Damaskus med et Lys, som overgår Solens Glans om Middagen, og om hvem der i den ufordunklede Klarhed i det evige Hinsides, hvor Solen og Månen ikke behøves mere, skal siges: "Guds Herlighed oplyser den [Staden], og Lammet er dens Lys.""  "Recreations in Astronomy", af Dr. theol. H. W. Warren.

Lyset blev skabt i Begyndelsen; Gud talte, og se, der blev Lys! "Han bød, så stod det der" - vedbliver at være, som det var. (Sl. 33,9.) Lad mig gentage det: Han bød, at Lyset skulle blive til; det blev til. Og ved denne sin første Fremtræden var det kun en Kraft fra Gud en Åbenbarelse af Gud ved Kristus.

Mærk nu det næste Trin: Gud udgav den Befaling, at som Lyset var kommet, således skulle det også vedblive. Da det fremkom ved. Guds første Befaling, var det en Kraft, en Energi fra Gud - en Guds Åbenbarelse. Derpå bød Gud, at ligesom det var kommet, således skulle det vedblive  "det stod der" [eller "stod fast", som den engelske Bibel udtrykker det]. Det er fremdeles en Kraft eller Energi fra Gud; det er fremdeles en Åbenbarelse af Gud i Kristus. Den samme Kraft, som først fik det til at fremstå, nærer det endnu den Dag i Dag. Lysets Skin er således en Fortsættelse eller en Vedbliven af Skaberakten; det er en Forlængelse al Skaberhandlingen. Den, som om Foråret lægger Mærke til Lysets Indvirkning på de bristende Knopper og det spirende Græs, kan ikke være i Tvivl om denne Sandhed.

Hvorledes Gud kan fortsætte en sådan Virksomhed uden efterhånden at udtømme sin Kraft, ville det være tåbeligt at spørge om. Mon Gud taber eller mister noget? Kraftens Vedligeholdelse er en Lov, som vi ikke kender nogen Undtagelse fra. I Guds Univers går intet tabt. Bladene på Træerne i År kan vel visne, falde og gå i Forrådnelse; men de falder kun ned på Jorden for at gøre den frugtbar og skaffe Næring til de Blade, som springer ud År derefter. Vandet forlader ustandseligt Havet og løftes op i Skyerne for senere at falde ned på Jorden og væde og vederkvæge den; men hver eneste Dråbe kommer i Tidens Løb tilbage for senere hen at gentage det samme Kredsløb. Mon Gud sender Lys og Varme ud i Rummet, således at den derved går tabt for ham, og han ikke mere har Magt til atter at indsamle den? Måske bryder han sig ikke om at indsamle den igen; måske tjener den til andre Formål. Ét er dog sikkert: den går ikke tabt.  

"Ved Tro fatter vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord." Det Ord, som dannede Verdnerne, frembragte også Lyset. Dette er alt, hvad vi ved derom: det blev til ved Guds Ord. Lyset fremstod på Guds Ord, og det vedbliver, fordi han udstedte sin Befaling derom. Ved at tale Ordet frembragte Gud alt det, som fylder hans endeløse Universet, og på samme Måde kan han gøre, at Solen frembringer Lys og Varme i Tidsaldre uden Ende. Solen vedbliver at lyse, men den fortæres ikke.

Moses så i sin Tid et Vidunder, da "Herrens Engel åbenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, ... og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret".

Dette var visselig ejendommeligt. "Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret." Det var et stort Mirakel. Men på Himmelhvælvingen ovenover os ser vi hver eneste Dag det samme Under - et Under, som vil vedblive i Evigheders Evighed. Med hele sit Væld af Lys og Varme vedbliver Solen stedse at skinne, at bade Jorden i sine Stråler og udsende Lys og Energi. Dog fortæres den ikke.

Intet Under, at Mennesker, som havde tabt Gud af Syne, tilbad Solen; men lad os se opad, bort fra dette store Midtpunkt i vort Solsystem, og skue hen til ham, som er Universets Midtpunkt, Kilden og Ophavet til alt, hvad vi er eller nogen Sinde ha aber at blive, og hvis Miskundhed er over alle hans Gerninger!