Neo-kalastrofisme!

 

Katastrofisme eller katastrofeteori var oprindelig en vigtig del af den geologi, som blev formuleret ud fra skabelsesmodeller. I løbet af 1800tallet ændredes opfattelsen til en alternativ model vedrørende langsom, gradvis akkumulering af sedimenter, kaldet uniformitet. Denne ændring skete især på grund af James Huttons og Charles Lyells indflydelse, og sidstnævnte sættes i dag ofte i forbindelse med teorien om uniformitet. Stephen Gould (1977 a), som underviser i videnskabshistorie ved Harvard University, siger, at denne nye idé blev accepteret, hovedsagelig fordi man foretrak den af filosofiske årsager. Selv om Gould selv er evolutionist, siger han: »Tilhængere af katastrofeteorier var lige så optaget af videnskaben som tilhængere af gradvise ændringer; faktisk antog de det mere »objektive« synspunkt, at man skulle tro, hvad man ser, og ikke overføre manglende dele af den gradvise forhistorie til et bogstaveligt eventyr om hurtige ændringer.«

På grund af de objektive indicier er der opstået en ny gruppe af evolutionsgeologer. De kalder sig selv 'neokatastrofister'. Derek Ager (1976), som er tidligere præsident for British Geological Association, siger: »Jeg har allerede erklæret mig for at være uforbedrelig neokatastrofist'.« Han fortsætter med at sige, at den geologiske lagserie minder ham om livet som soldat, fuldt af »lange, kedsommelige perioder og korte perioder med terror«. For mig at se udgør de »lange, kedsommelige perioder« kontaktlinjerne mellem lagene (fravær af aflejringer, hvor evolutionen antagelig er sket); de »korte perioder med terror« dannede de fossilbærende aflejringer. Dette er hurtige processer i stor målestok, som vi rent faktisk kan observere i lagserien.

Ager forklarer også forskelle i geologiske formationer som resultater af »økologiske ekspropriationer«, en hurtig proces, der involverer erstatning af én eksisterende type med en anden, dvs. økologi, ikke evolution. Ager er klar over, at skabelsestilhængerne kan gøre nyttig brug af hans arbejde, og han har fuldstændig ret. Vi argumenterer imidlertid ikke for vor sag på hans præmisser, men på de kendsgerninger, som han kender så godt. Kendsgerningerne viser netop tegn på hurtig aflejring i stor målestok  katastrofisme.

I bogen World Book Science Year (1980) anfører David Raup, at fossilmaterialet antyder en kamp, hvor den heldigste overlever, og ikke en kamp, hvor den bedst egnede overlever, og dette forklarer den uddøen, vi kan observere. Årsagen til dinosaurernes uddøen angives af forskellige forskere til at være henholdsvis stråling fra en eksploderende stjerne, for lav intelligens og endog kronisk diarré på grund af indtagelse af planter med afførende virkning!

I disse år synes evolutionister nærmest at falde over hinanden i bestræbelserne på at foreslå den rigtige verdensomspændende katastrofe, der kan forklare dinosaurernes og det meste af Kridttidens Øvrige livsformers uddøen. Mange evolutionister mener, at den globale katastrofe skyldtes jordens kollision med en meteor (se Russell: Scientific American, januar 1982), men de er uenige om katastrofens sekundære effekter. Nogle mener, at meteoren ramte landjorden og resulterede i en støvsky, der reducerede plantelivets fotosyntese og dermed udsultede de planteædende dinosaurer til døde i løbet af 10 år. Andre mener, at støvet blokerede for sollyset og resulterede i en voldsom afkøling med dinosaurernes død til følge. Det er naturligvis mere sandsynligt, at en mulig meteor ramte havet, al den stund havet dækker 70% af jordens overflade, og en vandkatastrofe kunne udgøre forklaringen på, at dinosaurerne er efterladt som fossiler. Efter at have skabt sig et overblik over de mange forskellige teorier om dinosaurernes uddøen, konkluderer Norman Newell allerede i 1963, at den mest sammenhængende forklaring er en massiv oversvømmelseskatastrofe.

En massiv oversvømmelse udgør en modsætning til det generelt accepterede dogme om gradvis evolution. Men adskillige videnskabsmænd, som er evolutionister, anerkender, at katastrofisine  indbefattende massiv oversvømmelse, opbygning af bjergmassiver, istid og lignende katastrofer  er den mest logiske forklaring på de videnskabelige observationer. Antagelsen af katastrofeteorier hjælper os i øvrigt også til at forklare adskillige træk ved fossilmaterialet.

For det første er der selve fossilernes eksistens. Fossiler dannes ikke bare, når planter og dyr dør og rådner væk på jordoverfladen eller havbunden. For at have nogen som helst chance for at blive bevaret som fossil skal organismerne begraves hurtigt under relativt tykke aflejringer. I modsat fald vil ådselædere eller erosionskræfter ødelægge resterne af organismerne. Her har vi altså en vigtig årsag til, at der f. eks. næppe er spor tilbage af de millioner af bisonokser, der blev slagtet i USA førhen.

Når først en organisme er blevet begravet under et tykt lag sedimenter, er der ikke noget specielt ved, at den bliver fossiliseret, og der kræves ikke oceaner af tid til denne proces. Der sker ganske enkelt en mineralisering i selve organismen eller i den hulhed, der er tilbage, når de organiske dele er rådnet væk. Fossiler kunne således udmærket dannes i laboratoriet, og de dannes sandsynligvis også her og der i nutiden.

Men vi finder intetsteds på jorden i dag, at fossiler dannes i tilnærmelsesvis samme målestok, som vi finder det i den geologiske lagserie. Karroolagene i Afrika indeholder for eksempel rester af måske 800 milliarder eksemplarer af hvirveldyr! En million fisk kan omkomme ved en tidsvandsbølge i den Mexicanske Golf i dag, men de rådner simpelthen væk og bliver ikke til fossiler. På samme måde bliver plantedele ikke til kul, medmindre de begraves under tykke sedimentlag.

Nogle geologiske formationer findes over enorme landområder på de store kontinenter. For eksempel er den såkaldte Morrisonformation berømt for sine dinosaurrester; denne formation dækker store dele af den bjergrige vestlige del af USA. Eller St. PeterSandstenen, der strækker sig fra Canada ned til Texas og fra Rocky Mountains til Appalacherne. Aflejringer bygges langsomt op ved flodmundinger som for eksempel Mississippideltaet. Men langsom sedimentdannelse kunne aldrig være ansvarlig for så vidtstrakte aflejringer som de nævnte. I disse tilfælde fortæller vor viden om nutiden os, at noget skete dengang i fortiden i en langt større målestok, end vi kender til i dag. Denne slutning hviler ikke på fantasi  den hviler på kendsgerninger.

Katastrofer i enorm skala hjælper os også til at forstå mange af jordens fysiske former. Tag for eksempel de mange dybe floddale mange steder i verden. Hvad forårsagede, at disse blev skåret ned i klippelagene? »Svaret er: den største oversvømmelseskatastrofe, menneskeheden har oplevet.« Dette er konklusionen i en lille bog, som er udgivet af United States Geological Survey (USGS).

I begyndelsen troede geologerne, at dybe floddale var resultatet af millioner af års langsomme erosion. De faktiske observationer i marken overbeviste imidlertid et forskerhold fra USGS om, at de er dannet ved en stor oversvømmelse. I USA er der et sådant eroderet område i det østlige Washington. Forskerne fra USGS mener, at dette område kan være dannet ved pludselig og kraftig oversvømmelse ikke på 12 millioner år, men på 12 dage! Den dramatiske historie kan læses i den omtalte bog fra USGS, som bærer titlen The Channeled Scablands of Eastern Washington, eller i en artikel af Stephen Gould (1978), The Great Scablands Debate.

Tilhængerne af skabelsesmodellen er naturligvis tilfredse med, at flere og flere evolutionister langt om længe får øjnene op for de vidnesbyrd om katastrofer, der har været en vigtig del af skabelsestænkningen i over 300 år. Geologen Harlan Bretz fik i øvrigt i 1980 den såkaldte Penrose Medalje for sit arbejde med netop ovennævnte geologiske område, hvorved han genoplivede og afmystificerede katastrofeteorier.

Hvis det nævnte eroderede område i det østlige Washington kan være dannet ved kraftig oversvømmelse i løbet af et par dage, hvad kan så ikke en verdensomspændende oversvømmelse over en betydelig længere periode have udrettet! Lejer med enorme kampesten, der kræver katastrofeagtig oversvømmelse for at kunne transporteres og aflejres, kan findes overalt i verden (se Chadwick, 1978).

Katastrofeteorier hjælper os også til at forstå mønstret for uddøen, som vi ser, når vi sammenligner levende organismer med deres fossile slægtninge. En katastrofe ville udrydde organismer uden hensyn til deres økologiske tilpasning. Kun de dyr og planter, der tilfældigvis er på rette sted på det rette tidspunkt i forhold til katastrofen, ville overleve (Raups idé om de heldigstes overlevelse?). Dette ville forklare, hvorfor nulevende former ikke synes at være bedre tilpasset til omgivelserne end deres fossile slægtninge. I bedste fald ville kun nogle få af hver type overleve, og disse ville indeholde mindre af det oprindeligt skabte genmateriale. Det ville medvirke til at forklare, hvorfor de fleste systematiske grupper udviste større varietet i fortiden end i dag.

Gigantiske former synes at være blevet ramt særlig hårdt af uddøen. I fossilmaterialet finder vi kæmpeguldsmede med vingefang på over 50 em og kæmpeinfusionsdyr blandt de encellede organismer (over 1 cm er meget for encellede dyr!). De store krybdyr, bl.a. dinosaurerne og en kæmpebæver på 2 meters længde, er andre eksempler på fortidens store slægtninge til nutidens mindre. Også blandt planterne ser vi samme tendens: Ulvefod, som i dag er en slægt af få centimeter høje planter, er repræsenteret i fossilmaterialet ved træer på over 30 meters højde (Lepidodendron). Fossilmaterialet indikerer, at der har hersket et verdensomspændende mildt klima i alle geologiske tidsepoker bortset fra epoken nærmest nutiden. Et sådant mildt klima kan have været delvis ansvarligt for den yppige plantevækst, vi finder spor af i fossilserien.

Verdensomspændende klimaforandringer, forårsaget af massiv oversvømmelse og andre katastrofer, hjælper os også i forklaringen af overlevelsesmønstre. Både blandt fossile og nulevende planter er der sporeplanter og frøplanter. Begge grupper er blevet ramt af udryddelse og uddøen, men sporeplanterne er ramt hårdest, og det gælder i særdeleshed de typer, der ville have sværest ved at blive spredt ud over jorden med dens nuværende klimatiske forhold. Tilsvarende blandt dyrene er der henholdsvis vekselvarme og ensvarme dyr. Igen ser vi, at de vekselvarme dyr, der ville have sværest ved at tilpasse sig verdens nugældende klimabetingelser, er hårdest ramt af uddøen.

Jeg siger ikke hermed, at katastrofeteorier giver svar på alle de spørgsmål, man måtte stille om fossilmaterialet. Men jeg siger derimod, at katastrofisme sammenholdt med skabelsesmodellen for livets oprindelse giver løfte om en frugtbar forskning.