Galapagosfinkerne og genpuljen!

 

Lad os for eksempel se på Darwins berømte eksempel med Galapagosfinkerne (figur 12). På Galapagosøerne, der ligger ca. 1.000 km vest for Ecuador, observerede Darwin en række forskellige slags finker, nogle med små, fine næb til insektfangst, andre med kraftige næb til at knuse korn med etc. Hvordan forklarede Darwin »oprindelsen« til disse forskellige finker? På nøjagtig samme måde, som en skabelsestilhænger ville have gjort det. Han fandt finker med forskelle i næbbygning på det sydamerikanske fastland og antog, at finkerne måtte være kommet derfra til Galapagosøerne på en eller anden måde. De typer af finker, der havde kraftige næb, overlevede på de levesteder, hvor korn var en væsentlig fødekilde, mens de, der havde spinkle næb, havde en overlevelsesmæssig fordel på levesteder, hvor der var rigeligt med insekter. Da først finkerne med forskellige egenskaber var til stede, var naturlig selektion den mekanisme, der sørgede for deres yderligere differentiering. Dette er naturligvis præcis, hvad en tilhænger af skabelsesmodellen ville sige.

Naturlig selektion virker storartet.  Den giver os en forklaring på, hvordan og hvor egenskaber overlever vel at mærke hvis der indledningsvis er egenskaber at selektere på. I artiklen «Tilpasning« i bogen Evolution understreger Lewontin denne kendsgerning gang på gang:

» ... evolution kan ikke beskrives som en tilpasningsproces, fordi alle organismer allerede er tilpasset. ... tilpasning leder til naturlig selektion, men naturlig selektion leder ikke nødvendigvis til større tilpasning.«

Det vil sige, tilpasning skal komme først, før naturlig selektion kan virke. Det er indlysende, at naturlig selektion ikke kan forklare egenskabers oprindelse eller tilpasninger, hvis egenskaberne er nødt til at være der først.

Lewontin anerkender, at denne enkle, men afgørende kendsgerning ofte overses, hvorfor han giver et eksempel. Når en egn bliver udtørret, siger han, kan planterne reagere ved at udvikle et dybere rodsystem eller en tykkere, voksholdig overhud på bladene, men »kun, hvis deres genmateriale indeholder genetisk variation for rodlængde eller overhudstykkelse«. Igen gælder det, at generne for disse egenskaber må være til stede., før naturlig selektion kan udvælge dem. Og hvis generne allerede er til stede, taler vi kun om variation inden for en type, dvs. skabelse, ikke evolution. Som tilhængere af skabelse har sagt selv før Darwins tid, kan naturlig selektion ikke forklare oprindelsen af arter eller egenskaber, men kun deres bevarelse og videregivelse til afkommet.

Lewontin er evolutionist og udpræget modstander af skabelsesmodellen, men han anerkender ærligt de samme grænser for naturlig selektion, som følger af skabelsesmodellen:

»... naturlig selektion opererer væsentligst for at gøre organismerne i stand til at opretholde deres tilpasningsgrad, snarere end at forbedre den.«

Naturlig selektion leder ikke til fortsat forbedring (evolution). Den opretholder kun træk, som organismerne allerede har (skabelse). Lewontin bemærker også, at uddøde arter synes at have været nøjagtig lige så godt egnet til overlevelse som nulevende, hvorfor han tilføjer:

»... naturlig selektion synes i det lange løb ikke at forbedre en arts chancer for overlevelse, men den gør den blot i stand til stadig at tilpasse sig konstante ændringer i omgivelserne.«

For mig at se virker naturlig selektion kun, fordi hver type blev skabt med tilstrækkeligt genetisk potentiale for tilpasning til alle slags omgivelser. Darwin opdagede i virkeligheden en vigtig kendsgerning, der underbygger skabelsesmodellen.