Design: En slutning, der hviler på observation!

 

Hvad mener jeg med »tegn på skabelse«? Er skabelse da ikke noget, som man enten tror på eller ikke tror på? Hvordan kan man tale om videnskabelige tegn på skabelse? For mange mennesker er disse spørgsmål en væsentlig anstødssten. Nogle bruger det endog til at feje skabelsesideen bort fra undervisningssystemet m.v. uden så meget som at have hørt argumenterne. Men intet er faktisk lettere for videnskabsmænd  eller bare for »almindelige mennesker«  end at finde tegn på skabelse.

Forestil dig, at du går tur på stranden en sommerdag og tilfældigt sparker til småstenene på bredden. Af og til bøjer du dig ned og tager en sten op med en underlig form. Måske finder du en sten, der ligner en cowboystøvle (fig. 1). Du føler nærmere på stenen og opdager, at den består af blødere og hårdere materiale. Du indser, at stenens form netop passer med det blødere materiale, og at formen derfor er det naturlige resultat af tilfældige processer som vejr og erosion i tidens løb. Men så falder dine øjne på en pilespids, som ligger på stranden mellem småstenene. Umiddelbart springer den i øjnene som noget, der er anderledes. Du opdager, at pilespidsen ligesom støvlestenen består af hårdere og blødere materiale. Blot følger pilespidsens form ikke grænsen mellem hårdere og blødere materiale, men krydser tværtimod denne grænse. Derfor må pilespidsen have været formgivet. Nogen må have designet dette stenmateriale med en bestemt hensigt.

Med denne tankegang har du netop gjort det, som mange mennesker afviser som umuligt. Ved at sammenligne støvlestenen og pilespidsen har du let kunnet genkende tegn på skabelse  menneskelig skabelse, naturligvis. Du har konkluderet, at en af vore forfædre har formet pilespidsen. Dette ræsonnement kan benyttes, selv om man ikke ved, hvem der har udformet pilespidsen.

Hvad skal der til for at genkende tegn på skabelse? Ikke andet end de sædvanlige komponenter i god empirisk videnskab: evnen til at drage logiske slutninger på grundlag af observationer. Ved at bruge sin viden om erosionsprocesser og sine observationer af grænserne mellem blødere og hårdere materiale i stenen kan man skelne resultatet af tilfældige processer i tidens løb (støvlestenen) fra en genstand, som er skabt (pilespidsen). Hvis man finder genstande som pilespidsen på Mars, vil alle videnskabsfolk umiddelbart kunne genkende dem som resultater af skabelse, selv om man ikke uden videre har nogen idé om, hvem der kan have frembragt genstandene. Ud fra en lignende tankegang prøver den berømte evolutionist Carl Sagan at overbevise regeringen i USA om, at de bør bruge millioner af dollars på at lytte til signaler fra det ydre rum, fordi han er overbevist om, at vi kan høre forskel på de bølgemønstre, der er fremkaldt af tid, tilfældighed og naturlige processer, og de mønstre, som er udsendt med en bestemt hensigt (Parker, 1977 c).

Altså: Man behøver hverken at se Skaberen eller selve skaberhandlingen for at erkende, at der foreligger tegn på skabelse. Der gives situationer, hvor skabelse ud fra observationerne er den mest naturlige slutning, selv om vi ikke ved noget som helst om Skaberen eller om skaberhandlingen.

Selv om rullesten og pilespidser består af samme materiale, repræsenterer de alligevel to afgørende forskellige ordensprincipper. Rullestenen har fået sin ordnede form som et resultat af tilfældige processer  vejr og erosion, som har vekselvirket med stenen som følge af dennes indre egenskaber. Hvis pilespidsen udsættes for disse processer, vil dens struktur efterhånden forsvinde, hvorfor vi må antage, at dens struktur skyldes skabelse.

I en vis forstand repræsenterer »støvlestenen« udviklingstanken. Evolutionister tror (som jeg selv førhen), at selve livet er et resultat af processer som dem, denne sten har været udsat for i tidens løb. Det vil sige, de antager, at livet er et resultat af tilfældige naturlige processer, som i tidens løb har vekselvirket med stoffet i kraft af dets egenskaber. Pilespidsen repræsenterer derimod skabelsesideen, idet irreversible strukturegenskaber her er påført stoffet ved kreativt design og skabelse.

I vort dagligliv kan vi alle skelne mellem disse to typer af orden. Baseret på logisk sans og observation kan vi f.eks. slutte, at en given klippeformation er et produkt af tid, tilfældighed og naturlige processer som vejr og erosion. Men på samme måde kan vi overbevise os selv om, at potteskår og klippeskulpturer må være produkter af en speciel skabelse. Det vil sige, at de er blevet til ved kreative handlinger, hvorved stoffet har fået irreversible organisationsstrukturer.

Lad os nu anvende denne almindelige videnskabelige teknik på studiet af levende systemer. Når det drejer sig om livets oprindelse, hvad er da den mest logiske forklaring ud fra vore observationer: tid, tilfældighed og evolutionære processer (naturlige)  eller plan, formål og speciel skabelse?