Til Forsiden

Speleologiens fødsel IV.

Huleforskerne kom let gennem småsøerne, men bag dem lå en lang række forhindringer, som krævede både udholdenhed og opfindsomhed. Neden for søerne løb de ind i det øverste af en lang række halvcirkelformede rimstone-dæmninger, omkransende bassiner, hvert på op til 8 meter i diameter og 4-5 meter dybt. Ved hvert trådte de to mænd op på de delikate hvide krystaller langs bassinets tommetykke rand (en destruktiv praksis, moderne huleforskere ville foragte), og medens de holdt deres lys mellem tænderne, sænkede de kanoen ned i det næste bassin, en farlig manøvre under hvilken de af og til gled og faldt ned i det dybe vand - kun for at igen at bestige randen og prøve igen.

Efter den anden dæmning sænkede hulens loft sig, så det kun var 20-30 cm over vandoverfladen. Huleforskerne måtte stoppe deres padling og presse sig ned under rælingen for at skubbe sig vej gennem den 6 meter lange passage til det tredje bassin, medens de knækkede de stalaktitter af, som spærrede dem vejen. Det næste var en canyon, hvis vandløb var for smalt til kanoen. I det livhøje vand måtte de to løfte kanoen op over deres hoveder, der videde væggene sig en smule mere ud, og famle sig frem, indtil de nåede en 46 meter bred cirkelformet sø, helt oversået med stalagmit-øer. Medens Gaupillat oplyste søen med magnesiumreflektoren, bevægede Martel sig langsomt og forsigtigt langs den snævre kant-ryg, indtil han fandt udløbet - kun for at falde i det 14° varme vand under sin tilbagetur. »Det kolde bad var aldeles ikke uvelkomment,« påstod han senere.

I timevis forsatte forskerne deres rejse gennem den fantastiske hule, passerede endnu en række på 12 rimstone-dæmninger og en 35 meter bred sø omsluttet af stejle vægge, indtil de ca. 1 km fra indgangsskakten stødte på en kanal kun 71 cm bred - igen for smal til kanoen. Efter nogen overvejelse klatrede de forsigtigt hen over den glatte flowstone-væg og skrævede hen over kanalen ca. halvanden meter over vandet. Så løftede de kanoen op med bådshager og trak den langs klipperne. Dens spanter knagede i protest, men canvassen holdt. For enden af kanalen kom de til en sø under en 20 meter høj halvkugleformet hvælving, helt blottet for stalaktitornamenter. Da Martel ikke kunne se nogen udgang, antog han først, at floden endelig forsvandt i dette nøgne kammer, men en omhyggelig rundtur med båd afslørede en bred tunnel kun 50 cm høj på den modsatte side. Trykket fladt ned skubbede de to sig de 10 m gennem tunnelen, til de nåede et højt galleri, som indeholdt den hidtil største sø, et roligt 76 m langt bassin, som de navngav Lac de la Chapelle.

Huleforskerne fortsatte med at presse sig fremad, idet de håbede på at nå hulens afslutning. Kl. 2 om eftermiddagen var de 3/4 km fra de landsatte formænd og 2 km fra indgangen. De stod nu foran dagens 33. rimstone-dæmning og udsigt til endnu flere forhindringer forude, så en træt Martel besluttede modvilligt at begynde tilbagetoget og udsætte yderligere udforskning til det kommende år. Som han senere mindedes: »Vi var drivvåde, det kolde vand var begyndt at gøre vore lemmer stive, og vor lysbeholdning var næsten opbrugt.« Tilbagerejsen foregik uden særlige hændelser, før de trætte huleforskere prøvede at trække kanoen over en af rimstone-dæmningernes ujævne krystaloverflade og derved rev canvassen op, så de måtte lænse konstant resten af vejen tilbage. Ved halvfemtiden nåede de endelig Armand og Foulquier, som ængstelige var begyndt at organisere et redningshold, men kl. 7 sad de alle fire bænkede ved middagsbordet på overfladen, mens de nød den storslåede sommersol-nedgang.

Fra den dag af var Martel forblindet af Padirac, den mest imponerende hule, som indtil nu er fundet i Frankrig - »et perfekt eventyrland af vidundere og skønhed,« kaldte han det. Under sin næste kampagne udforskede han hulen i 23 timer i træk, fulgte dens vandløb endnu 600 meter og opdagede en imponerende ornamenteret sidegrotte, der var 80 meter høj. I de følgende år førte Martel en lang kamp for at få åbnet Padirac for offentligheden; især sloges han stædigt med de lokale godsejere. På grund af hans indsats blev der dannet et filantropisk selskab, som købte hulen, byggede en enorm jerntrappe ned i den og installerede elektrisk lys under jorden, og i 1899 åbnedes Padirac for bådfulde af turister. Før han solgte, betingede den tidligere ejer sig dog, at han fik det legendariske engelske guld, hvis det blev fundet. Men ikke en farthing er endnu dukket op.