Stjerner I 

Stjernekortet kan være en god hjælp for stjernehimlens beskuer. Men før kortet tages i brug, er det nyttigt at gøre sig klart, at et plant stjernekort aldrig kan give andet end et tilnærmet billede af stjernernes indbyrdes beliggenhed. Kortet kan ikke gengive vort umiddelbare indtryk, at stjernerne sidder på en kugleflade, himmelkuglen, med iagttageren i centrum.

En anden vanskelighed ved kortets brug skyldes stjernehimlens daglige omdrejning og den kendsgerning, at man ikke på noget tidspunkt kan se hele den del af himlen, som er gengivet på kortet. For at lette kortets brug er der vedføjet en ganske simpel tabel, hvorefter kortets og dermed stjernehimlens orientering til enhver tid kan findes. I tabellen, som gælder uændret fra år til år, finder man først den dag, der ligger nærmest dags dato. På linien for denne dag går man til højre ind i tabellen, indtil man står lige under det øjeblikkelige klokkeslæt afrundet til hel time. På dette sted i tabellen finder vi et tal, hvis tilsvarende findes anført i kredsen omkring stjernekortet, og her angiver tallet den retning på himlen, som på det pågældende tidspunkt står i syd.

Hvis vi for eksempel den 5. marts kl. 20 anvender tabellen, finder vi tallet 7. Stjernekortet fortæller os da, at vi mod syd lige over horisonten finder Store Hund og højere på himlen Tvillingerne. Også østretningen, kan findes uden besvær, blot ved at forøge det fundne tal 7 med 6. Tallet 13 angiver således østretningen, men her må vi huske på, at kortets nederste stjerner står under horisonten, kun den del, der ligger over ækvator, er synlig. Jomfruen er således i færd med at stå op i øst. Forøges det fundne tal med 12 i stedet for med 6, har vi nord retningen, men her er en meget stor del af kortets stjerner skjult under horisonten. På det pågældende tidspunkt står således Ørnen langt under horisonten, mens Svanen og Lyren står i horisonten i nord. Forøges det fundne tal med 18, finder vi 25, hvilket tal er for stort. Men når dette indtræffer, skal vi blot trække 24 fra. Vi kommer da til tallet 1, og dette, angiver ves,tretningen, hvor Fiskene er i færd med at gå ned.

Orion.

Der fortælles mange sagn om helten Orion, den prægtige jæger og kriger, der ikke blot var tapper og dristig, men også meget smuk. Homer fortæller om, hvordan morgenrøden Eos forelskede sig i ham. Andre fortæller, at Orion kastede sin kærlighed på Plejaderne, kæmpen Atlas' henrivende døtreflok. De flygtede imidlertid fra ham, men han forfulgte dem i 7 år gennem Boiotiens skove, indtil Zeus endelig satte dem op på firmamentet som et samlet stjernebillede (også kaldet Syvstjernen). Og i andre sagn sættes Orion i forbindelse med Skorpionen. Han havde pralet med at kunne udrydde alle vilde dyr på Kreta. Kun ét fik han ikke ram på, og det var en skorpion, som da bed ham ihjel. Da nu Zeus ville gøre både skorpionen og Orion til stjernebilleder, så bad jagtgudinden Artemis, hvis hengivne ledsager Orion havde været, så mindeligt om, at han ville sætte dem i en passende afstand fra hinanden. Det gjorde Zeus, og Orion, der ledsages af sin hund Sirius, får da på firmamentet lejlighed til at undslippe i vest, når hans banemand dukker op i øst. Da Jeppe Aakjær i 1908 spurgte en jysk daglejer, om han kendte nogle stjernebilleder, så svarede han: »Nej et uden Pejers Pig i Mari Rok!« Det er to af de folkelige navne på henholdsvis Orions Bælte og de fire stjerner, som angiver Orions skuldre og ben. Bæltets 3 stjerner kaldtes også flere steder i verden for Jacobs stav, Biskops stav, Moses stav, De hellig tre konger, De tre mejere o. lign. Før kristendommen kaldtes Marias Rok for Friggas Rok »og Ten af Frigga (Odins Qvinde), det er Venere (dvs. Venus),« skriver Arild Huitfeldt i sin Danske Krønike.

Vinterens stjerner

Den, der ønsker at kende stjernehimlen med dens billeder, kan allerbedst ved vintertide indlede studiet af nattehimlens skønne verden. Aftenerne er lange, og når Månen ikke er oppe, er de mørke, og stjernehimlen selv frembyder på denne årstid sin mest storslåede side.

Om aftenen finder vi vel hævet over horisonten i syd stjernebilledet Orion, der let genkendes og derfor kan tjene som udgangspunkt for vor videre orientering på himlen. Orions klareste stjerner er aftegnet på figur 1, og for de mest fremtrædende er der tilføjet navne af arabisk oprindelse, navne som stadig anvendes i daglig tale. Den figur, stjernerne danner, er fremhævet ved nogle linier, som ikke har anden betydning end den at være en støtte for hukommelsen, når man under studier af stjernehimlen skal skabe orden i dennes mangfoldighed af stjerner, det vil sige ordne dem i stjernebilleder. Således som linierne her er trukket, fører figuren let tanken hen på en mand, jægeren eller krigeren Orion.

Kunstnere har igennem årtusinder bundet af deres tid og milieu skildret stjernebillederne. Ofte har man imidlertid det indtryk, at der mere er tilstræbt en fremstilling svarende til billedets navn eller til overleveret tradition, end en fremstilling hvor selve den figur, der dannes af de klareste stjerner, har været det grundlag, hvorover billedet er blevet komponeret. Men i tilfældet Orion har kunstnerne været tro mod den skitse, som stjernerne har givet. Betelgeuse og Bellatrix markerer mands, figurens skuldre, de tre ret klare stjerner på linie midt i billedet danner Orion,s bælte, mens Rigel og den klare stjerne nederst til venstre markerer hans knæ eller fødder. Orions bælte er også blevet kaldt målestokken, da den med god nøjagtighed spænder over en vinkel på tre grader på himlen. Under bæltet finder vi en anden række af stjerner, men de er svagere, og den linie, de danner, er kortere end bæltet. I de billedlige gengivelser danner denne linie som regel Orions sværd.

Orion er et af de stjernebilleder, som er rigest på klare stjerner. Stjernernes forskelligartede, tilsyneladende lysstyrke kommer til udtryk gennem deres størrelsesklasse. Dette er et begreb fra før den historiske tid, og størrelsesklassesystemet er således indrettet, at et gennemsnit af himlens klareste stjerner blev betegnet som stjerner af første størrelse, mens de svageste for det blotte øje synlige stjerner blev betegnet som stjerner af sjette størrelse. Stjernekendere gennem årtusinder har anvendt dette system, og det anvendes i vor tid, dog således at sammenhængen mellem stjernernes lysstyrke og størrelsesklasse har fundet eksakt udtryk i en matematisk formel. Samtidig er størrelsesklassesystemet udvidet til begge sider. Stjerner svagere end de for blotte øje synlige får således en større positiv størrelsesklasse. Med de største instrumenter kan man se stjerner af 19. størrelse, mens man med fotografiske og andre metoder har kunnet konstatere tilstedeværelsen af stjerner i nærheden af 24. størrelse. De aller klareste stjerner, der er klarere end L størrelse, får en størrelsesklasse, som er nul eller negativ. Himlens klareste stjerne, Sirius, er således af størrelsen . 1,6. Sirius står til venstre for og noget lavere end Orion. Den er hovedstjerne i stjernebilledet Støre Hund. Også vor Sol kan indordnes i størrelsesklassesystemet, den har en tilsyneladende størrelse på 26,7.

Den klareste stjerne i Orion er Rigel, som er af nulte størrelse. Betelgeuse er ikke af konstant størrelse. Den er en variabel stjerne, hvoraf der findes en mængde af højst forskelligartede typer. Et andet interessant træk ved Betelgeuse er, at den er blandt de få stjerner, for hvilke det er lykkedes at bestemme diameteren. Den er for det første enorm stor og for det andet variabel i takt med størrelsesklassevariationen. Diameteren varierer mellem ca. 500 millioner og 800 millioner km. Når vi sammenligner disse tal med jordens afstand fra Solen på 150 millioner km, ser vi, at en stor del af vort planetsystem kunne rummes i stjernens indre.

En påfaldende forskel mellem Rigel og Betelgeuse ligger i farven. Rigel er hvid, mens Betelgeuse har en tydelig rød farve. Årsagen til denne forskel i farve er stjernernes uensartede overfladetemperatur, som er væsentligt, lavere for de røde stjerner end for de hvide og de blå stjerner. Betelgeuse betegnes som en rød kæmpestjerne, og dens overfladetemperatur er på ca. 3000 grader.

Hovedparten af de stjerner, vi ser i Orion, og mange, som er svagere, udgør en helhed. Det er således ikke tilfældigt, at disse stjerner ses samlet på himlen, de er i nogen grad knyttet fysisk sammen til en såkaldt stjerneassociation, en forsamling af stjerner. Stjernerne bebor her himmelrummet betydeligt tættere end i de omliggende dele, og denne koncentration af stjerner forøges ind imod selve de centrale dele af associationen, der ligger i den række af stjerner, som betegnes Orions sværd. Her ser vi i meget klare og mørke nætter noget bemærkelsesværdigt, et område med en lysende tåge. Med en mindre kikkert ses tågen langt tydeligere, og vi kan skelne dens uregelmæssige omrids. Dette er Oriontågen Tågen ligger i den centrale del af Orionassociationen, og vor tids forskning har endog vist, at Oriontågen efter al sandsynlighed er ophav til associationen. Stjernerne skulle således være dannet af tågestoffet og derefter være sendt med nogen hastighed ud i rummet bort fra fødestedet i tågen. Dette er resultatet af forskning på flere felter. Det menes således påvist, at stjernerne i associationen virkeligt bevæger sig bort fra centrum, at associationen udvider sig. Endvidere er der i selve tågeområdet. fundet stjerner, som kun skønnes at være få millioner år gamle; de kan i den astronomiske tidsskala betragtes som ganske unge stjerner.

Foruden Orion har vi af vinterens stjernebilleder endnu kun nævnt Store Hund, som indeholder Sirius, himlens klareste stjerne, også kaldet Hundestjernen. Hundedagene er et begreb fra kalenderen med tilknytning til Hundestjernen. Det er et tidsrum om sommeren, hvor Solen står i nærheden af Sirius. Men bortset fra Sirius er Store Hund ikke meget fremtrædende, delvis fordi stjernebilledet hos os aldrig hæver sig meget over horisonten. Endnu mindre fremtrædende er dog Lille Hund, hvori man oftest kun bemærker den ene klare stjerne Procyon. Stjernebilledet står til venstre for Orion og højere på himlen end Store Hund. Procyon danner sammen med Sirius og Betelgeuse en stor ligesidet trekant.

Vender vi nu blikket højere op på vinterens sydlige aftenhimmel, finder vi fire, fine stjernebilleder. Over Orion står til venstre Tvillingerne og til højre Tyren. Endnu højere, næsten i zenit, har vi Kusken og til højre herfor Perseus. Zenit er det punkt på himlen, som står lodret over observationsstedet.

Perseus er et stort stjernebillede, hvis klareste stjerner danner en figur i lighed med en krumrygget stol. En af de fremtrædende stjerner er Algol, det tidligst kendte eksempel på en fotometrisk dobbeltstjerne. Dens lysstyrke holder sig konstant i 2 døgn og 11 timer, hvorefter den i løbet af 5 timer aftager til en trediedel, for i de næste 5 timer atter at genvinde sin normale styrke. Denne foranderlighed, som med lethed lader sig konstatere med det blotte øje, blev for næsten 200 år siden tydet som en følge af, at stjernen er dobbel. De to komponenter blev antaget at kredse om hinanden i baner, som vi herfra betragter fra kanten, således at stjernerne under deres omløb kan dække hinanden, altså at de to stjerner kan formørke hinanden. Teorien viste sig at være holdbar, og der kendes nu mange eksempler på dobbeltstjerner af denne type. I øvrigt har disse stjerner vist sig særligt nyttige for astronomiens trivsel, idet de giver en mulighed for bestemmelse af stjernernes diametre, som ellers kun kan måles for de største af de allernærmeste stjerner.

Kuskens stjernebillede er let at genkende; den lysstærke Capella danner sammen med andre klare stjerner en langstrakt femkant. Tyren er et stort stjernebillede med stjernen Aldebaran, Tyrens røde øje. Aldebaran er meget rød, og det fortæller os, at dens overfladetemperatur er lav, 3400 grader, Men den er en stor stjerne med en diameter på 43 gange Solens, så den hører ligesom Betelgeuse til den type af stjerner, som betegnes røde kæmper.

Mere fremtrædende end nogen enkelt stjerne i Tyren er imidlertid den klynge af stjerner, som betegnes Plejaderne eller med det bedre kendte navn Syvstjernen. Det sidste velklingende navn er ikke helt velvalgt, da man med blotte øjne højst kan se seks stjerner. Hvorvidt der så er tale om en gammel fejltælling, eller om den syvende stjerne af en uforklarlig grund skulle være aftaget så væsentligt i lysstyrke, står hen i det uvisse. Med en kikkert, eventuelt blot en teaterkikkert, ser man mange flere stjerner, og der findes i alt godt 300. Det kan ikke være en tilfældighed, at så mange stjerner ses samlet på himlen; man føler sig overbevist om, at stjernerne udgør en fysisk enhed. Vi har her et eksempel på en stjernehob af den åbne type, hvoraf der findes mange i vort stjernesystem, mælkevejsystemet. En åben hob er en forsamling af stjerner, noget tættere end en association, som vi kender fra Orion. På lange eksponeringer af Plejaderne ser man, at hoben ligger i en støvsky.

I Tyren findes der endnu en fremtrædende hob, Hyaderne, som omfatter de fleste af stjernerne omkring Aldebaran. Denne hører dog ikke selv med til hoben, den er en forgrundstjerne. Den der besidder en kikkert, kan endvidere fryde sig over synet af to nærtstående hobe, dobbelthoben i Perseus, som står mellem Perseus og Cassiopeia. De kan skimtes med det blotte øje, og de udgør et flot syn med en kikkert. Figur 4 gengiver en fotografisk optagelse af hobene.

Det sidste stjernebillede, som får omtale i dette afsnit, er Tvillingerne med de to næsten lige klare tvillingstjerner Castor og Pollux. Castor forekommer for det blotte øje at være en enkelt stjerne, men en mindre kikkert afslører den som en smuk dobbeltstjerne. Nøjere undersøgelser har vist, at også en tredie, svagere stjerne hører med til systemet og endvidere, at alle disse tre stjerner hver for sig er dobbelte, således at systemet Castor i virkeligheden er sammensat af ikke mindre end seks stjerner, som bevæger sig om hinanden i større og mindre baner. Vi har allerede fået det indtryk, at dobbeltstjerner og flerdobbelte systemer er hyppigt forekommende. Det er i virkeligheden således, at enkeltstjerner som Solen snarere er undtagelsen, mens systemer sammensat af to eller flere stjerner er det almindelige.

Løven.

I den græske mytologi er dette stjernebillede den usårlige løve, som engang hjemsøgte egnen omkring Nernea. Helten Herkules jog den imidlertid ind i dens hule, hvor han kvalte den. Derpå vendte han tilbage til Mykena med løvens hoved som hjelm og dens skind som panser, og det var da Zeus' hustru Juno, som satte den besejrede løve op på stjernehimlen.

Når solen indtræder i dette tegn er den stærk og hed som løven, og da begyndte ægypternes år. Er man født i Løvens tegn, har man derfor iflg. de gamle planetbøger og de nuværende horoskoper løvens natur og solens temperament. I En sikiøn PlaneteBog Hvorudi beskriffves de 7 Planeters med de 12 Tegns Natur oc Complex, Prentet i Kiøbenhafn Aar 1686 hedder det bl. a.: »Løwens Barn haffver et cleylig Ansict oc en skiøn Skabelse på sit gandske Legome. Hand bliffver sandferdig, foruden Falskhed, haffver et stadig Sind ... «, og i en tilsvarende bog fra 1834 tilføjes det, at Løvens pigebørn er velskabte, smukke, stolte, ja undertiden opfarende og de bliver gift 3 gange. Videre hedder det gerne i forudsigelserne, at »Under Løvens tegn, da vejrliget er meget varmt og tørt, er det godt at lægge grundvold, opføre bygninger, flytte, og bruge lægemidler; derimod kan intet tænkes værre, end på denne tid at iføre sig nye klæder.«

Den sydligste og klareste stjerne i forkroppen hedder Regulus, Kongestjernen, eller Løvens Hjerte (Cor Leonis), hvorom Wyllyain Sallysbury i 1552 skriver: »Løvens Hjerte kaldes af nogle Kongestjerneil, thi de som fødes under den, menes at være født til at blive konger.«

 

·          

·          

·          

·          

·          

·