Opad eller nedad?

 

Meget mere alvorlig end den matematiske udfordring er den kendsgerning, at mutationer arbejder den forkerte vej i forhold til evolutionen. Næsten alle mutationer, som vi kender, kan identificeres med de sygdomme og abnormiteter, som de forårsager. Skabelsestilhængere benytter mutationerne til at forklare oprindelsen af parasitter (snyltere) og sygdomme, oprindelsen af arvelighedsdefekter og tab af egenskaber. Med andre ord: tid, tilfældighed og tilfældige ændringer (mutationer) gør blot, hvad vi normalt forventer: slider på tingene og gør dem værre. Dette stemmer klart nok med, hvad vi iagttager overalt.

Ved at fremkalde defekter og blokere den normale funktion hos visse gener har mutationerne indført adskillige genetiske abnormiteter, som ikke var til stede ved skabelsen af den oprindelige menneskepopulation. Hæmofili (blødersygdom), som plagede Europas kongehuse, opstod rimeligvis som en mutant af et klumpfaktorgen hos dronning Victoria, og den frygtelige TaySachs'sygdom opstod i 1920'erne som en mutation i det gen, der producerer et afgørende enzym for hjernens funktion.

Nogle kalder mutationer for "skabelsesredskaben", men mutationer skaber bestemt ikke, de ødelægger! Mutationer er virkelige, ja, men de skaber intet; tværtimod ødelægger de den skabte orden ved tid og tilfældighed. Faktisk er mennesket i vor tid underlagt over 1500 skadelige mutationer! Heldigvis ser vi ikke nær så mange defekter, som vi bærer. Årsagen til, at de ikke viser sig, er, at vi alle har to sæt gener: et sæt gener fra vor mor og et sæt gener fra vor far. De dårlige gener fra vor mors side dækkes almindeligvis af gode gener fra fars side og omvendt.

Vi vil nu se, hvad der kan ske, når et dyr fødes med kun et sæt gener. Man kender f.eks. et tilfælde med en kalkun, som blev født ud fra et ubefrugtet æg og derfor kun havde ét sæt kromosomer med gener. Den stakkels fugl kunne ikke holde sit hoved oprejst; den nikkede med hovedet på grund af en nervedefekt. Fjerene manglede i store områder, og den måtte overføres til et helt sterilt rum, fordi dens modstandskraft over for sygdom var så ringe.

Her er basis for alle tiders Alfred Hitchcockgyser: forestil dig et spejl for enden af en mørk gang. Du famler dig frem gennem spindelvæv og når hen til spejlet. Du trykker på en knap, og spejlet deler dig i to halvdele, så du kan se, hvordan du ville have været, hvis du kun havde generne fra din far eller kun generne fra din mor. I næste klip vrider du dig i smerte, dit hår bliver gråt og du falder bagover, død af skræk!

Desværre overdriver dette billede kun ganske lidt alt det forfærdelige, som mutationer har forårsaget hos mennesker og også hos planter og dyr. Hvis vi ikke havde to sæt gener, så ville kun meget få af os overleve.

Evolutionisterne ser naturligvis problemet ved at prøve at forklare evolutionens påståede fremad og opadgående linje på basis af mutationer, idet det i alt fald er 1000 gange så hyppigt med skadelige som med gavnlige mutationer. Ingen evolutionister, som jeg kender, tror, at det ville være gavnligt for menneskeheden at stå foran et røntgenapparat og modtage masser af stråling; og ingen evolutionist påstår, at ødelæggelsen af jordens ozonlag er udmærket, fordi det øger mutationsraten og derfor fremskynder evolutionen. Evolutionisterne ved, at formindsket ozonlag betyder øget mutationsrate, der som enhver ved kun fører til øget hudkræft og andre skader. Måske kunne der indtræffe en gavnlig ændring, men den ville drukne i et hav af ødelæggende ændringer.

Da skadelige mutationer i høj grad overgår de gavnlige i antal, anses det i dag for meget uklogt og i mange lande for ulovligt at gifte sig med en nær slægtning. Hvorfor? Fordi risikoen for, at de dårlige gener træder frem i gennemsnit, fordobles. Det gør også chancerne for en virkelig fantastisk kombination af egenskaber. Men har du nogensinde hørt nogen sige: »Gift dig ikke med din kusine, for du risikerer at få et geni af et barn«? Det siger man naturligvis ikke, fordi risikoen for at få et vanskabt barn er langt, langt større!

Noget sådant var ikke et problem umiddelbart efter skabelsen. Før mutationerne havde fået mulighed for at ophobes i menneskepopulationen, var der ingen risiko for sådanne dårlige kombinationer. Mutationer bæres oftest som skjulte gener (recessive, vigende), som er vanskelige at eliminere ved udvælgelse, hvorfor de tenderer mod at opbygges til et vist punkt, mutationsligevægten. Opbygningen af mutationer forårsagede med tiden store problemer for planter og dyr såvel som for mennesker.

Genetikerne, selv evolutionisterne, benævner problemet »den genetiske byrde«. I deres lærebog om evolution siger Dobzhansky m.fl. (1977) klart, at denne betegnelse skyldes, at byrden tynger en art ned og sænker dens genetiske kvalitet. I en artikel, der paradoksalt bærer titlen Evolutionens mekanisme, definerer Fransisco Ayala en mutation som en fejl i DNA. Dernæst forklarer han, at indavl har vist, at mutationer i bananfluer fremkalder »meget korte vinger, deformeret behåring, blindhed og andre alvorlige defekter«. Lyder dette just som »råmaterialet for evolution«?

Jeg siger ikke, at gunstige mutationer er teoretisk umulige. Bakterier, som mister deres evne til at fordøje visse sukkerarter, kan f.eks. gendanne evnen dertil via mutationer. Dette hjælper imidlertid ikke evolutionen, da bakterierne jo blot kommer tilbage dertil, hvor de begyndte; men naturligvis er denne mutation nyttig.

Faktisk er der kun tre evolutionister, der nogensinde har givet mig et eksempel på en gavnlig mutation; og det var oven i købet det samme eksempel, nemlig segleelleanæmi. Seglcelleanæmi er en sygdom ved de røde blodlegemer, men hvorfor kalder man det så for en gunstig mutation? Jo, i visse dele af Afrika (det tropiske bælte) er dødsraten for malaria over 30 %. Malaria skyldes en lillebitte encellet organisme, som baner sig vej ind i et rødt blodlegeme og opæder hæmoglobinet (det stof der bærer ilten). Men denne lille organisme bryder sig ikke om segleellehæmoglobinet. Bærere af et gen for segleelleanæmi frembringer omtrent halvt normale og halvt segleelleformede røde blodlegemer, og malariabakterierne lader dem være. Så bærere af segleelleanæmi får ikke malaria. Til gengæld er omkostningerne høje: 25 % af børn, der bærer segleellegener, dør af segleelleanæmi. Hvis du gerne vil kalde dette for en god mutation, så værsgo; men det synes mig meget tvivlsomt, at virkelige fremskridt hos mennesker skulle være et resultat af'gunstige'mutationer af en sådan slags.

Genet for segleelleanæmi er akkumuleret til et højt niveau i visse afrikanske befolkningsgrupper, ikke fordi det er en'gunstig'mutation i en eller anden abstrakt forstand, men simpelthen fordi dødsraten for anæmi i disse egne er mindre end dødsraten for malaria. Naturlig udvælgelse er en 'blind' proces, der automatisk ophober gener til korttidsoverlevelse, selv hvis det reducerer langtidsoverlevelse for arten. Derfor bemærker førende evolutionister, at naturlig udvælgelse af og til fører til 'skadelige resultater', skadelige for den genetiske kvalitet. Det er denne effekt som jeg tror vi ser i eksemplet med segleelleanæmi (figur 14). Lad os forestille os, at jeg hævdede at have opfundet en bil, der kan køre op ad bakke uden at bruge benzin, og at jeg søgte at bevise det ved at vise, hvordan man kan dæmpe farten på en bil på vej ned ad bakke alene ved at bruge bremsen. Mon nogen ville acceptere mit »bevis«? Vi har set, at naturlig udvælgelse kan svække konsekvenserne af skadelige mutationer (eksemplet med segleelleanæmi), men det kan næppe siges at bevise, at mutationsudvælgelse kan producere opadgående og varige fremskridt.

Et bedre eksempel på gunstig mutation kan være det, der ændrer teosinte (en vildtvoksende, maj slignende kornart) til majs, som det er beskrevet af Beadle i Scientific American (januar 1980). Men Beadle påpeger, at mutationen er gunstig for mennesker, men ikke for majsen selv. Majs er nemlig i virkeligheden en biologisk vanskabning, som ikke selv kunne overleve uden menneskets specielle omsorg, siger han. På samme måde kalder Novick (1980) bakterier, som er blevet resistente over for visse kemikalier, for »evolutionære krøblinge«, fordi der for disse bakterier optræder bivirkninger, som ellers ikke ses.

Jeg vil gerne understrege, at gunstige mutationer er teoretisk mulige. Men prisen for dem er for høj. Hvis man skal forklare evolutionen ved gradvis udvælgelse af gunstige mutationer, må man jo også gøre rede for de tusinder af skadelige mutationer, som vil optræde i samme sammenhæng. Selv om Ayala (1978) er en forsvarer af den gamle skole for neodarwinismen, har han erkendt problemet i sit afsnit af bogen Evolution (udgivet af Scientific American). Han taler om variation inden for en art og hævder, at denne variation er langt større, end Darwin forestillede sig. Han siger, at variationen er enorm, men når det kommer til stykket, angiver han alligevel størrelser for den, som er mindre, end jeg som skabelsestilhænger ville antage. For tilhængere af skabelse udgør denne variation inden for den enkelte art bestemt ikke noget problem. Variationen er et resultat af skabelse og design, snarere end tid, tilfældighed og mutation. Det er rigtigt, at mutationer har givet anledning til yderligere variation, men det er samme slags variation, som en tyr kan forvolde i en porcelænsbutik!

Ayala erkendte som nævnt et problem i forbindelse med den enorme variation inden for en art: For hver gunstig mutation, som en art optager, må prisen være mindst tusinde skadelige mutationer. Når den genetiske byrde bliver så stor, er det sandsynligt, at afkommet får arvelige sygdomme, som er så alvorlige, at artens overlevelse trues. Med tiden bliver dette evolutionære problem bare værre. Takket være menneskets genetiske byrde optræder der alvorlige arvelige sygdomme hos mindst 1% af alle nyfødte børn. Hvis forældrene er beslægtede, øges risikoen. Faktisk bærer de fleste af os diverse arvelige skavanker, men heldigvis er vi enige om at kalde hinanden »normale« alligevel!