Livets oprindelse: DNA og proteiner!

 

De to hovedbestanddele i pilespidsen, rullestenen og de klippeformationer, som vi undersøgte ovenfor, var hård og blød klippe. De to hovedbestanddele i ethvert levende system (plante, dyr eller menneske) er DNA og proteiner.

DNA er det berømte arvelighedsmolekyle. Det har været vist mange steder, og du har nok ofte hørt nyt om det. Det er det molekyle, som går fra den ene generation til den næste. Hver af os begynder som en lille kugle på størrelse med et punktum. I denne lille kugle ligger der næsten halvanden meter DNA rullet op. Alle dine karaktertræk (brunt hår, blå øjne osv.) er indkodet i DNA.

Hvad er proteiner? Proteiner er struktur og funktionsmolekyler. Hår er næsten rent proteinstof, hudceller er stopfulde af proteiner; enzymerne, der nedbryder og opbygger stof, er proteiner; fibrene, der glider sammen og får musklerne til at virke, er proteiner.

Så DNA og proteiner er altså de to hovedbestanddele af ethvert levende system. Når du finder et virus, den simpleste form for liv, er alt, hvad du finder, DNA og protein (i nogle vira er der dog RNA i stedet for DNA). DNAmolekylerne, som du arver, producerer proteinmolekyler, som gør dig til det, du er. Det samme princip passer på alle livsformer: vira, planter, dyr og mennesker.

Vore studenter skal naturligvis undersøge alle mulige detaljer (Parker, 1977 a), men de opdager, at DNA og proteinmolekyler faktisk er forholdsvis simple i deres grundlæggende struktur. Forestil dig en perlekæde, og du har et billede af DNA: en kæde med gentagne enheder. Figur 2A er et diagram af et DNAmolekyle. De dele, der ligner jernbanegodsvogne, er sukker og fosfatgrupper, og de dele, der stikker ud fra hver enkelt vogn i kæden, er grupper, der kaldes baser.

Proteiner er bygget på omtrent samme måde. Det er også kæder af gentagne enheder. Som vist på figur 2B, kaldes leddene i proteinkæden for aminosyrer. I alt levende væv benytter de nedarvede DNAmolekyler deres baser til at frembringe kæder af aminosyrer. Disse kæder af aminosyrer er proteinmolekylerne, som er ansvarlige for legemets struktur og funktion. F.eks. meddeler en kæde bestående af ca. 2.000 DNAbaser til cellen, hvorledes den skal lave et bestemt protein ved navn hæmoglobin. Dette protein virker derefter som iltbærer i de røde blodlegemer. Kort sagt:

DNA > protein  > funktion

Denne sammenhæng er det fysiske grundlag for alt liv på jorden.

Hvad nu med forholdet mellem DNA og proteiner? Hvordan kom det hele i gang? Evolutionister forestiller sig, at for lang tid siden var jorden helt anderledes, end den er nu. De forestiller sig, at dele af DNA og dele af protein blev dannet. Sådanne molekyler  antager de  er resultatet af tilfældige processer over meget lang tid. Hvad sker der så? Vil naturlige kemiske reaktioner mellem DNA og protein automatisk producere liv ved tilfældige processer gennem lang tid?

Ved første øjekast kunne man tro det. Intet er jo mere naturligt end en reaktion mellem en syre og en base. Man kan bruge soda (en base) til at rense syre af en akkumulator. »Fuss«lyden er fra syrebasereaktionen. På samme måde bruges mavetabletter til at neutralisere mavesyren. Intet er mere normalt end reaktioner mellem syrer og baser. Vil syrebasereaktioner over lang tid fremkalde et samarbejde mellem DNA og proteiner, som giver anledning til liv? Nej, tværtimod!

Problemet er, at det naturlige forhold mellem baser og syrer er det forkerte forhold for levende systemer. Syrebasereaktionerne vil sammensætte DNAog proteinenhederne til alle mulige slags »dødelige« kombinationer. Disse naturlige reaktioner vil forhindre, ikke fremskynde, brugen af DNA til kodning af proteinproduktion. Da brug af DNA til kodning af proteinproduktion er grundlaget for alt liv på jorden, vil disse syrebasereaktioner forhindre  ikke fremme  udviklingen af liv ved naturlige processer.

Disse »forkerte« reaktioner har skabt alvorlige problemer for Stanley Miller, Sidney Fox og andre videnskabsmænd, der har forsøgt sig med eksperimenter til støtte for tanken om den kemiske evolution. Næsten alle biologi bøger har et billede af Millers berømte eksperiment (figur 3). Miller brugte simpelt råmateriale og elektriske udladninger til at frembringe aminosyrer, sukker, DNAdele og andre molekyler, altså de såkaldte »livets byggesten«. Nogle aviser rapporterede, at Miller praktisk taget havde fremstillet »liv i et reagensglas«.

Men Millers molekyler indbefattede ikke alene de aminosyrer, som levende systemer forudsætter. De indeholdt meget større mængder af aminosyrer, som i høj grad vil ødelægge enhver form for liv, der måtte opstå. Men selv de rette molekyler i Millers opstilling ville langt oftere reagere i gale retninger end rigtige. Med andre ord: overladt til tid, tilfældigheder og naturlige kemiske reaktioner vil Millers molekyler reagere på måder, som ville ødelægge ethvert håb om at frembringe liv (detaljerne ses i Parker, 1970; Bliss og Parker, 1984; WilderSmith, 1981; Thaxton, Bradley og Olsen, 1984).

Altså er kemien ikke vort ophav. Den er vort problem. Når celler mister deres biologiske orden, og deres molekyler begynder at reagere på kemisk måde, så dør vi! Et dødt legeme indeholder alle de molekyler, der er nødvendige for liv og omtrent den rette andel af hver slags. Det, der er gået tabt ved døden, er balancen og det biologiske system, der ellers benytter føde til at opbygge os hurtigere, end kemien nedbryder os!

Tid og tilfældighed hjælper heller ikke evolutionisten, da tid og tilfældighed kun kan virke på naturlige kemiske kombinationer. At prøve at slå »liv« med et sæt »Inolekyleterninger« er lige så svært som at prøve at slå en »13'er« med to almindelige terninger. Det virker simpelthen ikke. Muligheden er der ikke, sandsynligheden er simpelthen nul!

Det forhold mellem DNA og protein, der er nødvendigt for at danne liv, er et forhold, som ingen kemiker vil forvente. Der skal bruges en serie baser (faktisk tre ad gangen) til at danne en serie Rgrupper (figur 4). Rgrupperne er de dele af hver animosyre, der stikker ud langs proteinkæden. »R« står for »variabel radikal«  og variabel er den. En Rgruppe kan være en syre; det kan være en base; det kan være et enkelt brintatom, en kort kæde, en lang kæde, en enkelt ring, en dobbelt ring, fedtopløselig eller vandopløselig!

Pointen er, at der ikke er nogen naturlig kemisk tendens for en serie baser til at danne en serie Rgrupper på en ordnet måde, hvilket er forudsætningen for at skabe liv. Relationen baseRgruppe må påføres udefra. Det har ingen basis i selve stoffet. Det svarer helt til situationen i forbindelse med pilespidsen, hvis design også måtte påføres udefra. Vi kan alle erkende, at pilespidsens form ikke kan blive til ved tilfældige processer som vejr og erosion i tidens løb. Klippematerialet må derimod forarbejdes og formes svarende til det ønskede design. På samme måde fører vor analyse af DNA, protein og disse stoffers kemiske egenskaber os til den konklusion, at livet er et resultat af skabelse.

Lad mig bruge et enklere eksempel på den samme tankegang. Antag, at jeg stiller spørgsmålet: Kan aluminium flyve? Tænk et øjeblik. Kan aluminium flyve? Det lyder sikkert som et snedigt spørgsmål. Af sig selv kan aluminium selvfølgelig ikke flyve. Aluminiummalm er godt forankret i jorden. En vulkan kunne slynge det op, men det flyver ikke. Hvis du hælder dieselolie på det, vil det så flyve? Hæld lidt gummi på det; det vil heller ikke få det til at flyve. Men hvis du tager aluminium, strækker det ud til et dejligt langt rør med vinger, hale og andre dele, så flyver det. Vi kalder det for en flyvemaskine.

Har du nogensinde tænkt på, hvad der får en flyvemaskine til at flyve? Prøv et par forsøg: Tag vingerne af og se på dem. De flyver ikke. Tag motorerne af. Se på dem. De flyver heller ikke. Tag den lille fyr i cockpittet. Se på ham. Han flyver heller ikke. Tænk ikke på sådanne ting, når du flyver i flyvemaskine næste gang (så bliver du måske bange for at styrte ned!)  men faktisk er en flyvemaskine en samling af ikkeflyvende dele. Ikke en eneste af delene kan flyve!

Hvad er det, der får en flyvemaskine til at flyve? Svaret er noget, som enhver videnskabsmand kan forstå og påskønne, noget enhver videnskabsmand kan arbejde med og bruge til at lave hypoteser (antagelser) og tilrettelægge eksperimenter.

En celle behøver over 75 »hjælpemolekyler«, der alle skal samarbejde harmonisk for at danne et proteinmolekyle (en Rgruppeserie) efter instruktionen i en DNAbaseserie. Nogle af disse molekyler er RNA (budbringer, overfører og »ribosomal« RNA). De fleste af dem er højt specialiserede proteiner (Parker, 1977 a).

Når det drejer sig om at »oversætte« DNAinstruktionen til proteindannelse, er de virkelige »helte« de aktiverende enzymer. Enzymerne er proteiner med specielle" »kroge« egnet til at udvælge og fastholde andre molekyler til hurtige reaktioner. Hvert aktiveringsenzym har 5 »kroge«: 2 til kemisk kobling (e og d), et til energi (ATP) og vigtigst: 2 til at etablere et ikkekemisk 3base »kodenavn« for hver forskellig aminosyre Rgruppe (a og b). Du synes måske, at det er ærefrygtindgydende, overvældende. Det synes mine studenter i cellebiologi også.

Men lad os blot glemme alt det komplicerede ved DNAproteinforholdet og bare huske to simple ting:

1. Der må specialiserede proteiner til for at danne specielle proteiner. Det minder om høne og æg problemet: Hvordan kan du få den ene uden den anden? (se Lagerkvist, 1980.) Dette problem løses ved, at de molekyler, der kræves med henblik på DNAproteinoversættelsen, er produceret efter en plan, et formål, dvs. ved speciel skabelse.

2. Blandt de mange molekyler, der oversætter DNA til protein, er der ikke et eneste levende molekyle. Der er ikke et eneste levende molekyle i dit legeme! Der er ikke et eneste levende molekyle i nogen levende celle. En levende celle er en samling af ikkelevende molekyler.

Hvad er det, der gør en celle levende? Svaret er noget, som enhver videnskabsmand erkender og bruger i sit laboratorium, noget som enhver videnskabsmand logisk kan slutte af observationerne af DNA og protein. Hvad er det, der gør en celle levende? Formålsbestemt konstruktion og organisation! Skabelse!

Kun en speciel skabelseshandling kunne organisere stoffet, så det bliver en levende celle. Først når alle delene er på plads, er der intet »magisk« eller »mystisk« i den måde, som cellerne danner proteiner på. Hvis de blot til stadighed bliver forsynet med den rette slags energi og det rette råstof, og hvis blot de 75 RNA og proteinmolekyler, som skal til med henblik på DNA-oversættelsen, er til stede på rette tid og sted og i rette mængde med den rette struktur, ja, så danner cellen protein ved benyttelse af DNAbaseserien (temmelig indirekte) til at opstille aminosyrer i række med ca. 2 stykker pr. sekund. På måder, som videnskabsmænd forstår ganske godt, tager det en levende celle omkring 4 minutter at producere et middelstort protein (500 aminosyrer) efter DNAspecifikationen.

Videnskabsmænd forstår også, hvordan flyvemaskiner flyver. Af den grund er der ingen videnskabsmænd, der tror, at flyvemaskiner er resultatet af tid, tilfældighed og aluminium, og at disse bestanddele gør, hvad det er naturligt for dem at gøre. Flyveegenskaben er en egenskab ved organisationen, ikke ved selve materialet. En Boing 747 er f.eks. en samling af 4,5 millioner ikkeflyvende dele, men takket være plan, design og speciel skabelse (og en stadig tilførsel og udnyttelse af energi og af reparationsressourcer) så flyver den.

På lignende måde er »liv« en egenskab ved organisationen, ikke ved materialet. En levende celle er en samling af adskillige tusind millioner af ikkelevende molekyler (som »jordens støv«), og døden indtræffer, når mangel på energi eller en fejl i operations eller reparationsmekanismerne tillader de naturlige kemiske processer at ødelægge den biologiske orden.

Det er det, som vi faktisk ved og kan forklare om aluminium og fysikkens love, der overbeviser os om, at flyvemaskinen er et produkt af skabelse, selv om vi ikke har set skabelsesprocessen. På samme måde får det, som vi faktisk ved og kan forklare om DNA og protein og kemiens love, os til at indse, at livet selv er et resultat af plan, formål og speciel skabelse.

Min konklusion er ikke baseret på design i sig selv, men på den art af design, som vi observerer. Som skabelsestilhængere peger på, er der nogle slags design som f.eks. snefnug og vinddannede klippeformationer, der er resultatet af tid og tilfældighed, idet de svarer til de egenskaber, som materialet i sig selv har. Selv indviklede forhold som iltkuldioxydbalancen i et forseglet akvarium kan være et resultat af organismer, der gør, hvad der er naturligt for dem ifølge deres egenskaber. Men lige så klart er der andre slags design, f.eks. pilespidser og flyvemaskiner, som er det direkte resultat af formålsbestemt design og organisation, hvilket giver stoffet egenskaber, som det ikke har i forvejen og heller ikke selv kan udvikle. Det, vi faktisk ved om DNAproteinforholdet får os til at sige, at levende celler har den slags design, som er skabt.

I den velkendte Scientific Americanserie, som også er udgivet som bogen Evolution, synes det, som om Dickerson (1978) (uden at ville det) understøtter min pointe. Efter at have beskrevet problemerne i forbindelse med at producere den rette slags molekyler til levende systemer siger han, at disse smådråber, der ved ren tilfældighed indeholdt de rette molekyler, overlevede længere. Han fortsætter: »Dette er ikke liv, men det kommer tæt på det, den manglende ingrediens er en ordnende mekanisme.« Her er der altså ikke tale om, at det, der mangler, er et ekstra protein, lidt mere energi eller lignende. Det, der mangler, er ifølge Dickerson en ordnende mekanisme! Det er jo netop det afgørende forhold vedrørende det levende. Liv er ikke et spørgsmål om indhold alene; det er et spørgsmål om organisation. Den samme tankegang kan anvendes f.eks. på Ægyptens pyramider. Pyramiderne er lavet af sten, men studiet af stenene er ikke engang begyndelsen til at forklare, hvorledes pyramiderne blev bygget. På samme måde er det først, når videnskabsmanden begynder at forklare oprindelsen af en ordnende mekanisme, at han kommer i nærheden af spørgsmålet om livets oprindelse. Når det drejer sig om evolutionær oprindelse af en ordnende mekanisme, tilføjer Dickerson, »at vi ikke har nogen laboratoriemodeller for det. Derfor kan vi spekulere i det uendelige ugeneret af forstyrrende ubehagelige fakta«. Uden nogen »laboratoriemodel« til at sørge for data er evolutionen baseret alene på fantasi. Men som Dickerson indrømmer: »Vi evolutionister kan kun forestille os, hvad der muligvis har eksisteret, og indtil nu har vores forestillingsevne ikke hjulpet os meget.«

Den mulige forklaring, som refererer til skabelse, er derimod ikke baseret på fantasi, men på logisk slutning ud fra videnskabelige observationer og på den enkle erkendelse, som enhver (videnskabsmand eller ej) kan gøre sig, at visse slags orden forudsætter en skabelse.

Skabelse står mellem de klassiske yderpunkter: mekanisk og vitalisk opfattelse. Den mekaniske opfattelse, såsom evolutionsteorien, siger, at såvel de levende systemers funktion som deres oprindelse er et resultat af kemiens love og molekyler, der gør, hvad det er naturligt. Den vitaliske opfattelse siger, at både de levende systemers funktion og deres oprindelse afhænger af mystiske kræfter, som ligger uden for videnskabens beskrivelse. ifølge skabelsestanken fungerer de levende systemer på en forståelig måde, som fuldt ud kan beskrives ud fra naturlovene. Disse observationer omfatter også systemernes egenskaber med hensyn til organisation. Erkendelse af disse egenskaber peger på, at de levende systemer er opstået ved skabelse.

Skabelsestilhængerne anerkender altså den naturvidenskabelige orden i livet, som vitalisterne ikke kan få øje på. Men med hensyn til livets oprindelse vil de ikke begrænse sig til tilfældige processer i tidens løb, sådan som evolutionisterne gør. Skabelsestanken giver plads for niveauer af orden og organisation, som i høj grad udvider det spektrum af hypoteser, som kan studeres. Skabelsestanken gør studiet af liv så rigt, at det bør ses som enhver videnskabsmands drøm.

Men hvis tegnene på livets skabelse er så klare, som jeg hævder, burde alle videnskabsmænd kunne indse det  selv evolutionisterne. Og det kan de faktisk også godt. Francis Crick (1981), som modtog nobelprisen for opdagelsen af DNAs struktur, er overbevist om, at livet ikke kunne og faktisk heller ikke er blevet udviklet her på jorden. Han argumenterer derimod for »målrettet panspermi«, dvs. at han tror, at livet nåede til jorden som resultat af intelligente væseners afsendelse af en raket fra en anden planet. Crick indser, at denne opfattelse kun flytter problemet om oprindelsen til et andet sted og en anden tid, men han argumenterer for, at anderledes betingelser kan have givet livet udviklingschancer, som det ikke har haft på Jorden.

Skabelsestilhængerne er glade for, at Crick anerkender de samme afgørende tankefejl i argumentationen vedrørende kemisk evolution, som de har peget på i årevis. Men de betoner også, at kemi og biokemi hviler på de samme naturlove, som også vil gælde på en anden planet (Parker, 1970). Denne opfattelse deles tilsyneladende af astronomen Fred Hoyle (1981), som gav anledning til avisoverskriften: »Der må være en Gud!« Hoyle og hans kollega Chandra Wickramasinghe nåede uafhængigt af hinanden til den konklusion, at troen på, at livet er opstået ved tilfældige processer i tidens løb, svarer helt til troen på, at »en tornado, der fejer gennem en losseplads, kan samle en Boeing 747 ud fra de råmaterialer, som findes på pladsen« (husk i øvrigt hvad der får en flyvemaskine til at kunne flyve!). Ud fra den foreliggende viden konkluderer de to videnskabsmænd, at »det forekommer fornuftigt at antage, at de favorable fysiske egenskaber, som livet afhænger af, i enhver henseende er velovervejede«. (Hoyles fremhævning). Begge var de meget overraskede over den konklusion, som de nåede frem til. Hoyle kaldte sig selv en agnostiker, og Wickramasinghe betegnede sig selv som en ateistisk buddhist, som »var blevet effektivt hjernevasket til at tro, at naturvidenskab ikke kan være i harmoni med nogen idé om bevidst skabelse«.

Mit formål med at inddrage disse og andre videnskabsmænd i denne bog er naturligvis ikke at foregive, at de er skabelsestilhængere, som vil acceptere alle mine synspunkter. Formålet er derimod at vise, at der findes videnskabsmænd, som ikke har nogen særlig forkærlighed for skabelsestanken, men som alligevel er enige med skabelsestilhængerne med hensyn til kendsgerningerne. Denne enighed mellem forskere med forskellige teorier gør, at vi kan føle os ret sikre på, hvad der er kendsgerninger. Hertil kommer, at jeg har Ønsket at vise, at der gives andre forskere end skabelsestilhængerne, som indser, at skabelsestanken er en legitim videnskabelig mulighed, som fortjener at blive sammenlignet med forestillingen om evolutionstanken.

I denne sammenhæng vil jeg også henlede opmærksomheden på en fascinerende og revolutionerende bog, Evolution: A Theory in Crisis GÆvolution: En teori i krise«), som er skrevet af den prominente molekylærbiolog, dr. Michael Denton (1985 b). I et tvprogram, hvor både han og jeg medvirkede, og i længere personlige samtaler beskriver dr. Denton sig selv som et barn af en verdslig tid, som søger naturalistiske forklaringer, hvor det kan lade sig gøre. Men når det drejer sig om livets oprindelse, forklarer dr. Denton med autoritet og stor klarhed, at evolutionisterne i Øjeblikket ikke er bare i nærheden af en naturalistisk forklaring. Efter at have sammenlignet det genetiske program i de levende organismer med biblioteker med tusindvis af bind og et informationsindhold på milliarder af bits og gjort rede for de matematisk komplicerede algoritmer, der skal til for at koordinere de genetiske programmer, refererer dr. Denton til kemisk evolution som »misbrug af fornuften«, dvs. som en fornærmelse mod intelligensen (p.351)! Han vedkender sig åbent og frejdigt, at bogens tese er »antievolutionær« (p.353), men det forekommer mig, at han forsigtigt er i færd med at tage et skridt videre. Det første kapitel i hans bog har fået titlen »Genesis forkastet«, og han ville reagere stærkt, hvis nogen kaldte ham en skabelsestilhænger, men i sin ærlige analyse af skabelseudviklingsdebatten gennem historien indrømmer dr. Denton åbent, at mange af de videnskabelige synspunkter, som de tidlige skabelsestilhængere gav udtryk for, er blevet støttet gennem den moderne videnskabs opdagelser.

Betragt William Paleys klassiske gamle argument, at design i de levende systemer forudsætter en designer, ligesom forekomsten af et urværk forudsætter eksistensen af en urmager. Denton påpeger:

»Paley havde ikke bare ret i at hævde en analogi mellem livet og en maskine, men han var også bemærkelsesværdigt profetisk i sin vurdering af, at den teknologiske genialitet i de levende systemer langt overgår noget, som indtil nu er blevet dannet af mennesker.«

Denton fortsætter med at sammenfatte sit syn på livets oprindelse:

»Den næsten uimodståelige kraft i denne analogi har komplet undermineret den almindelige antagelse, som har hersket i biologkredse gennem det seneste århundrede, at en designhypotese kan udelukkes, fordi den fundamentalt set er metafysisk a priori og derfor videnskabeligt uholdbar. I modsætning hertil fremstår slutningen til design som en rent posterior induktion baseret på en ubarmhjertigt konsistent anvendelse af et analogiræsonnement. Denne konklusion kan have religiøse konsekvenser, men den beror ikke på religiøse forudsætninger.« (p.34).

Det var jo en stor mundfuld. Selv om dr. Denton ivrigt vil afvise enhver forkærlighed for den kristne idé om skabelse, indser denne ledende molekylærbiolog ligefrem, at et videnskabeligt begreb om skabelse faktisk kan etableres ved brug af de sædvanlige redskaber i videnskaben, dvs. ved ræsonnementer på basis af iagttagelser. Faktisk antyder dr. Denton, at skabelsestilhængerne har vist mere respekt end evolutionisterne for den empiriske evidens og den konsistente anvendelse af analogiræsonnementer.

Som dr. Denton konkluderer, kan det også tænkes, at betragtningerne kan have religiøse konsekvenser, men det bør ikke forhindre nogen i at søge at bedømme de videnskabelige aspekter på basis af observationerne og logisk tænkning. Lad mig understrege, at jeg ikke hævder, at disse pointer på en eller anden måde beviser, at evolutionstanken er forkert, og at skabelsesopfåttelsen er korrekt. Derimod hævder jeg simpelthen, at skabelseudviklingsdebatten langtfra er udtømt. Der er tale om et levende tema, som fortjener seriøse videnskabelige overvejelser. Selv denne simple påstand vil sikkert vise sig at være for meget for nogle. Det forekommer mig, at der er en ægte frygt for at diskutere udviklingslærens videnskabelige svagheder og skabelsestankens videnskabelige fortrin. Derfor er det blevet en udbredt hobby blandt skabelsestilhængernes modstandere at beskylde skabelsestilhængerne for at fejleitere videnskabelige autoriteter. Efter at have tilbragt en fabelagtig aften sammen med ægteparret Denton citerede jeg dr. Denton indgående ved en konference i april 1987, hvor han også selv deltog og også havde et kortere indlæg efter min præsentation. Det står i det mindste klart, at Michael Denton ikke selv mener, at jeg fejleiterer ham! Men lad mig understrege: Jeg henviser ikke til dr. Denton, som om han skulle være enig med mig i hele min tankegang. Tværtimod  min pointe er, at videnskabelige kolleger, som hverken deler mine grundlæggende antagelser eller mine konklusioner vedrørende livs og verdenssyn, alligevel anerkender, at skabelsestanken kan forklares videnskabeligt, og at denne tanke i hvert fald har nogle videnskabelige fortrin.

Dr. Denton er naturligvis ikke den eneste videnskabsmand med sådanne synspunkter. I en kort, men yderst tankeprovokerende artikel udtrykker den britiske fysiker H.S. Lipson (1980) først sin interesse for spørgsmålet om livets oprindelse og sine følelser desangående (uden at have nogen tendenser i retning af skabelsestanken):

»Faktisk er udviklingslæren blevet en videnskabelig religion; næsten alle videnskabsfolk har accepteret den, og mange er parat til at 'bøje' deres observationer for at få dem til at passe med den.«

Efter at have undret sig lidt over, hvorledes udviklingslæren har klaret sig i forhold til videnskabelig afprøvning, fortsætter Lipson:

»Efter min mening klarer teorien (udviklingslæren) sig overhovedet ikke.«

Derefter kommer han til sagens kerne: »Hvis levende stof ikke skyldes vekselvirkning mellem atomer, naturkræfter og stråling, hvordan er det så blevet til?«

Efter at have afvist en slags 'målrettet udvikling' konkluderer Lipson:

"Jeg tror imidlertid, at vi må gå videre end det og indrømme, at skabelse er den eneste acceptable forklaring." (Hans fremhævning).

Ligesom Hoyle og Wickramasinghe er Lipson en smule overrasket og utilfreds med sin egen konklusion. Han skriver:

»Jeg ved, at dette (skabelse) er et ikketema for fysikere, således som det også er det for mig.«

Men hans ærlighed tvinger ham til at konkludere: »Men vi bør ikke forkaste en teori, som vi ikke kan lide, hvis der foreligger eksperimentel evidens, som støtter den.«

Det er præcis den holdning, som jeg Ønsker at opmuntre til med denne bog. Der skal være en villighed til åbent at se på alle sider af et emne, at drage de mest fornuftige slutninger fra den foreliggende evidens og at følge »sandheden«, uanset hvor den fører hen og uanset personlige forudsætninger og præferencer.

Lad mig i øvrigt nævne, at ikke alle, som opdager tegnene på skabelse, er utilfredse med det. Dr. Kenyon f.eks. er en molekylærbiolog, som specielt har beskæftiget sig med livets oprindelse. Hans bog om emnet, Biological Predestination, blev indledt med lovprisende bemærkninger om darwinistisk evolution, og han underviste da også gennem mange år i evolution ved San Francisco State University. Men et par af hans studenter bad ham læse en bog om skabelsesvidenskab. Det ønskede han ikke. Men takket være studenternes høflige vedholdenhed besluttede han at læse bogen og nedgøre den. I stedet blev dr. Kenyon interesseret i skabelsesvidenskab og begyndte at genoverveje de videnskabelige argumenter, hvilket til sidst førte ham til den lykkelige konklusion, at alt liv  inklusive hans eget var et resultat af skabelse. I sin undervisning præsenterer han stadig den evidens, som benyttes til fordel for udviklingslæren, men nu får hans studenter også mulighed for at veje disse data mod den, som taler for skabelse.

Ligesom i mit eget tilfælde tog dr. Kenyons overgang fra udviklingslære til skabelseslære ret lang tid, og det indebar genovervejelse af meget mere end bare evidensen fra de molekylære relationer i en levende celle. Vi skal i det følgende se på nogle af de tegn på skabelse, som findes i andre dele af biologien.