Start

Slut

Naturens huleudgravningsværktøj!

De fleste af Jordens huler er dannet gennem tusinder af år ved langsom opløsning af kalksten, men nogle spektakulære huler er resultatet af processer, som bliver afsluttet i løbet af få dage eller uger.

Lava, der løber ud af en vulkan, afkøles og størkner undertiden hurtigt på overfladen, medens den forbliver flydende nedenunder. Strømme af smeltede stenmasser kan således løbe ud gennem allerede hærdede kanaler i lavastrømmen for til sidst at efterlade et netværk af tunneler.

Gletscher is er et andet medium for huledannelse: Udhulet af smeltevand og varme vinde er glaciale huler måske de smukkeste af alle. Den tætte is filtrerer lyset til strålende blåt, og de voldsomt ud skulpturerede vægge reflekterer spektrets farver, som var de slebne ædelstensfacetter. Men disse huler er også de mest farlige: smeltende is er ifølge sagens natur ustabil; sammenstyrtninger af tunneltaget er hyppige, og pludselige oversvømmelser af iskoldt smeltevand almindelige.

I tørre klimaer udhuler støv- og sand-partikler, fremført af kraftige vinde, sårbare lag i klippevæggen og danner efterhånden store, lavloftede huler. Ofte højt beliggende over det omgivende terræn gav vinddannede huler i oldtiden et sikkert ly for befokningerne ved Den Øvre Nil og i det sydvestlige USA.

Mindre velegnede for konstant menneskelig beboelse er brændingshuler, huler langs kysten, som udgraves af den uafladelige bølgeaktivitet. Gennem tusinder af år har bølgerne drønet ind i svaghedszoner i bjergartsformationerne og udhulet tusinder af rummelige huler langs alverdens kyster.