Hvad siger fossilerne om menneskets oprindelse?

 

Hvem var menneskenes forfædre? Hvad kan vi slutte fra de foreliggende vidnesbyrd om menneskets oprindelse? Evolutionisterne giver os to muligheder (Gliedman, 1982). Enten er mennesker et resultat af tid, tilfældighed og en endeløs kamp for overlevelse, eller også begyndte vi som »lovende uhyrer«, hvis »stjerne var en smule mere lykkelig end ellers« (Newsweek, Nov. 3, 1980). Ifølge skabelsestilhængerne er der klare tegn på, at menneskets oprindelse skyldes speciel skabelse.

Selv nogle af de tidlige evolutionister følte, at mennesket måtte være noget særligt. Alfred Wallace præsenterede teorien om naturlig udvælgelse sammen med Charles Darwin i 1859, men Wallace argumenterede senere for, at den menneskelige hjerne ikke kunne forklares ved naturlig udvælgelse. Darwin var uenig.(Se Isaac Asimov, 1980, Stephen Gould, 1980, og Colin Patterson, 1981). De fleste evolutionister har taget Darwins parti. De mener, at mennesket som andre »dyr« er et resultat af tid, tilfælde og evolutionære principper.

Evolutionisterne har imidlertid valgt at tro på menneskets udvikling fra dyrene af filosofiske og »religiøse« grunde, ikke fordi der foreligger fossiler, som leder til den opfattelse. I sin bog Menneskets afstamning henviste Darwin ikke til ét eneste fossil til støtte for sin opfattelse. Og der var faktisk flere kendte menneskelige fossiler på Darwins tid, nemlig af neandertalere.

Neandertaleren blev oprindeligt beskrevet som lavpandet, bredbrystet og brutal, hvilket naturligvis kunne være en fin beskrivelse for en voldmands forfader, om ikke andet! Til dette plejede skabelsestilhængerne at svare, at neandertalerne godt kunne have været almindelige mennesker, som led af en knoglesygdom. De første neandertalere, som man fandt, blev fundet i det barske europæiske fastland, hvor man meget vel kan forestille sig, at de har pådraget sig diverse knoglesygdomme p.g. a. mangel på jod og Dvitamin, som er nødvendig for calciumoptagelse i de lange vintre.

De neandertalere, som er fundet i Palæstina, udviser ikke de samme massive træk. Hjernen er en smule større end nutidsmenneskets, og neandertalerne havde en veludviklet kultur, kunst og religion. I dag er evolutionisterne enige med skabelsestilhængerne: Neandertalerne var mennesker. De var ikke mere forskellige fra mennesker af i dag end forskellen mellem forskellige af nutidens folkeslag.

Tragisk nok er neandertalerne ikke de eneste mennesker, som i evolutionsteoriens historie er blevet beskyldt for at have været submenneskelige. Henry Fairly Osborn var en ledende evolutionist fra 1920'erne. Han hævdede, at en fordomsfri zoolog fra en anden planet ville klassificere mennesker i flere forskellige slægter og arter. F.eks. mente Osborn, at negre ville blive klassificeret som en særlig art, som endnu ikke har nået det menneskelige niveau fuldt ud. Han skrev: »Standardintelligensen for en voksen neger svarer til et I 1års barns fra homo sapiens.« (Se Natural History, April 1980). Det er let at se, hvorledes denne form for evolutionær tænkning, som nu heldigvis er forladt, kunne føre til begivenheder som i 1940'ernes Europa. (Jævnfør også den falske videnskab »cranionietri« og dens grufulde anvendelser, Gould, 1981 b).

I 1912 ændredes opmærksomheden omkring menneskets afstamning til Piltdownmanden, som fik det videnskabelige navn »Eoanthropus dawsoni«. Næsten alle ved nu, at Piltdownmanden viste sig at være et bevidst falsum. Men det blev ikke almindelig kendt før i 1950'erne. I mere end 40 år var budskabet i lærebøgerne ganske klart: Man kan naturligvis tro på skabelse af mennesket, men kendsgerningerne viser noget andet!  Disse kendsgerninger viste sig så at være en smule af en abekæbe kombineret med et menneskekranium kemisk behandlet for at få det til at se gammelt ud. Piltdownmanden optog sindene meget i adskillige år. Efter afsløringen af falskneriet stod et mysterium tilbage: Hvorfor lykkedes dette falsum så længe? Hvorfor troede man på det? Det var ikke et specielt dygtigt gennemført falsum. Som Gould (1979 b) påpeger, er det tydeligt, at tænderne er bearbejdet med en fil, og det er ganske overraskende, at ingen har bemærket det før. Sagen er nok, at folk Ønskede at tro på evolution, og at de så, hvad de ønskede at tro. Her er en lektie at lære både for evolutionister og skabelsestilhængere. Dette giver i virkeligheden en god grund til tomodelunder-visning i spørgsmål om oprindelse. (Se Washburn, 1978).

Selv om Javamanden (Pitheantropus) ikke ligefrem var et falsum, var det ikke meget bedre end Piltdownmanden. (Se Gish, 1986, om dette og andre fund). Delene blev gravet op et betragteligt stykke fra hinanden. Eugene DuBois tog senere afstand fra sit eget fund, som han tolkede som urelaterede dele fra henholdvis en kæmpe gibbonabe og et menneske. Eftersom han havde fundet et menneskekranium i samme lag, hvilket han dog holdt hemmeligt i 30 år, vidste han, at fundet ikke kunne repræsentere en forfader til mennesket. Jeg kan ikke forklare, hvorfor Donald Johansen (1981) henviste til Javamanden som et stadigt gældende fossil, og hvorfor Richard Lewontin (1981) ønsker, at Javamanden stadig skal præsenteres som ét af »de fem fakta om evolution«, som han nævner.

Pekingmanden er et andet »ugyldigt bevis« om evolution. Oprindeligt blev fundet kaldt Sinanthropus, men det blev reklassificeret som homo erectus, det gruppenavn, som også senere blev givet til Javamanden. Ligesom Javamanden er Pekingmanden senere blevet afsløret som et eksempel på dårlig videnskab.

Kun kranierne fra Pekingmanden blev nogensinde fundet, aldrig de nedre dele af skelettet. Og kranierne var alle smadret bagfra. Kranierne blev alle fundet i en hule uden for Peking i Kina før 2. verdenskrig, sammen med knogler fra forskellige andre dyr og nogle redskaber, som vidner om menneskelig kultur. Pekingkranierne var meget abeagtige, men eftersom ingen menneskelige knogler blev fundet på stedet, sluttede man, at ejerne af de smadrede kranier måtte have brugt redskaber, og at der derfor var tale om »redskabsanvendende aber«, dvs. en eller anden form for forfædre til mennesket.

Men det har nu vist sig, at Pekingmanden var menneskers måltid og ikke deres forfader. Det viser sig, at redskaberne snarere blev brugt på end af disse smadrede kranier (Gish, 1981). Abekød er meget sejt og ret svært at spise. Men abehjerner er en helt anden historie. Selv i dag skærer indfødte i Sydøstasien abers hoveder af kroppen, koger dem, smadrer kranierne bagfra for som en delikatesse at spise hjernerne fra disse dyr, som nogen senere har kaldt menneskers forfædre.

Med i rækken af mulige vidner til menneskets udvikling ved den berømte Scoperetssag i 1925 var der også Nebraskamanden, som blev hædret med det videnskabelige navn Hesperopithecus haroldcookii, men fra hvilken man aldrig havde andet end én tand. Ved fantasiens hjælp gav tanden anledning til rekonstruktionen af et kranium og et skelet, som fik kød, hår og familie. Figur 21 er tegnet på basis af et avisbillede fra 1925 af Nebraskamanden. To år senere blev Nebraskamanden igen reduceret til en tand. Samme tand blev nemlig fundet igen  denne gang i et kranium og et skelet. Der var bare ikke tale om en kandidat til menneskets nære slægtninge, men derimod en uddød gris!

Videnskaben har siden Nebraskamanden lagt sig på sinde ikke at gøre så meget væsen ud af en enkelt tand igen. Men det var alligevel først i 1979, at den såkaldte Ramapithecus, som var rekonstrueret på basis af tænder og kæbe, blev droppet som »en falsk start på den menneskelige parade« (Zihlman og Lowenstein, 1979). Selv i 1980 foreslog Elwyn Simons, at den såkaldte Aegyptopithecus  vurderet ud fra Øjenhulerne og de mandlige hjørnetænder  kan have været en slags psykologisk forfader til mennesket!

Nutidens tanker om menneskets forfædre koncentrerer sig om en gruppe fossiler ved navn australopithecinerne (ental: australopithecus). I almindelighed sættes disse fossiler i forbindelse med fundene i Østafrika, udført af Leakeyfamilien, og det berømte fund »Lucy«, gjort af Donald Johanson.

Navnet Australopithecus betyder sydlig abe, og der er stor chance for, at det netop er, hvad det er. Johanson og Leakey har siden kastet sig ud i en ophedet debat om tolkningen af hinandens fund (se Kern and Haupt i Life, Jan. 1982). I deres kritik af Leakey'erne har Johanson og White (1980) fremhævet: »Ifølge Leakeys definition skulle moderne chimpanser klassificeres som A. africanus [gracile australipithecinesj.« Leakey hævder på sin side, at Johansons fund er langt mere primitive (dvs. mere abelignende) end hans egne. Altså, måske er alle disse fund menneskeaber, når det kommer til stykket? Johanson fremhæver, at han på fundstederne også har funder rester af traditionelle afrikanske dyr, men aldrig »menneskeaber«. Kunne det ikke passe fint med, at hans fund faktisk er »menneskeaber«!

Hvis disse australopithecusfragmenter var så primitive, hvad var da det interessante ved dem? Jo, spørgsmålet: Gik de oprejst? Johanson, Leakeyfamilien og andre siger ja, og at de således hører med til menneskets forfædre.

Men hvor afgørende er den oprejste gang for definitionen af mennesket? Vincint Sarich fra Californiens Universitet i Berkeley og Adrienne Zihlman siger, at hvis man Ønsker et væsen, der går oprejst, så kan man blot se på Pan paniscus, en nulevende dværgchimpanse. Denne sjældne regnskovschimpanse er kun lidt mindre end den normale chimpanse, men den tilbringer en god del af sin tid med at gå oprejst. Da de øvrige træk er så abelignende hos Australipithecus, så er det muligt, at Johanson og Leakeyfamilien har fundet forfædrene til de nulevende dværgchimpanser.

Men gik australopithecinerne faktisk oprejst? I The American Biology Teacher (maj 1979) skrev Charles Oxnard: »På en måde kan det synes, som om der intet problem er. For de fleste antropologer er enige om, at disse australopitheciner ... befinder sig på den gren, der fører til mennesket ... hvilket også er det synspunkt, der præsenteres i næsten alle lærebøger ... Og det er kommet vidt ud via publikationer i TimeLifeserierne og den smukke tvserie om Menneskets oprindelse. Men anatomiske træk ved disse fossiler giver os en advarsel mod en forhastet accept af denne teori ... « Som en del af sin advarsel minder Oxnard os om de store fejltagelser med både Piltdownmanden og Nebraskamanden.

Oxnard fortsætter sine undersøgelser. Han er velkvalificeret, da han er professor i anatomi ved University of Southern Claifornia. Først fastslår han, at anatomiske forhold ikke kan afgøres ved subjektive betragtninger. F.eks. synes bækkenknoglerne af australopithe cus fra en vinkel at være en mellemting mellem menneskers og abers. Men set fra en anden vinkel ser arten ud til at være lige så fjern fra mennesker som fra aber.

Ud fra et tredje synspunkt, siger Oxnard, kunne fossilet synes at komme fra afrikanske aber via moderne mennesker. Med andre ord: Mennesket skulle efter den tankegang være det manglende led mellem australopithecinerne og aberne!

Charles Oxnard fortsætter med at beskrive i fascinerende detaljer en computerteknik ved navn »multivariate analysis«. Han kommer frem med såvel teoretiske som praktiske anvendelser og når frem til to konklusioner.:

1. Hvis australopithecinerne gik oprejst, så var det i  alt fald ikke på en menneskelig måde. Det nuleven de dyr, som i holdning mest ligner dem, er til syne ladende orangutangen.

2. Oxnards anden konklusion er rettet til underviserne: Vær kritisk! Dvs. undersøg hele det tilgængelige bevismateriale. Man må se det fra forskellige synsvinkler.

Oxnard har ret. Formodentlig er det et af de bedste redskaber, som vi kan give vore studenter  en kritisk holdning. Her kan en tomodelundervisning (skabelse/evolution) være til megen hjælp. Man må naturligvis være kritisk over for både evolution og skabelse. Tro ikke på skabelse, fordi jeg gør det, men afvis det heller ikke helt, før du har undersøgt det tilgængelige bevismateriale.

Louis Leakey (far til Richard Leakey) gav startskuddet til den moderne interesse for australopitheciner i 1959 med sit abemenneske, »Zinjanthropus«. Dette er dog senere blevet omklassificeret til »Australopithecus«, og det anses for i højeste grad abelignende  en uddød linje, der ikke er forbundet med mennesket. Faktisk var det ikke skeletternes kendetegn, der tiltrak opmærksomheden hos australopithecinerne, men derimod redskaberne. Enhver må se redskaber som tegn på skabelse. Redskaber er tegn på, at der må have været en redskabsmager.

Da man fandt redskaber sammen med Australopithecus, antog Louis Leakey, at disse fossiler måtte have fremstillet redskaberne. Men 13 år senere fandt Richard Leakey i lag lige under de knogler, som hans far havde udgravet, »knogler som var umulige at skelne fra moderne menneskers knogler«. Det var sikkert løsningen på mysteriet om redskabsmagerne.

Ved den lejlighed sagde Richard Leakey, at hans opdagelse havde rystet udviklingslærens almindelige antagelser. Faktisk er det sket gang på gang. Hver af de seneste generationer har haft sine bud på de manglende led mellem mennesker og abelignende dyr. Én efter én er de forskellige kandidater blevet slået af listen:

Neandertalere:      viste sig at være mennesker
Piltdownmanden:  afsløret som et falsum
Nebraskamanden: afsløret som bygget over en grisetand
Java-manden, Pe-
kingmanden:         misforståelser, dårlig videnskab
Ramapithecus:      galt udgangspunkt
Zinjanthropus:      uddød abe

Kun gracile australopitheciner, som Johanson og Leakey arbejder på, står i dag som mulige bud på en overgang mellem abelignende dyr og mennesker. Disse fund fortjener naturligvis seriøse undersøgelser, men historien maner os til at undgå forhastede konklusioner. Det er i hvert fald ikke rimeligt at anse australopithenerne som menneskets forfædre, hvis der var levende mennesker, før Lucy m.fl. blev forstenet. Faktisk er der evidens, der tyder netop på dette. Fossiler af almindelige mennesker er blevet rapporteret tilbage i 1860'erne, bl.a. fra Castinodolo i Italien, hvor menneskerester blev fundet i midttertiære lag, altså lag, der var langt ældre end menneskets formodede forfædre.

Evolutionisten Sir Arthur Keith anerkender, at accept af disse fund vil ryste troen på evolutionen. Oxnard (1979) har endvidere gjort opmærksom på, at en menneskelig overarmsknogle (kanapoi hominiden) er blevet fundet i Afrika i lag, som må være før australopithecinerne.

Og så er der evidensen fra »fodspor«. Vi har mange træk til fælles med aberne, hvilket let kan verificeres ved en tur til ZOO, så det er ikke overraskende, at det kan være svært at afgøre, om en rest fra et individ er menneskelig eller abeagtig.

Men der er en forskel m.h.t. »fodspor«. Aberne har i det væsentlige fire hænder. Det betyder, at deres »fodspor« er ret forskellige fra menneskets spor  ikke mindst når man også bemærker abernes tendens til at bruge alle fire. I National Geographic (April, 1979) og Science News (Feb. 9, 1980) beskriver Mary Leakey en række menneskelige spor i vulkansk aske nær Laetoli i Østafrika.

De fleste evolutionister afviser, at disse spor kan være dannet af mennesker, fordi de mener, at mennesket først blev udviklet meget senere end disse lag. F.eks. fundet af kanapoi hominiden tyder imidlertid på, at sporene faktisk kan stamme fra mennesker ikke så forskellige fra de pygmæer, som i dag lever i nærheden af fundstedet.

Evolutionistiske forskere, som har forstået de problemer, som Laetolisporene giver anledning til, har desperat søgt at godtgøre, at sporene kunne stamme fra et eller andet dyr. Man har endda haft en dansende bjørn til at hoppe rundt i mudder for at undersøge sagen. Konklusionen er klar: Det er ikke muligt at skelne Laetolisporene fra ganske almindelige menneskelige spor. Evolutionister har brugt udtryk som »chokerende«, »forstyrrende«, »oprivende« om situationen, som jo betyder, at Lucy m.fl. alligevel ikke kan have været menneskets forfædre og mødre, for evt. forfædre og Mødre må jo nødvendigvis have levet, før mennesket blev til. For skabelsestilhængerne bekræfter disse fund, at mennesker altid har været mennesker, ligesom aber altid har været aber.

Naturligvis giver forestillingen om, at mennesket tilsyneladende levede før dets formodede forfædre, anledning til en række fundamentale spørgsmål om den geologiske lagserie. Lad os derfor nu vende os til spørgsmålet om dette.