Arter og grundtyper!

 

Men viser eksemplet med frugtfluer ikke, at to arter kan opstå ud fra én grundtype? Er det ikke evolution? Nogle evolutionister synes at mene det. I forbindelse med en debat i Texas om skabelse og udvikling nævnte en biologiprofessor, at visse fluer på nogle bestemte øer tidligere har kunnet krydses, men ikke længere kan det. Det var for ham et éntydigt bevis på, at udviklingen er et faktum, og han indhøstede et større bifald for sit indlæg. Men hvad skal vi sige til det? Barrierer for reproduktion opstår faktisk af og til inden for grundtyper, hvor krydsning tidligere har kunnet lade sig gøre. Beviser det udviklingen? Gør denne observation det rimeligt at ekstrapolere fra sådanne forandringer til udvikling fra én grundtype til en anden? Mit svar er simpelthen NEJ. Vi har ikke det, der ligner et positivt svar på det spørgsmål.

Egentlig udvikling, dvs. inakroevolution, forudsætter udvidelse af genpuljen, tilføjelse af nye gener og egenskaber. På den måde antages livet at have udviklet sig fra simple former til de mest komplekse (»fra molekyle til menneske«, »fra fisk til filosof«). Antag, at vi har observeret, at tre populationer af fluer, som tidligere udvekslede gener med hinanden, ikke krydses mere. Konklusionen må så være, at hver af de tre populationer har en mindre genpulje end den samlede (tidligere) population. Dermed bliver evnen til tilpasning i nye miljøer også mindre. Hvad bliver resultatet på lang sigt? Udslettelse er mere sandsynlig end udvikling.

Hvis nogen insisterer på at definere evolution som »forandring af genfrekvenser«, så viser eksemplet med fluerne faktisk evolution, men så viser det også skabelse, eftersom variation af allerede eksisterende gener er det, som skabelsesmodellen handler om (fig. 18).

Hvis evolutionister holdt sig til det, som kan observeres, dvs. variation inden for en grundtype, ville der slet ikke være nogen debat om skabelse kontra udvikling. Men som det er velkendt fra bøger, tv m.m., insisterer de på at ekstrapolere fra det iagttagelige til de mest fantasifulde overgange mellem grundtyper. Og så længe de gør det, vil skabelsestilhængere blive ved med at insistere på en model, som refererer det observerbare. Vi har observeret opdeling af grundtyper i arter dvs. mikroevolution, men aldrig overgang fra én grundtype til en anden, dvs. makroevolution. (Se figur 18).

Evolutionister bliver også spurgt, hvad de mener med en »art«, og skabelsestilhængere bliver tilsvarende spurgt, hvad de mener med »grundtype«. Begge termer er vanskelige at definere. Evolutionister anerkender for eksempel visse løvhyttefugle som særskilte arter, selv om de kan krydses indbyrdes, og når det drejer sig om ikkekønnede livsformer, kan de ikke anvende krydsningsmuligheden som kriterium. Skabelsestilhængere forstår den slags problemer, fordi de også normalt vil definere grundtyper som grupper, inden for hvilke der kan krydses. Inden for begge grupper af forskere er der diskussion. Nogle vil inddele kattene i 28 arter, andre vælger at anse katten for at være én art.

Måske kan man sige, at en grundtype er en speciel kombination af ikkespecielle træk. Se f.eks. på dig selv. Hver af os har visse træk, som man kan beundre eller afsky  brunt hår, høj vækst, en speciel næse. Uanset hvilket af disse træk vi tænker på, er der andre, der har dem, men ingen har den samme kombination. Enhver af os repræsenterer en enestående kombination af ikkespecielle træk. Derfor er det svært at klassificere mennesker. Hvis man opdeler dem efter hårfarve, passer de ikke efter øjenfarve osv. Vi indser, at hver person er speciel. Vi kan iagttage et lignende mønster i det levendes verden. Enhver skabt grundtype er en speciel kombination af træk, som hver for sig deles med andre grupper. Næbdyret (fig. 8) blev f.eks. fra begyndelsen af evolutionisterne betragtet som en skrøne, eftersom dens sære kombination af træk gjorde det vanskeligt at gætte på en udviklingshistorie for den. Skabelsestilhængere har derimod peget på, at hvert af dyrets træk (inklusive de komplekse såsom evne til at lokalisere efter ekko, læderæg, mælkekirtler) er fuldstændige og integrerede i dette mageløse væsen.

Måske er der ved skabelse fremkaldt et design i det levendes verden svarende til det, som vi kender i den ikkelevende verden. Der findes bare omkring ét hundrede grundstoffer, men de kan kombineres til komplekse strukturer på de mest fantastiske måder. Måske vil skabelsestilhængere en dag kunne identificere nogle få gener eller grupper af gener, som i specielle kombinationer blev brugt til at danne grundtyperne i naturen. Det vil fordre meget forskningsarbejde, før man vil kunne bestemme »modulære mosaikbegreber for de skabte enheder«, men resultatet af et sådant arbejde ville være en sand og objektiv taksonomi, som givetvis vil blive hilst velkommen både af tilhængere af skabelse og udvikling.

Men hvorfor skal vi overhovedet klassificere planter og dyr i arter og grundtyper? I en fascinerende redaktionel passage i værket Natural History skriver Stepen Gould (1979 b), at biologer har haft stor succes med at opdele livsformerne i distinkte og diskrete arter. Endvidere passer vores moderne og videnskabelige klassifikation ofte ganske nøje med de såkaldt primitive folks klassifikation. Betragtningerne kan endog udvides til fossiler. Med andre ord fremhæver Gould, at der er en genkendelig virkelighed og bestemte skel mellem grundtyper. Sådan har det været på alle steder til alle tider. En quahog er en quahog (overs.: en qualiog er en speciel saltvandsmusling) er titlen på hans artikel.

»Men hvordan kunne eksistensen af distinkte arter retfærdiggøres ud fra en evolutionsteori, som hævder en uophørlig forandring som værende et fundamentalt træk i naturen?« spørger Gould. Hvorfor skulle der være arter i det hele taget, hvis evolutionsteorien passer? Hvis livet er opstået ved gradvis udvikling ved udvælgelse af mutationer helt fra den spæde begyndelse med en ganske lille genpulje, skulle man tro, at livsformerne i naturen skulle flyde gradvis over i hinanden uden klare skel. Darwin indså også problemet. Han endte med at benægte arternes realitet. Men som Gould påpeger, var Darwin faktisk glimrende til at klassificere  også med hensyn til de arter, hvis eksistens han benægtede. Det samme gjaldt fossiler, som Darwin også var udmærket til at klassificere. Han brugte oven i købet samme kriterier til at klassificere, som vi benytter i dag.

En af de mest brillante og perspektivrige behandlinger af temaet findes i bogen Evolution: A theory in Crisis af Michael Denton (1985), som viser, hvordan ledende forskere i klassifikationsvidenskab  efter et århundrede med forgæves forsøg på at tilpasse sig evolutionsteorien  nu vender tilbage til at udforme skabelsestypologier og andre begreber fra den prædarwinistiske æra. Faktisk blev studiet af biologisk klassifikation grundlagt af Karl von Linné, som arbejdede ud fra sin bevidste og klart udtrykte tro på, at livet er skabt til at mangfoldiggøre sig inden for givne grundtyper, og at de skabte livsformer kan ordnes rationelt i et hierarkisk system, som reflekterer temaer og variationer i Skaberens plan.

Gould konkluderer, at »eksistensen af afgrænsede arter faktisk er konsistent med et skabelsessyn, som herskede før Darwin« (min fremhævning). Jeg vil tilføje, at disse kendsgerninger om arterne naturligvis også er konsistente med moderne skabelseslære  efter Darwin. Nu  såvel som på Darwins tid  forekommer skabelse at være den mest naturlige og logiske konklusion ud fra vore iagttagelser. Men hvad så med Darwin? Han prøvede at forklare "design uden skabelse", ud fra naturlig udvælgelse og nedarvning af færdigheder erhvervet ved brug eller ikkebrug (pangener). Men tanken om pangener viste sig ikke at kunne holde. Neodarwinisterne har så forsøgt at forklare »design uden skabelse« ud fra naturlig udvælgelse og mutationer. Men forklaringen ved hjælp af mutationer har også vist sig ikke at være uholdbar. Postneodarwinisterne har så vendt sig til ideen om »lovende uhyrer« i stedet for simple mutationer og "udvælgelse af de heldigste" snarere end naturlig udvælgelse. Denne nye forklaring har kun fundet lille støtte i iagttagelser, og den udtrykker mest af alt evolutionisternes tro på fremtidige opdagelser, som nok også vil vise sig at slå fejl.

Samtidig med, at henvisningerne til mutation og naturlig udvælgelse viser sig at slå fejl i de neodarwinistiske forklaringer, bliver netop disse processer taget op af skabelsestilhængere  ikke som midler til en egentlig udvikling, men derimod til forklaring af variationerne inden for grundtyperne (se fig. 12). Hvad mon Darwin selv ville have sagt til dette? Måske ville han have påtalt, at skabelsestilhængerne gør mere brug af hans ideer og iagttagelser end evolutionisterne.

Darwin funderede af og til over Skaberens rolle. Men vi kan naturligvis ikke vide, om han ville være rede til at betragte skabelse som en mere oplagt konsekvens af vor nuværende viden om genetik og økologi. Men det er givet, at et menneske så optaget af logisk ræsonnement og detaljerede iagttagelser som Darwin i hvert fald ville være villig til at tænke over det!