Invertebrater: Hvirvelløse dyr!

 

Se engang på figur 19. For dem, der bor ved havet, vil mange af de organismer, figuren viser, være velkendte. Det gælder gopler, søpindsvin, søliljer, snegle og muslinger. Det store dyr til højre i figuren er en blæksprutte, der er medlem af en af de mest komplekse grupper af hvirvelløse dyr, vi kender. Denne dyregruppe har bl.a. en øjenbygning, der meget ligner menneskets.

Hvad viser denne illustration? Et udsnit af nutidige havlevende organismer? Overhovedet ikke. Den viser ikke nutidige organismer, men et af de første enkle dyre og plantesamfund ifølge talrige fossilfund. Illustrationen viser livet på de berømte trilobitters tid (senere i bogen benævnt trilobitzonen).

Trilobitterne er i øvrigt fascinerende dyr. Mange af dem havde en ekstremt kompleks øjenstruktur. Den matematik, der er nødvendig for at forstå bygningen, var end ikke udtænkt før midten af forrige århundrede. Trilobitter tilhører samme overordnede gruppe som insekterne, men alle arterne er i dag tilsyneladende uddøde. De er imidlertid meget berømte som fossiler, og de er de »første« organismer, der er talrige i fossilhistorien.

Lad os forestille os, at vi er tilbage i perioden, hvor trilobitterne levede, og vi dykker ned på bunden af et trilobithav. Hvis vi nu sammenlignede livet i havet på den tid med det, vi finder i dag, hvad ville vi da sige? »Se på alle de nye livsformer, den variation og øgede kompleksitet, som er opstået i tidens løb!« Nej, det ville overhovedet ikke være vor konklusion. Vi ville snarere sige: »Hvad skete der? Hvor forsvandt alting hen? Hvad skete der med alle trilobitterne?« Vi ville sikkert også undre os over, hvad der skete med de store blæksprutter med deres lange, lige kalkskjolde, op til 3 meters længde. I dag er der kun enkelte blæksprutte arter tilbage med kalkskjold, og de er ganske beskedne i størrelse.

Uddøen, ikke udvikling er reglen, når vi sammenligner de fossile havorganismer med de nulevende. Faktisk er det sådan, at alle større dyregrupper, måske undtaget gruppen af snegle og muslinger, er repræsenteret i langt større antal og kompleksitet som fossiler end som nulevende dyr.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvor Ødelæggende disse kendsgerninger er for evolutionsteorien. Antag for eksempel, at du havde et brændende ønske om at finde ud af, hvor sneglene kom fra. Du undersøger fossilhistorien verden over, helt tilbage til »begyndelsen«  og se, om ikke sneglene kom fra andre snegle. Hvor kom de mest komplekse af alle invertebrater, nemlig blæksprutterne, fra? Det viser sig, at du kan søge gennem hele fossilhistorien helt tilbage til »begyndelsen«, uden at nå til anden konklusion, end at blæksprutter kom fra blæksprutter! Faktisk er nogle af de fossile arter mere imponerende end de fleste nulevende. Også trilobitter kom fra trilobitter.

Med andre ord finder man i fossilmaterialet snegle så vel som blæksprutter og trilobitter. Man finder ikke »blækbitter«, »trilosprutter« eller nogen andre mellemformer, endsige fælles stamformer. De manglende led mellem disse grupper mangler stadig.

Der er i virkeligheden kun få videnskabsmænd  hvis der overhovedet er nogen  der stadig leder efter fossile mellemformer mellem de større dyre grupper inden for de hvirvelløse dyr. Årsagen er enkel: Alle grupperne viser sig at være adskilt, tydeligt afgrænset, selv i de ældste fossilførende sedimenter (Valentine, 1978). Evolutionisterne er naturligvis fuldt ud opmærksomme på denne kendsgerning, og adskillige af dem har indrømmet, at denne »eksplosion« af livsformer i kambriske klipper (de ældste lag over grundfjeldet) synes at underbygge skabelsesmodellen.

Hvad så med de prækambriske klipper (grundfjeldet), som ligger umiddelbart under de kambriske lag? Evolutionisterne mente førhen, at stamformerne til de kambriske livsformer ville have været heri, hvis ikke resterne havde været ødelagt af varme i klippelagene. »Undskyldningen« er ikke længere gyldig. Selv om de fleste prækambriske klipper er vulkanske lag, der ikke er egnet til at efterlade fossile spor, så har vi nu opdaget store strækninger af prækambriske sedimentære aflejringer, der kunne og skulle indeholde de manglende mellemformer mellem de komplekse kambriske livsformer  hvis de ellers eksisterede.

I virkeligheden er der kun fundet meget få prækambriske fossiler, og de underbygger stærkt skabelsesmodellen. Jeg har selv fundet gopler og forskellige ormearter i de berømte Ediacara Hills i Sydaustralien, og disse arter var distinkte og komplekse, præcis som de tilsvarende nulevende arter. Læg i øvrigt mærke til, at det ikke er korrekt, når evolutionister somme tider hævder, at årsagen til, at man ikke finder stamformer i prækambriske klipper, er, at de var bløddyr, som ikke blev bevaret som fossiler! De såkaldt ældste prækambriske fossiler, som hidtil er opdaget, er nogle havlevende blågrønalger, der danner stenagtige strukturer ved navn stromatolitter. Blågrønalger er biokemisk set ret komplekse former med en udbygget mekanisme, der omsætter solenergi til kemisk energi (fotosyntese), og fossilerne af dem er blevet fundet meget nær ved nulevende former af samme type, bl.a. ved vestkysten af Australien.

Skabelsesmodellen underbygges endvidere af, at der ikke er problemer med at klassificere hverken nulevende eller fossile organismer. Selv blandt uddøde arter finder vi ingen mellemformer eller former, der er vanskeligere at klassificere end de nulevende.

Lad mig understrege dette igen. Mange mennesker antager bare uden videre, at fossiler og evolution passer som hånd i handske. Nogle synes endog at tro, at det at »tro på« fossiler er det samme som at »tro på« evolutionsteorien. Vi er blevet grundigt indoktrineret på denne måde gennem uddannelsessystemer og massemedier, og det er måske svært at acceptere, at fossilerne i virkeligheden stærkt underbygger skabelsesmodellen og modsiger evolutionsmodellen.

Kan det da virkelig være rigtigt? Er der andre, som mener, at fossilhistorien modsiger evolutionsteorien? Ja, absolut: Charles Darwin for eksempel  den moderne evolutionsmodels fader. Darwin mente, at fossilmaterialet var »måske den mest klare og alvorlige modsigelse, der findes mod teorien«. Hvorfor? Fordi han var klar over, hvilke problemer fossilmaterialet gav for evolutionsteorien.

Darwins kapitel om fossilhistorien bærer overskriften: »Om den geologiske histories utilstrækkelighed.« I dette kapitel omtaler han den »pludselige tilsynekomst« af grupper af fossiler i de lavestliggende fossilbærende lag. Når talen er om mellemformer, skrev Darwin følgende:

» ... mellemformer? Geologien åbenbarer helt klart ikke sådanne fint graduerede organiske ændringer, og dette er måske den mest klare og alvorlige modsigelse, der findes mod (evolutions)teorien.« (Min fremhævning).

Darwin var altså konfronteret med en konflikt. Teori (evolution) og fakta (fossiler) stemte ikke overens. Hvilken af delene skulle han smide væk  fakta eller teorien? Darwin valgte at smide fakta væk. Det er selvfølgelig ikke det, en videnskabsmand normalt gør. Men Darwin havde tilsyneladende en grund til at gøre dette, idet han regnede med, at tiden ville løse problemet. Derfor taler han om den »geologiske histories utilstrækkelighed«. På hans tid var studiet af fossiler, palæontologien, først lige begyndt. Han håbede, at efterhånden som nye fund blev gjort verden over, så ville de »manglende led« også dukke frem og underbygge hans teori.

Det er nu over 130 år siden, Darwin kom med disse udtalelser, og der er blevet gravet i tusindvis af tons fossiler frem af sedimenter over hele verden. Hvad viser disse mange tons? Har vi fundet de »manglende led«, som kræves for at underbygge evolutionsteorien, eller har vi blot fundet yderligere vidnesbyrd om variation inden for skabte grundformer?

David Raup opsummerer kendsgerningerne for os. Han har været direktør for det berømte Field Museum ofNatural History (Naturhistorisk Feltmuseum) i Chicago. Dette museum huser 20% af alle kendte fossile arter, så Raup er helt klart i stand til at udtale sig ud fra et betydeligt kendskab til fossilhistorien. Titlen på hans artikel i Field Museum Bulletin, januar 1979, er: »Konflikter mellem darwinismen og palæontologien«, og han gentager sit fremstød i en anden artikel i marts 1983.

Raup indleder med at sige, at »de fleste mennesker antager, at fossilerne danner en meget væsentlig del af argumentationen til fordel for Darwins konklusioner vedrørende livets historie. Dette er uheldigvis ikke helt korrekt«. Herefter citerer han den samme passage fra Darwin, som jeg gjorde tidligere i kapitlet, og nævner, at Darwin var »flov« over fossilernes vidnesbyrd. Han fortsætter med at sige, at vi i dag har et meget fyldigt fossilmateriale, hvorfor vi ikke længere kan forklare konflikten mellem evolutionsteorien og de fossile fakta med »den geologiske histories utilstrækkelighed«. Han nævner også  som jeg  at Darwin forventede, at hullerne i hans teori  de manglende led  ville blive afsløret i fremtidige fund. Så opsummerer Raup disse fund som følger:

»Der er nu gået omkring 120 år, og vor viden om fossilhistorien er blevet stærkt forøget ... Ironisk nok har vi i dag endog færre eksempler på evolutionære ændringer end på Darwins tid. Hermed mener jeg, at nogle af de klassiske eksempler på ændringer ifølge Darwin, f.eks. hestens evolution i Nordamerika, har man måttet opgive eller modificere som følge af mere detaljeret viden.« (Mine fremhævninger).

Hvilken udtalelse! Darwin sagde, at fossilmaterialet måske var den tydeligste og mest alvorlige modsigelse mod teorien. Raup siger, at 120 års forskning har forværret sagen yderligere for Darwins evolutionsteori. Raup siger jo, at vi har »endog færre eksempler« i dag. Berømte palæontologer fra alverdens mest ansete forskningsinstitutioner antyder samstemmende, at der ikke findes et eneste eksempel på udviklingsmæssig omdannelse.

Raup fortsætter med at sige, at »vi har stadig fund og data, der viser tegn på ændringer, men næppe sådanne, som kan anses for at være oplagte konsekvenser af naturlig selektion«. Ved sammenligning af fossile former med nulevende ser vi godt nok ændringer, men ikke sådanne ændringer, der forbindes med naturlig selektion. De er ganske enkelt ændringer inden for en grundtype og derfor af en art, som man også ud fra skabelsesmodellen havde forventet.

Raup er stadig evolutionist, men han begynder at argumentere for »den heldigstes overlevelse« i stedet for »den bedst egnedes overlevelse«. Uden den store entusiasme siger han: »Naturlig selektion som proces er helt i orden. Vi er også nogenlunde sikre på, at den foregår i naturen, selv om gode eksempler derpå er overraskende sjældne.« Genetiske studier tyder på, at mutation og selektion ikke kunne føre til udviklingsmæssige forandringer; fossilmaterialet synes at fastslå, at disse ikke er sket.

Raup prøver derpå at argumentere for, at »en optimal ingeniørmæssig plan« er det bedste vidnesbyrd for evolution  præcis på samme måde, som Harvardgenetikeren Lewontin hævder, at den samme plan er vidnesbyrd om skabelse! En af årsagerne til, at evolutionsteorien overlever, er, at palæontologerne tror, at genetikerne har de virkelige vidnesbyrd, og genetikerne tror, at palæontologerne har de virkelige vidnesbyrd og så videre alle biologiske discipliner rundt, således at den ene forsker lader sorteper gå videre til den næste. De enkelte professionelle forskere fra de forskellige discipliner taler sjældent med hinanden om disse ting, og myten om overvældende støtte til evolutionsteorien fortsætter.

Efter at have beklaget sig over evolutionsteoriens gentagne fiaskoer ømmer palæontologen Niles Eldridge (1986) sig over, at det eneste alternativ er »speciel skabelse«. Som vi har set, underbygger fossilerne fra gruppen af hvirvelløse dyr  langt de mest talrige fossiler  skabelsesmodellen stærkt. Men lad os nu se på fossilmaterialet fra andre grupper.