Variation inden for skabte grundtyper!

 

Hvis man er rede til at gennemtænke oprindelsesspørgsmålet nøje, skal man naturligvis ikke stoppe ved en kritik af darwinismen. Det er snarere der, hvor man skalbegynde.

Jeg har måske for ofte sagt, at en mængde forhold peger på, at det levendes verden kan opfattes som »variation inden for skabte grundtyper«. Vil det faktisk sige, at den gevaldige mangfoldighed i biologien omkring os i virkeligheden kan føres tilbage til et antal grundtyper, for hvilke der af hver i begyndelsen kun var nogle få eksemplarer  måske helt ned til et par for hver grundtype? Kunne man f.eks. forestille sig, at variationen mellem samtlige nulevende mennesker stammer fra bare et enkelt par? Svaret er JA. Til besvarelse af spørgsmålet fik jeg for nogle år siden hjælp fra en uventet kilde, nemlig evolutionisten Francisco Ayala (1978). Han har peget på, at mennesker i gennemsnit er heterozygote mht. 6,7% af deres gener. Det vil sige, at 67 af hver hundrede genpar i mennesket svarer til variable egenskaber som f.eks. øjenfarve. Det synes ikke at være ret meget, men Ayala har beregnet, at generne for børn af et enkelt menneskepar ville kunne udformes på 102017 måder (dvs. 1 efterfulgt af 2017 nuller). Antallet af atomer i det kendte univers er bare 1080, som jo er lidt sammenlignet med den mangfoldighed, som arvemæssigt er repræsenteret i bare to mennesker. Tænk f.eks. på hudfarve. Bemærk først, at vi alle (bortset fra albinoer) har samme protein, nemlig melanin, som bruges i forbindelse med hudfarvningen. Der er altså tale om samme farve  bare i forskellig mængde. Forskellen mellem os er altså ikke så stor endda! Hvor længe ville det vare at gennemløbe alle de mulige variationer af hudfarve, som vi ser omkring os? Svaret er: Bare én generation!

Lad os se på, hvorledes det fungerer. Mængden af hudfarve afhænger af mindst to genpar, som vi kan kalde A og B. Mennesker med den mørkest mulige hudfarve har AABB som deres genotype (sæt af gener svarende til dette karaktertræk). De lyseste mennesker derimod kombinationen aabb. Mennesker med to store bogstaver i deres kombination er »mellemfarvede«, og hvis der er én eller tre store bogstaver, bliver der tale om en farvetoning mindre eller mere.

Lad os nu antage, at to forældre er »mellemfarvede«, dvs. AaBb. Figur 16 er en tabel, som viser farvegener for den slags børn, som dette par kan få. Mindre end halvdelen (6 ud af 16) vil være »mellemfarvede« som forældrene, 4 vil være lidt mere og 4 lidt mindre farvede, mens 1 af de 16 mulige børn vil være helt lys og en anden helt mørk. (Se Parker, Reynolds og Reynolds, 1977 b.)

Hvis vi starter med »mellemfarvede« forældre (AaBb), hvor lang tid vil det så tage at frembringe alle de hudfarver, som findes i dag? Bare én generation! Faktisk er det den normale situation i Indien i dag. Nogle indere er lige så mørke som de mørkeste afrikanere, og nogle  måske en søster eller en bror i familien  er lige så lyse som de lyseste europæere.

Men bemærk, hvad der sker, hvis grupper af mennesker isoleres efter skabelsen. Hvis folk med den mørkeste hudfarve flytter til det samme område og kun gifter sig med andre mørke, så vil alle deres børn blive mørke. (AABB er jo den eneste mulige kombination, når der kommer AB både fra æg og sædcelle). På samme måde vil forældre med helt lys hudfarve (aabb) udelukkende få helt lyse børn, eftersom forældrene hverken har A eller Bgener at give videre. Selv visse »mellemfarvede« forældre (AAbb eller aaBB) kan være »låst«, så de kun kan få »mellemfarvede« børn (eftersom de altid hver videregiver ét gen svarende til et stort bogstav og ét svarende til et lille).

Når mennesker med forskellige hudfarver kommer sammen igen (som f.eks. i Vestindien), finder man hele spektret af hudfarver igen. Intet mindre eller mere end de muligheder, som hele tiden har været til stede. Der er helt klart tale om variation inden for en grundtype.

Betegnelsen »genpulje« refererer til alle de forskellige gener, som er til stede i en population. Der er mindst fire forskellige hudfarver svarende til genpuljen: A, a, B, b. Den totale genpulje for hudfarve kan forefindes hos bare ét menneske, der er "mellemfarvet" med AaBb, eller den kan være spredt rundt på mange mennesker med forskellige hudfarver.

Hvad sker der, når man betragter mangfoldigheden i generationerne efter »mellemfarvede« forældre. Er det udvikling? Overhovedet ikke. Når man ser bort fra albinisme (tab af hudfarve p.g.a. mutationer), er genpuljen nu ikke større eller anderledes end genpuljen umiddelbart efter skabelsen. Eftersom populationen er vokset, er den variationsmulighed, som har været indbygget i genpuljen hos de første mennesker, blevet synlig. Den mørkeste nigerianer og den lyseste nordmand, den højeste watusi og den mindste pygmæ, den højeste sopran og den dybeste bas kan have været potentielt til stede i blot to gennemsnitligt udseende mennesker. Stor variation i størrelse, farve, form, funktion osv. ville også kunne være til stede i grundtypernes oprindelige, skabte forfædre.

Evolutionisterne antager, at alt liv startede med, at nogle få kemikalier udviklede livsformer med en ganske lille genpulje. For evolutionisterne er udvidelsen af genpuljen ved udvælgelse af tilfældige mutationer en langsom og møjsommelig proces, som giver anledning til en »genetisk byrde« af skadelige mutationer og »evolutionære levninger«.

Hverken tilhængere af skabelse eller af udvikling var til stede ved livets begyndelse. Ingen videnskabsmand observerede, hvad der faktisk skete. Men det er i hvert fald givet, at skabelsesmekanismen virker, og at den er konsistent med det, som vi kan iagttage nu. Derimod virker den evolutionære antagelse ikke, og den synes ikke at være konsistent med det, som vi ved om genetik og reproduktion. Som videnskabsmand foretrækker jeg ideer, som fungerer, og som vil kunne bruges til at forklare det, som vi observerer.

Ifølge skabelsesmodellen begyndte hver grundtype med en stor genpulje placeret i skabte, gennemsnitligt udseende forældre. Eftersom efterkommerne fra disse blev isoleret, vil grundtypen dele sig i en række mere specielle former tilpassede deres levesteder. På den måde kan en skabt hundeagtig grundtype have ført ikke bare til hunde, men også til ulve, sjakaler osv. På samme måde har grundtypen menneske givet anledning til mange racer og folk (se figur 17).

Variationer inden for den skabte grundtype har de oprindelige gener, men i forskellige forhold. Mine egne forfædre var indianere. Nogle stammer havde en høj procentdel af blodtype A, men den blodtype er relativt sjælden i andre stammer, bl.a. i min gren af cherokeefolket. Forskellene svarer blot til forskellene mellem de gener, som stammernes grundlæggere bar, da de rejste tværs over Nordamerika.

Forskelle fra de gennemsnitlige procentdele af gener kan komme hurtigt til udtryk i små populationer. Man taler om »genetisk drift«. Tag f.eks. Armishfolket i Pennsylvanien, som er efterkommere af bare omkring 200 nybyggere, som siden i høj grad har giftet sig med hinanden. Det viser sig, at de har større sandsynlighed for korte fingre, lille vækst, en sjette finger og en bestemt blodsygdom end andre amerikanere. Af samme grund kan planter og dyr på den anden side af bjerge, floder eller kløfter være anderledes m.h.t. størrelse, form, ørestørrelse og andre egenskaber, som er mulige inden for grundtypen. Alle de forskellige variationer af mennesker kan gifte sig og få børn sammen. Mange variationer af planter og dyr bevarer denne evne til at parre sig på trods af store forskelle i udseende. Det gælder f.eks. collie og cockerspaniel, ulv og ulvehund. Men der er også eksempler på, at varianter mister evnen til at krydses med andre repræsentanter for grundtype. F.eks. har bananfluer, der gennem generationer har formeret sig i Mellem og Sydamerika, splittet sig ud i undergrupper (fig. 17). Og eftersom disse undergrupper ikke længere kan krydses med hinanden, kan man kalde dem separate arter.