Vertebrater: Hvirveldyr!

 

Nu kommer vi til vertebraterne, dyr med rygsøjle. Og her løber vi lige lukt ind i det mest overbevisende vidnesbyrd om evolution. Det er i det mindste, hvad jeg plejede at fortælle mine studerende, da jeg i sin tid som evolutionist underviste universitetsstuderende i biologi.

Somme tider løb jeg ind i en studerende, som spurgte mig: »Hvis evolutionsteorien er sand, hvor er så de manglende led?« [missing link] »Manglende led?« plejede jeg at svare, »jeg er glad for, at du spurgte om det. Det er faktisk tilfældet, at vi har et perfekt eksempel: Archaeopteryx, der viser os, hvordan fuglene udvikledes fra krybdyrene«.

Archaeopteryx fremstår som beviset (!) på evolution. Der er kun fundet ét virkelig fotogent eksemplar, Berlineksemplaret, som er afbildet i praktisk taget alle biologi bøger. Dette eksemplar, sammen med en rekonstruktion af dyret, er vist i figur 20.

Ved første øjekast vil man måske undres over, hvad al den postyr skal til for. Archaeopteryx har fjer, vinger og næb, så det er klart en fugl. Men se så nærmere på billedet. Den har tænder i næbbet, kløer på vingerne, ikke noget tydeligt brystben, en ikkesammenvokset rygsøjle og en lang knogleunderstøttet hale. Alle disse træk forbinder vi normalt med krybdyrene. Og hvad mere er: Eksistensen af en organisme som denne blev forudsagt af evolutionister, længe inden den blev fundet. Hvad vil en tilhænger af skabelsesmodellen sige til dette »perfekte eksempel på evolution«?

For det første er krybdyrlignende træk i virkeligheden ikke så krybdyrlignende, som man måske tror. Den velkendte struds for eksempel har sådanne kløer på vingerne, som er endda mere krybdyrlignende end Archaeopteryxs. Adskillige fuglearter, bl.a. sigøjnerfuglen, har ikke meget brystben. Ingen nulevende fuglearter har hule tænder, men nogle fossile arter har. Endvidere er det ikke alle krybdyr, der har tænder, så tilstedeværelse eller fravær af tænder er ikke noget særlig utvetydigt kendetegn til at adskille de to dyre grupper.

Men hvad der er vigtigere: Se nærmere på Archaeopteryxs individuelle træk. Er der nogen antydninger af, hvordan lemmer udvikledes til vinger? Nej, overhovedet ikke. Når vinger dukker op i fossilhistorien, finder vi dem helt færdigudviklet og funktionelle. Det gælder Archaeopteryx, og det gælder i øvrigt også vinger af flyvende insekter og pattedyr (flagermus).

Er der nogen antydninger af, hvordan krybdyrskæl udvikledes til fjer? Nej, overhovedet ikke. Når fjer dukker op i fossilhistorien, finder vi dem fuldt udviklet og funktionelle. Fjer er meget komplekse strukturer, med små kroge og modhager til at holde sammen på fjerene. Archaeopteryx havde ikke blot sådanne komplekse fjer, men endvidere fjer af flere forskellige typer. Faktisk havde den asymmetriske fjer, som er karakteristiske for dygtige flyvere.

Hvad med manglen på brystben? Faktisk er de muskler, der bruges til flugten, hæftet til ønskebenet eller furcula, og Archaeopteryx havde »en overordentlig robust furcula« (Denton, 1985). 1 virkeligheden er der et voksende antal evolutionister, der mener, at Archaeopteryx var en dygtig flyver. Mange anser dette fossil som den første egentlige fugl og ikke et manglende led mellem krybdyr og fugle.

Den foreløbig sidste brik i puslespillet omkring Archaeopteryx er blevet aktuel med fund i et texansk stenbrud af talrige fugleknogler (»protoavis«), placeret i lag, der ligger dybere end de lag, der indeholder Archaeopteryx (Beardsley, 1986). Hvad betyder dette? Ganske enkelt, at Archaeopteryx ikke kan være stamform til fuglene, fordi fugle allerede eksisterede, da den fremkom.

For resten er skabelsestilhængere ikke tvunget til at beslutte sig for, hvorvidt Archaeopteryx var et krybdyr eller en fugl. De mener, at mange separate og distinkte typer oprindelig blev skabt. På grund af sin enestående kombination af komplette, funktionelt integrerede træk er Archaeopteryx fuldt kvalificeret som skabt type. For skabelsestilhængere er det de skabte typer, der er den virkelige enhed i naturen. Kategorier derover er produkter af menneskers teorier, og problemer med at passe organismer ind i disse menneskelige kategorier repræsenterer kun problemer med menneskers forestillinger, ikke med de skabte typers realitet.

Men forestillinger har altid været evolutionens stærke side. De evolutionister, der accepterer Archaeopteryx som en fugl, må nødvendigvis se sig om efter andre stamformer til fuglene. Den nye kandidat kaldes »proavis« (som ikke er den samme som den tidligere nævnte, der er fundet i Texas). I American Scientist januar/februar 1979 diskuterer John Ostrom fra Yale University to mulige afbildninger af denne proavis. Én hypotese går ud på, at fuglene begyndte som delvist fijerklædte krybdyr, der praktiserede glideflugt ned fra træerne. Ostrom påpeger et antal anatomiske uoverensstemmelser med dette synspunkt. Han foreslår derpå, at fuglene begyndte som tobenede krybdyr med fjerklædte kurve på forlemmerne, og de hoppede ved disses hjælp op i luften for at fange flyvende insekter.

Måske har du undertiden set, når børn binder håndklæder på armene og prøver at flyve. Hvis du nogensinde selv har prøvet det, så ved du, at alt, hvad man opnår derved, er at flapre lidt med armene! Selv om det er Ostroms idé, påpeger han også, at »der findes ingen fossile vidnesbyrd om nogen proavis. Det er en rent hypotetisk præfugl, men den må nødvendigvis have eksisteret ... « Abenbart er det sådan, at hvor fakta mangler, må troen træde ind. Ostroni og andre evolutionister har en udmærket forestillingsevne. Men deres ideer kan ikke præsenteres for videnskabsstuderende som fornuftige slutninger på grundlag af observerede data, eftersom relevante data simpelthen ikke eksisterer.

Hvad angår fossilinaterialet, må det konkluderes, at forskellige invertebrater og planter altid har været forskellige typer  og fugle har altid været fugle. Fossilmaterialet for skabelse er præcis lige så klart i de andre hvirveldyrgrupper. (Se Gish, 1986; Bliss, Parker & Gish, 1980).