Den matematiske udfordring!

 

Det første problem er matematisk. Vi vil ikke dvæle ved dette store emne mere end nogle få sider, fordi det er beskrevet i mange bøger og i stor udstrækning er opdaget af evolutionisterne selv som et alvorligt problem for deres teori.

Heldigvis er mutationer sjældne. De optræder gennemsnitligt ved 1 af hver 10 millioner kopieringer af DNAmolekylerne. 1:107. Det er meget sjældent! På den anden side er det ikke utrolig sjældent. Vore legemer indeholder omtrent 1014 celler. Derfor er der gode chancer for, at man har et par celler med en muteret form af næsten ethvert gen. Et reagensglas kan indeholde millioner af bakterier, så her er der igen gode chancer for, at der vil være nogle mutanter iblandt.

Det matematiske problem for evolutionen kommer imidlertid, når man ønsker en serie af koblede mutationer. Chancen for at få to mutationer, der er forbundne med hinanden, er produktet af deres sandsynligheder, dvs. 1 ud af 1014! Sådanne mutationer kunne f.eks. frembringe en bølget kant og en bøjet vinge på en bananflue. Der er dog meget lang vej herfra til at frembringe en helt ny struktur og endda noget længere til at ændre én slags flue til en helt anden slags. Dertil kræves vældigt mange mutationer. Hvad er nu chancerne for at få tre bestemte mutationer på stribe? Ja, 1:1021. Pludselig viser det sig, at verdenshavene er for små til at rumme bakterier nok til at gøre det sandsynligt at finde blot én bakterie med tre samtidigt forbundne mutationer! Hvad med 4 forbundne mutationer? 1:1028!!! Jorden er nu blevet alt for lille til at rumme de organismer, der skal gøre dette blot en smule sandsynligt, og vi har endnu kun talt om fire mutationer. Fire mutationer er ikke engang nok til at gøre en begyndelse hen imod evolutionen, men selv ved dette første punkt har nogle evolutionister opgivet den klassiske evolutionsteori, simpelthen fordi den ikke virker!

Det var faktisk på dette niveau (4 forbundne mutationer), at mikrobiologerne opgav tanken om, at mutationer kunne forklare, hvorfor nogle bakterier var resistente over for fire forskellige antibiotika på samme tid. Der var simpelthen ingen chance for, at det kunne være den rette forklaring! Derfor begyndte man at lede efter en anden mekanisme og man fandt da også én. For ved at benytte kulturer, der rutinemæssigt opbevaredes i lang tid, fandt de ud af, at bakterierne var resistente over for antibiotika, allerede før disse antibiotika blev opfundet. Den genetiske variation var altså indbygget i bakterierne lige fra starten! Blev de ikkeresistente varianter resistente ved mutationer? Nej! Resistente former var allerede til stede. Bakterier har små ringe af DNA, som de bytter rundt mellem hinanden. De videregiver deres resistens mod antibiotika på denne måde. Det var altså slet ikke mutationer, blot almindelig rekombination og variation inden for samme art.

Tværtimod den udbredte opfattelse er resistens i bakterier altså ikke tegn på evolution. Der er slet ikke tale om gunstige mutationer, men blot om naturlig udvælgelse (eller rettere en slags kunstig udvælgelse i dette tilfælde) blandt allerede eksisterende varianter inden for samme art.

Når sandsynligheden for en given mulig forklaring er for lille, vil en god videnskabsmand normalt søge efter en anden. Her siger evolutionister som George Wald: »Tiden er vor redningsmand.« Det plejede jeg også at sige til mine studenter: »Ganske vist er chancerne meget små, men vi har jo masser af tid, 5.000 millioner år!« Men selv 5.000 millioner år er trods alt kun ca. 1017 sekunder, og hele universet indeholder mindre end 1080 atomer. Så selv med den mest vilde overfortolkning er universets alder alt for lille til at kunne gennemføre hestens udvikling, som ifølge Huxley har sandsynligheden 10300000.  Det er ufatteligt meget mindre end 1050 som, er den lavest mulige chance for, at noget i det hele taget kan forekomme i vort univers, selv inden for et tidsrum på 20.000 millioner år.

For nogle årtier siden  i 1967  mødtes en gruppe af internationalt ansete biologer og matematikere ved Wistar Instituttet for at overveje Matematikkens udfordring til den nydarwinistiske fortolkning af evolutionen (Moorhead og Kaplan, 1967). Alle tilstedeværende var evolutionister, og de blev enige om  hvilket klart fremgår af forordet  at ingen ville betvivle selve evolutionen. Det eneste spørgsmål var, om mutationer kunne tjene som grundlag (sammen med naturlig udvælgelse), som mekanisme for evolutionære ændringer. Matematikernes svar var NEJ. Ganske enkelt: NEJ! Følelserne kom i kog. Efter et særlig talende indlæg af Marcel Shutzenberger fra Paris' Universitet sagde mødelederen C.H. Waddington: »Deres argument er simpelthen, at livet må være frembragt ved speciel skabelse.« Stenografen noterer: »Shutzenberger: Nej. Øvrige stemmer: Nej.« Alt andet end skabelse. Man måtte ikke engang nævne ordet, selv om kendsgerningerne talte for det.

Dr. Waddington kaldte sig senere for en »postneodarwinist«, en der tror på evolutionen, men som mener' at mutationer og udvælgelse ikke kan forklare, hvorledes evolutionen foregår. Mange evolutionistiske forskere (men ikke mange lærere og lærebogsforfattere) erkender behovet for, at den nye generation af evolutionister begynder at udtænke en »postneodarwinistisk syntese«. (Felsenstein, 1978, Gould, 1980 a).

Naturvidenskabsmænd har naturligvis stor respekt for matematikere, og den matematiske udfordring til mutationsudvælgelse fremtvinger en revision i den nydarwinistiske tænkning, herunder det, som Gliedman (1982) har kaldt »mirakelmutationer«.

I kapitlet »Uden for sandsynlighedens rækkevidde« diskuterer Michael Denton (1985) forsøgene på at simulere evolutionære processer med en computer. Han konkluderer følgende: »Hvis komplekse computerprogrammer ikke kan ændres ved tilfældige mekanismer, så må det samme helt bestemt også gælde for de levende organismers genetiske programmer. Den kendsgerning, at systemer, der i enhver henseende er analoge med levende organismer, ikke kan udvikle sig ved prØvefejlemetoden (dvs. ved selektion og mutation), og at deres funktionalitet henfalder på en eller anden tilfældig måde, kommer efter min mening meget tæt på et formelt modbevis af hele det darwinistiske paradigme for naturen. Ved hvilken sær egenskab kan de levende organismer undgå sandsynlighedens love, som alle analoge systemer ellers må respektere?« (Mine fremhævninger).

Yderst prisværdigt synes Denton at se ud over tilfældighedens utilstrækkelighed og skimte en løsning i det, som han i kapitlet »Fuldkoninienhedens gåde« kalder »designhypotesen«: »Der er en sær og udbredt fuldkommenhed overalt. Uanset hvor vi ser, finder vi en elegance og planlægning, som er af absolut transcendent karakter, og som strider mod ideen om tilfældighed. Inden for enhver del af praktisk grundforskning i biologi afdækkes med voksende hast stadig nye aspekter af kompleksitet og design. Tiltroen til den naturlige udvælgelse svækkes derfor  ikke kun p.g.a. den fuldkommenhed, vi allerede har erkendt, men også p.g.a. af forventningen om nye dybder af kompleksitet og planlægning, som vi end ikke har drømt om.« (P.342). Desværre er der meget, der tyder på, at mange af de tegn på transcendent planlægning og design, som Denton har erkendt, er blevet skændet og ødelagt. I den forstand er matematikken ikke den værste udfordring mod mutationer som bevis for evolutionen.