Homologi!

 

Betragt et øjeblik din arm, og prøv at forestille dig knoglerne i den. Der er en knogle fæstnet til resten af kroppen, nemlig overarmen, to knogler i underarmen, en lille gruppe håndledsknogler og endelig nogle knogler, der stråler ud i fingrene. I mange andre levende væsener findes der lignende strukturer. Man kan f.eks. nævne hundes og hestes forben, flagermusvinger og pingviners luffer (fig. 5). Biologer bruger ordet »homologi« om sådanne strukturligheder.

Men hvordan kan man forklare forekomsten af homologi? Hvorfor ligner en menneskearm et hundeforben og en flagermusvinge? Man kan antage én af følgende to forklaringsmodeller: fælles afstamning (udvikling) eller fælles design (skabelse).

Udviklingstanken om afstamning fra en stamfader svarer faktisk til den forklaring, som vi benytter, når vi skal begrunde ligheden mellem søskende, fætre og kusiner osv. Denne slags forklaring på ligheder er sandsynligvis den mest fornuftige og overbevisende idé, som evolutionisterne benytter. Den berømte sciencefiction forfatter, Isaac Asimov, er så tilfreds med ideen, at han ser vor evne til at klassificere planter og dyr hierarkisk som grupper inden for grupper som det, der i realiteten får forskerne til at behandle evolutionen som et »faktum« (1981). I sin begejstring har Asimov tilsyneladende glemt, at man også kan klassificere køkkenredskaber hierarkisk som grupper inden for grupper, uden at det vil få nogen til at tro, at skeer er udviklet fra knive, gafler fra knive eller kopper og tallerkener fra underkopper.

Når det kommer til stykket, er der en grund til vor fælles oplevelse af lighederne mellem tingene. Der er nemlig tale om skabelse ud fra et fælles design. Det er grunden til, at Ford'er og Chevrolet'er har mere til fælles end Ford'er og sejlbåde. De har flere fælles designegenskaber.

Hvad er den mest logiske slutning ud fra observationerne af knoglestruktur og andre eksempler på homologi  fælles afstamning eller fælles design? I mange tilfælde vil begge typer forklaring fungere, og vi kan ikke afgøre, hvilken af dem der er mest fornuftig. Men der er tilfælde, hvor den eneste brugbare forklaring er skabelse ifølge et fælles design. Min tankegang støttes af Dentons kapitel, »Homologiens utilstrækkelighed«, i hans bog fra 1985. Dr. Denton er ikke bare videnskabsmand med doktorgrad i molekylærbiologi, han er også en specialist med indgående kendskab til såvel sammenlignende anatomi som embryologi. Idet han har betegnet sig selv som en del af en materialistisk tidsalder, indrømmer han sit ønske om at finde naturalistiske forklaringer på ligheder mellem organismerne (homologi), men han må samtidig indrømme, at de evolutionistiske forklaringer er utilstrækkelige. Som enhver anden videnskabsmand anerkender Denton ligheden i knoglestruktur mellem for og baglemmer hos hvirveldyr. »Men ingen evolutionist,« siger han, »hævder, at baglemmer har udviklet sig fra forlemmer, eller at for og baglemmer er udviklet fra et fælles ophav.«

Jeg lærte engang at referere til modsvarende dele af de mandlige og kvindelige reproduktionssystemer som »kønslig homologi«. Men homologien i dette tilfælde kan bestemt ikke forklares ved fælles afstamning. Vi kan jo slet ikke forestille os, at hunner har udviklet sig til hanner (eller omvendt), og heller ikke, at mennesket er udviklet fra dyr, der kun har ét køn.

Endnu værre for evolutionslæren er det, at strukturer, som forekommer homologe, fremkommer under kontrol af gener, som ikke er homologe. I sådanne tilfælde må man simpelthen afvise tesen om, at tilsvarende strukturer skyldes gener modificeret i løbet af den evolutionære proces.

Vor observation af lighed og homologi er virkelig, men den passer fint, påpeger Denton, »uanset om den kausale mekanisme var darwinistisk, lamarckistisk, vitalistisk eller selv skabelsesbaseret« (kursiv tilføjet). Selv om evidensen ikke er nær så bemærkelsesværdig eller overbevisende som de biokemiske data, vil jeg alligevel sige, at vor nuværende viden om homologi taler til fordel for den sidste af de muligheder, som Denton nævner, dvs. skabelse ud fra et fælles design.

Det faktum, at fordelingen af arternes egenskaber ikke er et forgrenet system, giver anledning til problemer for praktisk arbejdende biologer. En af mine studenter havde en forkærlighed for firbens øreknogler. Han kom tidligt og sent for at dissekere øreknogler fra firben, sortere dem osv. Det fik ham til at interessere sig for firben i almindelighed. Han bemærkede imidlertid, at når man vil klassificere dem, kan man tage udgangspunkt i undersøgelser af levevis, og så får man ét system. Men man kan også gå ud fra knoglemønstret, og så får man et andet system. Endelig kan man tage udgangspunkt i et studium af de indre organer, og så vil det føre til et tredje system. Studenten havde ret. Naturen har ikke et sådant entydigt forgreningssystem, som kunne tyde på en fælles biologisk afstamning. Der er snarere tale om et mosaikmønster, der tyder på skabelse ud fra en fælles plan.

Måske er »konvergens« det stærkeste anatomiske argument for skabelse. Det klassiske eksempel er ligheden mellem øjnene hos hvirveldyr og blæksprutterne. Evolutionister kan let se lighederne mellem disse øjenstrukturer, men de har aldrig kunnet forklare ligheden med henvisning til fælles afstamning. Både blæksprutternes og hvirveldyrenes øjne er meget komplicerede strukturer, og de er fra første opkomst i fossillagene fuldt færdige. Hertil kommer, at man vel næppe kan forestille sig en fælles forfader med passende egenskaber. Derfor taler evolutionisterne i stedet for om eksempler på »konvergent evolution«, hvilket i virkeligheden svarer til at opgive at forklare ligheden ud fra forestillingen om fælles afstamning.

Hvis man derimod tager udgangspunkt i tanken om en fælles plan, er det naturligt, at lignende strukturer er taget i anvendelse forskellige steder i dyreriget for at opnå tilsvarende mål. På den måde er hvirveldyrenes og blæksprutternes øjne fuldstændige, komplekse og totalt forskellige fra hinanden helt fra deres første optræden i fossilserierne. Michael Land (1979), der er biolog ved Sussex Universitet, udtrykker sig næsten i skabelsesvendinger, når han siger, at hvirveldyr, har »samme design, men ikke samme udviklingslinje som den ottearmede blæksprutte«.

Men selve omdrejningspunktet for Lands opmærksomhed er divergens, dvs. forekomsten af helt forskellige strukturer hos planter og dyr, som ellers antages at være nærtbeslægtede. F.eks. kan man konstatere en speciel slags sammensatte øjne både hos visse ildfluer, møl og rejelignende dybhavsdyr. Alle disse dyr er aktive i mørket og har usædvanlig sammensatte øjne, hvis mange linser fokuserer i samme punkt for at danne et billede. Fysikken deri er fascinerende. Nogle af dem har linsecylindre, som med et kontinuerlig variabelt brydningsforhold blidt bryder det indkomne lys, så alle stråler mødes i ét punkt. Andre dybhavsdyr har øjne med firkantede facetter, der ikke virker som linsefacetter, men som alligevel samler lyset i ét punkt. Hvordan? Ved at bruge et helt andet fysisk princip: tilbagekastning fra spejle. Mennesker er først i det sidste årti blevet i stand til at eftergøre dette strålende stykke optiske ingeniørarbejde. Konstruktionens genialitet skulle være nok til at bevise, at det er en Skabers værk. Men der er mere endnu!

Ved sammenligning af spejlsystem og linsesystem siger Land: »Begge systemer er fortrinlige og meget komplicerede billeddannere, men jeg kan ikke forestille mig en mellemform eller en fælles ophavstype, som overhovedet skulle kunne fungere.« Den slags design, der er i disse øjne, siger han, synes umuligt at kunne forklares som et resultat af fælles afstamning. Derfor fortsætter Land med at antage, at de rejelignende dyr, der har forskellige øjesystemer, ikke skal klassificeres som (evolutionære) slægtninge, selv om de i øvrigt er næsten ens.

Endnu mere interessant er Lands bemærkninger om hans følelser, da han søgte at finde frem til spejlsystemet i de omtalte dyrs øjne. Han forsøgte, skriver han, at undgå den konklusion, at Gud har dannet disse øjensystemer for at forvirre forskerne. I modsætning hertil vil jeg foreslå, at disse øjensystemer er opstået ved skabelse for at oplyse forskerne. Sådanne eksempler viser, at en åbenhed over for eksempler på skabt orden kan fremme og berige den videnskabelige søgen efter indsigt.

Nogle evolutionister indrømmer, at det er udsigtsløst at forsøge at finde gode argumenter for evolution ved at sammenligne store (dvs. makroskopiske) strukturer. Derfor går de over til at se på homologi mellem molekyler. I deres bog om tredimensionale proteinstrukturer fremsætter Dickerson og Geis (1969) følgende påstand: »Ud fra de sidste 15 års finere undersøgelser af proteinkæder og strukturer har det vist sig, at man med stor nøjagtighed kan afklare relationerne mellem arterne og sige, hvorledes proteinerne har udviklet sig.« Derefter fortsætter de med at præsentere en række eksempler, som i realiteten modbeviser de evolutionære forudsigelser.

Betragt f.eks. hæmoglobin (det molekyle, som transporterer ilt i de røde blodlegemer). Dickerson indrømmer selv, at hæmoglobin giver anledning til problemer, fordi det optræder spredt blandt de hvirvelløse dyr uden noget som helst mønster. Det vil altså sige, at hæmoglobin ikke følger evolutionslærens forgrenede mønster. For mig at se følger hæmoglobin snarere en »skabt mosaik«, ligesom kulørte sten kan gøre det i en kunstners mosaik. Man finder hæmoglobin i så godt som alle hvirveldyr, men også i ledorme, i nogle bløddyr, i nogle søstjerner, i nogle insekter og endda i nogle bakterier. I alle disse tilfælde finder vi samme slags molekyler, der fungerer fuldt færdigt. Som Dickerson siger det: »Det er særdeles vanskeligt at se en afstamningslinje sno sig så usystematisk gennem så mange forskellige grupper.«

Hvis evolutionslæren er sand, må man kunne give en evolutionistisk forklaring på hæmoglobinets udvikling. Men det kan man tilsyneladende ikke, ifølge Dickerson. Det indgår også i Dickersons overvejelser, om der kunne være tale om flere indbyrdes uafhængige udviklinger af hæmoglobin. Dickerson afviser denne mulighed som usandsynlig. Det synes ikke at være en rimelig antagelse, at hele denne ottedobbelte spiralstruktur (hæmoglobin) skulle opstå tilfældigt mange gange i historien  også selv om der antages at være lang tid til rådighedl For mig at se forekommer hæmoglobin fuldt udviklet og velfungerende i en række af livsformerne  ifølge Skaberens plan. Helt på samme måde som en kunstner kan anbringe smukke farvede sten i en mosaik.

Det samme synes at være sandt for det fascinerende protein, som kaldes lysozym. Lysozym er det enzym i tårer, som »bider hul« i bakteriers cellevægge, så de eksploderer. Det er det samme enzym, som forhindrer infektioner i såvel øjne som æggehvide.

Ved undersøgelse af proteiner håbede Dickerson nøjagtigt at kunne udpege det produkt i den formodede udviklingshistorie, hvor udviklingslinjen mod mennesket adskilte sig fra udviklingslinjerne mod de øvrige pattedyr. Dickerson studerede tåreenzymer hos forskellige dyr og sammenlignede dem. Resultatet var forbløffende! Testen viste nemlig, at mennesket er mere i familie med kyllingen end med noget nulevende pattedyr, som han havde testet. Enhver evolutionist ville afvise noget sådant. Men hvordan slipper man uden om denne objektive evidens? I sit endelige diagram indførte Dickerson en linje for »hurtig udvikling«, og dermed er hele sagen jo bragt tilbage til de oprindelige antagelser om evolution. Men det er værd at lægge mærke til, at hans data om proteiner på ingen måde hjalp ham i forestillingerne om evolution.

Når det drejer sig om mange af lighederne mellem molekyler, må man sige, at evolutionslæren ikke bare er svag, men faktisk direkte afvist. Det var da også den konklusion, som Colin Patterson fra British Museum gav udtryk for i sit foredrag ved American Museum of Natural History i 1981 til ledende evolutionister. Patterson indledte med at beklage, at spørgsmålet om skabelse eller udvikling var blevet magtpåliggende for ham, og han vedstod, at han på det seneste havde været optaget af ikkeevolutionære og endda direkte antievolutionære ideer. Og hvorfor? Som grund pegede han på det forhold, at han efter 20 års evolutionsforskning havde spurgt sig selv om blot ét evolutionsbevis, som han ville kunne give med sikkerhed, og over for sig selv havde måttet indrømme, at han ikke kunne nævne et eneste. Når han spurgte andre ledende evolutionister, var det eneste, som de kunne komme på, at »der er konvergens overalt«, hvilket i lyset af ovenstående om konvergens og skabelse maner til eftertanke! Til sidst måtte Patterson til sin forfærdelse se sig henvist til den konklusion, at udviklingslæren er en størrelse, som fører til »antividen« dvs. en forestilling præget af et forklaringssprog, som i realiteten ikke forklarer noget, men snarere giver anledning til misvisende indtryk af kendsgerningerne. Sådanne beskyldninger har evolutionister rettet mod skabelsestilhængere i årtier, fremhævede Patterson, men nu må man indrømme, at beskyldningerne lige så vel kan rettes mod udviklingslæren. Hans hovedeksempel på dette er den molekylære taxonomi, som ved brug af ligheder mellem molekyler søger at etablere evolutionens afstaniningslinjer.

Evolutionister »ved« f.eks., at organismer, som er tæt beslægtede (dvs. som stammer fra et fælles ophav, som levede for ikke så længe siden), har flere træk til fælles end mere fjerntbeslægtede organismer. Men denne viden viser sig at være en »antividen«, og den evolutionistiske betragning, som førte dertil, er i modstrid med de forhåndenværende data. Patterson har mange eksempler: Når det drejer sig om aminosyrerne i alfahæmoglobin, har krokodiller mere til fælles med høns (17,5%) end med hugorme (5,6%), som ellers hører til krybdyrene ligesom krokodillerne. Studier af myoglobinrækkefølgen udviser et af forholdene krybdyr/krybdyr (krokodiller/firben) med større lighed (10,5% mod 8,5%) end et krybdyr/fugleforhold (krokodiller/høns), men placerer i Øvrigt firben lige så tæt ved høns (10,5%) som ved krokodillen (som jo er et krybdyr). Hvis man tager et gennemsnit af data for tre slags krybdyr, tre slags krokodiller og tre fuglearter viser det sig  helt i modsætning til forventningerne ud fra evolutionslæren  at den største lighed består mellem høns og krokodiller, selv om ligheden ikke er meget større end mellem andre af de studerede par.

Patterson sagde, at han til sidst vågnede op efter at have været vant til at tage udviklingslæren som en åbenbaret sandhed hele sit liv, og han indså, at udviklingslæren giver anledning til en dårlig systematik, klassifikation. Han fortsatte derefter med at undersøge kendsgerningerne, således som en skabelsestilhænger ville gøre det, idet han anerkendte, at skabelsestilhængere kan frembringe testbare hypoteser, og at man kan forstå og forklare de konsekvenser, som følger ud fra de skabelsesorienterede hypoteser, uden at være enig eller uenig med skabelsestilhængerne. Hvilket glimrende eksempel på sund videnskabelig skepsis! Patterson indser, at kendsgerningerne vedrørende homologi i deres helhed fører til høj grad af frihed, som ikke bare tillader én at spekulere over hvordan, men også om evolutionen faktisk har fundet sted.

Michael Denton (1985) nåede uafhængigt heraf til en konklusion af samme slags ud fra sine studier af homologi og såkaldte »molekylære ure«. Efter at have dokumenteret misforholdet mellem de foreliggende molekylære data og to forskellige udviklingsmodeller sammenfatter han på følgende måde (p. 306):

»Vanskelighederne i forbindelse med forsøgene på at forklare, hvordan en familie af homologe proteiner kan have udviklet sig ved konstant hastighed, har forvoldt kaos i evolutionstankegangen. Evolutionisterne har delt sig i to lejre – de der stadig er tilhængere af en selektionistisk opfattelse, og de der forkaster denne opfattelse til fordel for en neutralistisk. Det ødelæggende aspekt ved denne kontrovers er, at ingen af de to sider kan gøre tilfredsstillende rede for den konstante udviklingshastighed i den molekylære udvikling. Alligevel kritiserer de to lejre gensidigt hinanden på afgørende vis. Selektionisterne svækker neutralisternes position ved at pege på spredningen i antallet af mutationer pr. tidsenhed, mens neutralisterne ødelægger selektionisternes position ved at påvise, hvor latterligt det er at tro, at selektion kan føre til lige store divergenshastigheder i forbindelse med »uanvendelige« proteiner eller langs så forskellige fylogenetiske linjer som de, der fører til henholdsvis mennesker og carpe? Begge sider vinder regulære point, men i kampens løb bliver hypotesen om det molekylære ur stadig mere alvorligt belastet, og dermed bliver hele evolutionsparadigmet i sig selv truet.« (Mine fremhævninger).

Men Denton stopper ikke ved disse ødelæggende, antievolutionære bemærkninger (herunder en sammenligning mellem tro på »molekylære ure« og middelalderens astrologi). Han beskriver også kendsgerningerne fra studiet af molekylær homologi som »et biokemisk ekko fra typologien«, hvor typologi er den præevolutionære opfattelse af klassifikation, som blev udviklet af videnskaben på basis af skabelsestanken.