Ved hvilke midler kan nye livsformer dannes?

 

En gang imellem siger evolutionister, at enhver landmand, som praktiserer forædling, i virkeligheden praktiserer evolution. Hertil hørte jeg en landmand sige: »Når jeg krydser grise, får jeg grise  ikke køer, katte eller heste!« Hvis pointen er så simpel, bør folk kunne indse det. Det er der faktisk også mange, der kan.

Stephen Gould fra Harvard har klart erkendt forskellen mellem udvikling og mutation (1977 b). Han peger på, at mens udvikling indebærer en »fundamental, strukturel overgang«, f.eks. fra fisk til filosof (makroevolution), så producerer mutationer kun mindre forandringer som kendt fra forsøg med bananfluer, som uanset hvad der sker, bliver ved med at være bananfluer. Gould anklager sine kolleger for ulogisk ekstrapolation. Han peger på, at »ortodokse neodarwinister ekstrapolerer fra små forandringer til fundamentale, strukturelle overgange«. Ifølge Gould mener den gamle slags evolutionister, som tænker ud fra udvælgelse af mutationer, »at makroevolution (fundamental, strukturel overgang) ikke er andet end mikroevolution (svarende til bananfluernes forandringer)«. Gould spørger: »Hvordan kan sådanne processer forandre en myg eller et næsehorn til noget fundamentalt andet?« I en senere artikel svarer han, at »den neodarwinistiske teori om ekstrapolation er effektivt død trods vedholdende ortodoksi i gængse lærebøger«.

Gould mener, at vor viden om genetik er tilstrækkelig til at afvise forklaringen på udvikling som forårsaget af langsom, gradvis udvælgelse af små mutationsændringer. Han foretrækker at tro, at udviklingen forløber i kæmpeskridt i form af radikale omstruktureringer af hele DNA, hvorved der opstår det, som han kalder »lovende uhyrer« (hopeful monsters). Men han indrømmer, at sådanne lovende uhyrer aldrig har været iagttaget. Hans nye teori hviler logisk set heller ikke på observationer, men beror på en fantastisk tro på fremtiden for en teori, som savner kendsgerninger.

Gould er på ingen måde et isoleret eksempel. I oktober 1980 mødtes verdens ledende evolutionister i Chicago til en konference, som blev opsummeret af Lewin på følgende måde:

Det centrale spørgmål i Chicagokonferencen drejede sig om de underliggende mekanismer for mikroevolutionen, som kan ekstrapoleres til en forklaring på fænomenet makroevolution. [Science, Nov. 21, 19801.

Problemet er altså: Processerne mutation, udvælgelse og kønnet forplantning producerer alle en variation inden for en grundtype (mikroevolution), men kan man logisk set udvide (ekstrapolere) disse til forklaring på den påståede udviklingsmæssige forandring fra simple til komplicerede grundtyper (makroevolution)?

Med fare for at forulempe nogle af mødedeltagerne på deres holdninger blev svaret givet som et klart NEJ.

Simpelthen NEJ. Man kan ikke logisk holdbart foretage en ekstrapolation fra mutation, udvælgelse og kønnet forplantning til udvikling (makroevolution). Skabelsestilhængere har i årevis peget på en række logiske og empiriske grænser for vidtgående ekstrapolation, og vi er naturligvis glade for, at verdens ledende evolutionister nu er enige med os  dog uden at give os nogen anerkendelse i den anledning. Det slås nu fast, at lærebøgernes og massemediernes billede af udviklingen som et resultat af mange, langsomt udvalgte, bittesmå mutationer simpelthen er forkert.

Til dette vil mange evolutionister blot sige: »O.k., men når det kommer til stykket, er vi dog alligevel enige om, at udviklingen er en kendsgerning, selv om vi ikke er sikre på selve mekanismen.« Jeg har selv engang sagt sådan, men nu lyder det nærmest komisk både for mig og for Colin Patterson (1981), ledende palæontolog ved British Museum. Han peger på, at evolutionister har haft for vane at anklage skabelsestilhængerne for at acceptere diversiteten (spredningen) i biologien uden at kunne pege på en mekanisme, der kan forklare den. Nu kan præcis det samme siges om evolutionisterne, fremhæver Patterson. En teori, som ganske enkelt accepterer diversiteten uden at pege på en forklaring på den, kan ifølge ham næppe siges at være videnskabelig.

Når det kommer til stykket, hævder evolutionister for at bruge et kendt billede  »at frøer kan blive til prinser«. Men hvis mekanismen for forvandlingen hævdes at være et kys af en prinsesse snarere end tid og tilfældighed i kombination med stoffets egenskaber, ville man uden vaklen afvise den »evolutionære teori«. Men hvad enten det drejer sig om frøers forvandling til prinser, om fisk der bliver til filosoffer, eller om molekylers forvandling til mennesker, så er påstanden om sådanne forvandlinger uden nærmere specifikation af mekanismerne lige så uvidenskabelig som hypotesen om »kyssets forvandlende kraft«.

Skabelsestilhængere tror naturligvis ikke, at frøer bliver til prinser, men de anerkender, at frøer og mennesker blev skabt hver for sig ud fra de samme molekylære byggesten. Lad mig minde om rullestenen og pilespidsen (fig.1). De er dannet af samme stof, men mens den første er blevet til ved tilfældige processer, der i tidens løb har virket på stoffet, er den anden skabt ud fra et design, hvorved der er produceret organisation, som ikke kan bortforklares. De to sten repræsenterer netop forskellen mellem skabelse og udvikling. Udformningen af stoffet i livsformerne er kendsgerningen, som evolutionister og skabelsestilhængere begge vedkender sig. Uenigheden angår alene forklaringen på udformningen, tilblivelsen. Blev livets former til på samme måde som rullestenen, dvs. ved tilfældigheder i tidens løb, eller skete det snarere ved design og skabelse?

Det store flertal af evolutionister ved konferencen i Chicago var enige om, at den neodarwinistiske mekanisme baseret på mutation og selektion ikke længere kunne regnes for en holdbar videnskabelig forklaring på de mangfoldige livsformers tilblivelse. Desværre synes mange af evolutionisterne  om end noget modstræbende  at være villige til at investere deres forhåbninger i Goulds mekanisme med de »lovende uhyrer«. Nogle få var rede til at udkæmpe det, som Newsweeks har kaldt en »bagtropsaktion« på vegne af en ellers døende darwinisme. Men andre videnskabsfolk på konferencen var villige til en ægte søgen efter nye hypoteser, som kan virke befordrende for fremtidig forskning. En af disse videnskabsmænd var Pierre Grasse, som er blevet kaldt »franske zoologers leder«, og som alligevel har forkastet ideen om mutation/selektion som mekanisme for udvikling. Han har fremhævet, at mutationer »simpelthen er arvemæssige fluktuationer omkring en middelværdi; der kan være tale om drejninger til højre eller venstre, men ikke dermed om nogen udviklingsmæssig fremadskriden«. Han fortsætter med at sige, at mutationer hverken er »fyldestgørende eller kumulative«. Det vil altså sige, at mutationer hverken arbejder sammen eller kan hobes op til noget som helst. Grasse har fremhævet, at mutationer »modificerer det, som eksisterer i forvejen« (1977a). Det vil altså sige, at mutationer ikke fører til andet end variationer inden for en grundtype. Faktisk fører de på ingen måde til »opadgående udvikling«, men snarere til »nedadgående« forandringer, fordi mutationer for det meste er skadelige. Ifølge Grasse bør man kategorisk afvise forestillingen om, at selektion kan udnytte de få gavnlige mutationer. Med hans egne ord:

»Styret af en almægtig selektion bliver tilfældighed til en slags forsyn, som bliver tilbedt i al hemmelighed.«

Grasse er (endnu) ikke tilhænger af skabelsesmodellen, men han har dog udtalt, at hans viden om det levendes verden har overbevist ham om, at der må være en »indre kraft« på færde i livets historie. Det leder tanken hen på Albert SzentGyorgyi, Nobelprisvinderen, som hævdede, at sandsynligheden for, at livets komplekse strukturer er blevet til ved tilfældige processer, i praksis er nul, hvilket fik ham til at postulere i det mindste en skabende kraft. Man kan også henvise til Garett Hardin, som i forbindelse med »naturens udfordring til evolutionsteorien« stillede spørgsmålet: »Er det evolutionære tankesæt i virkeligheden forkert? Havde Paley ret?« Altså: Leder iagttagelserne af design i naturen, når det kommer til stykket, til skabelsestanken? Tænk over det.  Det er efter min mening meget vigtigt, at studerende får mulighed for at udforske alle aspekter af oprindelsesspørgsmålet  især de videnskabelige data. Når det kommer til stykket, er det ofte kun studerende, som både får præsenteret al relevant information på et område, og som samtidig er i stand til at gennemtænke sagen fordomsfrit.