Tilpasning og økologi: Organismernes fantastiske tilpasning til deres omgivelser!

 

Vi har nu betragtet molekyler, skeletmønstre og embryoudvikling, men det klareste og mest enkle vidnesbyrd om skabelse er »organismernes fantastiske tilpasning til deres omgivelser«. I bogen Evolution (1978) skriver Harvardevolutionisten Richard Lewontin, at »organismernes fantastiske tilpasning til deres omgivelser ... var det vigtigste vidnesbyrd om en genial Planlægger«. Faktisk siger Lewontin, at organismerne »synes at være omhyggeligt og kunstnerisk konstrueret«. Selv om Lewontin selv kun ser dette som et vanskeligt problem at forklare ud fra evolutionsteorien, synes han ikke desto mindre at erkende, at vor erkendelse af omhyggelig og kunstnerisk konstruktion rent logisk set kunne tyde på en skabelse.

Der er bogstaveligt talt tusinder af eksempler på de tilpasninger, der gør hver enkelt organisme egnet til dens specielle rolle i den biologiske verden. De fantastiske strukturelle, funktionelle og adfærdsmæssige træk, der f.eks. gør honningbien så speciel, er velkendt af enhver. Men der er også spætternes stødabsorberende hjerneskal, bombarderbillens eksplosive forsvarssystem, de utrolige navigationsevner, som trækkende fugle, krybdyr, fisk og pattedyr udviser osv. osv. Men lad mig omtale blot et enkelt eksempel her.

Der findes mange store, skarptandede fiskearter i verdenshavene. Men de fleste søger deres føde blandt mindre fisk og krebsdyr, hvorved der i deres gab ophobes fødeaffald og parasitter. Da de som bekendt ingen tandbørste har, hvordan renser de så deres tænder?

I adskillige tilfælde er svaret: et besøg på den lokale rensestation. Dette er specielle områder, hvor bl.a. særlige arter af krebsdyr og små, kulørte fisk holder til. Ofte kan man se, at nyankomne større fisk, der netop har fourageret andetsteds, kommer til disse områder og »stiller sig op i køen« for at få renset tænder. Når turen kommer til den enkelte, åbner den munden på vid gab.

Man kunne måske tro, at synet af et sådant frygtindgydende gab kunne skræmme de mindre fisk langt væk. Men nej  disse små rensefisk svømmer uforfærdet ind i gabet og udfører deres arbejde. Nu ved vi, at selv en venlig hund somme tider kan finde på at snappe efter én, hvis man kommer til at irritere den. På samme måde er det sandsynligvis irriterende for den store fisk at have et krebsdyr kravlende rundt om tungen og at have småfisk til at pille i gabets bløde væv. Men den store fisk finder sig tålmodigt i det. Den holder endda gællespalterne åbne, således at krebsdyrene kan kravle rundt på filamenterne og rense dem for parasitter!

Når rensningen er tilendebragt, sker det andet »mirakel«. Man kunne måske tro, at fisken ville svare: »Ah, det var rart med et sæt rene tænder  haps, et gratis måltid!« Men nej. Efter rensningen lader de store fisk lige så stille »renseholdet« bakke ud af gabet igen, hvorpå den svømmer af sted  sandsynligvis for at jage krebsdyr og småfisk et andet sted!

Det netop beskrevne samarbejde kaldes rensesymbiose. Dette er et velkendt eksempel på fællesskab, et intimt forhold, der gavner begge involverede parter.

Tydeligvis har rensesymbiose overlevelsesværdi for begge involverede parter. Men forklarer overlevelsesværdien oprindelsen til dette specielle forhold? Naturligvis ikke. Det giver kun mening at tale om overlevelsesværdi, når en egenskab eller et forhold allerede eksisterer.

Spørgsmålet er: Er overlevelsesværdien af dette renseforhold et resultat af tid og tilfælde eller af plan og skabelse?

Evolutionisterne mener, at alle tilpasninger begynder med tid og tilfælde, dvs. tilfældige ændringer i DNA og arvelige træk (mutationer). Ifølge evolutionsteorien bevares de mutationer, der gør en organisme bedre egnet til overlevelse end dens forgængere ved såkaldt naturlig selektion. Men naturlig selektion kan ikke virke, før de favoriserede træk dukker op ved mutation, dvs. ved tid og tilfælde.

Hvorledes da med mutationer? Mutationer sker rent faktisk, og de er ansvarlige for måske 1.500  2.000 arvelige defekter alene i mennesket. Men kunne mutationer producere det koordinerede sæt af adfærdsmæssige tilpasninger, som er nødvendige for at danne rensesymbiosen? Her er, hvad to velkendte evolutionsbiologer har at sige om dette:

Nobelpristageren Albert SzentGyorgyi (1977) skriver følgende om meget simplere samhørighedsforhold end rensesymbiosen. Han taler i dette tilfælde om, hvordan unge sølvmåger pikker på en rød knop på undersiden af forældrefuglenes næb for at få dem til at gylpe føde op til dem: »Alt dette kan synes meget enkelt, men det involverer en hel serie af de mest komplicerede kædereaktioner i et frygtelig komplekst underliggende nervesystem ... « Det er det samme for rensesymbiose: Hele adfærdsmønstret for adskillige arter af store og små fisk samt krebsdyr er involveret på samme tid. »Alt dette måtte nødvendigvis udvikles samtidig,« siger SzentGyorgyl. Dette gælder også for rensesymbiose. Det er ingen nytte til, hvis en lille fisk får den idé at svømme ind i den store fisks gab, før den store fisk via mutationer og naturlig udvælgelse vil tillade den lille fisk at svømme ud af dens gab igen! Hvor stor er chancen for, at alle nødvendige tilfældige mutationer for dette samhørighedsforhold er opstået samtidig? Hvad ville SzentGyorgyi sige til dette? Ja, med hensyn til sølvmågens yngleadfærd siger han, at sandsynligheden for en tilfældig mutation, der med ét slag skaber de nødvendige ændringer, er lig nul. Det vil altså sige, at disse ændringer ganske enkelt ikke kan opstå ved tid, tilfælde og mutation.

SzentGyorgyi fortsætter: »Jeg er ikke i stand til at tilnærme mig en løsning på dette problem uden at formode en medfødt drivkraft i det levende, som fuldkommer det.« Denne medfødte drivkraft kalder han »syntropi«  det modsatte af entropi, som er den universelle lov om uorden. Med andre ord, her har vi en fremragende videnskabsmand og evolutionist, hvis observationer af det levende tvinger ham til at postulere en i det mindste upersonlig skabende kraft. Han anerkender, at antagelsen af skabelse kan være en logisk følge af observationer af bestemte typer af orden, selv når man ikke kender til, hvem eller hvad denne skabende kraft er.

Garrett Hardin, en kendt biolog og lærebogsforfatter, går tilsyneladende endnu længere end dette i en gammel, men tidløs Scientific Americanbog om tilpasning og økologi, nemlig bogen 39 Steps to Biology. I bogens første afsnit, som kaldes »Utroligt og smukt udført«, beskrives adskillige eksempler på bemærkelsesværdig tilpasning, eksempler, der ofte anvendes som vidnesbyrd om skabelse. I det andet afsnit »Naturens udfordring til evolutionsteorien« diskuterer Hardin rensesymbiose og andre bemærkelsesværdige samhørighedsforhold, og her stiller han læseren over for følgende spørgsmål: »Er evolutionsmodellen forkert? Eller, sagt på en anden måde: Tvinger vore observationer i den levende verden os til at udelukke evolution som forklaring på oprindelse?«

Men Hardin standser ikke her. Han fortsætter med spørgsmålet: »Havde Paley ret?« Hvis du har det som jeg, har du aldrig hørt om William Paley. Men Hardin forklarer: Paley var en tænker, der levede i det 18. århundrede og argumenterede for, at den plan, vi finder i den levende verden, klart peger på en Planlægger. Derpå kom evolutionisterne frem i det 19. århundrede og argumenterede for, at de kunne forklare naturens plan ved hjælp af tid, tilfælde og egenskaber ved stoffet, som ikke krævede en Planlægger. Nu siger Hardin så i det 20. århundrede: »Havde Paley ret?« Peger alle de ordnede egenskaber, vi finder i naturens verden, alligevel på en Planlægger? Paley tænkte ikke på en upersonlig skabende kraft, som SzentGyorgyi. Han havde en personlig Skaber i tanke.

Hardins konklusion på denne diskussion? »Tænk over det! «