Skabelsesvidenskab!

 

Katastrofemodeller har stimuleret til megen forskning  både i laboratoriet og i marken. Takket være denne forskning er mange af de spørgsmål, som i sin tid besværede mig som evolutionist, blevet besvaret. Og der er yderligere håb om frugtbringende svar inden for områder som huledannelser, såkaldte 'evaporiCaflejringer, forstenede skove, dyrespor på Grand Canyons sandstensaflejringer, afkølingshastigheder for basaltlag osv. osv. Jeg har allerede nævnt den forskning, som dr. Austin og hans studerende har i gang. Prof. Harold Slusher og hans videregående studerende i geo og astrofysik ved Institute for Creation Research (Institut for Skabelsesforskning) arbejder med projekter vedrørende vulkanske bjergarter, stjernetåger og adskillige andre emner. Alt i alt får dette forskningsarbejde med skabelsesmodellen mig til at understrege tre forhold:

For det første har tilhængere af skabelsesmodellen ikke svar på alting. I min undervisning i biologi på universitetsniveau arbejder jeg sammen med Institute for Creation Research! Man kan stille mig mange spørgsmål, som jeg ganske enkelt må besvare med et: 'Det ved jeg ikke'. For nogle af spørgsmålene gælder, at heller ingen andre vil kunne svare. De kendsgerninger og modeller, der skal til, findes simpelthen endnu ikke.

For det andet er skabelsesmodellen stadig kun en model. Den involverer hypoteser, der kan testes, og som stimulerer forskningen. Da Galileo først præsenterede sine beviser mod Ptolemæus' verdenscentrerede syn på astronomien, afviste de etablerede ledere endog at kigge i hans teleskop. Den tids ledere var både gejstlige og videnskabsmænd, der uheldigvis havde ophøjet en gammel egyptisk astronoms ideer til at blive en trosartikel. Også i dag er det stadig alt for almindeligt, at evolutionister gemmer sig bag et værn af latterliggørelse af skabelsesmodellen, idet de afviser blot at' kigge i teleskopet' for at betragte indicierne for skabelse.

Hvis det på Galileos tid var forkert at undertrykke beviser, hvordan kan det så være rigtigt i dag at undertrykke indicier for skabelsesmodellen, idet man forfægter én enkelt model vedrørende livets oprindelse som værende det officielle 'statslige' syn  i skoler, på universiteter og i medierne? Lykkeligvis er adskillige evolutionister enige med os i, at skabelsesmodellen er blevet udviklet ved anvendelse af videnskabens sædvanlige redskaber, logik og observation, og at den fortjener at blive forsvaret ud fra en objektiv sammenligning af dens videnskabelige resultater med evolutionsteoriens.

For det tredje og sidste er der det videnskabelige aspekt af oprindelse, der betyder, at debatten vedrørende skabelse/udvikling aldrig kan afgøres endeligt ved videnskabelige studier alene. Der vil altid dukke nye kendsgerninger op og nye aspekter at overveje. Hver generation er nødt til at overveje dens oprindelsesmodeller på basis af den aktuelle viden.

Debatten om skabelse og udvikling behøver naturligvis ikke blive fjendtlig eller uforsonlig. Gould nævner eksempelvis (1981 c) i sin beskrivelse af sit besøg i den by, hvor den berømte Scopesretssag vedr. skabelse/udvikling i skoleundervisningen fandt sted, at byens indbyggere var meget åbne og venlige og gerne udvekslede synspunkter med ham, skønt det ikke lykkedes dem at få ændret hans opfattelse. Alligevel kalder Gould tilhængere af skabelsestanken for »levninger fra før syndfloden«, og videnskabelig skabelsesforskning kalder han »århundredets vrøvleudtryk«. Hvis Gould blot også ville sætte sig ned og tale med nogle af de tilhængere af skabelsesmodellen, hvis faglige viden er på niveau med hans egen (noget han hidtil er veget tilbage fra), så tror jeg, han ville tage derfra intellektuelt opmuntret og med en øget respekt for den menneskelige tænknings forskelligartethed.

I øvrigt er det jo sådan, at hvis skabelsestilhængerne »vandt« debatten i skolevæsenet, så ville dr. Gould og evolutionisterne i det hele taget stadig være i stand til at præsentere alle deres argumenter. Forskellen er, at de studerende i givet fald også ville få en mulighed for at høre resten af historien. De ville fortsat blive belært om for eksempel Millers eksperiment med aminosyrer, men de ville også få at vide, at de aminosyrer, han producerede, var en blanding af højre og venstredrejede, lang og kortkædede former, der var tilbøjelige til at reagere med ikkeaminosyrer i »suppen«, hvilket alt sammen gør det højst usandsynligt, at de ville kunne omdannes til komplicerede proteiner. De studerende ville blive undervist om mutationer og naturlig selektion, men de ville også få lov til at undersøge de logiske, matematiske, genetiske og økologiske begrænsninger for at ekstrapolere disse processer op i »makroevolutionsskala«. De ville høre alt om Archaeopteryx og »Lucy« som mulige evolutionære mellemformer, men de ville også høre om forskeligartetheden af de kambriske livsformer og fakta om fossilseriens stasis, der alt sammen gør skabelsesmodellen meget fornuftig og videnskabeligt holdbar. Måske allermest vigtigt ville de studerende få at vide, at mennesket har evnen til at se forskel på den plan, der er i en tilfældig sten, og den, der findes i en pilespids. Og i klasselokalet, mere end noget andet sted, kan de føle sig ikke bare fri, men også opmuntret til at bruge deres videnskabelige evner til at overveje, hvilken form for plan der afspejles i de levende systemer  tid og tilfælde, der har opereret i arvemassen, eller plan og skabelse, der har resulteret i organisation af stoffet.

Videnskabsfolk  hvad enten de er tilhængere af skabelse eller udvikling  må være villige til at følge kendsgerningerne, hvor de end fører dem hen. Alle må dog anerkende, at videnskaben er tilbøjelig til at vakle fra det ene til det andet, alt efter de aktuelle indicier. Dette er en spændende og selvkorrigerende, men også meget afgrænset tilnærmelse til viden  afgrænset både af en til enhver tid ufuldstændig viden om fakta og af den menneskelige intelligens' evner til at sætte fakta sammen i et meningsfuldt mønster.