Fiksstjernerne! 

 

For det ubevæbnede Øje ser det ud, som om Stjernerne Århundrede efter Århundrede vedligeholder den samme indbyrdes Stilling til hverandre på Himmelhvælvingen. Crion og Plejaderne, Arkturus og de tolv Himmeltegn nævnes i Jobs Bog. Dersom Abraham endnu en Gang kunne beskue den Himmel, vi ser, så ville han se Stjernerne, som han så dem for Årtusinder siden, da Gud "førte ham udenfor og sagde: Kære, se til Himmelen, og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem". Så vidt det blotte Øje kan opdage, synes ikke en eneste Stjerne at have flyttet sig bort fra sin Plads.

Denne tilsyneladende Urørlighed, hvad Sted angår, vildledte i lange Tider Menneskene. Man antog, at Stjernerne ikke havde nogen Egenbevægelse. I Tidens Løb opdagede man imidlertid, at Planeterne, Jorden indbefattet, bevægede sig omkring Solen, at Månerne kredsede omkring deres Planeter, og at Kometerne gennemstrejfede mægtige Baner ude i Rummet. Hvor ingen sådan Bevægelse var at se, opstod det Spørgsmål: Er Stjernerne så stillestående, som de synes at være? Har de ingen Egenbevægelser  

Inden det blev muligt med fuld Sikkerhed at undersøge Stjernerne for at komme til Klarhed angående deres absolutte Stilleståen, måtte der gøres mange vanskelige Forberedelser. De mest fuldkomne Instrumenter måtte anskaffes, fuldkomne ikke blot i optisk Henseende, men også med Hensyn til deres Måleapparater. Endvidere måtte Stjernernes Beliggenhed, som den var fastsat ved Hjælp af de bedste Teleskoper, rettes for enhver mulig Fejl, der kunne skyldes Instrumenterne. De to Steder, som danner Basis for Angivelserne af Stjernernes Position, er Polpunktet og Forårsjævndøgnspunktet. I Tilfælde af nogen som helst Bevægelse hos disse Punkter må man skaffe sig Vished om Bevægelsernes Hastighed og Retninger og tage Hensyn dertil. Kendskab til Virkningerne af Refraktionen og til Lysets Aberration var også uundværlig ved en fuldkommen Undersøgelse af Stjernernes sande Beliggenhed.

Da alle disse og mange andre Spørgsmål af forberedende Art var tilfredsstillende ordnet, blev det muligt at foretage den mest kritiske Undersøgelse af Stjernernes Beliggenhed og at konstatere, hvorvidt deres Sammenstilling (således som man i Årtusinder havde ment) virkelig var evig og uforanderlig, eller om de bevægede sig imellem hverandre indbyrdes med en Bevægelse, der på Grund af de enorme Afstande var så langsom, at den hidtil havde undgået selv den skarpeste Iagttagelse.  

Fuldt udrustet med de nødvendige Instrumenter tog det ikke Videnskaben ret mange År at konstatere det ophøjede Faktum, at der iblandt de mange Tusinder af Stjerner, som fylder Himmelhvælvingen, efter al Sandsynlighed ikke er en eneste, som befinder sig i en Tilstand af absolut Hvile. Mange fandtes at bevæge sig så hurtigt, at deres Hastighed kunne konstateres i Løbet af et eneste År, medens der for andres Vedkommende som Følge af deres enorme Afstand måske vil hengå Århundreder, inden nogen synlig Forandring kan påvises. Til at begynde med så det ud, som om disse ekstraordinære Bevægelser ikke foregik efter nogen bestemt Lov, idet nogle, Stjerner gik i en Retning og andre i en anden.

Bevægelse - uophørlig, evig Bevægelse synes at kendetegne hele Universet; og eftersom Stjernerne gennemløber deres mægtige Baner, kan vi ikke modstå den Tanke, at vor egen Sol, Midtpunktet for vort store Planetsystem, må deltage i den almindelige Bevægelse, og at den, ledsaget af alle sine Planeter, Måner og Kometer, sandsynligvis befinder sig på Flugt hen imod et eller andet endnu ikke helt konstateret Sted i Verdensrummet.

Nødsaget til at indrømme, at vor Klode drejer sig om sin Akse og hurtigt gennemløber sin årlige Bane, omgivet af rullende Planeter og ilende Kometer, fæster Mennesketanken sig ganske naturligt ved Solen som det store, ubevægelige Centrum, hvor den kan hvile og betragte disse kredsende Kloder. Men heller ikke her er der Hvile. Solen er selvet underordnet Medlem i en større Samling af Verdner, og i Lydighed mod en højere Magt svæver den rundt på sin umådelige Bane.

Det lykkedes Herschel i det mindste tilnærmelsesvis at udlodde Mælkevejens Dybder og at fastslå vor Sols relative Stilling imellem de Stjerner, som omgiver den. Han fandt, at den ikke befinder sig så ret langt fra Midtpunktet af det store Stratum, i Nærheden af det Sted, hvor den egentlige Stjernestrøm deler sig i to Grene, som til en Tid skilles, men til sidst atter forenes fjernt ude i Himmelrummet.

Efter at være nået så langt forsøgte denne store Astronom at løse det mægtige Problem: Solens Bevægelse gennem Rummet. Denne Undersøgelse er ved første Øjekast så ophøjet i sin Art, så dristig og så aldeles ufattelig, at Meddelelsen om dens Iværksættelse kun gør ringe Indtryk på Sindet. Betænk et Øjeblik, hvad den indbefatter. Manden befinder sig på en Planet, som er næsten uendelig meget større end han selv. Denne Planet drejer sig hurtigt om sin Akse og iler af Sted på sin Bane omkring et stort Lyscentrum, Solen. Den dristige Videnskabsmand føres selv med i alle disse Bevægelser.

Han anskaffer sig Instrumenter, som måler de næsten uendeligt fjerntliggende Fiksstjerners Afstand og Stilling. Når de faststående Fiksstjerner underkastes hans kritiske Observation, ophører de at være faststående og findes at bevæge sig med forbavsende Hastighed i alle Retninger. Han regner sin egen Sol med som en af dem; og skønt han føres med i den fremadskridende Bevægelse, som hans eget store Centrum foretager, drister han sig til at konstatere dens faktiske Bevægelse, Retningen, den bevæger sig i, og den Hastighed, hvormed den gennemløber Rummet.

Efter en så omfattende Undersøgelse, som de Oplysninger, han da sad inde med, tillod, erklærede Herschel som sin Mening, at Solsystemet bevægede sig fremad gennem Rummet mod et vist Punkt i Stjernebilledet Herkules.

Den dygtigste dalevende Astronom modtog Meddelelsen om dette overraskende Resultat med Forbehold og Tvivl, og Herschel døde, inden hans store Teori havde fået nogen Bekræftelse.

I Næsten et halvt Århundrede efter hans Død syntes ingen at være tilbøjelig til at foretage en ny Undersøgelse. Teorien kom i Miskredit og blev betragtet kun som en dristig og sublim Spekulation, der ikke grundede sig på. tilstrækkelig afgørende Iagttagelser. I nærværende Århundrede har Problemet beskæftiget nogle af de fremragende Astronomer i Rusland. "Argelander fra Bonn gik i Spidsen og har ved en Række Betragtninger, grundet på omfattende og nøjagtige Observationer, på den mest uomstødelige Måde ikke alene støttet og konstateret Rigtigheden af Herschels Teori i Almindelighed, men tillige bekræftede Rigtigheden af den Retning, i hvilken nævnte Astronom troede, at Solsystemet bevægede sig."  

Det endelige Resultat af Argelanders Arbejde afgjorde måske for al Tid det store Faktum, at Solen med hele sit Følge af Kometer og Planeter iler af Sted gennem Rummet hen imod et Punkt, hvis Beliggenhed må falde et eller andet Sted inden for en Cirkel, hvis Tværmål omtrent svarer til fire Gange Månens Diameter.

"Efter at Solsystemets Bevægelse først var konstateret, har det ikke manglet på Astronomer, som har Ønsket at stadfæste og udvide denne vidunderlige Undersøgelse. Argelanders Resultater er blevet bekræftet ved Undersøgelser foretaget af M. Otho Struve, en Søn af den fremragende Direktør ved Det kejserlige Observatorium i Pulkovo; og hvis man en klar Nat vender Blikket mod Stjernebilledet Herkules og af dets Stjerner udvælger de to, som på en Himmelglobus er mærket med de græske Bogstaver p og m, så vil man på Linien mellem disse Stjerner og på en Afstand fra p, der svarer til en Fjerdedel af Afstanden mellem de to Stjerner, finde det Punkt, hen imod hvilket Solen bevægede sig i Året 1840." "Planetary and Stellar Worlds", al Mitchel.  

Omkring tyve forskellige Bestemmelser angående det Punkt på Himmelen, som Solen således bevæger sig hen imod, er blevet udarbejdet af forskellige Astronomer, som i deres Drøftelser har benyttet den angulære Egenbevægelse hos mellem 2000 og 2500 Stjerner. Der er en rimelig Overensstemmelse mellem alle disse Undersøgelser, som kun adskiller sig ved nogle få Grader og viser, at Solen nu bevæger sig hen imod et Punkt i Stjernebilledet Herkules med en Rektascension af ca. 267° og en Deklination af omtrent 31°. Dette Punkt kendes som "Solbanens Apex"."  "Young's Astronomy".

Efter at Retningen af Solens Bevægelse var fundet, blev det næste Spørgsmål dens virkelige Hastighed. Det vil neppe være formålstjenligt her at søge at forklare den Fremgangsmåde, som hertil blev benyttet. Men så meget er i hvert Fald blevet konstateret: Solens Hastighed i dens Løb gennem Rummet har vist sig at være så stor, at den, set fra en Gennemsnitsstjerne af sjette Størrelse (de mindste Stjerner, som med Lethed kan ses med det blotte Øje), ville føre Solen og dens Følge af Planeter fremad omtrent 5" i Løbet af 100 År. Hvis vi kendte Afstanden til denne Gennemsnitsstjerne af sjette Størrelse, kunne vi omsætte Solens Bevægelser til Kilometer. Men man kan kun tilnærmelsesvis beregne en sådan Stjernes Afstand.

På Grundlag af Ludvig Struves rimelige Antagelse, at denne Afstand udgør omtrent 20,000,000 Gange den astronomiske Målenhed, bliver Hastigheden af Solens Bevægelse gennem Rummet ca. 25 km i Sekunnet.

"Vil nogen nu spørge, hvor megen Lid man kan sætte til denne for Tanken kun forvirrende Meddelelse? Jeg svarer, at hvad det angår Tilstedeværelsen af Solens Bevægelse, da er der yderst ringe Sandsynlighed for, at Astronomerne har taget fejl. Beviserne kan ikke gendrives; og hvor overraskende Sandheden end kan synes, så er vi nødt til, selvom det sker ugerne, at godkende de logiske Bevisgrunde, ved hvilke dette mægtige Resultat er blevet konstateret.

Men hvad går vort Solsystem i Møde? Er der ikke Fare for, at det med en så uhyre Hastighed inden ret længe kan nå ud til Fiksstjernernes Områder og forstyrre Planetverdnernes Orden? Lad os et Øjeblik undersøge dette Spørgsmål på Grundlag af den Forudsætning, at Solen er den eneste af alle Himmelens Stjerner, som bevæger sig, og at den vil fortsætte i den nuværende Retning, indtil den når frem til den Stjerne i Herkules, som den for nærværende er på Vej hen imod. Denne Stjerne er af tredje Størrelse, og ifølge hvad vi allerede har fremholdt, er Gennemsnitsafstanden til en Stjerne af denne Klasse så stor, at Lyset ikke når ned til os på et Tidsrum af under 46 År. En Beregning vil da vise, at Solsystemet, i Fald det vedblev at nærme sig denne Stjerne endog med en Hastighed af 54,000,000 km om Året, ikke ville kunne tilbagelægge sit enorme Løb på mindre end 1,800,000 År!

Dersom et overnaturligt Væsen kan betragte denne forbavsende Scene, hvilket overvældende Skue må den ikke frembyde! I Centrum skrider den flammende, pragtfulde Sol fremad i sit majestætiske Løb; omkring den ruller Planeterne, og Titusinde lysende Kometer ledsager den. Smukke, strålende Kloder holder sig i Solens Nærhed; lysende, kaotiske Legemer opsøger dette store Centrum med voldsom Hastighed og rutscher derpå atter af Sted ud til de fjerneste Dele af deres store Baner. Men Monarken fortsætter sin March, og hans mægtige Hird følger ham lydigt, hvor som helst han fører an gennem Verdensrummet!"  

"Betragt i Aften de strålende Stjernebilleder, som bedækker Himmelen. Læg Mærke til disse Stjerners Omrids. For fem Tusinde År siden stirrede de kaldæiske Hyrder på disse samme skinnende Grupper. To Årtusinder er henrundet, siden den græske Filosof forkyndte Himmelrummets Evighed og henviste til de stedsevarende Stjernesammenstillinger som det afgørende Bevis på Rigtigheden af sin Påstand. Men der kommer en Tid, da ikke et eneste af de Stjernebilleder, som nu lyser over os, vil findes mere. Uhyre langsomt afmærker disse Figurer på Himmelens Urskive Tidens Gang. Et Årtusinde vil måske henrinde uden nogen mærkbar Forandring; ja en Million År kan hengå uden at udslette alle Spor af de nu bestående Grupperinger; men det Øje, som vil kunne betragte Fiksstjernernes Univers, når ti Millioner År i Stilhed er svundet hen, vil spejde forgæves efter de Konstellationer, som nu pryder vor Nathimmel. Hvis Gud så tillader, vil Stjernerne vel nok være der; men intet Spor af deres tidligere indbyrdes Stilling vil være at finde."

"Gå i Tanken tilbage til Sinears Sletter og stil dig ved Siden af hin Hyrde-Astronom, medens han forgæves søger at løse Gåden vedrørende den tiltagende og aftagende Måne. Træd derefter ind på de hellige Enemærker ved hint Tempel, som er helliget Stjernevidenskaben. Se på dets prægtige Maskineri; undersøg dets Instrumenter, som gør Afstand til intet, og spørg Vægteren, som nu med usvigelig Årvågenhed står på sin Post, om Arten af hans Undersøgelser. Måne, Planeter, Sol og Solsystem er et tilbagelagt Stadium. Hans Forskninger gælder nu en Sfære, til hvis Område Kaldæerens Ørneblik aldrig nåede frem. Tidsperioder og Afstande, Masser og Bevægelser er noget, som han alt sammen kender. Men hvor befinder Mennesketanken sig nu? Så store dens Bedrifter end er, så dybt den end har trængt ind i Skabningens Hemmeligheder, så er det, der er udrettet, dog kun en uendelig lille Del af, hvad der endnu står tilbage at udrette.» - Mitchel.

Over halvandet Årtusinde før Herschel opdagede Solens Bevægelse, åbenbarede Gud dette forbavsende Naturfaktum i sit Ord. Herom læser vi: «For Solen har han i dem [i Himlene, d. v. s. Himmelrummet] opslået et Telt. Og denne går ud som en Brudgom af sit Kammer, den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.

Fra Himlenes Ende er dens Udgang, og didhen vender dens Kredsløb tilbage." Sl. 19,5-7 (her efter Kalkars Oversættelse).

Dette Skriftsted har givet Brod til mangen hånlig Bemærkning, fordi det efter nogles Mening lærer, at Solen bevæger sig omkring Jorden. Men Bibelen hævder, at Jorden bevæger sig omkring Solen. De anførte Vers påpeger den store Sandhed, at Solen selvadlyder de Love, som behersker Planeterne, og at den befinder sig i Flugt på sin egen Bane fra den ene Ende af Himmelen i Argo til den anden i Herkules. For blot et Hundrede År siden opdagede Astronomerne denne store Sandhed. Solen bevægede sig ikke, og Bibelen var en tåbelig gammel Bog. Men efter herkuliske Anstrengelser fandt Astronomerne, at den gamle Bog havde Ret, og at de var bagefter med deres Videnskab. Det er virkelig Tilfældet, at Solen bevæger sig.

Der var nogle, som tog Anstød af, at Ordet "Telt" var anvendt. "For Solen har han i dem opslået et Telt." Udtrykket Telt bragte dem på den Tanke, at nævnte Vers indeholdt en Antydning om et tillukket Rum, hvori Solen opholdt sig som i et Telt. Dette Telt var da selvfølgelig Himmelkuppelen. De hævdede, at der ikke er nogen sådan Krystalkuppel hvælvet over os, som de gamle troede. I dette Skriftsted, påstod de, har vi et Bevis på Uvidenheden hos de Mænd, der således kunne skrive, hvad vi nu ved ikke er sandt. Men kun en overfladisk Betragtning kan lægge en sådan Betydning i dette Skriftsted.

Ordet "Telt" er oversat fra et Rodord, som betyder at lyse (skinne). Til dette Ord knyttede sig Tanken om hvide, skinnende Telte i Sollyset, og fra Roden "skinne" opstod der således et nyt Ord: "Telt" (Tabernakel, Bolig). Den oprindelige Betydning af Ordet "Telt" er derfor ikke netop en Bolig eller et Skjul, men derimod en Genstand eller Ting, som er iøjnefaldende på Alstand. Eftersom et Telt var iøjnefaldende, betegnede man det ved et Ord, som stammede fra eller var afledet af Udtrykket "at lyse" eller "skinne". Men det hebraiske Sprog havde andre Ord, som betegnede Telt eller Tabernakel, og hvis dette havde været den væsentlige Tanke, Gud ville have udtrykt, så er det mærkeligt, at et sådant Ord ikke blev brugt. Men det Ord, som her er anvendt, er i ejendommelig Grad træffende. Nutidens Videnskab alene hjælper os til at finde den fulde Mening i det Udtryk, som det behagede Gud at benytte. Læg nøje Mærke til følgende: Der var en Tid, da Ordet "Telt" ikke forekom i det hebraiske Sprog; men der fandtes et Ord med Betydningen at skinne. I de bibelske Lande bestod Menneskenes Boliger for en stor Del af Tabernakler eller Telte. N år de i Frastand så deres Telte skinne i Sollyset, begyndte de at benævne dem med et Udtryk, som betyder "Skinnere". Sproget blev således beriget med et nyt Ord. Men i Tidens Løb glemte man måske den gamle Betydning af dette Vers og kom til at tænke på Ordet udelukkende som en Betegnelse for en Bolig. Dette var dog ikke den egentlige Betydning, som lå i Ordet.

Kan vi nu indse, hvor passende det anvendte Ord er? I Himmelrummet har han «opslået et Telt». Himmelrummet er ikke Teltet, men Teltet er opslået i Himmelrummet. I Himmelrummet har han sat eller opslået en Bolig, en lysende Bolig, en Bolig, der er iøjnefaldende i Frastand ligesom hvide Telte på Sletten, en Bolig for Solen. Med andre Ord: Skaberen har forordnet, at Solen skal bo i Himmelrummet, og Skinnet fra dens Lysvæld gør dens Bolig iøjnefaldende på Afstand. Hvis Teltet fra Begyndelsen af fik dette Navn, fordi det var iøjnefaldende i Frastand, idet Solens Lys skinnede på det, bør så ikke også selve Solens Bolig blive benævnt med samme Navn? Den skinner; den er iøjnefaldende; Tusinder af Kloder skuer ud for at se dens lysende Sted i Himmelrummet. Der har Skaberen "opslået et Telt" for den.

Men Solen er blot én af Stjernerne. Hvis den er i Bevægelse, er så ikke også de andre Stjerner i Bevægelse? Jo, de er i Bevægelse, Det er ikke så ret mange År, siden Astronomerne kom til fuld Klarhed over dette; men det har stået i Bibelen i Århundreder. "Opløft eders Øjne mod det høje og se: hvo skabte disse Ting? Han, som udfører deres Hær efter Tal." Es. 40,26. Hvad andet er dette end en Tilkendegivelse af, at Himlenes Stjernehær er i Bevægelse? Og der står mere end blot dette, at den bevæger sig: Han "udfører deres Hær efter Tal". De er alle i Bevægelse, og de bevæger sig efter Tal.

Det foregår efter matematiske Regler. Og hvor fuldstændigt har ikke Astronomien konstateret Rigtigheden heraf! Under deres Forsøg på at følge og efterspore Himmellegemernes Baner gjorde Menneskene Brug af al den matematiske Viden, som de rådede over, og i mere end ét Tilfælde måtte de udtænke ny Grene på Matematikkens Område, opfinde ny Beregningsmetoder. Således opstod analytisk Geometri og den højere Matematik.

For at kunne forstå dette ene Udtryk: "udfører deres Hær efter Tal", må vi kende noget til Keplers Storværk og til de tre Love for Bevægelse, som han opdagede, og ligeledes til Tyngdelovene, som Newton har lært os. Disse få Skriftens Ord stiller os i Virkeligheden over for hele den matematiske Side af Astronomien.

Men Menneskene havde ikke før opdaget Himmellegemernes Bevægelser, førend tilsyneladende Uregelmæssigheder og Afvigelser (Perturbationer) begyndte at afstedkomme Tvivl angående Universets Stabilitet. I mange År troede man, at Universet var så slet konstrueret og i det hele taget var en så skrøbelig Indretning, at det ikke kunne hænge sammen længe nok til at komme godt i Gang.

Menneskene viste atter, hvor ringe Tro de havde på Skriftens Ord om, at "formedelst hans vældige Magt og 2tore Kraft fattes ikke én". Es. 40,26. Der var tilsyneladende Uregelmæssigheder i Himmellegemernes Gang. Der var Afvigelser og Svingninger, forøget Hastighed og formindsket Hastighed. En Top, som snurrer rundt, begynder at svinge, kort før den falder. Og der kunne påvises Svingninger hos Jorden og også hos Solen. Var de i Færd med at vakle på deres Baner? Stod de i Begreb med at forfalde og gå til Ruin? Ordet siger, at ingen af dem kan forfalde; men Fritænkeren og Spotteren begyndte at forudsige en endelig Sammenstyrtning som Afslutning på alt såvel på Jorden som i Verdensrummet, og de var heller ikke sene til at påstå, at Bibelen åbenbart kun var Menneskeværk, eftersom den kunne lære noget i stik modsat Retning. Endog religiøse Personer optog Tanken for at påvise den endelige Undergang ved Verdens Ende.

Men det var forbeholdt en Fritænker at bevise Sandheden af Skriftens Ord hos Esaias. Laplace var udrustet med en usædvanlig matematisk Begavelse. Han påviste ved matematiske Beregninger og Demonstrationer, at enhver Hastighedstilvækst efter Tusinder eller Millioner af Års Forløb følges af en tilsvarende Hastighedsaftagen, og omvendt. På Grundlag af sine Forskninger erklærede han, at så vidt han kunne se, og ifølge hvad eksisterende Forhold syntes at tyde på, kunne Universet vedblive at eksistere i al Evighed.

Vi har allerede omtalt Himmellegemernes Varighed ifølge Skriftens Fremstilling. Det inspirerede Ord siger, at formedelst Guds "vældige Magt og store Kraft" savnes ikke én eller efter en anden Oversættelse: "Ingen udebliver." Dette tror vi; og det kan kun glæde os, at Videnskaben er kommen så vidt, at den stadfæster denne Sandhed. Men hvilken Stilling ville vi indtage i dette Øjeblik, hvis ingen sådan Bekræftelse forelå? Hvis vi havde levet på Laplaces Tid, ville vi da have holdt os til Guds Ords Erklæring, eller ville vi have fulgt Verdens Vismænd? Der gives et bestemt Svar på dette Spørgsmål: Hvis vi nu gør Bøgernes Bog til Grundlaget for vor Viden, og hvis vi nu tror den frem for Alverdens Visdom, så har vi god Grund til at mene, at vi ville have troet på Esaias's Ord dengang.

Men endnu forfægtes den Tanke, at Universet går sin Ruin eller sit delvise Sammenbrud i Møde. Der er dem, som lærer, at en skønne Dag vil Solen blive kold og uddø, og Planeterne vil flakke omkring i Mørke og uden noget Liv. Den hellige Skrift siger, at "formedelst hans vældige Magt og store Kraft" skal "ingen udeblive". Og over for det Billede, som nogle Videnskabsmænd fremstiller - et Billede af Mørke og Død - stiller Skriften sin Forudsigelse om en klarere Sol og en bedre Verden.

En Ødelæggelse eller Undergang vil åbenbart indtræffe, men det er Syndens Undergang. Denne Verden vil engang nå til en Afslutning, ikke som en Planet, der ruller omkring i Rummet, men som Syndens Arnested og Bolig. Fornyet og forskønnet vil den efter denne Afslutning vedblive at løbe på sin Bane, indhyllet i en større Herlighed, end Tilfældet er i denne Syndens og Elendighedens Tid. Lad intet rokke vor Tro på dette Ord! Hvis vi giver Slip på det, så mister vi den troværdigste Vejleder, Menneskene nogen Sinde har haft.

Men Solen iler fremad gennem Verdensrummet. Dette har Astronomerne vidst i lidt over et Århundrede; men Skriften har indeholdt denne Sandhed i næsten tre Tusinde År.

Stjernerne er ikke faststående, således som man længe mente, men vandrer fremad hver på sin bestemte Bane, enkelte med en Hastighed af indtil 300 cm. eller mere i Sekundet. Det er ikke længe, siden Astronomerne kom under Vejr med dette overvældende Faktum; men for Årtusinder siden erklærede den hellige Skrift, at de blev udført efter Tal. I et eneste Vers i den hellige Skrift finder vi således Oplysning om flere astronomiske Fakta, end de forenede Bestræbelser af de største Ånder har kunnet konstatere i Løbet af mange Slægtled.

Vi nærer intet Ønske om at forklejne Videnskaben. Den er uundværlig og har en stor og ædel Opgave, Den åbner for os uhyre Felter for Kundskab og Lærdom. Videnskaben har sit eget specielle Område. Den har en Gerning at udføre efter sine egne, særskilte Metoder og med sit eget specielle Formål for Øje. Det har aldrig været Meningen, at Guds Ord skulle fortrænge den eller hindre den. Men det var Meningen, at det skulle være den til Hjælp; og både ved Antydninger og ved ligefremme Erklæringer byder det os al nødvendig Hjælp. Uden Ordet er vi ganske overladt til vore egne Spekulationer og blinde Gisninger; ved dets Bistand ledes vi til at vælge den rette Vej og til stedse at skride fremad i vor Søgen efter Sandhed.

Gud er lige så vist Videnskabens Ophav, som han er Bibelens Ophav. Vel er det sandt, at der er Mennesker, som hader hans Vej og Ønsker at kunne modbevise hans Tale; men deres Undersøgelser konstaterer altid på ny, at Gud er sanddru. Lad os ikke lægge noget til hans Ord, at han ikke skal straffe os og vi stå som Løgnere. Ordsp. 30,6. Han har visselig givet Menneskene en Lærepenge i Spørgsmålet om Stjernernes Bevægelse. Det er altid forbundet med Fare at sige hans Ord imod. Lad os hellere tro dette Ord; thi det vil gøre vor Kundskab og vor Viden levende og blive os til evig Frelse.