Et nyt evolutionistisk koncept skitseres af Stephen Gould i Natural History, juni/juli 1977, i en artikel, der bærer overskriften »Tilbagevenden til lovende uhyrer« (hopeful monsters). Gould, der underviser i palæontologi ved Harvard University, siger: »Fossilserien med dens pludselige overgange giver ingen støtte for gradvise ændringer ... « Derpå fortsætter han med at foreslå, at »makroevolution sker via disse lovende uhyrers sjældne succes, ikke via kontinuerlige, små ændringer inden for populationer«. Faktisk er denne idé identisk med den tilsvarende idé, som Richard Goldschmidt fremsatte tilbage i 1930'erne, og Gould siger: »Jeg forudsiger, i løbet af det næste tiår (1980'erne) vil Goldschmidts synspunkter blive retfærdiggjort inden for evolutionsbiologien«.

Hvad er egentlig et lovende uhyre? Det er det formodede resultat af radikale kromosomændringer eller katastrofeagtige mutationer i supergener eller regulatorgener, der er afgørende for organismernes tidlige udvikling (umiddelbart efter befrugtning). Hvorfor finder vi for eksempel ikke nogen evolutionære mellemformer mellem krybdyr og fugle? Svaret ifølge lovende uhyremodellen er: Fordi den første fugl blev udruget af et krybdyræg (uden tvivl til stor forbløffelse for dens forældre!).

Krybdyrfugleksemplet var i fokus i en entusiastisk debat mellem skabelsestilhængeren Duane Gish og evolutionisten Stephen Gould i tidsskriftet Discover, maj og juni 1981. Discover havde anmodet dr. Richard Bliss og mig om at deltage i en »tidsskriftdebat« med Stephen Gould og Carl Sagan, men en af disse personligheder sagde fra. I stedet publicerede tidsskriftet et udfald mod skabelsesmodellen i form af en artikel af Gould, der blev fulgt op af et indlæg af Gish, hvori han nævnte, at nogle evolutionister mener, at den første fugl blev udruget af et krybdyræg. Gould svarede, at Gish fordrejede evolutionsteorien, og at enhver, der troede det, ville blive leet ud i videnskabelige kredse. Gish replicerede ved at bevise, at krybdyrfugl  »springet« faktisk var blevet anvendt tidligere af Goldschmidt, hvis ideer Gould er ved at genfremsætte. Stanley refererede i sin bog (1979) mindst to gange til »lovende uhyremuligheden i fuldt alvor.

Og dette er ikke enden på historien. Der findes en børnebog med titlen Det vidunderlige æg (lpcar 1958), der opnåede særlig anbefaling fra den prestigefyldte American Association for the Advancenzent of Science (AAAS), såvel som fra the American Council on Education og the Association for Childhood Education International. Bogen indledes uskyldigt nok med en hundinosaur, der lægger et æg. Efter spørgsmålet: »Lagde en hundinosaur dette æg for at udruge det til en babydinosaur?« svarer bogen: »Nej« til både brontosaur, stegosaur og en liste af andre dinosaurer. Så kommer den dramatiske konklusion. Det æg, som hundinosauren lagde, var slet ikke noget dinosauræg: »Det var et vidunderligt nyt slags æg.« Og hvad blev ægget udruget til? »Det blev udruget til en babyfugl, den første babyfugl i hele verden. Og babyfuglen voksede op ... med fjer ... den første smukke fugl, der nogensinde havde sunget en sang højt oppe i trækronerne ... «

Nu i dag, hvor videnskab er baseret på kendsgerninger, ikke fantasi, ville denne idé vel være temmelig svær at sælge? Nej. Jeg erkender naturligvis, at dette »Vidunderlige (krybdyr/fugl) æg« er et ekstremt eksempel, og jeg stoler på (eller i det mindste håber), at ingen tager det alvorligt.

Men dette ganske vist usandsynlige eksempel hjælper os til at se nogle alvorlige problemer ved lovende uhyremekanismen. Gould (1977 b) anerkender naturligvis selv nogle af disse. For det første: Hvad er chancerne for  selv med æoner af tid  at producere et lovende uhyre frem for et misfoster? Vi har uheldigvis set mange tilfælde af misfostre som resultat af mutationer og kromosomændringer, men vi har endnu ikke set et lovende uhyre. Desuden, siger Gould, hvem ville et sådant lovende uhyre kunne parres med? Der er i begyndelsen begribeligvis kun ét eksemplar af dens art! Ikke desto mindre har Eldridge (1978) i et avisinterview sagt, at han på en måde er tvunget til at se efter en ny evolutionsmekanisme, fordi man trods al sin forskning »ikke har fundet vidnesbyrd om sådanne mellemformer«, som gradvis evolution kræver.

Læg endvidere mærke til størrelsen og naturen af det »spring«, det lovende monster foretager. Selv hvis dyret ikke går fra krybdyr til fugl i ét spring, går det så fra ben til vinger på én gang? Hvis springet ikke er stort og dramatisk, hvad er så forskellen mellem uhyremekanismen og den allerede modbeviste evolutionsmodel, der går ud på gradvis akkumulering af mindre mutationer?

Derpå er der Darwins oprindelige problem: oprindelse af nye træk. Gould (1980 d) Ønsker at tro, at teratologien (studiet af fosterdefekter) udgør nøglen til at forstå evolutionen. Men alle kendte eksempler på de virkninger, som »springgener«, kromosomforandringer og regulære genmutationer udvirker, er kun blanding af eksisterende enheder. At duplikere, udelade eller blande krybdyr gener kunne muligvis resultere i et sælsomt nyt krybdyr, men sådanne processer er grundlæggende irrelevante for fuglenes oprindelse, der indebærer helt nye træk.

Ifølge konceptet om »afbrudt ligevægt« det bredeste, mildeste og mest fornuftige evolutionære alternativ til gradvis evolution  kan der have været adskillige mellemstadier, men hvert stadium involverede organismer, der var så dårligt tilpasset, at de kun overlevede i små populationer, der ikke efterlod fossiler. Her har vi i det mindste fremstillet hovedfordelen ved de lovende uhyrer eller den afbrudte ligevægt: der er en forklaring på, hvorfor de manglende led stadig mangler. Enten var de så dårligt tilpasset, at de aldrig blev formeret i tilstrækkelig store mængder til at efterlade sig fossiler, eller også sprang evolutionen simpelthen fra én basal strukturel plan til en anden uden mellemformer.

Her finder vi igen, at skabelsestilhængere og evolutionister i det mindste er enige om, at de manglende led stadig mangler. Men hvad er den videnskabelige forskel mellem at sige, at de manglende led ikke kan findes (den »nye« evolutionsmodel), og at sige, at de aldrig har eksisteret (skabelsesmodellen)?

Sommer tider er det ligefrem morsomt at være tilhænger af skabelsesmodellen. De gammeldags neodarwinistiske evolutionister påpeger gerne lovende uhyremodellens åbenbare absurditet og påstår, at evolutionen ikke kunne ske hurtigt. De evolutionister, der er tilhængere af »afbrudt ligevægt«, peger på genetiske grænser og fossilserien for at vise, at evolutionen ikke foregik langsomt. Ud fra skabelsesmodellen kan man erklære sig ganske enig i begge gruppers synspunkter: Evolutionen kunne ikke ske hurtigt, og den skete ikke langsomt  fordi evolution ikke kunne foregå i det hele taget! Når vi betragter den variation, der kan ske og er sket, synes skabelsesmodellen at være den mest logiske følgeslutning ud fra observationerne.

Konceptet om lovende uhyrer undgår i det mindste problemet med de manglende led. Men læg mærke til dette: dette nye evolutionskoncept er baseret på de fossiler, vi ikke finder, og på genetiske mekanismer, der aldrig er blevet iagttaget. Indicierne for skabelse er baseret på tusinder af tons fossiler, som vi har fundet og stadig finder. Som videnskabsmand hælder jeg til den model, der er baseret på det, vi ser og kan forklare (skabelse), snarere end en model, der er baseret på det, vi ikke ser og ikke kan forklare (evolution).