Start

Slut

Besat af det dæmoniske eventyr VI.

En af Casterets største triumfer kom i 1926, da han opdagede en ishule, som ikke blot var den hidtil højeste, men også blev regnet for »den yndigste og mest fantastiske«. Sammen med hustruen Elisabeth, sin broder og sin moder, der dengang var i begyndelsen af halvtredserne, krydsede Casteret en snemark på den spanske side af den bjergfulde grænse i Pyrenæerne og opdagede en åbning i en klint. Højden var 2700 M. Efter at være klatret over en bunke sten ved indgangen stirrede gruppen ned i et kammer med vægge af is, med en tilfrossen sø som bund og badet i et mærkeligt, smukt og blågrønt lys. Familien Casteret bevægede sig forsigtigt tværs over den spejllignende sø og forbi en gennemskinnelig søjle ved kanten af en isforet skakt. De to mænd kantede sig rundt om den farlige skakt og undersøgte et tilfrosset vandfald på den anden side. Norbert Casteret klatrede op ad det 10 m høje vandfald ved hjælp af en hakke og vred sig gennem en smal indsnævring frem til en trang, højloftet korridor, som endte ved et andet isdraperi. På dette tidspunkt var gruppens lamper ved at være udbrændte, og deres tænder klaprede af kulde. De bestemte sig derfor til at gå tilbage.

En kold vind, som konstant fejede hen over den tilisede sø, antydede, at der måtte findes en anden indgang, og en måned senere kom Casteret og hans kone tilbage for at undersøge forholdene nærmere. Casteret sluttede sig til, at det måtte have været den nu tilfrosne flod, som havde dannet hulen i en varmere geologisk periode for tusinder af år siden. Vandløbet var i virkeligheden et fossil. Denne gang havde parret mere tid til undersøgelser. De så en fugl med vingerne udstrakt i dødsøjeblikket ligge nedfrosset under 45 cm is. Fornøjede strøg de af sted hen over den underjordiske skøjtebane med deres sømbeslåede støvler, en adspredelse med den praktiske bivirkning, at de fik varmen, som Casteret nøgternt konstaterede. De var kommet hen til isdraperiet, hvor han tidligere var stoppet op, det lykkedes Casteret at klatre op ad det ved at stå på sin kones skuldre, hvorefter han hjalp hende op. Et øvre galleri førte dem til et rundt rum, hvor de fandt en smal spalte, som ledte ud i dagslyset.

Efter at han havde rapporteret om hulens eksistens og beliggenhed til de spanske myndigheder, oplevede han den for en huleforsker store glæde, at hans families fund fik navnet Casteret-grotten.

At Casterets uforlignelige viden om de underjordiske vandløb, der strømmede neden under Pyrenæerne, både var af praktisk og æstetisk værdi, blev demonstreret gennem et projekt, han påtog sig i 1928. Hans mål var at finde kilden til Garonne-floden, hvis bifloder snor sig gennem bjergene både over og under jorden på begge sider af grænsen mellem Frankrig og Spanien. Et af spanierne udtænkt vandkraftprojekt ville have omdirigeret et vandløb, som Casteret mente var Garonnes hovedbiflod og ville derfor reducere flodens løb i Frankrig med folkeretlige kontroverser til følge. Casteret sporede systematisk de forskellige bifloder og lokaliserede flodens udspring ved at anvende fluorescerende farvestof. Hans indsats beviste, at floden, som opstår ved Pyrenæernes sydskråning i Spanien, bugter sig under jorden gennem bjerghuler og dukker op på nordsiden i Frankrig. Dette afstedkom en indviklet række internationale forhandlinger, som førte til opgivelse af det spanske vandkraftprojekt.

Casteret var en videnskabelig generalist, sikkert mere end han selv var klar over. Både til sikring af sin egen eksistens og til bedre forståelse af, hvad han fandt i sine elskede huler, erhvervede Casteret sig en praktisk viden om så forskellige videnskabelige discipliner som geologi og mineralogi, hydrologi og hydraulik samt palæontologi og biologi. Herved banede han vejen for en ny generation af huleforskere, der allerede var på vej ned i underverdenen for at omsætte deres egne videnskabelige specialer i praksis.