Tilpasningens problem!

 

Hvad siger kendsgerningerne? Kan evolution »fra molekyle til menneske« ekstrapoleres ud fra de videnskabelige kendsgerninger om lys og mørkfarvede birkemålere? Eller er der logiske begrænsninger for de ændringer, som tid, tilfælde og naturlig selektion kan producere?

Svaret synes at være: »Naturlig udvælgelse  ja! Udvikling  nej!« Som det ser ud, er der adskillige faktorer, der klart begrænser de mulige ændringer, som kan skabes af tid, tilfælde og naturlig selektion. Se bogen The Natural Limits to Biological Change af Lester og Bohlin (1984) for en detaljeret redegørelse af dette emne. Det måske største problem for evolutionister er organismernes fantastiske tilpasning til deres omgivelser. Som tidligere nævnt involverer en tilpasning ofte, at en hel række træk ændres samtidig, og ingen af mellemstadierne har nogen overlevelsesværdi, før hele »sættet« af egenskaber fungerer sammen.

Tag for eksempel spætten (Bliss, 1985). Det er en fugl, der klarer dagen og vejen ved at hakke hovedet mod træerne. Hvordan fik den dog den idé fra begyndelsen? Var det i frustration over at miste en orm til en anden fortidig fugleart? Hvordan forøgede denne adfærd dens chancer for overlevelse  inden den havde udviklet en tyk, stødabsorberende hjerneskal med dertil hørende muskler etc.? Og hvilken overlevelsesværdi ville disse egenskaber have enkeltvis  indtil de var udviklet alle sammen?

Og hvad med billen inde under barken? Den er helt sikkert opmærksom på spættens hakken. Så mens spætten hakker, kravler billen længere ind i sine gange eller graver et nyt hul. Derfor var spætten nødt til også at have en lang, klæbrig tunge at nå sit bytte med. I modsat fald ville alle de Øvrige egenskaber være til ingen nytte.

Men hvad gør man, hvis man er en fugl og har en lang, klæbrig tunge? Spætten har sin tunge under huden, hvor den er anbragt hele vejen over hovedet og ind i det højre næsebor. Hvis man nu forestiller sig, at spættens forfædre var almindelige fugle med en kort tunge og ingen skede dertil, hvad skulle mellemstadierne da have gjort med tunger, der endnu ikke var lange nok til at fange biller med, men på den anden side for lange til at have i gabet?

Eksemplet lyder måske komisk, men pointen er alvorlig: Hvordan kan Darwins idé om den bedst egnedes overlevelse forklare mellemstadiers egenskaber, der i sig selv ingen overlevelsesværdi har? Tænk på eksem plet med rensefiskene, der er omtalt i kapitel 1! Der er helt sikkert ingen overlevelsesværdi for en lille fisk, der svømmer ind i en større fisks gab i håbet om, at denne har udviklet ønsket om at lade den lille fisk slippe ud igen!

Situationen er endnu mere farlig for den berømte »bombarderbille«. Det er en almindeligt udseende billeart, der har et genialt forsvarssystem. Forestil dig situationen: En ganske almindelig gammel billeæder, f.eks. en skrubtudse, kommer kravlende hen til en uskyldigt udseende bille. Lige idet tudsen gør sig klar til at slynge sin klæbrige tunge ud efter billen, drejer den sin kanon rundt, og så bang! Tudsen får en salve af varm, giftig gas slynget lige i hovedet ved omkring 100 grader (vands kogepunkt!). Det slår ikke ligefrem tudsen ihjel, men det »dræber« garanteret dens smag for biller! Den følgende scene viser en tudse, der trækker sin tunge hen over sandet i forsøget på at få det stads af tungen.

For at bombarderbillens kanon skal virke, kræver det to kemiske stoffer (hydrogenperoxid og hydroquinoner), to enzymer og to enzymblokerere, tryktanke og en hel serie af nerve og muskelforbindelser til hjælp og kontrol. Forsøg at forestille dig alle disse »enkeltkomponenter« akkumuleret som følge af tid, tilfælde og naturlig udvælgelse! En enkelt afgørende fejl i forløbet, og bang! Bombarderbillen sprænger sig selv i stumper og stykker, og det er der ingen evolutionær fremtid i!

Bombarderbillens kanoner har naturligvis overlevelsesværdi, men at forklare deres oprindelse ved hjælp af naturlig selektion kræver, at hvert skridt i processen har nogen overlevelsesværdi. I modsat fald indbygges generne for de enkelte egenskaber ikke i populationer.

Alle er  uanset om de er tilhængere af en skabelses eller en udviklingsmodel  enige om, at tilpasninger som spættens hjerneskal, rensesymbiosen og bombarderbillens kanon alle har overlevelsesværdi. Det drejer sig derfor ikke om overlevelsesværdi eller egnethed, men snarere om oprindelsen til disse egenskaber: ved tid og tilfælde eller ved planlagt skabelse? Når talen er om tilpasninger, der forudsætter adskillige egenskaber, der afhænger af hinanden, er den mest logiske slutning ud fra kendsgerningerne, at der er gået en skabelse forud.

Darwin var selv fuldstændig klar over disse vidnesbyrd for skabelse  og hvilket problem de skabte for hans teori. I sin bog Arternes oprindelse, kapitlet »Vanskeligheder ved teorien«, nævner han egenskaber, der afhænger af komponenter, der hver for sig er meningsløse. For eksempel det menneskelige øje med dets forskellige træk, der kræves for at fokusere på forskellige afstande, regulere for forskellige lysstyrker og korrigere for »regnbueeffekten«. Med hensyn til øjets oprindelse skrev Darwin følgende:

»At formode, at øjet (med så mange komponenter, der virker sammen) ... skulle være blevet dannet ved naturlig selektion, indrømmer jeg ærligt som værende absurd i allerhøjeste grad.«

»Absurd i allerhøjeste grad«. Det er Darwins egen mening om at benytte naturlig selektion som forklaring på oprindelsen af træk, der afhænger af mange komponenter, der virker sammen. Moderne evolutionister erkender fortsat disse »vanskeligheder ved teorien« om evolution. Stephen Gould skriver for eksempel: »Hvad gør en halv kæbe eller en halv vinge godt for?« Gould erkender også, at mange mennesker (specielt kunstnere, der er ansat ved naturhistoriske museer) har forsøgt at præsentere hypotetiske serier af gradvise ændringer fra én type til en anden. Så han tilføjer: »Disse historier i de populære naturhistoriske bøger med evolutionært grundlag beviser ingenting ... Ideerne hentes kun hjem ved overfladisk spekulation og siger ikke mig ret meget.« Selv om Gould er evolutionist, indser han altså, at de klassiske fremstillinger af gradvis evolution hviler på »overfladisk spekulation« og ikke på kendsgerninger.

I en anden artikel påpeger Gould (1979 a), at det fuldkomne ved komplekse strukturer altid har været et af skabelsesideens stærkeste kort. Når alt kommer til alt, siger han, »behøver fuldkommenhed ikke at have en historie«, ingen ustyret udvikling via tid, tilfælde og selektion. Gould fortsætter derfor, at vidnesbyrd til gunst for evolutionen nødvendigvis må søges i »mærkværdigheder og ufuldkommenheder«, der klart viser virkningen af tid og tilfælde. Men også tilhængere af skabelse anerkender ufuldkommenheder. Vi er enige i, at virkningen af »tid og tilfælde« virkelig har spoleret skaberværket. Ufuldkommenhed er derfor ikke hovedsagen, men derimod fuldkommenhed. Og evolutionister lige fra Darwin til Lewontin og Gould indrømmer, at »fuldkomne strukturer« altid har været »det vigtigste vidnesbyrd om en genial Planlægger«.

Darwins teori viser os i Øvrigt også tilbage til skabelse, når det gælder oprindelsen af træk. På trods af bogens titel Arternes oprindelse var netop oprindelse et emne, som Darwin aldrig rigtig behandlede. Det vil sige, han gav ingen forklaring på oprindelsen af klart nye træk, som var nødvendige for at danne en helt ny type organisme, altså ikke bare en variation af en eksisterende type. Der er mange andre logiske grænser for ekstrapolation fra naturlig selektion til evolution, men den mest enkle er denne: Naturlig selektion kan ikke forklare nye egenskabers oprindelse.