Fosterets udvikling!

 

En anden fantastisk afspejlning af planlægning og organisation er den enestående proces, der finder sted i forbindelse med udvikling af et foster, specielt det menneskelige fosters udvikling i moders liv.

Men netop på dette område kommer evolutionisterne med et af deres stærkeste argumenter. De siger: Se nu her, hvis du taler om en Skaber, så må han faktisk ikke være særlig dygtig, for ellers ville der ikke være alle disse fejltagelser i fosterudviklingen.

Figur 6 viser et tidligt stadium i menneskets fosterudvikling. Det er dit første »babybillede«. Du begynder som en lille »bold« af »uformet substans« og gradvist opstår arme, ben, øjne og alle andre dele. Men selv efter en måneds udvikling ser du altså ikke nær så charmerende ud, som du senere kommer til. Derfor siger evolutionisterne: Der er ingen tegn på skabelse i menneskefosteret. Hvorfor skulle fosteret ellers have en blommesæk som en kylling og hale som et firben? Og hvorfor skulle fosteret have gællespalter som fiskene? En intelligent skaber ville vide, at mennesker ikke behøver disse ting.

Ja, blommesæk, gællespalter og hale ... hvorfor er de der? Hvad skal skabelsestilhængeren sige til det? Evolutionisten tror, at disse strukturer blot er ubrugelige levninger, rudimenter fra vore evolutionære forfædre  en erindring om de tider, da vore forfædre kun var fisk eller krybdyr.

Faktisk betød udviklingslærens tanke om disse rudimentære organer en alvorlig forsinkelse af den videnskabelige forskning. Hvis du nemlig tror, at noget er et unyttigt levn fra fortidens evolution, så interesserer det dig ikke at finde ud af disse »levningers« funktion.

Heldigvis var der videnskabsmænd, der havde andre synspunkter. De mente i stedet for, at sådanne strukturer sandsynligvis havde en funktion, der var vigtig for menneskets liv  og måske især under fosterstadiet. Forskningen har nu vist, at faktisk alle 180 organer, som engang blev betegnet som rudimentære, har ret vigtige funktioner for mennesket.

Blommesækken, hvad er det egentlig? Hos kyllinger indeholder blommen meget af den føde, som kyllingen behøver for at vokse. Vi mennesker vokser derimod forbundet til vor mor, og hun nærer os. Betyder det nu ikke, at blommesækken kan skæres af fosteret, fordi den ikke behøves? Nej, absolut ikke! Den såkaldte blommesæk er kilden til menneskefosterets første blodceller, og døden ville indtræffe uden den.

Altså: Vi har med et konstruktionsproblem at gøre. I det voksne menneske skal blodcellerne dannes inde i knoglemarven. Det lyder rimeligt, fordi blodceller er følsomme over for strålingsskader, og knoglerne vil således give en passende beskyttelse. Men du behøver blod for at lave knoglerne, som senere skal producere blod. Så spørgsmålet er: Hvorfra får vi det første blod? Hvorfor ikke benytte en struktur, der ligner blommesækken hos en kylling? Det DNA og protein, der skal til, er ganske almindeligt byggemateriale for legemet. Desuden befinder blommesækken sig uden på fosteret og kan derved let udstødes, efter at den har tjent sin tidsbegrænsede, men livsvigtige funktion.

Se, det er netop, hvad vi ville forvente som kendetegn på skabende design og god ingeniørpraksis. Forestil dig, at du er i et brobygningsfirma, og du interviewer et par ingeniører for at finde ud af, hvem af dem du vil ansætte. Den ene siger: »Hver eneste bro skal bygges efter helt nye principper.« Stolt fortæller han dig: »Broer skal laves ved brug af processer, der er forskellige fra bro til bro, så at ingen vil være i stand til at se nogen lighed mellem de broer, jeg bygger. « Hvordan lyder det i dine ører?  Den anden ansøger kommer ind og siger: »O.k. ude på gårdspladsen så jeg en stak jern og forskellige størrelser af bolte og kabler. Vi kan bruge disse ting til at lave en bro over en flod. Jeg kan tilpasse de samme dele og de igangværende processer, så de kan passe til en stor mængde forskellige behov. Du vil kunne se et tema med variationer i mine brobygninger, og andre kan se, hvem det er, der har lavet vort arbejde.« Hvem af de to vil du ansætte? Den sidste, ikke sandt? Som prof. WilderSmith påpeger, ser vi i normal ingeniørvirksomhed principperne om kreativ økonomi og variationer over et tema.

Det er det samme, vi ser i fosterudviklingen: den samme slags strukturer, som kan skaffe føde og blodceller til kyllingefosteret, kan også bruges til at skaffe blodceller til et menneskefoster. Snarere end at genspejle evolutionens bærende ressourcer  tid og tilfældighed  synes det at være en tilpasning af lignende strukturer til en variation af behov. Der genspejles her plan og formål  speciel skabelse.

Det samme gælder for de såkaldte gællespalter. Et menneskefoster, der er en måned gammelt, har rynker i huden, hvor halsudposninger vokser ud. En gang imellem hænder det, at en af disse poser gennembrydes, og et barn fødes med et lille hul i halsen. Under sådanne situationer finder vi ud af, at disse strukturer ikke er gællespalter. Hvis åbningen virkelig var en del af en gællespalte, og den virkelig var et levn fra fiskestadiet, så ville der have været blodkar rundt om den, som skulle absorbere ilten fra vandet, sådan som gæller gør. Men der er ikke en sådan struktur. Vi har simpelthen ikke DNAinformation til at danne gæller.

Uheldigvis fødes af og til nogle børn med et eller tre øjne, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi har udviklet os fra et eller andet væsen med et eller tre Øjne. Det er simpelthen en fejl i programmet for den menneskelige udvikling, og det understreger, hvor perfekt vore strukturer og funktioner må være, for at livet kan fortsætte. Halsens kløfter og poser, som altså fejlagtigt betegnes gællespalter, er ikke en fejltagelse i menneskets udvikling. De udvikler sig til livsvigtige dele af menneskelegemet: Mellemørekanalen dannes ud fra den 2., og skjoldbruskkirtelen og biskjoldbruskkirtelen dannes ud fra den 3. og 4. halsudposning. Uden skjoldbruskkirtelen ville vi ikke være i stand til at regulere stofskiftet og hurtigt dø. En anden udposning, som evolutionister indtil for nylig mente, var rudimentær, bliver til en kirtel, som assisterer calciumbalancen. Langt fra at være overflødige er de »evolutionære rudimenter«  disse såkaldte »gællespalter«  altså helt nødvendige for den specielle menneskelige udvikling.

Ligesom »blommesækken« repræsenterer »gællespalterne« en sindrig og smidig løsning på det vanskelige konstruktionsproblem, som lyder: Hvordan kan en lille, rund ægcelle blive til et dyr eller et menneske med en fordøjelseskanal og mange forskellige organer inde i kropshulen? Svaret er: Den lille »bold« må »sluge sig selv«, så den danner en slags krukke, som så igen danner små krukker og poser. På denne måde dannes hypofyse, lunger, urinblære, dele af leveren samt bugspytkirtelen. Hos fisk udvikler gællerne sig ved en lignende proces, og i mennesket udvikler ørekanalerne, skjoldbruskkirtel og biskjoldbruskkirtel sig på samme vis. Ved at følge DNAinstruktionerne i deres respektivec ægceller bruger fisk og mennesker lignende metoder til at udvikle hver sine specielle kendetegn.

Hvad med den såkaldte hale? Som bekendt har mennesket et haleben (= coccyx); det hævdes, at den eneste grund dertil er den, at vore forfædre havde haler. Man kan selv prøve, om ideen er rigtig  men det er ikke anbefalelsesværdigt. Mener man, at coccyx er overflødigt, kan man jo prøve at falde ned og lande på det. Hvad sker der? Man kan hverken stå eller sidde eller ligge ned. Man kan næppe bevæge sig uden smerte. Det hænger sammen med, at det er et af de allervigtigste ben i hele legemet. Det er et vigtigt sted for det muskelfæste, der er nødvendigt for vor specielle oprette menneskeholdning. Det er også vigtigt for afføringen, idet også ringmuskelen er fæstnet her. Altså, langt fra at være en nytteløs evolutionær rest er coccyx tværtimod meget vigtig for den specielt menneskelige udvikling. Sandt nok stikker enden af rygraden betydeligt frem hos et 1 måneders foster, men det er, fordi muskler og lemmer ikke udvikler sig, før de er stimuleret dertil af rygraden. Når disse udvikler sig, omslutter de coccyx.

En sjælden gang fødes der et barn med en »hale«. Men er det en rigtig hale? Nej, det er ikke engang coccyx. Den har ingen knogler og ingen nervestreng. Nervesystemet begynder udstrakt og åbent i ryggen. Under udviklingen løfter det sig i kamme og udruller lukkemekanismer. Så begynder den at »lynlåse« disse sammen fra midten og ud mod begge ender. En gang imellem når den ikke langt nok, og der opstår en alvorlig fejl, som benævnes "spina bifida". Men en gang imellem ruller den lidt for langt. Så bliver barnet født  ikke med en hale  men med en fedtsvulst. Den består blot af hud og en smule fedtvæv, som lægen blot kan fjerne med et snit. Den er slet ikke som halen af en kat, der har muskler, knogler og nerver.

Detaljerne i den menneskelige udvikling er virkelig fantastiske, så vi bør faktisk standse op, se på hinanden og sige tillykke med, at vi faldt ud, som vi gjorde!

Før i tiden sagde evolutionisterne, at den menneskelige fosterudvikling gennemgik alle stadierne i livets antagede udviklingshistorie. Man forestillede sig næsten en biologisk lov efter parolen »ontogenesen [fosterudviklingen] rekapitulerer fylogenesen [arternes udvikling]«. En sådan tese, som egner sig til at blive lært udenad, kunne gå lige ind i uddannelsessystemet. Men tanken om, at fosteret gentager stadier i en evolutionshistorie, holder ikke. Stepen Gould (1980), som ikke er tilhænger af skabelsesmodellen, siger det meget klart: »Ideen om denne gentagelse (i fostertilstanden) burde være afgået ved døden. Alligevel har dr. Down kaldt sit syndrom for 'mongolisme', fordi han forestillede sig, at sygdommen repræsenterede et skridt tilbage til en mongol tilstand i den menneskelige evolutionshistorie. På samme måde troede man engang, at det befrugtede menneske æg repræsenterede vore encellede forfædre på amøbestadiet.«  Ganske vist begynder vi som sina, runde strukturer, som minder om encellede dyr. Men læg mærke til, hvor kunstigt dette argument er. Evolutionisterne ser kun på det ydre. Set udefra ligner det befrugtede menneske æg en hvilken som helst anden lille, rund ting! Men hvis vi kigger på det indre, må vi erkende, at den lille »prik«, som er begyndelsen til et menneske, er totalt anderledes end de »prikker«, som kan føre til andre arter. En mus, en elefant og et menneske er ens i form og størrelse umiddelbart efter befrugtningen. Men med hensyn til DNAinformationen og proteinerne er der store kemiske forskelle, med afgørende stukturforskelle til følge. Selv ikke ved en fejltagelse vil et menneske kunne producere gæller eller hale. De nødvendige genetiske informationer er simpelthen ikke til stede.

Den menneskelige ægcelle er ikke bare menneskelig. Den er også individuel. Øjenfarve, generelle legemstræk, og måske oven i købet temperament, er allerede til stede i DNA-informationen  klar til at komme til udtryk. Fosterets udvikling er ikke analog med evolutionen, fordi der ikke er nogen vækst i potentialet, informationen. Der er tale om det, man på græsk kalder »entelechi«, dvs. udfoldelse af en information, som allerede er til stede. Det er den type udvikling, som forudsætter kreativt design.

I sin beskrivelse af den ortodokse darwinismes nedtur peger John Davy (1981) på, at selv evolutionister har indset behovet for en ny slags teorier, som kan forklare plan og design i organismerne. Han siger: »I stedet for at se dyrene som organismer, der har overlevet, kunne vi betragte dem som kunstværker.« Kunstværker  det er lige præcis den måde, skabelsestilhængere ønsker at se på alt det levende!