Mutationer!

 

Moderne evolutionister siges at være tilhængere af nydarwinismen. Man accepterer stadig Darwins tanke om naturlig udvælgelse, men man tilføjer noget nyt. Den moderne evolutionist tror, at nye egenskaber kommer ved tilfældige ændringer i arveanlæggene (generne), såkaldte mutationer.

De fleste har nok hørt om mutationer, om ikke andet så i tegneserier eller skrækfilm. Heri fremkalder en atomulykke folk med »knudret« hud, ét kæmpeøje og andre nye egenskaber. I den virkelige verden er mutationer skyld i et antal genetiske defekter som for eksempel hæmofili (blødersygdom), tab af beskyttende pigment i huden, håret og øjnene samt visse former for hudkræft og hjernedefekter.

Der er meget, der tyder på, at forskellige slags stråling og visse kemikalier kan frembringe mutationer, og mutationer i kønscellerne kan viderebringes til de fremtidige generationer. Figur 13 viser nogle af de ændringer, der er sket ved bananfluevinger som følge af mutationer: korte vinger, meget korte vinger, krøllede vinger, for adskilte vinger, miniaturevinger, overkrydsede vinger. Mine studerende i genetik ved Christian Heritage College arbejder med bananfluer hvert 'ar, krydser forskellige af dem og udarbejder arvelighedsmønstre.

Så er der også influenzavirus. Hvorfor har man aldrig løst influenzaproblemet? En del af problemet er, at dette års vaccine og dine egne antistoffer kun virker mod sidste års influenza. Lægen fortæller det ikke, når du bliver vaccineret, men faktisk er vaccinen allerede da forældet. Koppevirus har som sædvane at forblive den samme år efter år, så her virker vaccinen: blot du én gang har fået vaccinen, er du immun. Men influenzavirus muterer ret let, så dens protein er lidt anderledes end sidste års. Det er stadig virus, men passer nu ikke helt til antistofferne, så derfor må vi opbygge vor immunitet igen og igen. Når viruset rekombinerer med dyrevirus (ca. hvert tiende år), så bliver problemerne endda værre.

Mutationer er virkelige. De har indflydelse på vort liv, og ifølge nydarwinisterne er mutationer endog råmaterialet for evolutionen. Men er dette muligt? Kan mutationer frembringe virkelige evolutionære ændringer? Her må vi holde hovedet koldt! Mutationer er virkelige. De kan observeres. De forårsager virkelige ændringer i egenskaberne. Spørgsmålet er imidlertid: Er disse ændringer virkelig udtryk for udvikling? Frembringer de virkeligt nyt materiale? Hjælper de virkelig med til at forklare den postulerede udvikling fra molekyle til menneske eller fra fisk til filosof? Svaret synes at være: »Mutationer? Ja! Udvikling? Nej!« Til syvende og sidst hjælper mutationerne ikke virkeligt evolutionsteorien. Dette har tre hovedårsager.