Før eller senere når de fleste af skorpens bjergarter op til Jordens overflade og bliver eroderet. I tropiske klimaer mørnes mineraler af organiske syrer i det gennemsivende overfladevand. Silikater nedbrydes og efterlader uopløseligt ler, hvorfra de opløselige dele, heriblandt silikat, er blevet udvasket. I reglen er den tilbageblivende rest en rød, jernholdig jordbundstype kaldt laterit. Aluminiumrige bjergarter producerer dog en rest af aluminium-hydroxider, som kaldes bauxit, den vigtigste kilde til aluminium. På Ny Hebriderne indeholder lateritterne, der er dannet på ekstremt basiske bjergarter, nu selv høje koncentrationer af nikkel, som oprindelig fandtes i olivin.

Opløste metaller når til sidst oceanerne, hvor de blot indgår i havvandets lave metalindhold og i reglen forbliver opløste. Dog har livet blomstret i en milliard år i lave have. Under stillestående betingelser kan bakterier få organisk materiale til at rådne og udvikle svovlbrinte. Opløste metaller, der ledes ud i lave have, kan udfældes som sulfider. Disse stinkende bassiner var kilden til de store lagdelte afsætninger af kobber i Zambia og bly- og zinkforekomsterne ved Broken Hill i Australien.

Fysisk forvitring frigør blot mineraler fra hinanden. Mineralerne sorteres til forholdsvis rene bestanddele afhængig af deres størrelse, hårdhed og massefylde og transporteres derefter af vand, luft og is. De kan aflejres, hvor strømhastigheden aftager, fx i en flods bugtning eller på strande.

Aflejringer af stor værdi, som er ophobet på denne måde, kaldes placers eller vaskemalm. Et tungt mineral som guld, der kan modstå findeling og tåle at blive transporteret opslæmmet, bliver koncentreret i lommer. Herved opstår vaskeaflejringer som de, der fremkaldte guldfeberen i Klondike. Vigtigere er de tinholdige vaskeaflejringer i de malaysiske floder og det titaniumholdige sorte strandsand i Australien.