Som Månen. 

 

Når vi ser i en Almanak for at finde, hvornår der er Fuldmåne, eller for at se, hvad Tid Månen står op eller går ned, og når vi undersøger en Tidevandstabel for at finde, når der er Højvande eller Lavvande, studerer vi i Virkeligheden - selvom vi ikke er os det bevidst - en Kommentar til et Vers i Bibelen. Vi viser simpelthen vor praktiske Tillid til et stort Faktum, nemlig Månens Trofasthed. "Ét har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: Hans Sæd skal blive evindelig, ... den skal, befæstes som Månen evindelig; og Vidnet i Skyen [Himmelen] er trofast." Sl. 89,36-38.

Månen er et trofast Vidne på Himmelen.
I Årtusinder har den holdt sin bestemte Plads, fulgt sin anviste Bane og aldrig skuffet Menneskene. Vore Astronomer har tegnet dens Bane og forudsagt dens Løb mange År i Forvejen. De fortæller os, når der er Nymåne, når der er Fuldmåne, nøjagtig hvor længe den vil være i hvert Kvarter, netop på hvilket Sted på Himmelhvælvingen den vil befinde sig, osv. Og dette lader sig gøre, fordi den gennemløber sin Bane sikkert og trofast, aldrig svigtende, aldrig lunefuld, aldrig foretager sig noget uventet eller uforudset. Den er et trofast Vidne på Himmelen.

Denne Trofasthed skyldes ikke udelukkende Solsystemets fuldkomne Maskineri. Den er et Udslag af Fuldkommenheden og Trofastheden hos ham, som satte den der. Gud er Årsagen til Naturens Usvigelighed. Det er ham, som har gjort Univer5et sådant, som det er: pålideligt, fuldkomment og bestandigt:

David taler om Månen med følgende Ord: "Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Månen og Stjernerne, som du beredte, hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu. og et Menneskes Barn, at du besøger ham?" Sl. 8,4-5.

Dette Spørgsmål stilles ikke af en, som troede, hvad Hedningerne troede: at Jorden var anbragt i Midten af en Krystalkugle, og at der ikke så ret langt borte var Lys, som blev tændt om Aftenen og slukket om Morgenen - et Barns Billede af Universet. Nej, visselig ikke!

Disse Ord blev talt af en, der var inspireret af Guds Ånd, som ransager alle Ting, også "Guds Dybder". De røber et Kendskab til Universet, som den moderne Astronomi endnu ikke har opnået. Når en Person får fat på nogle af Nutidens videnskabelige Opdagelser, når han betragter Himmelhvælvingen med de stærkeste moderne Teleskoper, når han gennemforsker Himmelrummet med alle de Midler, hvormed vor Tids Videnskab har udrustet Menneskets Blik og Forstand - hvilke Ord kan da passende udtrykke de Følelser, som griber ham? Hvor er det eneste Sted, Mennesket kan søge efter Ord, der svarer til Stemmerne i hans Indre, når Himmelrummets Syner vækker Fantasien, påvirker Samvittigheden og taler til Hjertet? Det inspirerede Ord alene formår at udtrykke hans Følelser; Skriftens Ord alene kan smelte Tankerne og få dem til at strømme frit og absolut uhindret gennem Sjælens mægtige Kanaler.

Det er ved sådanne Lejligheder, at man med Henrykkelse og Glæde læser Guds inspirerede Ord. Det er i sådanne Stunder, den troende Astronom udbryder: "Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Månen og Stjernerne, som du beredte, hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?"  

Dette er sandt, fordi hvert Guds Ord er rent og ubegrænset i Fylden af sit Indhold. Når Guds Ord taler om Naturen, så tager det ikke Sigte blot på nogle få af dens Fakta, således som det ville, hvis det var afhængigt af en delvis Kundskab; men når Guds Ånd omtaler Guds store Gerninger, så har den fuldt Overblik over hver eneste Ting i Universet, som er indbefattet i Ordene, og den taler i et Sprog, som er så stort og så ophøjet, at ingen fremtidige Opdagelser eller Forskninger i nogen Henseende vil kunne gøre dette Ord forældet.

Endnu inden Menneskene gennemforskede Himmelrummet med gigantiske Teleskoper, læste Guds Ånd hver eneste Ting i hele det vidstrakte Univers. Teleskoper vil aldrig formå at trænge uden for hans umålelige Synsfelt. Menneskeøjet vil aldrig komme til at beskue noget, som hans ubegrænsede Kundskab ikke omfatter. Mennesketanken vil aldrig komme til at gribe noget, som Guds Ånd ikke allerede har opsporet og i sin inspirerede Undervisning meddelt til Gavn for Menneskene.

Den Kundskab, som er skilt fra Troen, betragter undertiden disse mægtige Syner i Himmelrummet blot for at hensætte Sjælen i Fortvivlelse. Ikke således med Guds Ord. Agnosticismen og filosofiske Spekulationer og videnskabelig Sofisme Ønsker kun at læse en Del af dette Skriftsted. Det ville komme til at lyde omtrent således: "Når jeg ser Himmelen, Universets ufattelige Værk, Månen og Stjernerne i deres Storhed, hvad er da et Menneske?" Hele Spørgsmålet vil da kun tjene til, at Mennesket overvældes ved Tanken om sin Ringhed, og bringe det til at føle, at det blot er en Skumboble på Uendelighedens bølgende Hav. Som Daniel Webster en Gang udtrykte sig: "Filosofiske Indvendinger har undertiden rystet min Tro på Kristendommen, navnlig den Indvending, som udledes af en Sammenligning mellem Universets Storhed i Modsætning til vor Planets Lidenhed." Indvendingen bliver endnu mere slående, og Følelserne påvirkes endnu stærkere, når man sammenligner al denne Storhed og Kraft ikke blot med vor Klode, men med hver enkelt af os ubetydelige Mennesker. Men Troen rejser sig og byder Vanskeligheden Trods.

Citatet fra Daniel Webster er imidlertid ikke fuldstændigt. Han tilføjede: "Men mit Hjerte har altid atter og atter forsikret mig om, at Jesu Kr1sti Evangelium er en guddommelig Virkelighed." Og han begyndte sin Udtalelse med at sige: "Jeg tror, Herre, hjælp min Vantro!" Disse Ord lod han indskrive på sin Grav, og de står indhugget i det Gravmonument, som skjuler hans Støv i Marshfield. Ædle Tro!

Den hellige Skrift har til Hensigt at gøre os Opmærksom på Storheden af Guds Univers og derfor også på Universets Gud og hans Magt, men ikke for at berøve os Modet eller vække Mistillid. Skriftstedet lyder således: "Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Månen og Stjernerne, som du beredte, hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham? Og du har ladet ham blive lidet ringere end Englene, du kronede ham med Ære og Herlighed."  

Dette var sandt om Menneskene, da de blev skabt; og selvom Synden har gjort et Skår i Herligheden, så er det endnu sandt om dem ved Jesus Kristus vor Herre. I Kristus gør Gud endnu Mennesket lidet ringere end Englene, og i Kristus kroner han det endnu med Herlighed og Ære. Og dette er det store Resultat, man opnår ved astronomiske Studier af den rette Art.

En rigtig Betragtning af Himmelen, Guds Hænders Gerning, Månen og Stjernerne, som han beredte, vækker ingen Mistillid; den bringer os kun til at indse Guds Kærlighed, idet han kommer så ubetydelige Skabninger som os i Hu. Den gør Guds Kærlighed stor, men åbenbarer intet ufordelagtigt om ham. Grebne af Forundring over Guds Nedladenhed udbryder vi: "Hvad er da et Menneske," at Gud skulle gøre dette? Det leder os til at udbryde i Tro: "Se, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os!"  

Hvad Stjernerne og Månen alene ikke kunne sige, det fortæller Guds Søns Evangelium. Og dersom vi har følt os overvældet af Guds Magt, som den stilles til Skue i hans uhyre Universet, så overvældes vi også ved Tanken om det Dyb af Kærlighed, som stilles til Skue i det salige Glædesbudskab om hans Søn; thi vi ved, at han, som er så stor, at han har udspændt Altet, ligesom vi ville opstille et Telt, dog elskede Verden så højt, "at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv".

Når vi beskuer Himmelhvælvingen - betragter Stjernerne i deres bestemte Løb, ser alle de strålende Himmellys holde deres bestemte, mægtige Baner, Kloderne og Sfærerne, som ruller omkring derinde iblandt Skabningens endeløse Hærskarer - da kan vi ikke betvivle Guds Magt; og når vi betragter Kristi Kors, Faderens underfulde Nedladenhed, idet han gav sin Søn, kan vi ikke betvivle Guds uendelige Kærlighed.